Åbn hovedmenuen

Kongens Fald

roman af Johannes V. Jensen

Kongens Fald er en modernistisk og tilsyneladende historisk roman af Johannes V. Jensen. Romanen handler om Mikkel Thøgersens liv, som forløber parallelt med kong Christian 2.

Forfatter Johannes V. Jensen
Land Danmark
Sprog Dansk
Genre(r) Historisk roman, psykologisk roman
Udgivelsesdato 1901

Både Politikens og Berlingskes læsere kårede i 1999 Kongens Fald til det 20. århundredes bedste roman.

ResumeRediger

Forårets dødRediger

Hovedpersonen, studenten Mikkel Thøgersen, er på vej tilbage til København med nogle æg. Han stifter bekendtskab med nogle lejesoldater heriblandt junker Otte Iversen. De begiver sig ind mod København, hvor Mikkel træffer sammen med den unge kongesøn Christian. Mikkel viser sig her som den kommende konges diametrale modsætning: Han er stille og eftertænksom, mens kongen er udadvendt og kort for hovedet.

Mikkel Thøgersen bliver smidt ud af universitetet. Han møder Otte Iversen igen. Otte er på vej i krig mod Sverige, men inden han tager i krig udveksler han kys og lidenskab med den jødiske pige Susanna. Mikkel har været hemmeligt forelsket i hende, og da han ser Otte som skyldig i, at Susanna er endt i gabestokken for hor, beslutter han sig for hævn, som han søger resten af sine dage. Fra nu af er Mikkel følelsesmæssigt afstumpet.

Han tager til sin hjemegn og besøger sin far og bror. Mikkel hævner sig her mod Otte Iversen, da Mikkel voldtager Ane Mette, en pige fra egnen, som Otte er forelsket i. Otte kommer hjem fra krigen i Sverige og rider med al hast gennem landet. Da han kommer til Himmerland erfarer han, hvad der er sket. Han rider i dyb sorg tilbage til familiens herregård Moholm.

Efter sin ugerning lader Mikkel sig hverve som lejesoldat. Han overlever med nød og næppe krigen mod ditmarskerne.

Den store sommerRediger

Næste gang vi møder Mikkel Thøgersen er omkring 1520, hvor han arbejder for bispen Jens Andersen Beldenak i Odense. Den tilsyneladende forældreløse yngling Axel ankommer til bispegården for at levere en besked til bispen. Jens Andersen læser beskeden og sender ham videre med et ny besked til Børglum i Nordjylland i selskab med den noget ældre Mikkel Thøgersen. De rider sammen gennem Jylland, og på turen fortæller Axel om et slags skattekort skrevet på hebraisk, som han har fået af en gammel mand. Mikkel og Axel er forskellige som dag og nat. Axel er sorgløs og udadvendt og nærer stor tiltro til livet, mens Mikkel er indesluttet, eftertænksom og skeptisk. Hjemme i Himmerland erfarer Mikkel, at både Otte Iversen og Ane Mette er blevet gift. Samtidig viser det sig, at et af de breve, som Axel medbringer, skal afleveres til Otte Iversen. Under sit korte besøg hos Otte Iversen fortæller Axel tro mod sin åbenmundethed om det hebraiske dokument og afslører overfor sin vært, at han har fået det foræret af en gammel mand, en jøde ved navn Mendel Speyer. Det går op for Otte Iversen, at Axel er resultatet af Ottes fortvivlede nat med Susanna i København mere end 20 år tidligere. Med en undskyldning sender Otte Axel videre for natten. Forbindelsen mellem de to går aldrig op for Axel. Imens besøger Mikkel Thøgersen sin broder Niels og deres aldrende far, smeden Thøger.

