Caroline af Danmark
Caroline af Danmark (født 28. oktober 1793 , død 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og Dronning Marie Sophie Frederikke. Hun tituleredes kronprinsesse som kongens ældste ugifte datter (som den sidste i Danmark) til hun i 1829 blev gift med den senere Arveprins Ferdinand; hun er i historien kendt som Arveprinsesse Caroline.
Caroline af Danmark | |
---|---|
Arveprinsesse af Danmark | |
Ægtefælle | Ferdinand af Danmark (g. 1829) |
Hus | Huset Oldenburg |
Far | Frederik 6. af Danmark og Norge |
Mor | Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel |
Født | 28. oktober 1793 Christiansborg Slot, København |
Død | 31. marts 1881 (87 år) København |
Hvilested | Roskilde Domkirke |
Religion | Lutheransk |
Biografi
redigérFødsel og opvækst
redigérPrinsesse Caroline blev født den 28. oktober 1793 på Christiansborg Slot i København. Hendes forældre var kronprins Frederik (den senere Kong Frederik 6. af Danmark) og Kronprinsesse Marie Sophie Frederikke. På grund af hendes farfar Kong Christian 7.'s sindssygdom, havde hendes far fungeret som kronprinsregent siden 1784.
Den 26. februar 1794, fire måneder efter hendes fødsel, brændte Christiansborg Slot. Prinsesse Caroline flyttede med sin familie til Amalienborg, hvor hun voksede op med sin lillesøster Prinsesse Vilhelmine. Somrene tilbragte familien på Frederiksberg Slot. Ved Christian 7.'s død i 1808 besteg hendes far tronen som Kong Frederik 6.
Ægteskab
redigérEfter flere mislykkede ægteskabsplaner blev Prinsesse Caroline gift den 1. august 1829 på Frederiksberg Slot med sin fars fætter Prins Ferdinand af Danmark. Ægteskabet blev arrangeret af dynastiske årsager og forblev barnløst. Efter sit bryllup førte hun ikke længere titel af kronprinsesse, men da hendes mand blev tronarving ved Kong Christian 8.'s død i 1848 fik hun titel af arveprinsesse.
Hun ydede bl.a. H.C. Andersen økonomisk støtte mellem 1848 og 1863, da hun var arveprinsesse.
Ferdinand og Caroline var meget fornøjelige og gav anledning til mange beretninger og anekdoter:
Arveprinsessen var noget tunghør og talte meget højt. Hun sagde til og om H. C.Andersen, at han lignede en flået kat.
Hun spurgte på gaden skuespilleren C.N. Rosenkilde, om Heiberg drak.
Og da arveprinsen kom hjem efter en glad aften i byen, spurgte hun ham: "Var der nogen gode tøser?"
Arveprinsesse Caroline og Prinsesse Caroline Amalie
redigérArveprinsesse Caroline bliver ofte forvekslet med sin kusine prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg (1796–1881), som i 1815 viedes til prins Christian Frederik (den senere kong Christian 8.) og blev dronning efter Frederik 6.s død i 1839. Christian 8. var før sin tronbestigelse ikke kronprins, og Caroline Amalie var ikke kronprinsesse.
Jens Jørgensen påstod i sin omdiskuterede og berømte bog H.C. Andersen: En sand myte (1987), at kronprinsesse Caroline ydede hjælp til den unge digter som stråmand for sin mand "kronprinsen" (og så heri et bevis for, at prins Christian Frederik var HCAs biologiske far).
I noterne til DSL's udgave af (Danske Klassikere) 1999 af Goldschmidts Hjemløs (1853) forekommer samme fejltagelse. Selve teksten lyder:
[.....] det var Prindsesse Caroline Amalies Fødselsdag [.....] egenlig var det dog en Slags Oprør, lige med Et at gjøre mere Stads af Prinds Christians Gemalinde, end der nogensinde er blevet gjort af Kongen eller Kronprindsessen. [1]
De fejlagtige noter siger:
91 Caroline Amalie(s): kronprinsesse, f. 28/6 1796, gift med Christian Frederik, den senere Christian VIII. ["kronprinsesse" skal være "prinsesse"]
92 Kronprindsessen: måske Sophie Frederikke (1758-94), gift med arveprins Frederik (søn af Frederik V). [skal være "kronprinsesse (senere arveprinsesse) Caroline"] [2]
En "arveprinsesse Caroline Amalie" har aldrig eksisteret (se nedenfor).
Tronfølgere på prinsesse Carolines tid
redigérEn række af prinsesse Carolines mandlige slægtninge var dansk-norske tronfølgere indtil 1814. Derefter var de danske tronfølgere. Det var:
- 1768-1808: kronprins Frederik (senere Frederik 6., Carolines far)
- 1808-1839: prins Christian Frederik (senere Christian 8., fætter til Carolines far, desuden gift med Caroline Amalie af Augustenborg, der var Carolines kusine)
- 1839-1848: kronprins Frederik (senere Frederik 7., søn af en fætter til Carolines far, desuden Carolines tidligere svoger)
- 1848-1863: arveprins Ferdinand (gift med Caroline, arveprinsen var også fætter til Carolines far, Ferdinand blev aldrig konge)
- juni-november 1863: prins Christian af Glücksborg (senere Christian 9., Carolines fætter, desuden svoger til Carolines søster).
- 1863-1906: kronprins Frederik (senere Frederik 8., søn af Carolines fætter)
Referencer
redigér- ^ "Arkiv for Dansk Litteratur – Meir Aron Goldschmidt – Tekst". Arkiveret fra originalen 11. marts 2007. Hentet 21. november 2005.
- ^ "Arkiv for Dansk Litteratur – Meir Aron Goldschmidt – Tekst". Arkiveret fra originalen 11. marts 2007. Hentet 21. november 2005.
Litteratur
redigér- Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN 8787439220.
- Thorsøe, Alexander (1889). "Caroline, Arveprinsesse". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. III. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 386-388.
Eksterne henvisninger
redigér- Arveprinsesse Caroline Arkiveret 29. marts 2010 hos Wayback Machine fra H.C.Andersen Information