Wikipedia

Tysklands Kommunistiske Parti

(Omdirigeret fra KPD)

Tysklands Kommunistiske Parti (tysk: Kommunistische Partei Deutschlands, KPD) var et tysk, kommunistisk, politisk parti, der eksisterede fra 1919 til 1968. I Østtyskland blev det i 1946 lagt sammen med SPD til dannelsen af SED. Partiet opstod af en samling af flere forskellige venstrerevolutionære grupper, der forenedes i løbet af Novemberrevolutionen 1918.

KPD
Kommunistische Partei Deutschlands
 
Grundlagt30. december 1918
Nedlagt
  • 21. april 1946[a]
  • 17. august 1956[b]
PartiavisDie Rote Fahne
HovedkontorKarl Liebknecht-huset, Berlin
Antal medlemmer360.000 (nov. 1932)[1]
 
Politisk ideologi
Politisk placeringVenstreekstremisme[9][10][11]
Internationalt samarbejdsorganKomintern (til 1943)[12][13]
Udspringer af
Fusioneret medSED[a]
Efterfulgt afDKP[b]

KPD definerede sig hovedsageligt som et alternativ til det andet store tyske arbejderparti, socialdemokratiet, som søgte samarbejde med også borgerlige partier. KPD´s mål var fra begyndelsen en total omvæltning af samfundets struktur og indførelsen af proletariatets diktatur. Den indstilling affødte en noget lunken holdning til Weimarrepublikkens parlamentariske system. Forbilledet var for de fleste kommunister den nyoprettede stat, Sovjetunionen, der under Lenins ledelse blev det første kommunistiske land i verden. KPD var medlem af den af Lenin oprettede internationale sammenslutning for kommunistiske og socialistiske partier, Komintern eller Tredje Internationale.

Grundlæggelsen af KPD 1914-1918

redigér
 
Avisen Die Rote Fahne (Den Røde Fane) fra 1918 udgivet af Spartakusforbundet.

KPD blev grundlagt under en konference afholdt af det socialistisk-revolutionære Spartakusbund, hvor forskellige venstreorienterede grupperinger, der alle havde været aktive i Novemberrevolutionen 1918, forenede sig i ét parti. Spartakusbund oprettet af tidligere SPD-medlemmer, der var så utilfredse med SPD´s samarbejde i Rigsdagen med de borgerlige partier under 1. verdenskrig, at de valgte at danne de de uafhængige socialdemokrater. Dette skridt var hovedsageligt blevet taget af Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, der også kom til at præge det nyoprettede kommunistiske parti.

Under krigen steg utilfredsheden med de hårde vilkår, som kejserens krig mod nabolandene begyndte at skabe for den tyske befolkning, og i marts 1917 kom det for første gang til større strejker i landet. I løbet af 1918 steg de i antal, og de yderligtgående venstrefløjspartier, der kæmpede for en hurtig fredsslutning og bedre forhold for arbejder- og underklassen, fik medvind. I krigens sidste fase benyttede mange af disse organisationer det almindelige opbrud til at forsøge at gennemføre en socialistisk revolution i Tyskland efter sovjetisk forbillede. Det lykkedes dog SPD at sætte sig i spidsen for denne revolutionære bevægelse, og de kunne derfor den 9. november udråbe republikkens grundlæggelse. De næste mange måneder var præget af indædte kampe mellem KPD og SPD om, hvordan den nye republik skulle indrettes. SPD fik hjælp af et stort antal højreorienterede Freikorps til bekæmpelse af deres socialistiske kolleger.

Denne oplevelse lagde i KPD kimen til et indædt had til SPD, der blev set som borgerskabets lakajer.

1918-1933

redigér
 
Agitation under valgkampen i 1925

KPD blev præget af debatten om det parlamentariske system og forholdet til SPD. Mod Rosa Luxemburgs opfordring valgte partiet i 1919 at lægge sig fast på en konfrontatorisk linje mod både SPD og Weimarrepublikkens parlamentariske system. Boykotten af valgene de første par år gav i starten KPD en stadig mere ubetydelig rolle. KPD troede, at opbakningen til sagen var større, end den viste sig at være, og det besluttede derfor i 1920 at deltage i det parlamentariske system, dog uden at anerkende det. Det første rigsdagsvalg i 1920 gav partiet 2,1 % af stemmerne, men da de uafhængige socialdemokrater (USPD), der med 17,9 % af stemmerne havde fået et kanonvalg, besluttede at lægge sig sammen med KPD, voksede KPD´s indflydelse markant, og medlemstallet steg med ét til over 300.000. De mange nye USPD-medlemmer lagde en vis dæmper på de mest radikale og voldsomme af KPD´s medlemmer.

I 1924 blev Ernst Thälmann valgt til formand for KPD, og dermed blev der ført en stringent stalinistisk linje. Han blev arresteret af Gestapo i 1933 og blev holdt isolationsfængslet, indtil han blev skudt i 1944 i kz-lejren Buchenwald.

1933-1945

redigér

Allerede før Hitlers magtovertagelse blev KPD forbudt efter Rigsdagsbranden. De medlemmer af partiet, der ikke nåede at flygte, blev sat i de nye koncentrationslejre. Resten gik i skjul, i eksil eller tog til Sovjetunionen. Mange af KPD´s flygtede politikere arbejdede under krigen for Sovjetunionen i kampen Nazi-Tyskland. Bl.a. den senere leder af Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (forkortet SED) Walter Ulbricht.