I næste kapitel skriver vi november 1520, og Mikkel Thøgersen befinder sig igen i Jens Andersen Beldenaks følge. Jens Andersen er rejst med kong Christian 2. til Stockholm, og efter et besøg i kongens badstue får Mikkel Thøgersen til opgave at overlevere en kort besked på latin til ærkebiskop Gustav Trolle. Den korte latinske sætning lyder consummatum est – det er fuldbragt – de sidste ord, Jesus sagde på korset ifølge Johannesevangeliet 19,30. Og med de ord indledes en af de mest dramatiske begivenheder i Nordens historie, Det Stockholmske Blodbad. Efter besøget hos Gustav Trolle bliver Mikkel Thøgersen indlemmet i kongens følge, og samtidig møder han igen Axel. De to svirer en enkelt nat i Stockholm, hvor de møder skøgen Lucie. Næste morgen indfinder Mikkel sig hos kongen, og mens Axel og Lucie ser til fra et vindue, oplever han på nærmeste hold, hvordan op mod hundrede af Stockholms spidser bliver ført til skafottet og henrettet på kong Christians bud.

Efter blodbadet i Stockholm bliver Mikkel Thøgersen syg. Axel opsøger Mikkel, da de begge tror han ligger på sit yderste. Mikkel tilbyder at oversætte det hebraiske dokument, som Axel aldrig har fået oversat, af frygt for at nogen skulle stjæle hans skat. Axel afviser. Ingen af dem ved på det tidspunkt, at skøgen Lucie for længst har stjålet dokumentet. Mikkel bliver rasende over Axels mistro, og hadet mod Axel giver ham styrke i sygdommen. Mens Mikkel kommer sig, bliver Axel gift med pigen Sigrid, som han længe har kurtiseret. Få dage efter brylluppet stikker Axel dog af for at opsøge ungdomskæresten Kirsten i Danmark. Beruset af kærlighed til Sigrid og længsel efter Kirsten, beslutter han at ride den lige vej til Danmark, men farer i stedet vild i en svensk skov. Her møder han hedningen Kese og hans datter, Magdalene. Glemt er Sigrid og Kirsten, og Axel tilbringer i stedet vinteren sammen med Magdalene i skoven.

Sommeren efter forlader han Magdalene, og kort tid efter krydses Axel og Mikkel Thøgersens veje for sidste gang. Mikkel har orlov fra kongens tjeneste for at rejse til det hellige land, men først vil han aflægge sin hjemegn et besøg. På vej mod hjemmet hører Mikkel om et stort fæstegilde, hvor Axel skal giftes med Inger. Hurtigt går det op for Mikkel, at Inger er hans egen datter og resultatet af hans hævngerrige voldtægt mod Otte Iversens forlovede Ane Mette. Mikkel ønsker ikke at møde Inger på trods af opfordringerne fra Axel, og i stedet følger Axel ham på vej over Hvalpsund. Hadet mod Axel brænder imidlertid stadig i Mikkel, og da de to er nået et stykke undervejs slår Mikkel Thøgersen Axel hårdt over knæet med sit sværd. Derefter åbner han hornkapslen, hvor Axel har gemt det hebraiske dokument, men beholderen er tom. Da Axel vågner indlogerer han sig på en lokal kro, men såret efter Mikkel Thøgersens sværd vil ikke hele, og få dage efter dør Axel.

Christian d. 2. er ved at miste grebet om magten i Norden. I 1523 befinder Mikkel Thøgersen sig igen i kongens følge, da kongen en skæbnesvanger nat besegler sin skæbne på Lillebælt. Kongens forhandlinger med den jyske adel er brudt sammen, og igen og igen sejler den faldne konge frem og tilbage mellem Middelfart og Snoghøj uden at kunne beslutte sig for, om han skal fortsætte forhandlingerne i Jylland eller forlade riget. Da dagen gryr befinder han sig i Middelfart, og han vælger derfor at tage tilbage til København.

I Kvorne græder Inger over den mand hun har mistet. En nat besøger han hende, og hun bønfalder ham om at tage hende med i graven, men Axel nægter. Han går tilbage til sin grav, og hun ser ham ikke igen.

VinterenRediger

Romanen springer endnu engang i tid. Mikkel kommer hjem fra sin pilgrimsrejse til det hellige land. Alt virker uforandret, men der er ved at ske omvæltninger. Bønderne på egnen gør oprør, brænder herregården Moholm og dræber Otte Iversen. Ved siden af Otte ligger Steffen af Kvorne, den mand, som Ane Mette giftede sig med efter Mikkels voldtægt. Nu er alle Ane Mettes mænd samlet: den hun holdt af (Otte), den der holdt af hende (Mikkel) og den, hun giftede sig med (Steffen).

