Wikipedia:Ugens artikel/Uge 9, 2017

To kendte allotroper af Carbon: Grafit og diamant.

Carbon (eller kulstof) er et grundstof med atomnummer 6 i det periodiske system med symbolet C. Det er ikke-metallisk og tetravalent — hvilket vil sige, at det gør fire elektroner tilgængelige til at danne kovalente kemiske bindinger. Tre isotoper findes naturligt: 12C og 13C er stabile, mens 14C er radioaktiv med en halveringstid på omkring 5.730 år. Carbon er et af meget få grundstoffer, der har været kendt siden oldtiden.

Carbon er det femtende mest forekommende grundstof i Jordens skorpe og det fjerde mest forekommende grundstof i universet. Den enorme mængde carbon, dets unikke mangfoldighed af organiske forbindelser og dets usædvanlige evne til at danne polymerer ved temperaturer, der normalt ses på Jorden gør, at dette stof indgår i alle kendte livsformer. Det er det næstmest forekommende grundstof i menneskekroppen efter oxygen.

Carbons atomer kan bindes sammen på forskellige måder, der betegnes dets allotroper. De bedst kendte er grafit og diamant. Carbons fysiske egenskaber kan variere voldsomt, afhængig af dets allotropiske form. For eksempel er grafit opak og sort, mens diamant er meget transparent. Grafit er blødt nok til, at kunne danne en stribe på papir, mens diamant er det hårdest naturligt forekommende materiale, der kendes. Grafit er en god elektrisk leder, hvorimod diamant har lav elektrisk ledningsevne.

Den største kilde til uorganisk carbon er kalksten, dolomit og carbondioxid, men der findes også betragtelige mængder i organiske depoter af kul, tørv, olie og metanhydrater. (Læs mere..)