Åbn hovedmenuen

Vladimir Lenin

russisk politiker
(Omdirigeret fra Lenin)

Vladimir Ilitj Lenin (russisk: Влади́мир Ильи́ч Ле́нин, tr. Vladimir Ilitj Lenin Lyd Lyt +  ?; født Vladimir Ilitj Uljanov den 22. april 1870 i Simbirsk, død 21. januar 1924 i Gorki Leninskije) var den sovjetiske statsleder i perioden 6. november 191721. januar 1924 og en vigtig marxistisk revolutionær teoretiker, hvis bidrag til den marxistiske teori betegnes Leninisme (heraf: Marxisme-leninisme). Navnet Lenin er det revolutionære dæknavn, som Vladimir Uljanov er bedst kendt under. Han begyndte at bruge dette navn første gang i 1901, hvor han yderligere kombinerede det med fornavnet Nikolaj. Senere under hans politiske storhedstid blev han nok mest kendt under sit officielle for- og fadersnavn: Vladimir Ilitj Lenin. Selve navnet Lenin er efter al sandsynlighed afledt af den sibirske flod Lena.

Vladimir Lenin
Bundesarchiv Bild 183-71043-0003, Wladimir Iljitsch Lenin.jpg
Personlig information
Pseudonym ЛенинRediger på Wikidata
Født Владимир Ильич УльяновRediger på Wikidata
10. april 1870Rediger på Wikidata
Simbirsk
Død 21. januar 1924 (53 år)Rediger på Wikidata
Gorki LeninskijeRediger på Wikidata
Dødsårsag blodprop i hjertet
Gravsted Lenins mausoleumRediger på Wikidata
Bopæl Podolsk, Sjusjenskoje, Schwabing, Moskva, Sankt Petersborg, LondonRediger på Wikidata
Højde 165 cmRediger på Wikidata
Religion AteismeRediger på Wikidata
Politisk parti Ruslands socialdemokratiske arbejderparti, Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, Sovjetunionens kommunistiske partiRediger på Wikidata
Far Ilja Nikolaevitj UljanovRediger på Wikidata
Mor Maria Alexandrovna BlankRediger på Wikidata
Søskende Dmitrij Ilitj Uljanov,
Aleksandr Ilitj Uljanov,
Anna Iljinitjna Jelisarova,
Marija Ilinitjna Uljanova,
Olga Ilinitjna UljanovaRediger på Wikidata
Ægtefælle Nadesjda Krupskaja (1898-1924)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Kasans kejserlige universitet (til 1888),
Juridisk fakultet, Sankt Petersborgs statsuniversitet (fra 1890)Rediger på Wikidata
Medlem af Centralkomiteens Politbureau i SUKP(b)Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Politisk teoretiker, økonom, journalist, revolutionær, skribent, jurist, filosof, politikerRediger på Wikidata
Fagområde FilosofiRediger på Wikidata
Deltog i Den Russiske Revolution 1917Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Sankt Petersborgs StatsuniversitetRediger på Wikidata
Arbejdssted Moskva, Sankt PetersborgRediger på Wikidata
Kendte værker Imperialismen som kapitalismens højeste stadiumRediger på Wikidata
Bevægelse Anti-imperialisme, Klassekamp, Antikapitalisme, MarxismeRediger på Wikidata
Påvirket af Georgy Plekhanov, Aleksandr Herzen, Friedrich Engels, Josef Dietzgen, Karl Kautsky med flereRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser ArbejdsordenenRediger på Wikidata
Signatur
Unterschrift Lenins.svg
Eksterne henvisninger
Beskrevet iEncyclopædia Britannica
Den store sovjetiske encyklopædi
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Indholdsfortegnelse

Lenins unge årRediger

Han blev født i Simbirsk som søn af Ilja Nikolaevitj Uljanov og Marija Aleksandrovna Blank. Han døde 53 år efter i sit hjem i landsbyen Gorki lidt uden for Moskva af et slagtilfælde. Han havde da haft to tidligere slagtilfælde og blev desuden udsat for et attentatforsøg den 30. august 1918 af Fanni Kaplan.

Lenins ældre bror – Aleksandr Uljanov – blev i 1887 arresteret og hængt for at have medvirket i planer om at myrde zar Alexander 3. Henrettelsen af Aleksandr gjorde et uudsletteligt indtryk på Lenin. I efteråret 1887 blev Lenin bortvist fra universitetet i Kasan for deltagelse i et studentermøde. Han kastede sig med stor energi ind i studiet af Karl Marx og ikke mindst den revolutionære bevægelses historie.

Efter halvandet års intense selvstudier tog Lenin juridisk embedseksamen i Sankt Petersborg som bedste kandidat. I efteråret 1893 slog Lenin sig ned i Sankt Petersborg og blev medlem af en socialdemokratisk gruppe. Efter en rejse til Vesteuropa i 1895 var han med til at organisere Kampforbundet for arbejderklassens befrielse og begyndte at udgive en illegal avis. Lenin blev straks arresteret, og efter et års fængsel blev han forvist til Sibirien i fire år, hvor han levede i eksil fra 1896-1900.