Efter krigen

redigér
 
Fra kongressen den 3. og 4. marts 1946, hvor KPD i Østtyskland blev lagt sammen med SPD til dannelsen af SED.

Centrum for opbygningen af KPD blev ledet fra det sovjet-kontrollerede Østberlin, hvorfra Walter Ulbricht dygtigt styrede organiseringen. Den 21. april blev SPD i Østtyskland indlemmet i KPD. Det nye tvangsægteskab kom til at hedde SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, og opfyldte dermed en gammel drøm om en samlet socialistisk og antifascistisk blok på sovjetiske betingelser.

KPD fortsatte med at eksistere i Vesttyskland, men havde svært ved at opnå opbakning. Grunden var det indgroede had til Sovjetunionen og kommunismen, som havde overlevet krigen. Samtidig havde sovjetternes voldsomme fremfærd i de østpreussiske provinser skræmt mange fra partiet. De opfattede det kommunistiske KPD som synonymt med Sovjetunionen, hvilket ikke var helt forkert, da partiet fik sine ordrer fra Moskva. I 1956 blev KPD forbudt af den tyske forfatningsdomstol for at være et parti, der ville undergrave den nye demokratiske forfatning, Grundgesetz.

Partiet KPD fortsatte sit arbejde i det skjulte i Vesttyskland indtil 1968, hvor det blev splittet op i nye fraktioner og dermed reelt ophørte at eksistere.

Noter

redigér
  1. ^ a b Den østtyske gren.
  2. ^ a b Den vesttyske gren.

Referencer

redigér
  1. ^ Catherine Epstein. The last revolutionaries: German communists and their century. Harvard University Press, 2003. p. 39.
  2. ^ Bock, Hans-Manfred (1976). Geschichte des linken Radikalismus in Deutschland: Ein Versuch [History of left-wing radicalism in Germany: an attempt] (tysk). Frankfurt: Suhrkamp. s. 90.
  3. ^ Shipway, Mark (1987). "Council Communism". I Rubel, Maximilien; Crump, John (red.). Non-Market Socialism in the Nineteenth and Twentieth Centuries. New York: St. Martin's Press. s. 105.
  4. ^ Initially, a majority within the KPD opposed electoral politics and trade unionism, placing it to the left of Bolshevik orthodoxy.[2][3]
  5. ^ Hudis, Leter (2022-09-21). "Rosa Luxemburg Was the Great Theorist of Democratic Revolution - Rosa-Luxemburg-Stiftung". www.rosalux.de (amerikansk engelsk). Hentet 2024-10-21.
  6. ^ Luxemburg's idea of democracy which Stanley Aronowitz calls "generalized democracy in an unarticulated form" represents Luxemburg's greatest break with "mainstream communism" since it effectively diminishes the role of the communist party, but it, similar to the views of Karl Marx, states that the working class must "emancipate" themselves without a higher authority.[5]
  7. ^ Haro, Lea (2011). "Entering a Theoretical Void: The Theory of Social Fascism and Stalinism in the German Communist Party". Critique: Journal of Socialist Theory. 39 (4): 563-582. doi:10.1080/03017605.2011.621248. S2CID 146848013.
  8. ^ Bois, Marcel (17 juni 2012). "A Son of His Class". Jacobin. Hentet 4 januar 2022.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  9. ^ "Left". Encyclopædia Britannica (engelsk). 2009-04-15. Hentet 2022-05-22. ... communism is a more radical leftist ideology.
  10. ^ Fulbrook, Mary (2014). A History of Germany 1918 – 2014: The Divided Nation (4th udgave). John Wiley & Sons. ISBN 9781118776148.
  11. ^ Rogers, Daniel E. (september 1993). "Transforming the German Party System: The United States and the Origins of Political Moderation, 1945-1949". The Journal of Modern History. JSTOR. 65 (3): 512-541. JSTOR 2124849. Hentet 2025-01-31. The far Left is more easily described, since after 1945 it presented only two parties to voters and the Allies: the KPD and the Socialist Unity Party (SED).{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  12. ^ "Speeches at the First Congress of the Communist International March 1919". Marxists.
  13. ^ "Color design workbook : a real-world guide to using color in graphic design". s. 86. OCLC 60393965.
  14. ^ Ottokar Luban, The Role of the Spartacist Group after 9 November 1918 and the Formation of the KPD, in: Ralf Hoffrogge and Norman LaPorte (eds.), Weimar Communism as Mass Movement 1918-1933, London: Lawrence & Wishart, 2017, pp. 45-65.
  15. ^ Olaf Ihlau: Die roten Kämpfer. Ein Beitrag zur Geschichte der Arbeiterbewegung in der Weimarer Republik und im Dritten Reich (= Marburger Abhandlungen zur politischen Wissenschaft, Band 14, ISSN 0542-6480). Hain, Meisenheim am Glan 1969, (Nachdruck. (= Politladen-Reprint. No. 8). Verlag Politladen, Erlangen 1971, ISBN 3-920531-07-8; Zugleich: Marburg, Universität, Dissertation, 1968).
  Portal:kommunisme
 
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Tysklands_Kommunistiske_Parti&oldid=12050995"