Åbn hovedmenuen

Boris Vian (født 10. marts 1920, død 23. juni 1959) var en fransk ingeniør, forfatter, jazztrompetist og kunstner. Han skrev undertiden under pseudonymet Vernon Sullivan.

Boris Vian
Boris Vian - WIKI.jpg
Information
Pseudonym Bison Ravi, Andy Blackshick, Xavier Clarke, S. Culape, Aimé Damour, Michel Delaroche, Joëlle Du Beausset, Gérard Dunoyer, Jules Dupont, Bison Duravi, Fanaton, Hugo Hachebuisson, Zéphirin Hanvélo, Onuphre Hirondelle, Amélie de Labmineuse, Odile Legrillon, Otto Link, Thomas Quan, Eugène Minoux, Gédéon Molle, Josèfe Pignerole, Adolphe Schmürz, Vernon Sullivan, Lydio Sincrazi, Anna Tof, Anna Tof de Raspail, Claude Varnier, Boriso Viana, Thomas Quandeloro, Kevk, Gilles SafranRediger på Wikidata
Født 10. marts 1920Rediger på Wikidata
Ville-d'AvrayRediger på Wikidata
Død 23. juni 1959 (39 år)Rediger på Wikidata
ParisRediger på Wikidata
Dødsmåde Naturlige årsagerRediger på Wikidata
Dødsårsag HjerteanfaldRediger på Wikidata
Gravsted Ville-d'AvrayRediger på Wikidata
Statsborger FrankrigRediger på Wikidata
Sprog FranskRediger på Wikidata
Genre JazzRediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, trompetist, musikkritiker, jazzmusiker, sanger, musikjournalist, dramatiker, polyhistor, manuskriptforfatter, oversætter med flereRediger på Wikidata
Medlem af Collège de 'Pataphysique, Hot Club de FranceRediger på Wikidata
Påvirket af Simone de Beauvoir, Jean-Paul SartreRediger på Wikidata
Instrumenter
Vokal, trompetRediger på Wikidata
Kendte værker
Tête de méduse, Cantilènes en gelée, Écrits pornographiques, Le Chevalier de neige, Cinémassacre med flereRediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Boris Vians hjemmesideRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Hans mest kendte litterære værk er L'Écume des jours ("Dagenes skum"). Han skrev desuden dramatik og poesi. Hans mest kendte sang er anti-krigssangen Le déserteur fra 1954. Han var desuden medlem i et selskab, hvis retning var mod "patafysik", en "videnskab" skabt af Alfred Jarry, [1] bedst kendt for sine skuespil om Ubu roi (kong Ubu). [2]

I den absurde roman Dagenes skum giver Vian en typisk skildring af et foredrag holdt af "Jean-Sol Partre" (= Jean-Paul Sartre):

"Enkelte kom i ligvogn, og gendarmerne stak et langt stålspyd tværs gennem kisten og naglede dem til egeplankerne for tid og evighed, så man ikke behøvede at tage dem ud igen inden begravelsen; det var bare lidt ærgerligt for dem, der faktisk var døde, og fik ligsvøbet ødelagt. Andre hoppede ned i faldskærm fra lejede fly (og der var slagsmål på Le Bourget for at komme op i flyene). Brandvæsenet stod klar til at tage sig af dem; kraftige vandstråler fangede dem i luften og fejede dem ud over Scenen (Seinen), hvor de druknede ynkeligt. Atter andre forsøgte at komme ind via kloakken. De blev mødt med spark af jernbeslåede sko på knoerne, idet de greb om kanten af hullet for at hejse sig op, og resten besørgede rotterne. Men intet kunne holde disse besatte mennesker tilbage. Spektaklet steg til store højder, og gav genlyd i skyerne med hule drøn."

Efter krigen var Boris og hans kone Michelle med i kredsen omkring Sartre. [3]

BibliografiRediger

  • Dagenes skum (1947/74).
  • Det røde græs (1950/83).
  • Hjertetangen (1953/67).
  • Sange i géle (1949/2001), digte.
  • Efterår i Peking ([1993]).

NoterRediger

Eksterne henvisningerRediger