Fyns Amts Avis

dansk avis

Fyns Amts Avis er en regionalavis, der dækker det sydfynske og østfynske område, nærmere bestemt kommunerne Svendborg, Langeland, Ærø og Faaborg-Midtfyn.

Fyns Amts Avis
Generelle informationer
Type Dagblad
Hovedsæde Svendborg
Grundlagt 2. februar 1863
Ejer(e) A/S Svendborg Avis
Udgiver Jysk Fynske Medier
Redaktør Rikke Bekker
Politik Uafhængig liberal,
tidligere Venstre
Format Tabloid
Andet
Websted faa.dk

Historie redigér

Avisen blev grundlagt 2. februar 1863 af den 27-årige farmaceut Carl August Fich. Avisen hed i begyndelsen Sydfyenske Tidende, skiftede senere navn til Svendborg Avis inden den i 1970 fik det nuværende Fyns Amts Avis – på trods af at avisen i modsætning til konkurrenten i Odense, Fyens Stiftstidende, aldrig har dækket hele det daværende Fyns Amt redaktionelt.

Fyns Amts Avis blev grundlagt af lokalbefolkningen som led i bondefrigørelsen og grundlovskampen sidst i det 19. århundrede. Avisen blev således en vigtig fortaler for den ytringsfrihed, der i datiden ikke var en selvfølgelighed. Avisen var en ihærdig tilhænger af partiet Venstres reformivrige kurs, hvilket gjorde den populær først i oplandet og senere i selve Svendborg. Avisen er i dag uafhængig af partipolitiske interesser, men stadig liberal i sin grundholdning.

I løbet af 1960'erne overtog Fyns Amts Avis dagblade i Faaborg, Nyborg, Rudkøbing og på Ærø, som kort efter gik ind. En heftig bladkrig udspillede sig i 1970'erne, hvor Fyns Amts Avis kæmpede med Fyens Stiftstidende på lokalredaktioner og distriktsblade, men i 1978 blev de to parter enige om en aftale, der gjorde at krigen kunne indstilles – om end de to aviser såvel dengang som i dag begge dækker det sydfynske område. Fyns Amts Avis satte dengang som i dag en ære i at levere kritisk lokaljournalistik, og opfatter sig selv som en vagthund over magthaverne.

Udover hovedredaktionen i Svendborg findes lokalredaktioner i Faaborg, Ringe, Rudkøbing og Ærøskøbing. Avisen driver desuden Ugeavisen Svendborg, Ugeavisen Øboen (Langeland, Strynø og Tåsinge) og Ugeavisen Faaborg. Ugeavisen Odense, der blev grundlagt af Fyns Amts Avis i 1970'erne, ejes i dag sammen med Fyens Stiftstidende.

Sammen med Fyens Stiftstidende redigér

Fra 1996 er Fyns Amts Avis blevet trykt i Fyens Stiftstidendes trykkeri i Odense. Siden år 2000 har Fyns Amts Avis reduceret sin medarbejderskab.[1][2][3]

I 2006 etablerede Fyns Amts Avis' og Fyens Stiftstidendes tidligere udgiverselskaber partnerselskabet Fynske Medier, som er et salgs- og servicesamarbejde.

1. marts 2010 overgik avisen til at være morgenavis i tabloidformat, og samtidig indledtes et tættere samarbejde med Fyens Stiftstidende, med fælles redaktioner i Faaborg, Ringe og Svendborg.

Oplag og læsertal redigér

Avisen udkom ifølge Dansk Oplagskontrol i 17.140 eksemplarer (2. halvår 2006), mens oplagstallet var 12.305 stk. i 2013.[4]

I løbet af årene 2017-2019 er læsertallet faldet fra 30.000 personer til 24.000 personer.[5]

Referencer redigér

  1. ^ "Journalisten » Fyns Amts Avis overvældet af frivillige fratrædelser". Arkiveret fra originalen 29. november 2009. Hentet 18. september 2019.
  2. ^ "Journalisten » Fynske Medier fyrer 10 journalister". Arkiveret fra originalen 5. august 2020. Hentet 18. september 2019.
  3. ^ Fyens Stiftstidende skærer ned - politiken.dk
  4. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 13. juli 2020. Hentet 10. juli 2020.
  5. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 10. juli 2020. Hentet 10. juli 2020.

Eksterne henvisninger redigér

Koordinater: 55°03′30″N 10°36′31″Ø / 55.058259°N 10.608622°Ø / 55.058259; 10.608622