Wikipedia

Anden Puniske Krig

(Omdirigeret fra 2. puniske krig)

Den Anden Puniske Krig (218-201 f.Kr.) var den anden af i alt tre krige, som blev udkæmpet mellem den Romerske Republik og Karthago – de to primære magter i det vestlige Middelhav i det 3. århundrede f.Kr.

Anden Puniske Krig
Del af de puniske krige
De romerske og karthagiske inflydelsessfærer i år 218 f.Kr., umiddelbart inden krigens udbrød
De romerske og karthagiske inflydelsessfærer i år 218 f.Kr., umiddelbart inden krigens udbrød
Dato 218 – 201 f.Kr.
Sted Vestlige Middelhavsområde[note 1]
Resultat Romersk sejr
Territoriale
ændringer
  • Rom overtager Kartagos territorium i Hispania og Kartagos middelhavsøer.
  • Numidia bliver en selvstændig stat allieret med Rom. Kartago bliver en romersk klientstat.
Parter
Romerske Republik Kartago
Ledere
Mange andre:
Mange andre:

Krigen blev udkæmpet i 17 år, hvor de to stater forsøgte at vinde overherredømmet over primært landområder i det romerske Italien og den Iberiske Halvø, men også på øerne Sicilien og Sardinien. Mod slutningen af krigen blev krigen ligeledes udvidet til Nordafrika. Efter enorme materielle og menneskelige tab på begge sider blev karthagerne besejret. Makedonien, Syrakus og flere numidiske kongeriger blev trukket ind i kampene. Ligeledes kæmpede iberiske og galliske styrker på begge sider. Der var tre primære fronter under krigen var: Italien (med lejlighedsvise på Sicilien, Sardinien og i Grækenland), hvor Hannibal besejrede de romerske legioner gentagne gange; Iberiske Halvø, hvor Hasdrubal, en yngre bror til Hannibal, forsvarede de kartagiske kolonibyer med blandet succes, inden han rykkede ind i Italien; og Afrika, hvor Rom endelig vandt krigen.

Den Første Puniske Krig var endt med en romersk sejr i 241 f.Kr. efter 23 års krig og enorme tab på begge sider. Efter krigen udvidede Karthago sine besiddelser på den Iberiske Halvø, hvor en karthagisk hær under Hannibal i 219 f.Kr. belejrede, erobrede og plyndrede den pro-romerske by Saguntum. I begyndelsen af 218 f.Kr. erklærede Rom krig mod Karthago og indledte derpå den anden puniske krig. Senere samme år overraskede Hannibal romerne ved at marchere sin hær over land fra den Iberiske Halvø gennem Gallien og over Alperne til Cisalpine Gallien (det moderne Norditalien). Forstærket af galliske allierede opnåede han knusende sejre over romerne ved slagene ved Trebia (218) og slaget ved søen Trasimene (217). Ved at bevæge sig til det sydlige Italien i 216 besejrede Hannibal igen romerne i Slaget ved Cannae (216 f.kr.), hvor han nedkæmpede den største hær, romerne nogensinde havde samlet.

Efter at 120.000 romerske tropper enten var blevet dræbt eller var i fangenskab valgte mange af Roms italienske allierede at desertere – mest bemærkelsesværdigt Capua – til Karthago, hvilket gav Hannibal kontrol over størstedelen af det sydlige Italien. Da Syrakus og Makedonien sluttede sig til karthagerne efter slaget ved Cannae, spredte konflikten sig. Mellem 215 og 210 f.Kr. forsøgte karthagerne at erobre det romersk-kontrollerede Sicilien og Sardinien, men uden succes. Romerne tog drastiske skridt for at hverve nye legioner: de indskrev slaver, kriminelle og dem, der ikke opfyldte den sædvanlige ejendomskvalifikation; dette medvirkede markant til at øge antallet af mænd i hæren. I det næste årti fortsatte krigen i det sydlige Italien, hvor de romerske hære langsomt tilbageerobre de fleste af de italienske byer, der var blevet tabt til Karthago.

