Wikipedia

Gultrøjer og Rødtrøjer

Gultrøjer og Rødtrøjer er populære navne på to stridende thailandske politiske grupper, henholdvis konservativ og progressiv.

Gultrøjer redigér

 
Gultrøje-demonstration i Bangkok, august 2008.

Gultrøjer refererer til gruppen Phanthamit Prachachon Pheu Prachathipatai (med thailandske skriftegn: พันธมิตรประชาชนเพื่อประชาธิปไตย, engelsk: People's Alliance for Democracy (PAD), dansk: Folkets alliance for demokrati), der er en reaktionær (konservativ) gruppe og tilhænger af det thailandske monarki (gul er kongeflagets farve). Gruppen var oprindeligt en koalition af demonstranter mod Thaksin Shinawatra, Thailands tidligere premierminister fra 2001 til 2006.[1]

2008 optøjer redigér

 
Gultrøje belejring af Government House i Bangkok, august 2008.

I august 2008 beslaglagde Gultrøjer Government House (regeringsbygningen) for at presse Samak Sundaravejs koalitionsregering til, at træde tilbage. PAD-tilhængere indtog også lufthavne i Phuket, Krabi og Hat Yai, foruden blokader af store veje og motorveje. Sympatiske statsvirksomheders fagforeninger bistod og standsede jernbaner over hele kongeriget. Desuden truede de med, at lukke for elektricitet og vandforsyning til ikke-PAD-tilhængere. De væbnede Gultrøje-styrker, Srivichai Warriors, beslaglagde regeringens Tv-udsender samt adskillige ministerier. Vold mellem Gultrøje-tilhængere og moddemonstranter efterlod snesevis sårede og en dræbt Gultrøje-demonstrant. Velhavende Gultrøje-tilhængere truede med et bankstormløb, der kunne destabilisere det thailandske finanssystem, hvis Samak-regeringen ikke trådte tilbage.[2]

Protesterne eskalerede efter forfatningsdomstolen fandt Samak skyldig i, at overtræde en lov, der forbyder ministre at modtage løn fra et andet job. Gultrøjer omringede parlamentet og brugte barrikader med NATO-pigtråd for, at forhindre referingsmedlemmer i at mødes og høre Samaks afløser, forhenværende premierminister Thaksin Shinawatras svoger, Somchai Wongsawat, formelt bekendtgøre sin politik. Politiet brugte magt til at sprede demonstranterne, hvilket resulterede i hundredvis af alvorlige kvæstelser og en ung kvindes død, alt sammen forårsaget af eksplosioner af kinesisk fremstillede tåregasgranater, som dårligt trænet politi affyrede direkte mod demonstranterne.[2]

I november blokerede Gultrøjer parlamentet, forud for en afgørende samling. De brugte kaprede offentlige busser til at tage kontrol over regeringens foreløbige kontorer i Don Mueang Lufthavnen og overtog kontrollen over Bangkok's nye internationale Suvarnabhumi Lufthavn. Gultrøjerne truede tillige med, at belejre havnene på den østlige kyst. Belejringer og protester sluttede, efter at forfatningsdomstolen opløste People's Power Party (forkortet PPP) og forbød dets ledere at deltage i politik. Hærchef Anuphong Phaochinda pressede mange PPP-parlamentsmedlemmer til at skifte af til Det Demokratiske Parti og vælge Abhisit Vejjajiva som ny premierminister. PAD-aktivist Kasit Piromya blev udnævnt til udenrigsminister i den ny regering.[2]

Efterfølgende retssager redigér

AoT (Airports of Thailand, dansk: Thailands Lufthavne) har siden gennem årlange retssager søgt erstatning for de skader, der blev forvoldt ved aktionerne. Den 20. oktober 2023 afsagde den Centrale Konkursret dekret mod 11 centrale personer i det nu opløste PAD, ved at udstede en absolut betalingsstandsning mod dem. Civilretten bemyndigede 13 PAD-tilknyttede selskaber til at kompensere AoT over 522 millioner baht (omkring 100 millioner kroner), som en del af en væsentlig kendelse, der går tilbage til marts 2011, kombineret med en årlig rente på 7,5 procent fra december 2008. Protestledere, der omfatter højprofilerede personer, står over for konkurs.[3]

