Diskussion:Aftalen i Brømsebro 1541

Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af WikiProjekt Sverige, et forsøg på at koordinere oprettelsen af Sverigerelaterede artikler på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet.

Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af WikiProjekt Norge, et forsøg på at koordinere oprettelsen af Norgerelaterede artikler på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet.

Afskrift

Jeg har en fæl mistanke om, at denne er en afskrift fra "Alex Wittendorff: "På Guds og Herskabs nåde" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 7: 1500-1600); København 1989; ISBN 87-89068-09-2" - er der nogen der kan tjekke op på det? Eventuelt Ramloser? mvh Tøndemageren (diskussion) 25. maj 2018, 22:34 (CEST)

"Christian 3. og den svenske konge Gustav Vasa var svogre, begge gift med hertugdøtre fra det lutherske Sachsen-Lauenburg. Under Grevens Fejde havde de kunnet stå sammen imod de fælles farer fra Lübeck og Christian 2., men samarbejdet var fuldt af gensidig mistro, og den blev ikke mindre efter krigen. Gustav Vasa kunne sagtens forestille sig, at der var indflydelsesrige kredse i Danmark, der gerne så Sverige reduceret til en dansk landsdel, som Norge var blevet det. De to svogre var begge usikre på deres kongemagt, som ikke var internationalt anerkendt. I denne situation kunne en aftale imellem dem være en fordel for dem begge. Resultatet blev Brømsebro-traktaten i 1541. Den skulle gælde i 50 år og gik ud på gensidig bistand imod både indre og ydre fjender. Sverige opgav kravet på Gotland, som Danmark stadig var i besiddelse af. Fremtidige stridigheder mellem Danmark-Norge og Sverige skulle afgøres ved forhandling og voldgift." "Alex Wittendorff: "På Guds og Herskabs nåde", s. 241, hentet fra Alex Wittendorff: Udenrigspolitik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307488[1]. Søger også på s. 304 senere. Artiklen har en forkortet version af ovenstående med henvisning til papirudgaven, så afskrift er for voldsom en karakteristik.--Ramloser (diskussion) 25. maj 2018, 23:14 (CEST)

Tak for at finde et link - kunne nemlig ikke finde det selv. Dog er jeg ikke enig i din vurdering. Eksempelvis ser afsnittet "Aftalen" skrevet af, med nogle små ændringer der ikke gør, at det ikke længere er afskrift. Og så er der mange vendinger i teksten generelt, som virker rigtigt meget til at komme fra et andet sted. Jeg har ikke særligt meget tiltro til denne artikel. mvh Tøndemageren (diskussion) 26. maj 2018, 07:44 (CEST)

Jeg lurer også lidt på denne artikel, og føler mig ikke rigtigt tryg ved at teksten er godkendbar. For at illustrere:

Oprindelig tekst	Nuværende artikeltekst
Christian 3. og den svenske konge Gustav Vasa var svogre, begge gift med hertugdøtre fra det lutherske Sachsen-Lauenburg	Kong Christian 3. af Danmark-Norge og kong Gustav Vasa af Sverige var svogre, idet de var gift med døtre af hertugen af Sachsen-Lauenburg, der var lutheraner
[...] skulle gælde i 50 år og gik ud på gensidig bistand imod både indre og ydre fjender	[...] en aftale, der skulle vare i 50 år, og som gik ud på gensidig bistand mod indre og ydre fjender
Fremtidige stridigheder mellem Danmark-Norge og Sverige skulle afgøres ved forhandling og voldgift.	Det blev aftalt, at eventuelle stridigheder mellem de to riger skulle afgøres ved forhandling og voldgift

I ovenstående eksempler er artiklen så tæt på originalen, at teksten umiddelbart er genkendelig. Jeg har derfor svært ved at se, at vi kan gøre andet end fortsat at kalde det copyvio. --Medic (Lindblad) (diskussion) 26. maj 2018, 12:18 (CEST)

Netudgaven har ikke sidetal, så det var svært at finde side 304. Men her må den være:"

Siden 1541 havde forholdet mellem Danmark-Norge og Sverige været reguleret af Brømsebro-traktaten (se afsnittet Udenrigspolitik), der med sine bestemmelser om forhandling og voldgift tog sigte på at sikre freden mellem de to stater. Det samarbejde over for fælles modstandere, som traktaten også talte om, blev ikke til noget, og selv om forbundet afpolitiserede en række stridsspørgsmål, kom en kold krig til at præge hele dets levetid.

Gustav Vasa var fuld af mistro til de danske hensigter. Hans kongemagt var stadig ny og ikke fuldt befæstet indadtil eller anerkendt udadtil. Danmark var fjenden, der troløs og grusom altid var ude pÃ¥ at „toe sig i det svenske blod”. Dette fjendebillede, som Gustav Vasa stadig vendte tilbage til, var mÃ¥ske ogsÃ¥ til indvortes brug og tog sigte pÃ¥ at retfærdiggøre hans eget selvherskerstyre og samle nationen. Danmark var stadig i besiddelse af Gotland, og mistroen til danskerne fandt yderligere næring i den danske konges provokerende anvendelse af tre kroner i sit kongevÃ¥ben. De tre kroner havde under dronning Margrete vistnok været et unionsvÃ¥ben, men efter unionens opløsning førtes det alene af den svenske konge som symbol for Sverige. At den danske konge nu begyndte at bruge de tre kroner blev i Sverige opfattet som udtryk for, at danskerne var ude pÃ¥ at genoprette den gamle union under den danske konge. Foreløbig indskrænkede man sig til litterær polemik og propaganda, men samtidig opbyggede Gustav Vasa en stÃ¥ende national hær og en orlogsflÃ¥de, der formentlig blev ØstersøomrÃ¥dets mest slagkraftige. Ikke mindst den svenske udvinding af sølv, jern og kobber gjorde dette muligt. Den forskydning mellem Danmark og Sverige pÃ¥ det statsfinansielle og militære omrÃ¥de, der skete i 1550'erne til Sveriges fordel, var i færd med at ændre hele den strategiske situation i ØstersøomrÃ¥det. At Gustav Vasa ikke var fremmed for tanken om at udnytte situationen fremgÃ¥r af et brev, han i 1558 skrev til sin søn, tronfølgeren hertug Erik. Her lufter han den mulighed, at Sverige kom det ondsindede Danmark i forkøbet: „Det var dog bedre og mere tilrÃ¥deligt at tage i rette tid et stykke af hunden, end at hunden skulle bide og sønderrive én siden og æde det hele op.” Hertug Erik mente dog, at man skulle vente med at partere den danske hund, til Sveriges beredskab var blevet bedre. Han anbefalede, at der blev anbragt spioner i Danmark pÃ¥ centrale steder, i kancelliet og i hær og flÃ¥de." (bemærk tegnproblemerne ved kopiering). Det er så udgangspunktet for at afgøre, om der er tale om ophavsretsligt brud.--Ramloser (diskussion) 26. maj 2018, 18:31 (CEST)