Bønderne besejrer adelsmændene i et slag ved Svenstrup by. Krigslykken varer dog ikke ved: Bønderne under Skipper Clement besejres i et slag ved Aalborg kort efter. Kongens trofaste forbundsfælle, ærkebisp Trolle, såres dødeligt, og andre enten begår selvmord eller bliver myrdet. Kongen bliver sat i fangenskab på Sønderborg Slot, og Mikkel bliver tjener og medfange.

Kongen og Mikkel diskuterer, om jorden drejer om solen eller omvendt. For at få svar på dette rejser Mikkel til Lübeck til Zacharias, som må vide besked. Han har et hemmeligt middel: Et menneske, som har fået fjernet hovedskallen, så hjernen uhindret kan vokse. Denne homunculus hedder Carolus og er kongens uægte søn. Zacharias og Mikkel aftaler, at han skal komme tilbage næste dag for at få svaret. Men Mikkel falder hen i feber. Han kommer til at røbe i byen, hvem Zacharias gemmer i sit hus. Zacharias og Carolus bliver brændt på bålet. Mikkel vender tilbage til Sønderborg med uforrettet sag. I mellemtiden er Mikkels barnebarn Ide kommet til slottet sammen med en Jakob spillemand. Mikkel er meget syg, men han får det bedre og bruger tid på at fortælle kongen historier om slagmarkerne i Europa. Kongen viser Mikkel Ide, men Mikkel vil ikke have noget med hende at gøre; han har ingen børn, siger han. Mikkel dør, og Jakob drikker sig fuld og hænger sig selv i et træ i gården.

 

AnalyseRediger

Bogens historiske rammeRediger

Da romanen indledes, begynder et oprør i Sverige, og kong Hans udruster en hær, som besejrer svenskerne. Otte, en af bogens personer, kæmper i denne krig. Den næste historiske begivenhed er nederlaget i Ditmarsken i 1500. Kong Hans og hans bror Frederik af Gottorp hyrer en hær af lejesoldater ledet af junker Slentz. Mikkel Thøgersen, en anden af bogens personer, deltager i denne krig. Han overlever som en af de få. Lejesoldaterne lider en krank skæbne, og de fleste bliver dræbt. Nederlaget skyldes militær inkompetence og ditmarskernes brug af digerne og kendskab til terrænet. Størstedelen af hæren bliver nedslagtet i et stort nederlag for den danske konge og markerer begyndelsen til enden på Danmarks stormagtsstatus.

Bogen springer herefter nogle år. Mikkel Thøgersen kæmper som lejesoldat på Europas slagmarker. Danskerne er igen i krig med svenskerne. Christian 2. vinder i isnende kulde et slag ved Tiveden over Sten Sture og de svenske rebeller. Det fejres i Stockholm, og kong Christian krones som konge af Sverige. Under de festlige begivenheder anholdes de svenske stormænd, og omkring 100 af dem halshugges på Stortorvet i Det Stockholmske Blodbad. Denne uret medfører ad åre, at Kalmarunionen ophører, og Danmark og Sverige for stedse er adskilte riger.

Nedslagtningen af de svenske stormænd får de jyske stænder i Viborg til at afsætte kongen. Derefter foretager kongen den skæbnesvangre sejlads mellem Snoghøj og Middelfart. Kongen kan ikke bestemme sig til, om han skal vende tilbage og overbevise stænderne, eller om han skal samle en hær og kræve sin ret med magt.

Mikkel ThøgersenRediger

 
Maleren Carl Blochs billede Christian II i fængslet på Sønderborg Slot.

Carl Bloch malede i 1871 et billede af sagnet om den indespærrede Christian 2., der går rundt om et bord. I baggrunden ses en tjener. Johannes V. Jensen har haft dette billede i tankerne, da han skrev om Mikkel Thøgersen.[1]

SusannaRediger

 
Magdalena penitente fra Pradomuseet, den mulige inspiration for Susanna.