Den 2. november 2023, stadfæstede Appelretten en dom om, at afvise en sag mod 21 Gultrøje-medlemmer, der var anklaget for i 2008, at bruge magt og vold til, at skabe kaos og oprør, ved at belejre reringsbygningen og presse tidligere premierminister, Samak Sundaravej, til at træde tilbage, samt forhindre et parlamentarisk møde, hvor hans afløser, premierminister Somchai Wongsawat, skulle annoncere sin politiske erklæring. Appeldomstolen afgjorde, at deres forsamling var fredelig uden brug af våben og var i overensstemmelse med principperne om ikke-vold. Desuden var handlingerne inden for borgernes rettigheder i henhold til 2007-forfatningen.[2]

Rødtrøjer redigér

 
Rødtrøjer demonstrerer i Bangkok, 3. april 2010.

Rødtrøjer refererer til gruppen แนวร่วมประชาธิปไตยต่อต้านเผด็จการแห่งชาติ (forkortet: นปช, dansk: Forenet front for demokrati mod nationens diktatur, engelsk: United Front for Democracy Against Dictatorship, forkortet UDD), som er en politisk pressionsgruppe, der er allieret med det politiske parti Pheu Thai – tidligere eksisterede partiet under navnet Thai Rak Thai (forkort TRT)[4] – som de facto ledes af tidligere premierminister Thaksin Shinawatra. Gruppen opstod efter militærkuppet i 2006, hvor Thaksin blev afsat.[5]

Rødskjorterne begyndte at samles i 2006 under Democratic Alliance against Dictatorship (forkortet DAAD, dansk: Den Demokratiske Alliance mod Diktatur). Mens bevægelsen protesterede på gaden, kæmpede TRT i parlamentet. Selvom Rødskjorterne aldrig var en del af TRT og senere Pheu Thai, satte de deres håb og tro på partiet. Efter at TRT blev forbudt og opløst i 2007, skiftede rødskjorterne navn til UDD, for at fortsætte deres standpunkt mod militærstyret og kræve demokratiske reformer.[4]

I april og maj 2010 opstod nogle voldelige konfrontationer mellem Rødskjorter og militæret ved Democracy Monument i Bangkok, hvor flere end 90 Rødskjorter blev dræbt. Ingen militærpersonel blev sidenhen draget til ansvar. Manglen på juridiske skridt mod militæret for dets rolle i undertrykkelsen af Rødskjorte-demonstrationerne, ansås af oppositionen, som endnu et bevis på en kultur af straffrihed. Ingen blev heller holdt ansvarlig for tidligere militære undertrykkelser af demonstranter i 1973, 1976 og 1992. Selvom en retssag afgjorde, at hærens personel var ansvarlig for, at dræbe civile inde i et tempel under et sidste angreb på Rødskjorte-lejren den 19. maj 2010, fulgte der aldrig nogen retssag mod soldaterne.[6]

I forbindelse med parlamentsvalget i juli 2011, hævdede Rødtrøjerne, at regeringen under Abhisit Vejjajiva havde overtaget magten illegitimt, støttet af det thailandske militær og retsvæsen. Rødtrøjerne opfordrede til, at det thailandske parlament blev opløst, så der kunne afholdes et nyt parlamentsvalg og anklagede landets elite – det vil sige militæret, retsvæsenet, visse medlemmer af Statsrådet og andre ikke-valgte embedsmænd – for at underminere demokratiet, ved at blande sig i politik.[5]

 
Rødtrøje protestleder Nattawut Saikua ved en demonstration i Bangkok, 13. marts 2010.