Rom havde i 218 f.Kr. etableret et brohoved i den nordøstlige del af den Iberiske Halvø. Karthagerne havde efterfølgende gentagne gange forsøgt at nedkæmpe disse romerske positionerne, uden det dog var lykkes. I 211 f.kr. gik romerne i offensiven på den Iberiske Halvø men blev besejret – de lykkes dog med at fastholde deres fodfæste i den nordøstlige del af halvøen. I 209 f.Kr. erobrede den nye romerske kommandør Publius Scipio Carthago Nova, som var den vigtigste karthagiske base på halvøen. I 208 f.kr. lykkes det Scipio at besejre Hasdrubal, til trods for at Hasdrubal formåede at trække størstedelen af sine tropper tilbage til Gallien. Det efterfølgende karthagiske angreb blev besejret af romerne i forbindelse med slaget ved Metaurus. Ved slaget ved Ilipa i 206 f.kr. nedkæmpede Scipio permanent den karthagiske tilstedeværelse på den Iberiske Halvø.

Scipio invaderede det kartagiske Afrika i 204 f.Kr., hvilket tvang det kartagiske senat til at hjemkalde Hannibals hær fra Italien. Krigen sluttede med et afsluttende slag mellem to hære ledet af henholdsvis Scipio og Hannibal i forbindelse med Slaget ved Zama i 202 f.Kr.. Dette slag resulterede i et nederlag til Hannibal og i, at Karthago søgte fred. Fredstraktaten, som var dikteret af Rom, fratog Karthago alle dets oversøiske områder og nogle af dets afrikanske områder. En bod på 10.000 sølv-talenter skulle betales over 50 år. Karthago blev forbudt at føre krig uden for Afrika – og de kunne kun føre krig i Afrika med Roms tilladelse. Herved stod det klart, at Karthago var politisk underordnet Rom. Rom brugte karthagisk militæraktivitet mod numidierne som påskud for at erklære krig igen i 149 f.Kr., hvilket indledte den Tredje Puniske Krig. I 146 f.Kr. stormede romerne byen Karthago, plyndrede den, dræbte størstedelen af dens befolkning og ødelagde den fuldstændigt.

Primære kilder

redigér
 
Polybius

Hovedkilden til næsten alle aspekter af de puniske krige[note 2] er historikeren Polybius (ca. 200 – ca. 118 f.Kr.), som var en græker, der blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel.[2][3] Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik,[4] men han er i dag mest kendt for værket "Historierne" (engelsk:The Histories), skrevet engang efter 146 f.Kr.[2][5] Polybius' værk anses generelt for objektivt og stort set neutralt i forhold til karthagiske og romerske synspunkter.[6][7] Polybius var en analytisk historiker og interviewede, så vidt muligt, personligt deltagere i de begivenheder, som han skrev om.[8][9][10] Moderne historikere mener, at Polybius har behandlet Scipio Aemilianus (hans personlige protektor/mæcen og ven) uforholdsmæssigt gunstigt.[11][12] Den moderne historiker Andrew Curry ser Polybius som "rimelig pålidelig",[13] mens Craige Champion beskriver ham som "en bemærkelsesværdigt velinformeret, flittig og indsigtsfuld historiker".[14]

En stor del af Polybius' beretning om den Anden Puniske Krig mangler efter 216 f.Kr. eller findes kun i fragmentarisk form. Som følge heraf er den vigtigste kilde til meget af krigen den beretning, der er skrevet af den romerske historiker Titus Livius (59 f.Kr. – 17 e.Kr.). Denne bruges almindeligvis af moderne historikere, hvor Polybius' beretning ikke eksisterer. Livius støttede sine beretninger meget på Polybius' beretninger, men skrev på en mere struktureret måde med flere detaljer om romersk politik – og derforuden var han også åbenlyst pro-romersk.[15][16][17] Hans beretninger om militære sammenstød er dog ofte påviseligt ukorrekte og unøjagtige. Den klassiske historiker Adrian Goldsworthy påpeger, at Livius' "pålidelighed ofte er tvivlsom",[18] mens historikeren Phillip Sabin henviser til Livius' "militære uvidenhed".[19]

