Wikipedia

Iroquois-klassen

Iroquois-klassen, (også kaldet Tribal-klassen[1]) var en canadisk destroyer-klasse benyttet af Royal Canadian Navy. De fire skibe i klassen blev søsat i 1970'erne og var oprindeligt udrustet primært til antiubådskrigsførelse. I 1990'erne blev de opgraderet og ombygget til at blive primære luftforsvarsenheder.

Iroquois-klassen
Klasseoversigt
Type Destroyer
Tidligere bruger(e)  Royal Canadian Navy
Værft Marine Industries Ltd., Sorel (første skib)
Davie Shipbuilding, Lauzon
Byggeperiode 1969-1972
Byggede enheder 4
Udgåede enheder 4
Tekniske data
Deplacement 5.385 tons (fuldt lastet)
Længde 129,80 meter
Bredde 15,20 meter
Dybgang 6,60 neter
Fremdrift 2× Pratt & Whitney FT4A2 gasturbiner (50.000 Hk)
2× GM Allison 570-KF gasturbiner (12.700 Hk)
Fart 27 knob
Rækkevidde 4.500 sømil (ved 20 knob)
Besætning 285 mand
Sensorpakke 1× Signaal SPQ-502 (LW08) luftvarslingsradar
1× Signaal SPQ-501 (DA08) overfladevarslingsradar
2× Signaal SPG-501 (STIR 1,8) ildledelsesradarer
2× Raytheon Pathfinder navigationsradarer
1× URN 26 TACAN-system
1× General Dynamics SQS-510; kombineret sonar/VDS
1× MEL SLQ-501 Canews ESM-system
1× Signaal LIROD 8 Elektrooptisk sensor
Soft kill-udstyr BAE Nulka missilvildledningssystem
4× Plessey Shield Mk 2 missilvildledningssystemer
SLQ-25 Nixie torpedovildledningssystem
Artilleri 1× Oto Melare 76 mm kanon
1× Phalanx 20 mm CIWS
Småvåben 6× 12,7 mm tunge maskingeværer
Missiler 29× RIM-66 SM2-MR Block IIIA
Torpedoer 6× torpedorør (2×3) til Mk. 46 antiubådstorpedoer
Fly 2× CH-124A Sea King
Flyfaciliteter Hangar og helikopterdæk
Mindre både om bord 2× RHIB

Oprindeligt design redigér

Skibenes oprindelige formål var langtrækkende antiubådskrigsførelse.[2] Deres primære våben mod undervandsbåde var deres to CH-124 Sea King helikoptere,[2] der benyttede det store helikopterdæk agter, der alt i alt fyldte omtrent halvdelen af skibets overfladeplads. Helikopterne kunne lande og lette i selv voldsomt vejr på grund af deres helikopter-winchsystem kaldet "Beartrap".[3]

Iroquois-klassen repræsenterer en unormalt designkompromis i forhold til de forskellige sammenlignelige skibsdesigns fra samme tid. De fleste skibe i cirka samme størrelse og rolle såsom Royal Navys Type 22 eller US Navy's OHP, var udrustet med betydeligt mindre helikopterområder, typisk kun den agterste 1/4 af skibet. Disse skibe medbragte kun mindre, kortrækkende helikoptere såsom Westland Lynx eller Kaman Seasprite. Disse mindre helikoptere var i modsætning til Sea King ikke i stand til at operere effektivt uden brug af moderenhedens sensorer og var reelt set kun en måde at forlænge rækkevidden på skibets antiubådstorpedoer. I modsætning, var Iroquois' Sea Kings udrustet med en fuld sensorpakke og kunne operere på væsentligt længere afstande hvorved en enkelt Iroquois-destroyer kunne kontrollere en noget større havområde. Ulempen ved dette design var dog at helikopternes pladsforbrug betød at der var mindre plads til andre våbensystemer.

