Blood Run/Rock Island National Historic Landmark
Blood Run/Rock Island National Historic Landmark var et imponerende kompleks af indianske bopladser med anlagte jordhøje befolket fra cirka 1500-1700. Stedet var primært beboet af omaha- og ponca-indianere[1] inden disse delte sig i to selvstændige stammer i starten af 1700-tallet.[1] De simple beboelser strakte sig over en kilometer på de løftede terrasser og bakkedrag på begge sider af det øvre løb af Big Sioux River i dels det nordvestligste Iowa og dels det sydøstligste South Dakota. (Big Sioux River danner grænse mellem de to stater).
Hovedområdet i Iowa kaldes Blood Run Site (13LO2), der er naturligt delt i en nordlig og sydlig del af en mindre ådal med Blood Run Creek. Navnet ”Blood Run” bruges tit om komplekset som en helhed. Rock Island (13LN2) er den sjældnere brugte betegnelse, der anvendes om den mindre boplads i South Dakota på den modsatte side af Big Sioux River.[2]
Lokalitetens navn kommer af bopladsernes beliggenhed på højdedrag med jernaflejringer.
I 1970 blev centrale dele af området registreret som et National Historic Landmark.[2]
Blood Run redigér
Blood Run skiller sig ud fra andre tidlige bopladser ved sit store areal på ca. 1200 acre (ca. 485 hektar),[3] heri medtaget over 275 anlagte jordhøje i forlængelse af selve de beboede områder.[1] En jordhøj i form af en 90 meter lang slange er delvis ødelagt af landbrugsmaskiner,[3] mens lægningen af et jernbanespor i 1886 slettede alle spor af indiansk aktivitet i et bredt bånd tværs over midten af det langstrakte byområde på Iowa-siden.[4] Et seks hektar stort, aflangt område næsten omsluttet af volde, der nu er væk, menes at være lavet som et fælles tilflugtssted i tilfælde af angreb fra fjendtlige stammer.[4]
Helt unikt markerer kampesten omridset af flere af stedets mange hjem, der alle var konstrueret af lette materialer. Mindst to boligtyper var i brug. Den ene var 10 til 30 meter lange langhuse[4] dækket af måske skind eller et vævet materiale, der blev holdt fast mod jorden af stenene langs yderkanten. Desuden var der rejst runde boliger (også med omkredsen markeret med ret tætlagte sten), der kan have lignet tipier eller wigwams.[4]
Blood Runs lille antal kampesten med flader helt dækket af fint udhuggede småfordybninger i cirkelform af tre til fem centimeters diameter er højst usædvanlige.[4]
Byens folk og dens betydning redigér
Indbyggerne i Blood Run var primært poncaer/omahaer, der generationer før havde startet på en folkevandring fra Ohio Rivers skovdale som et samlet folk.[3] På pladsen ved Big Sioux River anlagde de jordvolde som noget forholdsvis nyt.[5] Hovedparten af højene i Blood Run blev anlagt i forbindelse med begravelses-ritualer.[5]
Folk som iowaer, otoer, cheyenner og arikaraer lader til at have opholdt sig i dele af byerne fra tid til anden i harmoni med stambeboerne.[1] Indbyggerne ernærede sig ved jagt på navnlig bisoner og råvildt samt en betydelig høst af dyrket majs.[5] Området gemmer på hundrevis af forrådsgruber.[2]
Omkring år 1700 bestod byerne af 400 boliger beboet af storfamilier, og de rummede måske 5.000 omahaer/poncaer[5] samt et antal netop tilflyttede otoer og iowaer.[6] Byens eksistens blev dokumenteret af franske handelsfolk på dette tidspunkt.[4]
Rigdommen og variationen af arkæologiske fund peger i retning af byerne som et centrum for udveksling af varer fra nær og fjern. Indbyggerne i Blood Run lader til at have falbudt især pipestensmateriale brudt i Pipestone Quarry omkring 80 km nordpå, måske både i rå og forarbejdet form.[1] Ellers har arkæologer skrabet flere tusinde år gamle pilespidser frem af jorden,[4] samt europæisk fremstillede ting som f.eks. kobbergryder, glasperler og sjældne ”Man-in-the-Moon-perler”[4] samt knive med blad af metal.[7]
Blood Run forlades redigér
Ifølge traditionen forlod indbyggerne Blood Run på grund af voksende konflikter med indianske fjender,[3] og byerne blev ikke beboet igen.[5]
Referencer redigér
- ^ a b c d e Henning, Dale R. and Thomas D. Thiessen: ”Regional Prehistory.” Plains Anthropologist. Vol. 49, No. 192, (Nov. 2004). Memoir 36: Dhegihan and Chiwere Siouans in the Plains: Historical and Archaeological Perspectives. Pp. 381-398.
- ^ a b c Henning, Dale R. and Thomas D. Thiessen: ”Introduction.” Plains Anthropologist. Vol. 49, No. 192, (Nov. 2004). Memoir 36: Dhegihan and Chiwere Siouans in the Plains: Historical and Archaeological Perspectives. Pp. 349-353.
- ^ a b c d Buffalohead, Eric: ”Dhegihan History: A Personal Journey.” Plains Anthropologist. Vol. 49, No. 192 (Nov. 2004). Pp. 327-343,
- ^ a b c d e f g h Henning, Dale R. and Shirley J. Schermer: ”Blood Run Archaeological Investigations.” Plains Anthropologist. Vol. 49, No. 192, (Nov. 2004). Memoir 36: Dhegihan and Chiwere Siouans in the Plains: Historical and Archaeological Perspectives. Pp. 399-434.
- ^ a b c d e Henning, Dale R. and Thomas D. Thiessen: ”Summary and Conclusions.” Plains Anthropologist. Vol. 49, No. 192, (Nov. 2004). Memoir 36: Dhegihan and Chiwere Siouans in the Plains: Historical and Archaeological Perspectives. Pp. 591-601.
- ^ Thiessen, Thomas D.: ”Traditional and Historical Summary”. Plains Anthropologist.Vol. 49. No. 192, (Nov 2004). Memoir 36: Dhegihan and Chiwere Siouans in the Plains: Historical and Archaeological Perspectives. Pp. 355-380.
- ^ Henning, Dale R.: ”The Adaptive Patterning of the Dhegiha Sioux.” Plains Anthropologist. Vol. 38, No. 146 (Nov. 1993).Pp. 253-264.