Senere kilder fra antikken historier om krigen eksisterer, dog ofte i fragmentarisk eller summarisk form.[20][note 3] Moderne historikere anvender normalt også værkerne af Diodorus Siculus og Dio Cassius, som var to græske forfattere, der skrev i den romerske æra. Disse beskrives af John Lazenby som "klart langt underlegen" i forhold til Livius, men nogle fragmenter af Polybius kan findes fra deres tekster.[11][15] Den græske moralist Plutarch skrev flere biografier om romerske kommandører i sit værk "Parallelle Liv".[21] Andre kilder omfatter mønter, indskrifter, arkæologiske fund og empiriske fund fra rekonstruktioner.[22]

Baggrund

redigér
 
Det territorium som ca. blev kontrolleret af den Romerske Republik og Karthago umiddelbart før begyndelsen af den Første Puniske Krig

Den Romerske Republik havde aggressivt udvidet sit territorium på det italienske fastland i et århundrede[23] og havde erobret hele den italienske halvø syd for Arno-floden i 270 f.Kr., efter den Pyrrhiske Krig, hvor de græske bystater i det sydlige Italien (Magna Graecia) havde overgivet sig.[24] I denne periode af romersk ekspansion var Karthago – med sin hovedstad i det, der nu er Tunesien – kommet til at dominere det sydlige Iberia, meget af kystregionerne i Nordafrika, de Baleariske Øer, Korsika, Sardinien og den vestlige halvdel af Sicilien.[25]

I 264 f.Kr. var Karthago den dominerende eksterne magt på Sicilien, og Karthago og den Romerske Republik var stormagterne i det vestlige Middelhav.[26] Forholdet var godt mellem de to stormagter. De to stater havde flere gange erklæret deres gensidige venskab, og der var stærke kommercielle relationer.[27][28] I henhold til den klassiske historiker Richard Miles medførte den Romerske Republiks ekspansionistiske adfærd kombineret med Karthagos besiddelser på Sicilien til, at de to stormagter faldt i krig mod hinanden mere ved et uheld end som følge af nøje planlægning.[29] Den umiddelbare årsag til den Første Puniske Krig drejede sig om spørgsmålet om kontrol over den uafhængige sicilianske bystat Messana (moderne Messina).[30] I 264 f.Kr. gik Karthago og den Romerske Republik i krig mod hianden.[31]

Krigen blev primært udkæmpet på Sicilien og dets omkringliggende farvande. Romerne invaderede også, uden held, Nordafrika i 256 f.Kr.[32] Det var den længste kontinuerlige konflikt og den største søkrig i antikken, med enorme materielle og menneskelige tab på begge sider. I 241 f.Kr. – efter 23 års krig – blev karthagenerne besejret.[33][34] I henhold til den romersk-dikterede Lutatius-traktat afstod Karthago sine sicilianske besiddelser til den Romerske Republik.[35] Umiddelbart efter afslutningen på den Første Puniske Krig udbrød der krig i det Karthagiske Rige, idet nogle oprørske lejesoldater igangsætte et mytteri mod Karthago (dette kendes som Lejesoldatskrigen). Den Romerske Republik udnyttede Karthagos distraktion med at nedkæmpe dette oprør, ved at bryde den tidligere indgået fredsaftale og annektere karthaginsk Sardinien og Korsika i 238 f.Kr.[36][37] Under ledelse af Hamilkar Barkas lykkes det Karthago at besejre oprørerne i 237 f.Kr.[38][39]

 
En karthaginsk mønt (en fjerdedel shekel), som er dateret til mellem 237–209 f.Kr. Den afbilder den puniske gud Melqart, der var forbundet med Herkules/Herakles. På bagsiden er en elefant, muligvis en krigselefant.[40]

Efter Hamilkar havde nedkæmpet oprørerne forstod han, at Karthago havde brug for at styrke sin økonomiske og militære base, hvis det skulle konfrontere den Romerske Republik igen.[41] Karthagos besiddelser i Iberia (moderne Spanien og Portugal) var begrænset til en håndfuld velstående kystbyer i syd,[42] og Hamilkar ledte den hær, som han havde ledet under Lejesoldatskrigen, til Iberia i 237 f.Kr. og udskår en quasi-monarkisk, autonom stat i det sydlige og østlige Iberia.[43] Dette gav Karthago sølvminer, landbrugsrigdom, arbejdskraft, militære faciliteter (såsom skibsværfter) og territorial dybde til at stå op mod eventuelle fremtidige romerske krav.[44][45] Hamilkar regerede som vicekonge og blev efterfulgt af sin svigersøn, Hasdrubal, i 229 f.Kr.[46] og derefter sin søn, Hannibal, i 221 f.Kr.[47]