Under forvisningen til Sibirien arbejdede Lenin med planerne om en illegal avis, der skulle tjene som redskab i opbygningen af en partiorganisation. Avisen, der kom til at hedde И́скра (tr. Iskra, dansk: ~ Gnisten), blev trykt i Leipzig i december 1900. Senere flyttedes trykningen til London, hvorfra aviserne blev smuglet til Rusland. Her opbyggedes et netværk af hemmelige agenter, som stod for distributionen. Ved den anden kongres i 1903 i det russiske socialdemokratiske parti fremtvang Lenin en sprængning af partiet mellem bolsjevikker ("flertalsmænd") og mensjevikker ("mindretalsmænd").

Den 9. januar 1905 – "den blodige søndag" – blev hundredvis af arbejdere dræbt under en fredelig demonstration foran Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Massakren førte til strejker over hele Rusland, som først døde ud, da året var omme, da soldaterne i det store og hele var loyale overfor zaren. Ved denne lejlighed blev begrebet sovjetterne opfundet, og disse arbejderråd blev dannet i mange større byer. Lenin selv opfattede denne revolution som et lærestykke:

  "Arbejderklassen fik en storslået lektion i borgerkrig; proletariatets revolutionære opdragelse tog på én dag et så stort skridt fremad, som den ikke kunne have taget i måneder og år i sit grå, forkuede hverdagsliv. Det heroiske Petersborgproletariats parole: Døden eller friheden! ruller nu som et ekko ud over hele Rusland".  
Vladimir Lenin (1905) Revolutionen i Rusland begyndt[1]

Lenin i eksilRediger

Efter oprøret den 22. januar 1905 måtte Lenin drage i eksil, og han opholdt sig i forskellige lande i Europa, hvor han var en flittig skribent af revolutionære skrifter. Han styrede samtidig den illegale bolsjevikkiske bevægelse.

Lenin i KøbenhavnRediger

 
Vesterbrogade 112a, hvor Lenin boede. Mindepladen blev opsat på ejendommen i 1984.

Efter den mislykkede revolution i 1905 boede Lenin som en del andre prominente russiske revolutionære i adskillige byer i Central- og Vesteuropa og besøgte bl.a. ved to lejligheder Danmark. Første gang var et kort besøg i 1907, hvor det russiske socialdemokrati planlagde at afholde en eksilkongres i København, idet repressionen i Rusland var for voldsom til, at der kunne afholdes kongres dér. Det russiske styre lagde dog pres på den danske regering for at få det forpurret, og allerede inden kongressen kunne komme i gang, blev samtlige deltagende udvist af Danmark med tolv timers varsel. Andet besøg var af lidt længere varighed, idet Lenin besøgte København fra den 26. august til den 27. oktober 1910, hvor han boede i baghuset til Vesterbrogade 112a1. sal, hos familien Petersen, mens han deltog i den anden internationales 8. kongres, der fandt sted i Odd Fellow Palæet fra den 28. august til 3. september 1910. Kongressen samlede i alt omkring 900 delegerede fra mere end 20 lande. Blandt andre russiske revolutionære ved kongressen kan nævnes: Plekhanov, Zinovjev, Kamenev og Trotskij. [2]

Under besøget i København benyttede Lenin lejligheden til at studere statistisk materiale på Det Kongelige Bibliotek. Det værelse, han lejede, var normalt beboet af Maren Jensen, som i sommerperioden opholdt sig på landet og dermed gjorde det muligt for Lenin at bo der. Lenin kunne derfor leje værelset på 2 x 4m for 10 kr. om måneden plus 5 kr. for morgenkaffe. Værelset havde en divan, et bord og to stole. Det bord, Lenin sad og arbejdede ved på Vesterbro, blev senere sendt til Moskva for at blive udstillet på Leninmuseet.[3] Lejligheden havde han fundet via den russiske emigrant Mikhail Kobetskij, sovjetisk ambassadør i København i årene 1924-33.

Revolutionen bryder udRediger

Efter februarrevolutionen i 1917 vendte Lenin tilbage til Petrograd (tidligere Sankt Petersborg) fra Zürich og opfordrede til øjeblikkelig overtagelse af den politiske magt under sloganet "Al magt til sovjetterne". I august/september 1917 skrev han "Staten og revolutionen", der må ses som en opskrift på, hvorledes revolutionen kunne gennemføres i Rusland.

  "Disse ord: "at sønderbryde det bureaukratisk-militære maskineri", indeholder kort udtrykt marxismens hovedlære om proletariatets opgaver under revolutionen over for staten.  
Vladimir Lenin (1917) Staten og revolutionen[4]

Den siddende regering blev afsat den 25. oktober[5], da bolsjevikkerne med støtte fra tropper fra marinen gennemførte et kup. Ved valget til den grundlovgivende forsamling en måned senere opnåede bolsjevikkerne blot 175 af 707 pladser, men ved hjælp af sovjetternes kontrol med de vigtigste industrier kontrollerede de – med Lenin i spidsen – statsapparatet, og den grundlovgivende forsamling fik ingen indflydelse.

