Christina Nilsson

svensk skuespiller og sanger (1843-1921)

Christina Nilsson, (også Kristina og Christine) (født 20. august 1843 i Vederslöv, Småland, død 21. november 1921 i Växjö) var en svensk operasangerinde med international karriere som var medlem af af det svenske Kungliga Musikaliska Akademien i 1869.

Christina Nilsson
Christina Nilsson, farvelagt billede fra et stereofotografi, omkring 1874
Personlig information
Født20. august 1843 Rediger på Wikidata
Tävelsås, Vederslöv och Kalvsviks församling, Sverige Rediger på Wikidata
Død22. november 1921 (78 år) Rediger på Wikidata
Växjö, Sverige Rediger på Wikidata
GravstedTegnérkyrkogården Rediger på Wikidata
FarTheodorus Nilsson Rediger på Wikidata
MorChristina Johanna Vrieze Rediger på Wikidata
ÆgtefælleÁngel Vallejo Miranda Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev afFranz Berwald, Adelaide Leuhusen Rediger på Wikidata
BeskæftigelseOperasanger, skuespiller, komponist Rediger på Wikidata
GenreOpera Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserRoyal Philharmonic Society Gold Medal (1871) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Christina Nilsson.
Christina Nilsson

Biografi og karriere redigér

Christina Nilsson blev født som Kristina Jonasdotter, yngste barn af seks hos landmanden Jonas Nilsson og Stina-Cajsa Månsdotter på gården Sjöabol (kaldet Snugge), Vederslövs församling syd for Växjö. Allerede i hendes unge år flyttede familien fra Snugge til Lövhult, nogle kilometer mod syd ved landevejen efter, at faderen var kommet i økonomisk bekneb. Det var et "arrendetorp" (fæstegård) under Huseby Bruk. Der måtte hun bidrage til familiens opretholdelse, i begyndelsen som ledvogter ved stenen "Lövhulta fåle". Ved at synge sparede hun op til en violin. I nogle år rejste hun sammen med sin ældste broder Nils runt til markeder og sang og spillede med blandt andre "Blinde Janne" fra Gränna. På den tid blev hun normalt kaldt for Stina på Backen.

Hendes sangtalent blev bemærket på Ljungby marked i 1857 af en mæcen, häradshövdingen Fredrik Tornerhielm, som bekostede hendes sanguddannelse i Göteborg. Det var frøken Adelaïde Valerius, som blev hendes sanglærer, og inkvarteringen skete hos vingrossisten Rudolf Koch. Vinteren i 1859 blev hun konfirmeret af domprovsten Peter Wieselgren i Göteborgs domkyrka.

Debut i Göteborg redigér

Hendes debut i Göteborg skete den 19. maj 1859, da den kendte pianist Sara Magnus gav en koncert i Plenarsalen på Frimurerlogen. Nummeret, som hun optrådte med, var en gammel tysk folkevise, og hun sang den sammen med Adelaide Leuhusen (tidligere Valerius). Israel Sandström i Handelstidningen skrev efterfølgende en anmeldelse:

Under Göteborgopholdet gjorde hun sig dog især kendt som en uovertruffen skøjteløber, idet man især holdt til på den frosne voldgrav neden for Trädgårdsföreningen.

Christina Nilsson fik sin uddannelse i 1860 hos Franz Berwald i Stockholm og vendte samme år tilbage til Särö lige syd for Göteborg, hvor hun tilbragte sommeren hos sin velgører Rudolf Koch. I september 1860 rejste hun sammen med Adelaide Leuhusens søster Bertha, som skulle uddanne sig til fotograf, til Paris, alt bekostet af Koch.[2][3] I Paris gjorde hun sin debut i Giuseppe Verdis opera La Traviata i 1864.

International stjerne redigér

Hun fik snart ry som en af sin tids store operasangerinder. Hun foretog en række europæiske turnéer gennem årene, i 1867 den første i Storbritannien, i 1870-1872 den første USA-turné, senere tillige til Rusland og Østrig og derefter til Tyskland, til Berlin dog først i 1885. I 1876, 1881 og 1885 foretog hun også bemærkede skandinaviske turneer.[4]

Efter en bifaldsrig koncert i Stockholm den 23. september 1885 hyldedes Christina Nilsson af henved 50.000 personer. Efter, at hun havde sunget fra Grand Hôtels balkon, og folkemassen skulle forlade pladsen, udbrød der panik, hvorved omkring 20 personer blev trampede til døde og omkring halvfjerds blev skadet (se Christina Nilsson-ulykken).

Efter som hun ville afslutte sin karriere inden, at hendes talent aftog, holdt hun i en alder af 45 år i 1888 en afskedskoncert i Royal Albert Hall i London. Enkelte offentlige koncerter blev dog også holdt senere, den sidste i 1893. Fra 1897 var hun atter tidvis bosat i Småland.[4]

Ægteskaber redigér

Christina var gift to gange, 1872 med den franske bankør Auguste Rouzaud (død 1882) og 1887 med den spanske adelsmand don Angel Ramon Maria Vallejo y Miranda, greve Casa de Miranda (død 1902). Hun blev derefter tituleret grevinnan de Casa Miranda.

Formue redigér

Ved sin død efterlod hun en formue på tre mio. kr, som til dels blev testamenteret ud i form af donationer, blandt andet 775.000 kr til Musikaliska Akademien. Hun købte i 1906 en større villa, "Villa Wik", i Sandsbro lige uden for Växjö som bolig ved sine besøg i hjembygden.

Gravsted redigér

Hun ligger begravet i et mausoleumTegnérkyrkogården i Växjö .

I populærkulturen redigér

Der findes mange ligheder mellem Christina Nilsson og Christine Daaé i Gaston Leroux's værk Fantomen på Operaen, blandt andet med hensyn til familiens baggrund og historie, opdagelsen, rejsen til Paris, hvorledes faderen begiver sig til Paris for at opsøge sin datter samt Nilssons hele tidlige repertoire. Dog har Leroux forlagt handlingen til Uppsala, ikke til Småland.

Hun omtales i Leo Tolstojs Anna Karenina.[5]

Noter redigér

  1. ^ "Här uppträdde för första gången offentligen ett fruntimmer, m:lle Christina Nilsson, hvilkens vackra röst ådragit henne en musiklärarinnas uppmärksamhet, vård och handledning i afsigt, att af den unga, femtonåriga flickan ännu en svensk sångerska ska danas. Man har rätt att med anledning af det som nu presterades att förmoda, att denna förhoppning skall gå i fullbordan".
  2. ^ Göteborgsbilder 1850-1950, red. Harald Lignell, Bokförlaget Nordisk Litteratur, Ludw. Simonson Boktryckeri, Göteborg 1952
  3. ^ Minnen från det gamla Göteborg, polismästare Anders Oscar Elliot, Stockholm 1930
  4. ^ a b Carlquist, Gunnar, red. (1937). Svensk uppslagsbok. Bd 19. Malmö: Svensk Uppslagsbok AB. s. 1166.
  5. ^ Tolstoj, Lev; Agrell Sigurd (1970). Anna Karenina. Stora ryska berättare (svensk). Hälsingborg: Bokfrämjandet. s. 147.Libris 2040556

Litteratur redigér

Eksterne henvisninger redigér