I 226 f.Kr. blev Ebro-traktaten indgået med den Romerske Republik, der specificerede Ebro-floden som den nordlige grænse for den karthaginske indflydelsessfære.[48] På et tidspunkt i løbet af de næste seks år indgik den Romerske Republik en separat aftale med byen Saguntum, der var beliggende langt syd for Ebro-floden (og derpå en del af karthaginske indflydelsessfære jf. Ebro-traktaten).[48] I 219 f.Kr. belejrede en karthaginsk hær ledet af Hannibal Saguntum, og efter otte måneder indtog og plyndrede de byen.[49][50] Den Romerske Republik beklagede sig overfor den karthaginske regering og sendte en delegation ledet af Quintus Fabius Maximus til dens senat med peremptoriske krav. Da disse blev afvist, erklærede den Romerske Republik krig med Karthago i foråret 218 f.Kr.[50]

Siden slutningen af den Første Puniske Krig havde den Romerske Republik også udvidet sit territorium, særligt i området nord for romersk Italien på begge sider af Po-floden – kendt som det Cisalpine Gallien. Romerne forsøg på at etablere byer og gårde i regionen fra 232 f.Kr. ledte til gentagne krige med de lokale galliske stammer, der endelig blev besejret i 222 f.Kr. I 218 f.Kr. udvidede romerne deres teritorium endnu længere nordpå og etablerede to nye byer eller "kolonier" på Po-floden og approprierede store områder af det bedste land. De fleste gallerne nærede vrede over denne romerske frembrusning.[51]

Italien

redigér

Hannibal krydser Alperne, 218 f.Kr

redigér
 
Hannibals rute fra Iberia til Italien

I løbet af 218 f.Kr. var der nogle søslag i farvandene omkring Sicilien. Romerne afviste et karthaginsk angreb[52][53] og indtog øen Malta.[54] I det Cisalpine Gallien (moderne Norditalien) angreb de største galliske stammer de romerske kolonier i området, hvilket fik bosætterne til at flygte til deres tidligere etablerede koloni Mutina (moderne Modena), hvor de blev belejret. En romersk hjælpestyrke brød gennem belejringen, men blev efterfølgende udsat for et bagholdsangreb og belejret. En hær var tidligere blevet rejst af romerne til at føre kampagne i Iberia, men det romerske senat løsrev en romersk og en allieret legion fra den for i stedet at sende den til Norditalien. Rekruttering af friske tropper for at erstatte disse udskød hærens afrejse til Iberia til september.[55] På samme tid forberedte en romersk hær på Sicilien under ledelse af konsul Sempronius Longus sig på en invasion af Afrika.[56]

I mellemtiden samlede Hannibal en karthaginsk hær i Ny Karthago (moderne Cartagena) og ledte den nordpå langs den iberiske kyst i maj eller juni. Den trængte ind i Gallien og tog en indlandsrute for at undgå de romerske allierede i syd.[57] Ved Slaget ved krydsning af Rhône besejrede Hannibal en styrke af lokale galler, der forsøgte at blokere hans vej.[58] En romersk flåde, der transporterede den iberisk hær, gik i land i den romersk-allierede by Massalia (moderne Marseille) ved Rhones udmunding,[59] men Hannibal undslap romerne og fortsatte mod Italien.[60]

Karthagenerne nåede foden af Alperne i det sene efterår og krydsede dem på 15 dage, idet de overvandt vanskelighederne med klima, terræn[57] og gerillakrigsføringen fra de indfødte ligurere. Hannibal ankom til det Cisalpine Gallien med 20.000 infanterisoldater, 6.000 kavaleri og et ukendt antal krigselefanter (han forlod Iberia med 37 elefanter)[61][62] engang i november. Romerne havde allerede indkvarteret sig i deres vinterkvarter. Hannibals overraskende fremkomst på den italienske halvø ledte til, at Rom annullerede deres planlagte kampagne for året: en invasion af Afrika.[63]