Lenin efter 1917Rediger

  Uddybende artikel: Oktoberrevolutionen

Efter oktoberrevolutionen i 1917 var Lenin statsleder i spidsen for dannelsen af den sovjetiske stat i Rusland. Lenin introducerede en centralt styret, kommunistisk økonomi og nationaliserede fabrikker, miner, banker mv. Han trak Rusland ud af første verdenskrig og sluttede separatfred med Tyskland for at få de væbnede styrker hjem fra fronten. I de følgende måneder blev bankerne nationaliseret og overgik til statseje, ligesom en storstilet statslig overtagelse af produktionsmidler og jord blev indledt. Den konsekvente gennemførelse af bolsjevikkernes program førte til en blodig borgerkrig. Borgerkrigen førte til sejr for bolsjevikkerne, da den røde hær under ledelse af Trotskij nedkæmpede sine modstandere.

 
Lenin i Gorki i 1923, da han var præget af sit slagtilfælde.

I 1920 startede en frygtelig hungersnød i Rusland, og op til 5 millioner mistede livet. Lenin løste dette ved at indføre "den ny økonomiske politik" (NEP), som midlertidigt og i begrænset omfang indførte kapitalistiske markedsmekanismer – specielt i landsbyerne, og som tillod privat produktion og handel. Flertallet af den russiske befolkning støttede Lenin og kommunismen.

Fra 1921 var Lenin generet af søvnløshed og anfald af hovedpine og kvalme. I marts 1922, ved den 11. kommunistiske partikongres, var han meget medtaget. På denne kongres blev Stalin udnævnt til generalsekretær i centralkomitéen, utvivlsomt på Lenins opfordring. Kort tid bagefter blev Trotskij foreslået som viseformand i folkekommissærernes råd, hvilket betød, at han med tiden ville overtage Lenins stilling. Trotskij afslog, men grundlaget for den senere magtkamp mellem ham og Stalin var dermed lagt. I maj 1922 fik Lenin et ildebefindende med taleproblemer og lammelser i højre side; det første af en serie hjerneslag, der førte til hans død 20 måneder senere. Lægerne anbefalede hvile, men i efteråret fik han lov til at genoptage arbejdet. Efter et nyt slagtilfælde i december 1922 blev han anbefalet absolut ro. Lenin blev derfor isoleret på sit landsted i Gorki, hvor han hverken modtog gæster eller politiske nyheder. Alligevel tiltog hans betænkeligheder ved Stalin som leder, og han beskrev i notater Stalin som hensynsløs og illoyal. Til den 12. partikongres skrev Lenin til centralkomitéen, med krav om at få Stalin fjernet som generalsekretær. Men i marts 1923 fik Lenin et nyt slag, der gav ham betydelige taleproblemer og lammelser. Hans indflydelse på centralkomitéen forsvandt, mens Stalins blev styrket. I januar 1924 døde Lenin brat efter en serie krampeanfald. Der gik rygter om, at Stalin havde fået ham forgiftet; men obduktionsrapporten tyder på, at Lenin virkelig døde af et nyt hjerneslag. [6]

I sine sidste optegnelser, som har fået navnet "Lenins testamente", foreslog han en drastisk forøgelse af antallet af centralkomitémedlemmer for at styrke partiets stabilitet. Det var her, han ville have Stalin fjernet, og antydede sin støtte til Trotskij som ny partileder.[7] Testamentet blev læst op på den efterfølgende partikongres, men blev først offentliggjort i 1956 efter Stalins død.

Betydning og eftermæleRediger

Lenin anses for hovedmanden bag den russiske revolution og grundlæggeren af den sovjetiske stat, som under den kolde krig var en af verdens to supermagter. Han efterlader sig en betydelig skriftlig produktion, i alt ca. 15.000 normalsider med fortrinsvis revolutionære kampskrifter. Han var forbillede for Stalins opbygning af Sovjetunionen, men samtidig har venstreoppositionen brugt årtier på at argumentere for, at Stalin afsporede og korrumperede Lenins revolutionære projekt.[8] Borgerlige debattører karakteriserer generelt Lenin som en skrupelløs og blodtørstig diktator, der ikke adskiller sig væsentligt fra sin efterfølger, Stalin.[9]

I Danmark forsøgte fraktionen VS-Leninister at overbevise venstreoppositionen om, at Lenin var den sande efterfølger for Karl Marxs revolutionære projekt.

Efter den kolde krigs afslutning blev mange af de statuer af Lenin, der havde været symboler på kommunismen i Sovjetunionen og Østeuropa, destrueret.

Konstantin TjernenkoLeonid BresjnevJosef StalinMikhail GorbatjovJurij AndropovNikita KhrusjtjovVladimir Lenin 

FamilierelationerRediger

Lenins far Ilja var embedsmand og blev adlet. Lenin havde 5 søskende og var gift med Nadezjda Krupskaja, som døde den 27. februar 1939. Han havde dog også en elskerinde i Inessa Armand.

Nulevende efterkommere af Lenin: En niece.

NoterRediger

LitteraturRediger

Eksterne henvisningerRediger