Til antiubådskamp var skibene også udrustet med to tredobbelte torpedorør der kunne affyre Mk.44 eller Mk.46 Mod 5 torpedoer og en Limbo Mark 10 dybdebombe-mortér. Til andre opgaver var skibene udrustet med en Otobreda 127/54 Compact 127 mm kanon samt to RIM-7 Sea Sparrow-affyringssystemer.[2] De to systemer var placeret under en beskyttelseskapsel på dækket umiddelbart foran broen (agten for kanonen). Når missilerne skulle affyres skulle kapslen åbnes og missilerne blev ført ud til siderne, dette krævede noget tid at køre systemet frem til affyringsposition.

Det valgte fremdrivningssystem til skibene var to Pratt & Whitney FT12-AH3 gasturbiner på 7.400 hestekrafter hver samt yderligere to turbiner (P&W FT4-A2) på hver 50.000 hestekræfter når høje hastigheder er påkrævet. Klassen var de første større krigsskibe der blev fremdrevet udelukkende af gasturbiner. Ydelsen fra disse turbiner benyttes til at drive de to skruer igennem en række af reduktionsgear. Et unikt kendetegn var de distinkte Y-formede skorstene der var designet til at lede udstødningen væk fra helikopterdækket.

Skibenes dimensioner er 129,8×15,2×4,4 meter samt et oprindeligt deplacement på 4.700 tons. Den normale besætning er på 285 mand.

Golfkrigen redigér

HMCS Athabaskan blev deployeret på Operation Friction – det canadiske bidrag til den internationale koalitions flådestyrke under Operation Desert Shield og Operation Desert Storm (Golfkrigen).

Athabaskan var flagskibet for den canadiske Task group og blev hastigt modificeret på flådestationen i Halifax i august 1990 forud for operationen. Modifikationerne omfattede blandt andet en ny minesøgningssonar, en Phalanx 20 mm CIWS samt skulderaffyrede Blowpipe og Javelin missiler.

TRUMP opdateringen redigér

Alle skibene i klassen undergik en midtlivsopdatering omtalt som "Tribal Class Update and Modernization Project" (TRUMP) i begyndelsen af 1990'erne.[2] Denne opdatering havde til formål at ændre skibenes primære opgave fra antiubådskrigsførelse til luftforsvar. Efter opdateringen blev klassen herefter som luftforsvarsdestroyere. Rollen som antiubådsenhed blev mere eller mindre overført til de nyere fregatter af Halifax-klassen.

I det nye design blev Mk. 41 VLS hovedbevæbningen med en beholdning på 29 SM-2 Block III langtrækkende luftforsvarsmissiler. For at skabe plads til et VLS måtte man fjerne den oprindelige 127 mm kanon med den mindre, men meget hurtigere skydende Oto Melare 76 mm kanon, der samtidig blev flyttet til forhøjningen foran broen hvor man havde fjernet Sea Sparrow-systemet. En Phalanx CIWS blev også installeret oven på hangaren.[2]

Opdateringen betød også at de to Pratt & Whitney FT-12 forlægningsgasturbiner blev erstattet af nye 570-KF motorer fra Allison Engine Company.[2] Farten forblev det samme, dog var vægten vokset til 5.100 tons fuldt lastet.[2] Den oprindelige Y-formede skorsten blev skiftet til en mere simpel, enkelt skorsten da det ikke viste sig at være et problem med røg på helikopterdækket.

TRUMP havde til formål at gøre skibene i stand til at operere forsvarligt frem til 2010 hvor de forventeligt havde udtjent deres værnepligt og skulle pensioneres. Nedskæringer i midten af 1990'erne betød at man nedlagde besætningen på Huron. Huron strøg kommando i 2005 og blev skudt i sænk af søsterskibet Algonquin i en øvelse i 2007.

Der har været indledende undersøgelser, der i canadiske flådekredse har været omtalt so Province-klassen. Undersøgelsen har dog begrænset sig til studier af det avancerede radarsystem APAR, der bliver brugt af blandt andet den danske Iver Huitfeldt-klasse og den tyske Sachsen-klasse. Spekulationer omkring selve skibene drejer sig om hvor vidt de vil blive en forstørret version af Halifax-klassen. Designet ville have cirka samme kapaciteter som Iroquois-klassen, dog kun med en helikopter. Der synes dog ikke at være planer om at bygge en sådan erstatning.