Et andet maleri har været inspireret for Susanna. Johannes V. Jensen selv nævner "et Maleri af Ribera, en dejlig Jødepige, jeg havde set i Madrid." Det vides ikke med sikkerhed hvilket Ribera-maleri han henviser til, men Oluf Friis gætter på at der er tale om et maleri af Maria Magdalene, nærmere bestemt maleriet på Pradomuseet Magdalena penitente fra 1641.[2][3]

Ingers spøgelseRediger

Sidste kapitel i anden del, Inger, der skildrer Ingers syner om sin døde kæreste Axel, er tæt inspireret af folkevisen Aage og Else. Både kapitlet og folkevisen beskriver en grædende kvinde i sorg over sin døde elskede, hvilket den døde hører fra graven, rejser sig og bærer kisten til kvindens bolig. Da manden står udenfor beder kvinden ham at sige Jesu navn, i visen "Ja, kan I Jesu Navn nævne, / saa kommer I ind"[4] og i romanen "Kan du nævne Jesu Navn?". Indenfor reder kvinden mandens hår, mens han trøster hende. Han siger at når kvinden synger, har han det godt i sin grav og i begge værker nævnes roser: "da er min Grav for inden omhængt / med Rosensblad" og "Jo min Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mørke." Omvendt er det når kvinden er i sorg for da fyldes kisten med "levret Blod". Da det bliver morgen går manden og kvinden til kirkegården, hvor manden stod op fra. Manden beder kvinde om at se op til himlen og mens kvinden ser da forsvinder manden i jorden igen: "i Jorden slap den døde Mand, / hun ham ej saa’" og "Og den døde Man slap i Jorden. Hun saa ham ikke mere". Jensen lader fortællingen i kapitlet slutte her, mens folkevisen fortsætter med at berette at kvinden bliver syg og dør kort efter.

Den usædvanlige ordkombination "saa saare" fra folkevisen genbruger Jensen i romanen. I visen hedder det "Saa saare græd Jomfru Elselille", mens romanen har "Hun redte saa saare, og Axel bøjede Panden imod sin Elskede."

Udover Inger-kapitlet har folkevisen også inspireret Harald Kidde til romanen Aage og Else fra 1902–1903,[5] altså nær samtidig som Kongens Fald.

SprogetRediger

Romanen er skrevet i bevidst gammelt sprog f.eks. ”De bedede i Graabølle Kro”. Johannes V. Jensen har et meget detaljeret sprog, der bliver specielt beskrivende ved de blodige scener. Eksempelvis da der bliver slagtet en hest: ”Dampen stod ud af Venerne.” I sin beskrivelse af Det Stockholmske Blodbad skriver Johannes V. Jensen, da biskopperne bliver henrettet en efter en: ”Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra blokken henad Jorden med et Blodsprøjt efter sig.”

Romanen indeholder flere digte, dels på plattysk (Ei werd' ich dann erschossen og Gendenkst du nock, es war ein' Nacht in Böhmen) og dels på jysk (Gi Husly til to Persowner og afslutningens digt No wil a sej Jer Godnæt). De danske dialektdigte blev senere udgivet i digtsamlingen Digte 1906 som Husvild og Godnat!

Bogen er også præget af en stor mængde research,[kilde mangler] der f.eks. manifesterer sig ved over 100 forskellige betegnelser for klæder. Visse detaljer er imidlertid forkerte. Mikkel hævder således at have fået sin pilgrimsmusling i Jerusalem, men pilgrimme fik muslingen, da de valfartede til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien. Tilsvarende spiller Jakob Spillemand på en fiol, skønt violinen i den form, der refereres til, blev først opfundet i Italien omkring år 1550.