Krigens forløb

redigér

Den næste fase prægedes af en række store romerske nederlag. To romerske hære blev slået af Hannibal ved Ticinus og Trebia. En stor sejr blev vundet over romerne ved Trasimenersøen (217 f.Kr.), hvor den romerske konsul Flaminius blev lokket i en fælde med sin hær. Det lykkedes romerne at trække krigen i langdrag under diktatoren Fabius Maximus som undgik åbne slag, men i 216 f.Kr. vandt Hannibal én af sine største sejre i slaget ved Cannae, hvor to romerske konsuler blev omringet med deres talmæssigt overlegne hær og massakreret. Dette nederlag var tæt på at tvinge Rom i knæ, men byen afslog fredstilbud og fortsatte kampen med store økonomiske ofre. De fleste af byens forbundsfæller forblev loyale stik imod Hannibals forventninger. Syrakus og Capua gik over til Karthago, mens Makedonien officielt gik ind i krigen på Karthagos side, men krigsførelsen var ineffektiv og inkonsekvent.

De næste mange år fortsatte krigen uden de store begivenheder. Romerne undgik af al magt åbne slag, og da Hannibal ikke ville rømme halvøen, måtte han holde sig i felten, hvilket tærede på hans hær. Samtidig lykkedes det Rom at skaffe nye og mere kompetente generaler som Marcellus og Scipio Africanus den Ældre. Hannibal angreb ikke Rom én eneste gang, skønt der gik flere rygter om det. Han synes ikke at have villet risikere hæren. Imens lykkedes det romerne at generobre og knække både Syrakus 212 f.Kr. og Capua kort efter. I Spanien gik krigen mere ustabilt for romerne, men også her fik de efterhånden overtaget. Hannibals bror Hasdrubal søgte at undsætte ham med en hær fra Spanien, men blev slået og dræbt 207 f.Kr. ved Metaurus-floden. Fra 206 f.Kr. var romerne herrer over Spanien.

Efterhånden stod romerne så stærkt, at de kunne forberede en invasion i Afrika og derved true Karthago. Dette skabte panik og Hannibal blev kaldt hjem med hæren til forsvar. Imens tog Scipio ledelsen af den romerske krigsførelse og invaderede 203 f.Kr. Nordafrika, hvor han fik værdifuld militær støtte af Karthagos lokale rival, kong Massinissa af Numidien. Afgørelsen faldt i slaget ved Zama 202 f.Kr. hvor Hannibal blev fuldstændig slået af en romersk-numidisk hær. Derefter bad Karthago om fred.

Fredsslutningen

redigér

Freden 201 gjorde ende på Karthagos dominerende stilling. Byen måtte udlevere alle krigselefanter, betale 10.000 talenter i rater, begrænse sin flåde til ti skibe og opgive hæren. Reelt blev byen romersk vasal. For Rom blev sejren indledningen til nye krige mod de hellenistiske stater, først og fremmest Makedonien.

Krigens betydning

redigér

Den Anden Puniske Krig er én af de vigtigste krige i Roms historie. Den gjorde byen til den dominerende magtfaktor i det vestlige Middelhav, ligesom den åbnede vejen til magten i både Spanien og Nordafrika. Det var imidlertid også en krig der viste, hvor farlige karthagerne kunne være. Under kampene mod Hannibal 218-216 led den romerske republik nogle af sine værste militære nederlag, og krigen krævede militær nytænkning og bedre generaler. Også de store ødelæggelser i Italien under Hannibals felttog gjorde økonomisk skade og har muligvis bidraget til svækkelsen af den romerske bondestand. At romerne klarede krisen militært, skyldes formentlig dels udholdenhed, dels en klog politik over for forbundsfællerne før krigen. Hannibal måtte desuden væsentligt udkæmpe kampen i Italien uden støtte hjemmefra.