Ved parlamentsvalget i maj 2023 forventede Pheu Thai, der er et midterparti, at få 310 pladser i parlament, men fik kun 141, svarende til 28 procent. Valgets vinder blev det vestreorienterede, ultra liberale Move Forward Party (dansk: Gå freamad-partiet) med 151 pladser, svarende til 30 procent. De to partier indgik en koalition om at danne regering, men Move Forward-partiets kandidat som premierminister fik ikke stemmeflertal i parlamentet, hvor begge kamre stemmer om premierministeren. Pheu Thai kunne som næststørste parti derefter forsøge at danne regering og søgte koalitionspartnere blandt de konservative partier, der havde støttet den afgående regering med 2014-kupmagerne, trods Pheu Thai i valgkampen havde sagt, at de ikke ville være i regering med disse partier. Dette medførte, at flere Rødtrøje tilhængere i august brændte deres trøjer og forlod bevægelsen.[7][8][9] Rødtrøjerne havde håbet på, at Pheu Thai ville ændre det thailandske samfund til det bedre og bringe retfærdighed for de rødtrøjedemonstranter, der blev dræbt i 2010-angrebet. Men disse håb forsvandt, efter Pheu Thai sluttede sig til partier, der nominerede to tidligere generaler som premierministerkandidater – Prawit Wongsuwan og Prayut Chan-o-cha – der var forbundet med drabene i 2010, og at retfærdighed aldrig opnås.[4] Den tidligere rødtrøjeleder, Nattawut Saikua, der i 2022 var blevet ansat i Pheu Thai som direktør for Pheu Thai-familien – en post, der tilsyneladende blev skabt specielt til ham – forlod partiet i protest mod dets tiltag, til at danne en koalitionsregering med militærstøttede partier forbundet med kuppet i 2014.[10]

  Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Thailand 2023

Forsoning og orange klan redigér

Forsoningsbestræbelser mellem Gultrøjer og Rødtrøjer resulterede i den rød-gule koalitionsregering efter 2023-parlamentsvalget. Politiske kritikere mener, at det vil næppe lykkes, fordi regeringen ikke omfatter alle modstridende parter og fortsætter med, at fængsle mennesker med andre meninger. I stedet for forsoning, har de skabt en ny konflikt med den orange klan – det ultra liberale Move Forward Party og dets støtter, der blandt andet var del af protesterne i 2020.[11]

  Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Thailand 2023

Fotogalleri redigér

Gultrøje protester 2006 redigér

Gultrøje protester 2008 redigér

Rødtrøje protester 2010 redigér

Referencer redigér

  1. ^ Seth Mydans (12. september 2008). "Power of the People Fights Democracy in Thai Protests". The New York Times (engelsk). Hentet 4. august 2023.
  2. ^ a b c d "Appeals Courts Dismisses Case Against Yellow Shirt Leader, Members". Thai Newsroom (engelsk). 2. november 2023. Hentet 12. november 2023.
  3. ^ Mitch Connor (20. oktober 2023). "Bangkok airport protest leaders face bankruptcy over 522 million baht compensation order". The Thaiger (engelsk). Hentet 22. oktober 2023.
  4. ^ a b c "Does Pheu Thai-led coalition spell death for the red-shirt movement?". Thai PBS (engelsk). 31. august 2023. Hentet 31. august 2023.
  5. ^ a b Associated Press (11. april 2009). "Thai police issue warrants for 14 protest leaders". NBC (engelsk). Hentet 4. august 2023.
  6. ^ "ARMY: NO SOLDIER IS PROSECUTED FOR 2010 CRACKDOWN". Khaosod English (engelsk). 16. maj 2020. Hentet 31. august 2023.
  7. ^ "Angry Chiang Mai Activists Burn Their Red Shirts". Thai Newsroom (engelsk). 5. august 2023. Hentet 21. august 2023.
  8. ^ "Former Red Shirt Leaders Burn Red Shirts and Thaksin DVDs in Opposition to Thai Pheu Party". News Directory 3 (engelsk). 13. august 2023. Hentet 21. august 2023.
  9. ^ "Ex-red-shirt boss Nutthawut quits in protest". Thai PBS (engelsk). 21. august 2023. Hentet 21. august 2023.
  10. ^ "Nattawut Saikuar: The loyal red-shirt leader wrongfooted by Thaksin and Pheu Thai". Thai PBS (engelsk). 31. august 2023. Hentet 1. september 2023.
  11. ^ Erich Parpart (19. september 2023). "Thailand's Ongoing Struggle: A Look Back at the 2006 Coup and Its Lingering Impact on Politics". Thai enquirer (engelsk). Hentet 19. september 2023.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Gultrøjer_og_Rødtrøjer&oldid=11601017"