Opbygning og strukturRediger

Romanen er skrevet i kronologisk rækkefølge og stiler fra starten mod den tragiske slutning.[kilde mangler]

VurderingerRediger

Kongens Fald anses som Johannes V. Jensens hovedværk.[6] Den vandt en afstemning blandt Berlingskes læsere i 1999 om Århundredets danske bog. Det var foran Karen Blixens "Syv fantastiske fortællinger" og Martin A. Hansens "Løgneren".[7] Nogle år senere blev Kongens Fald udvalgt til kulturministeriets Kulturkanon i litteratur-afdelingen. I kanonudvalgets begrundelse hed det: "Kongens Fald er på mange måder en brutal, barsk fortælling, men den er tillige en lyrisk og en tidlig modernistisk roman. Sprogligt er den et umådeligt rigt, strømmende digterværk."[8] Ligeledes har Klaus Rothstein fundet at romanen er "et fuldtonet skønskrevet mesterværk og en skelsættende begivenhed i Danmarkslitteraturen. Til sidste punktum suveræn, mærkelig romankunst."[9]

Udgaver og afledte værkerRediger

 
Albrecht Dürer, De fem landsknægte og den tyrkiske rytter, kobberstik, National Gallery of Art. Illustration i 8. udgave i kapitlet Drømmeren.[10]
 
Albrecht Dürer, Hesten og rytteren, 1505, kobberstik, National Gallery of Art. Fra ottende udgaves kapitel I Urskoven.[10]

Kongens Fald udkom i tre dele i årene 1900-01. Første del, Forårets død, foregår fra år 1497 til 1500. Anden del, Den store sommer, starter tyve år efter i 1520 og strækker sig til år 1523 hvor kongen bliver afsat. Tredje del, Vinteren, foregår 12 år efter, år 1535. De danner årets ring og samtidig tre faser af Mikkels liv.

Johannes V. Jensen efterlod sig mange håndskrifter, men hovedsagligt som renskrifter, mens kladder oftest mangler. Himmerlandshistorien Nifingeren (der senere blev til Julefred) og Kongens Fald er undtagelser.[11]Det kongelige Bibliotek har gjort fotografier af manuskriptet tilgængelig fra deres hjemmeside.[12]

I 2018 blev Kongens Fald dramatiseret i en co-produktion mellem Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. Carlus Padrissa stod for iscenesættelsen og scenografien, mens manuskriptet var af Henrik Szklany.[13] Stykket blev først opført på Det Kongelige Teater i efteråret 2018, hvorpå det flyttede til Aarhus Teater i januar-februar 2019.[14]

Udvalgte udgaverRediger

 
Dorthe Nors, forordsforfatter til 10. udgave.

Udlandske versioner:

Nyere oversættelser findes også på spansk, fransk og litauisk.[18]

LitteraturRediger

HenvisningerRediger

  1. ^ Friis (1974)
  2. ^ Friis (1974), bind 2, side 197–198 og billede 15 mellem siderne 192–193.
  3. ^ Magdalena penitente. Pradomuseet. 
  4. ^ Aage og Else. 
  5. ^ Henrik Wivel. "Dekadencedigtningens kulmination". Den store danske. 
  6. ^ Lars Handesten. Dødens triumf - Kongens Fald. 
  7. ^ Henrik Wivel (23. april 1999). "Læsernes valg: Kongens fald er århundredets bog". Berlingske. 
  8. ^ Kulturkanonen. 
  9. ^ Klaus Rothstein (8. januar 2016), "Med frostkoldt hjerte", Weekendavisen. Wikidata Q65478321
  10. ^ a b Johannes V. Jensen (2000), Niels Birger Wamberg, (red.), Kongens Fald, ISBN 87-00-46338-8. Wikidata Q66724144
  11. ^ Friis (1974) side 275.
  12. ^ Johannes V. Jensen: Kongens Fald. Det Kgl. Bibliotek. 
  13. ^ Kongens fald. Det Kongelige Teater. Hentet 6. februar 2019. 
  14. ^ Kongens Fald, Aarhus Teater, hentet 6. februar 2019. 
  15. ^ http://www.kb.dk/e-mat/dod/130016213986.pdf
  16. ^ http://www.kb.dk/e-mat/dod/130009866478_color.pdf
  17. ^ Klaus Rothstein (8. januar 2016), "Med frostkoldt hjerte", Weekendavisen. Wikidata Q65478321
  18. ^ Anne-Marie Mai (1. september 2004), "Vinger af fremtidssang", Passage, 19 (50): 169–172, doi:10.7146/PAS.V19I50.2511. Wikidata Q66819533

Eksterne henvisningerRediger