Noter

redigér
  1. ^ Krigen forgik i bl.a. Italien, Sicilien, Hispania, Gallia Cisalpina, Gallia Narbonensis og Nordafrika.
  2. ^ Termen "punisk" stammer fra det latinske ord Punicus (eller Poenicus), der betyder "fønikisk". Det henviser til karthagernes fønikiske herkomst.[1]
  3. ^ Andre kilder end Polybius diskuteres af Bernard Mineo i "Principal Literary Sources for the Punic Wars (apart from Polybius)".[21]

Referencer

redigér
  1. ^ Sidwell & Jones 1997, s. 16.
  2. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 20.
  3. ^ Tipps 1985, s. 432.
  4. ^ Shutt 1938, s. 53.
  5. ^ Walbank 1990, s. 11–12.
  6. ^ Lazenby 1996, s. x–xi.
  7. ^ Hau 2016, s. 23–24.
  8. ^ Shutt 1938, s. 55.
  9. ^ Goldsworthy 2006, s. 21.
  10. ^ Champion 2015, s. 98, 101.
  11. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 20–21.
  12. ^ Lazenby 1996, s. x–xi, 82–84.
  13. ^ Curry 2012, s. 34.
  14. ^ Champion 2015, s. 102.
  15. ^ a b Lazenby 1998, s. 87.
  16. ^ Goldsworthy 2006, s. 22.
  17. ^ Champion 2015, s. 95.
  18. ^ Goldsworthy 2006, s. 222.
  19. ^ Sabin 1996, s. 62.
  20. ^ Goldsworthy 2006, s. 21–23.
  21. ^ a b Mineo 2015, s. 111–127.
  22. ^ Goldsworthy 2006, s. 23, 98.
  23. ^ Miles 2011, s. 157–158.
  24. ^ Bagnall 1999, s. 21–22.
  25. ^ Goldsworthy 2006, s. 29–30.
  26. ^ Goldsworthy 2006, s. 25–26.
  27. ^ Miles 2011, s. 94, 160, 163, 164–165.
  28. ^ Goldsworthy 2006, s. 69–70.
  29. ^ Miles 2011, s. 175–176.
  30. ^ Goldsworthy 2006, s. 74–75.
  31. ^ Warmington 1993, s. 168.
  32. ^ Goldsworthy 2006, s. 82.
  33. ^ Lazenby 1996, s. 157.
  34. ^ Bagnall 1999, s. 97.
  35. ^ Beck 2015, s. 235.
  36. ^ Scullard 2006, s. 569.
  37. ^ Miles 2011, s. 209, 212–213.
  38. ^ Hoyos 2000, s. 378.
  39. ^ Hoyos 2007, s. 248.
  40. ^ Miles 2011, s. 226–227.
  41. ^ Hoyos 2015, s. 77.
  42. ^ Hoyos 2015, s. 80.
  43. ^ Miles 2011, s. 220.
  44. ^ Miles 2011, s. 219–220, 225.
  45. ^ Eckstein 2006, s. 173–174.
  46. ^ Bagnall 1999, s. 146–147.
  47. ^ Miles 2011, s. 225.
  48. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 143–144.
  49. ^ Collins 1998, s. 13.
  50. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 144–145.
  51. ^ Goldsworthy 2006, s. 139–140.
  52. ^ Briscoe 2006, s. 61.
  53. ^ Edwell 2015, s. 327.
  54. ^ Castillo 2006, s. 25.
  55. ^ Goldsworthy 2006, s. 151–152.
  56. ^ Zimmermann 2015, s. 284.
  57. ^ a b Mahaney 2008, s. 221.
  58. ^ Bagnall 1999, s. 161–162.
  59. ^ Fronda 2015, s. 252.
  60. ^ Zimmermann 2015, s. 291.
  61. ^ Erdkamp 2015, s. 71.
  62. ^ Hoyos 2015b, s. 107.
  63. ^ Zimmermann 2015, s. 283–284.

