Bruger:Laketown/o
Et orienteringskort er et kort, der er specielt designet for orienterings konkurrencer. Det er et topografisk kort med ekstra detaljer, der hjælper udøveren med at navigere gennem ukendt terræn.
Disse kort er langt mere detaljeret end almindelige topografiske kort, og der er udviklet en norm, der gør, at alle kan aflæse kortet uanset modersmål. Ud over at afbillede højderne i terrænet med højdekurver, viser et orienteringskort ligeledes bevoksningernes tæthedsgrad, vandløb, lysninger, stier og veje, jordvolde og klippevægge, grøfter, kilder og brønde, hegn og el-ledninger, bygninger, sten, samt andre objekter i terrænet. Målestokken for et orienteringskort er 1:15.000 eller 1:10.000.[1]
Formål redigér
Et orienteringskort og et kompas er de primære hjælpermidler for udøveren, når denne vil gennemføre en bane sammensat af en række kontrolpunkter (poster) så hurtigt, som muligt.[2] Det er særdeles vigtigt, at kortet er troværdigt og præcist, idet banen kan burges til at afprøve udøverens evne til at navigere (orienterere). Kortet skal indeholde de relevante oplysninger, som udøveren vil få brug for under en konkurrence. Der må hverken være for mange eller for få detaljer på kortet.
Fordi konkurrencerne skal afprøve udøverens navigationsmæssige færdigheder, søges der varierede skovområder, der er rig på skjul og objekter, hvorved et kontrolpunkt kan placeres. Gode eksempler i Danmark er Silkeborgskovene, men også Møns Klint og Rude Skov. Det er dog almindeligt, at man som udøver fra Danmark rejser til Sverige eller Norge, hvor sporten dels er større, men terrænet også er væsentligt mere udfordrende.
Et orienteringskort udarbejdes af de lokale orienteringsklubber, og er en vigtigt bestanddel i klubbens daglige virke. Et orienteringskort er dyrt at fremstille, især fordi det er et tidskærvende arbejde. Grundlæggende set er der tre faser: Feltarbejde (rekognoscering), rentegning (kartografi) og trykning. De fleste danske kort fremstilles ved frivillig arbejdskraft, så de helt store omkostninger kan holdes nede. Der findes dog enkelte professionelle korttegnere. En klub, der har fremstillet et kort over mange områder, er ofte ressourcestærke klubber, der afviklet flest konkurrencer.
Historie redigér
I orienteringssportens spæde ungdom anvendte man de kort, der var til rådighed; disse var typisk topografiske kort, der blev fremstillet af de nationale kortlægningstjenester (i Danmark: Geodætisk Institut). Selvom disse kort blev opdateret regelmæssigt, var det ikke altid tilstrækkeligt for orientering. Efterhånden blev der derfor udviklet specielle kort, der kunne opfylde de specifikke krav for orientering.
Kort, der er fremstillet specielt for orientering, giver en mere detaljeret og opdateret alfbilleding af terrænet. Fx vises store sten ikke på topografiske kort, men de kan være vigtige objekter på et orienteringskort. Nye objekter, såsom hegn og højspændingsledninger, kan påvirke de forskellige rutevalg i sådan en grad, at de er uundværlige på et orienteringskort. Derfor er disse objekter at finde på et orienteringskort.
Internationalt set er den norske kartograf Jan Martin Larsen, en pioner inden for udviklingen af specielle kort for orientering. I Danmark har især Flemming Nørgaard været en pioner inden for udviklingen af orienteringskort. Det var da også ham, der tegnede det første danske kort over Marselisborgskovene.
Kortet redigér
Kortets målestok er 1:15.000 (1 cm på kortet = 150 m i virkeligheden), men også tilladt i forholdet 1:10.000 (hvor symbolerne er forstørret med 150 %). Der anvendes i enkelte discipliner andre målestok, fx sprintorientering (1:4.000 og 1:5.000). Kortet trykkes i fem farver,[2] der dækker de vigtigste delelementer; jordformationer, klipper og sten, vand og mose, bevoksninger samt menneskeskabte objekter. Der findes yderligere én farve for overprint. Hvis der anvendes særlige signaturer på kortet, der afviger fra normen, skal disse angives i en signaturforklaring på kortet.[2]
Brun: Terrænformationer redigér
Terrænformationer angives vha. højdekurver med en typisk ækvidistance på 5 meter, men i Danmark mest med en ækvidistance på 2,5 m. Yderligere symboler findes til at afbillede fx jordvolde, små høje, lavninger, små lavninger, ujævnt terræn osv.
Sort: Klippeformationer redigér
Denne gruppe dækker over klinter, kampesten, stenede områder og stenbunker.
Blå: Vand redigér
Denne gruppe dækker over søer, damme, floder, åer, bække, grøfter, moser, kilder osv.
Grøn/Gul: Bevoksning redigér
Denne gruppe dækker over bevoksninger og skove: Hvid er typisk let gennemløbelig skov. Grøn betyder en bevoksninger, der nedsætter sigtbarheden og løbehastigheden. Den grønne er inddelt i tre grader, der går fra langsom gennemløbning gennem svær gennemløbning til impassable bevoksninger. Den gule farve betyder åbne områder. Vertikale grønne striber angiver en tæt underskov, der er langsom eller svær at passere, men med god sigtbarhed.
Sort: Menneskeskabte objekter redigér
Menneskeskabte objekter dækker over veje, skovveje, stier, højspændingsledninger, stenvægge, hegn, bygninger osv.
Tekniske symboler redigér
Der er to tekniske symboler, der er påkrævet på et orienteringskort: Det ene er en angivelse af magnetiske nord, der er angivet som enten sorte eller blå linjer, der typisk er lodrette med et bestemt mellemrum. Det andet er trykkryds, der anvendes af trykkeriet ved tryk af kort.[2]
Fremstilling af orienteringskort redigér
Referencer redigér
- ^ Zentai, László, ed. (2000). Internationale norm for tegning af orienteringskort. (ISOM2000). Internationale Orienterings-Forbund.
- ^ a b c d "International Specification for Orienteering Maps". International Orienteering Federation. 2000. Retrieved 2011-12-03.