Åbn hovedmenuen

Digte 1906

digtsamling af Johannes V. Jensen
Fenja og Menja, emnet for Grottesangen, tredje digt i Digte 1906

Johannes V. Jensen udgav i 1906 sin første digtsamling. Det var med titlen Digte. Eftertiden refererer den dog ofte med titlen Digte 1906, da nyere og udvidede samlinger af Johannes V. Jensens digt også gik under titlen "Digte". Samlingen fra 1906 indeholder 19 digte hvoraf de fleste allerede var udkommet i forskellige andre sammenhænge. Digtenes form og indhold spænder vidt. Man finder nogle af dansk litteraturs første prosadigte. Samlingen har Sven Hakon Rossel kaldt for "et af dansk litteraturs mest spektakulære gennembrudsværker".[1]

Digtsamlingen lægger ud med to rolledigtejysk dialekt, Husvild og Godnat! Begge er fra den sidste tredjedel af romanen Kongens Fald, der blev udgivet i 1901. Prosadigtet Grottesangen låner emne fra den nordiske mytologis historie om Fenja og Menja. Også dette digt er fra Kongens Fald, hvor det forekommer i "Grotte", kapitel 11 af delen Vinteren. Her udgør digtet det meste af kapitlet. Mens de to dialektdigte er sat op så de klart skiller sig ud fra prosateksten, så er Grottesangen trykt som en almindelig del af prosaen. Kongens Fald rummer også to tyske digte som ikke kom med i Digte 1906.

Digtsamlingen fortsætter med fire digte fra romanen Madame D'Ora, der udgivet i 1904: Den blinde Pige, Plejlvisen, Columbus og Moderens Sang. Det første digt var allerede udgivet i Illustreret Tidende i august 1903.

Efter en række andre digte kommer de 6 prosadigte Interferens, Ved Frokosten, Afsked, Det røde Træ, Paa Memphis Station og Hverdagene.

Digtsamlingen afsluttes med tre oversættelser af prosadigte af den amerikanske digter Walt Whitman: Jeg kommer fra Paumanok, Den Aftenstund da jeg hørte... og Glædesangen. De havde alle tidligere været udgivet i 1905 i Politiken og i romanen Hjulet.

1906-udgaven er genudgivet tre gange i 1964, 1969 og 1973, — der med titlen Digte 1906.[2] Førsteudgaver sælges nu for flere tusinde kroner. Et eksemplar blev i 2011 solgt for 5.000 kroner på Bruun Rasmussen auktioner.[3]

100-året for udgivelsen blev markeret med Statsbibliotekets udgivelse af dobbelt-CD'en Jorden & Lyset med sange og oplæsninger.[4]

ReferencerRediger