Litteratur

redigér
  • Bagnall, Nigel (1999). The Punic Wars: Rome, Carthage and the Struggle for the Mediterranean. London: Pimlico. ISBN 978-0-7126-6608-4.
  • Beck, Hans (2015) [2011]. "The Reasons for War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 225-241. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Barceló, Pedro (2015) [2011]. "Punic Politics, Economy, and Alliances, 218–201". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 357-375. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Brizzi, Giovanni (2007). Scipione e Annibale, la guerra per salvare Roma. Bari-Roma: Laterza. ISBN 978-88-420-8332-0.
  • Le Bohec, Yann (2015) [2011]. "The "Third Punic War": The Siege of Carthage (148–146 BC)". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 430-446. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Briscoe, John (2006) [1989]. "The Second Punic War". I Astin, A. E.; Walbank, F. W.; Frederiksen, M. W.; Ogilvie, R. M. (red.). The Cambridge Ancient History: Rome and the Mediterranean to 133 B.C. Vol. VIII. Cambridge: Cambridge University Press. s. 44-80. ISBN 978-0-521-23448-1.
  • Carey, Brian Todd (2007). Hannibal's Last Battle: Zama & the Fall of Carthage. Barnslet, South Yorkshire: Pen & Sword. ISBN 978-1-84415-635-1.
  • Castillo, Dennis Angelo (2006). The Maltese Cross: A Strategic History of Malta. Westport, Connecticut: Greenwood Publishing Group. ISBN 978-0-313-32329-4.
  • Champion, Craige B. (2015) [2011]. "Polybius and the Punic Wars". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 95-110. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Coarelli, Filippo (2002). "I ritratti di 'Mario' e 'Silla' a Monaco e il sepolcro degli Scipioni". Eutopia Nuova Serie (italiensk). II (1): 47-75. ISSN 1121-1628.
  • Collins, Roger (1998). Spain: An Oxford Archaeological Guide. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-285300-4.
  • Curry, Andrew (2012). "The Weapon that Changed History". Archaeology. 65 (1): 32-37. JSTOR 41780760.
  • Dupuy, R. Ernest; Dupuy, Trevor N. (1993). The Harper Encyclopedia of Military History. New York City: HarperCollins. ISBN 978-0-06-270056-8.
  • Eckstein, Arthur (2006). Mediterranean Anarchy, Interstate War, and the Rise of Rome. Berkeley: University of California Press. ISBN 978-0-520-24618-8.
  • Edwell, Peter (2015) [2011]. "War Abroad: Spain, Sicily, Macedon, Africa". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 320-338. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Erdkamp, Paul (2015) [2011]. "Manpower and Food Supply in the First and Second Punic Wars". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 58-76. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Etcheto, Henri (2012). Les Scipions. Famille et pouvoir à Rome à l'époque républicaine (fransk). Bordeaux: Ausonius Éditions. ISBN 978-2-35613-073-0.
  • Fronda, Michael P. (2015) [2011]. "Hannibal: Tactics, Strategy, and Geostrategy". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Oxford: Wiley-Blackwell. s. 242-259. ISBN 978-1-405-17600-2.
  • Goldsworthy, Adrian (2006) [2000]. The Fall of Carthage: The Punic Wars 265–146 BC. London: Phoenix. ISBN 978-0-304-36642-2.
  • Hau, Lisa (2016). Moral History from Herodotus to Diodorus Siculus. Edinburgh: Edinburgh University Press. ISBN 978-1-4744-1107-3.
  • Hoyos, Dexter (2000). "Towards a Chronology of the 'Truceless War', 241–237 B.C.". Rheinisches Museum für Philologie. 143 (3/4): 369-380. JSTOR 41234468.
  • Hoyos, Dexter (2007). Truceless War: Carthage's Fight for Survival, 241 to 237 BC. Leiden ; Boston: Brill. ISBN 978-90-474-2192-4.
  • Hoyos, Dexter (2015) [2011]. A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Hoyos, Dexter (2015b). Mastering the West: Rome and Carthage at War. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-986010-4.
  • Jones, Archer (1987). The Art of War in the Western World. Urbana: University of Illinois Press. ISBN 978-0-252-01380-5.