Skibe i klassen redigér

Pnt. Navn Kølen lagt Søsat Indgået Skæbne Kaldesignal
280 Iroquois 15. januar 1969 28. november 1970 29. juli 1972 Udgået 1. maj 2015, afventer skrotning CZGD
281 Huron 1. juni 1969 9. april 1971 16. december 1972 Udgået 31. marts 2005, sunket som øvelsesmål 14. maj 2007 CGXY
283 Athabaskan 1. juni 1969 27. november 1970 30. november 1972 Udgået 10. marts 2017, afventer skrotning CYWM
284 Algonquin 1. september 1969 23. april 1971 3. november 1972 Udgået 11. juni 2015, solgt til skrot CZJX

Videre skæbne redigér

 
Iroquois til søs i 2013

På trods af at Huron var det senest opgraderede skib i klassen blev det oplagt i 2000 på grund af mandskabsmangel som følge af nedskæringer i slutningen af 1990'erne[4] Huron udgik af flådens tal i 2005 og blev benyttet som skydemål i en øvelse i 2007.

I august 2013 var Algonquin involveret med forsyningsskibet Protecteur under en øvelse. Det skete betydelige skader om bord på Algonquin langs den bagbord side af skibets hangar Skibet blev lagt op efter kollisionen.[5] I maj 2014 under et havneophold i Boston, Massachusetts, opdagede man alvorlige sprækker i skroget på Iroquois, som betød at skibet øjeblikkeligt måtte returnere til Canada for at blive undersøgt yderligere. Undersøgelserne afslørede at skroget var i dårlig stand og skibet blev henlagt på ubestemt tid.[6] Den 19. september 2014 offentliggjorde Royal Canadian Navy at de to ovenstående skibe ville udgå fra aktiv tjeneste sammen med forsyningsskibet Protecteur, hvorved det sidste skib i klassen ville være Athabaskan.[7]

Den 27. november 2015, blev Algonquin og Protecteur solgt til ophug hos R.J. MacIsaac Ltd. of Antigonish, Nova Scotia. De blev slæbt til Liverpool, Nova Scotia[8] hvor ophugningen vill blive udført.[9] Den 10. marts 2017 udgik Athabaskan, det sidste aktive skib i klassen, fra aktiv tjeneste.[10]

Referencer redigér

  1. ^ "Algonquin Officiel hjemmeside". Arkiveret fra originalen 13. juni 2011. Hentet 27. august 2011. (engelsk)
  2. ^ a b c d e f g (engelsk) "Canadian Navy". Arkiveret fra originalen 3. juli 2009. Hentet 27. august 2011.
  3. ^ "helicopters.com". Arkiveret fra originalen 28. juli 2011. Hentet 27. august 2011. (engelsk)
  4. ^ Milner s. 312
  5. ^ "2 Canadian warships collide en route to Hawaii". CBC News. 31. august 2013. Hentet 8. juni 2017.
  6. ^ "HMCS Iroquois sidelined indefinitely after rust found in hull". CBC News. 7. maj 2014. Hentet 8. juni 2017.
  7. ^ "Navy sending four Cold War era ships into retirement". CTV News. 19. september 2014. Hentet 8. juni 2017.
  8. ^ Ward, Rachel (26. februar 2016). "Former HMCS Protecteur towed from Esquimalt, will bring jobs to Liverpool". CBC News. Hentet 8. juni 2017.
  9. ^ Dedyna, Katherine (14. januar 2016). "Two CFB Esquimalt ships going on long journey to be demolished". Times Colonist. Hentet 8. juni 2017.
  10. ^ "Canada's last Cold War destroyer retires after one last sail". Maclean's. The Canadian Press. 10. marts 2017. Arkiveret fra originalen 27. april 2017. Hentet 8. juni 2017.

Eksterne henvisninger redigér

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Iroquois-klassen&oldid=11676313"