  • Koon, Sam (2015) [2011]. "Phalanx and Legion: the "Face" of Punic War Battle". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 77-94. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Kunze, Claudia (2015) [2011]. "Carthage and Numidia, 201–149". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 395-411. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Lazenby, John (1996). The First Punic War: A Military History. Stanford, California: Stanford University Press. ISBN 978-0-8047-2673-3.
  • Lazenby, John (1998). Hannibal's War: A Military History of the Second Punic War. Warminster: Aris & Phillips. ISBN 978-0-85668-080-9.
  • Liddell Hart, Basil (1967). Strategy: The Indirect Approach. London: Penguin. OCLC 470715409.
  • Lomas, Kathryn (2015) [2011]. "Rome, Latins, and Italians in the Second Punic War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 339-356. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Mahaney, W.C. (2008). Hannibal's Odyssey: Environmental Background to the Alpine Invasion of Italia. Piscataway, New Jersey: Gorgias Press. ISBN 978-1-59333-951-7.
  • Miles, Richard (2011). Carthage Must be Destroyed. London: Penguin. ISBN 978-0-14-101809-6.
  • Mineo, Bernard (2015) [2011]. "Principal Literary Sources for the Punic Wars (apart from Polybius)". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 111-128. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Ñaco del Hoyo, Toni (2015) [2011]. "Roman Economy, Finance, and Politics in the Second Punic War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 376-392. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Purcell, Nicholas (1995). "On the Sacking of Carthage and Corinth". I Innes, Doreen; Hine, Harry & Pelling, Christopher (red.). Ethics and Rhetoric: Classical Essays for Donald Russell on his Seventy Fifth Birthday. Oxford: Clarendon. s. 133–148. ISBN 978-0-19-814962-0.
  • Rawlings, Louis (2015) [2011]. "The War in Italy, 218–203". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 58-76. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Richardson, John (2015) [2011]. "Spain, Africa, and Rome after Carthage". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 467-482. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Roberts, Mike (2017). Hannibal's Road: The Second Punic War in Italy 213–203 BC. Pen & Sword: Barnsley, South Yorkshire. ISBN 978-1-47385-595-3.
  • Sabin, Philip (1996). "The Mechanics of Battle in the Second Punic War". Bulletin of the Institute of Classical Studies. Supplement. 67 (67): 59-79. JSTOR 43767903.
  • Scullard, Howard (1955). "Carthage". Greece & Rome. 2 (3): 98-107. doi:10.1017/S0017383500022166. JSTOR 641578. S2CID 248519024.
  • Scullard, Howard H. (2002). A History of the Roman World, 753 to 146 BC. London: Routledge. ISBN 978-0-415-30504-4.
  • Scullard, Howard H. (2006) [1989]. "Carthage and Rome". I Walbank, F. W.; Astin, A. E.; Frederiksen, M. W. & Ogilvie, R. M. (red.). Cambridge Ancient History: Volume 7, Part 2, 2nd Edition. Cambridge: Cambridge University Press. s. 486-569. ISBN 978-0-521-23446-7.
  • Shutt, Rowland (1938). "Polybius: A Sketch". Greece & Rome. 8 (22): 50-57. doi:10.1017/S001738350000588X. JSTOR 642112. S2CID 162905667.
  • Sidwell, Keith C.; Jones, Peter V. (1998). The World of Rome: an Introduction to Roman Culture. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-38600-5.
  • Walbank, F.W. (1990). Polybius. Vol. 1. Berkeley: University of California Press. ISBN 978-0-520-06981-7.
  • Warmington, Brian (1993) [1960]. Carthage. New York: Barnes & Noble, Inc. ISBN 978-1-56619-210-1.
  • Zimmermann, Klaus (2015) [2011]. "Roman Strategy and Aims in the Second Punic War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Oxford: Wiley-Blackwell. s. 280-298. ISBN 978-1-405-17600-2.

Kilder på dansk

redigér
  • Titus Livius: Rom og Hannibal I-II. Livius’ romerske historie, Bog 21-26. Overs. af Gustav Hermansen. Kbh. 1944-48.
  • Titus Livius: Hannibal og Scipio. Livius’ romerske historie. Bog 27-30. Indl. ved Niels M. Saxtorph og Jens Erik Skydgaard, overs. af Hanne Goldschmidt. Kbh. 1974.
  • Polybios, Polybios’ Historie, Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1958
  • Thomsen, Rudi, Hannibal: Roms store modstander, Tidsskriftet SFINX, 1998
  • Cottrell, Leonard, Hannibal: Roms fjende, Arnold Busck, 1961
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Anden_Puniske_Krig&oldid=11928154"