Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.
For andre betydninger af Kansler og Rigskansler, se Tyske kanslere

En kansler (latin cancellarius) er en officiel titel for personer med forskellige pligter i civilisationer, som er dannet direkte eller indirekte under indflydelse af romerriget.

En tysk og østrigsk regeringschefs titel er forbundskansler (Bundeskanzler).

I den schweiziske regering er forbundskansleren (Bundeskanzler) en minister uden stemmeret. Han eller hun er nærmest en politisk udnævnt sekretariatsleder.

Kanslerembederne i Danmark

redigér

I Danmark har der eksisteret tre kanslerembeder, nemlig kongens kansler (cancellarius), rigskansler (justitiarius, til tider i litteraturen kaldet justitiar), og storkansler[1][2] hvor det førstnævnte er det ældste. Dronninger og tronfølgere havde dog til tider også embedsmænd, der blev benævnt kanslere.

Som noget usædvanligt nævnes Roskildes biskop Jens Andersen Lodehat ved tre lejligheder (1419, 1421 og 1423) Danmarks riges øverste kansler (summus cancellarius regni nostri Dacie, Rigens i Danmark øverste Kansler og des riikes to Dennemarken ouerste kentzeler). Samme titel dukkede senere kortvarigt op i forbindelse med to biskopper i Roskilde: Johan Jepsen Ravensberg (kaldes en enkelt gang i 1510 supremus cancellarius regni nostri Daciæ) og Joachim Rønnow (magnus cancellarius og archicancellarius). Jens Andersen Lodehat omtales også med en usædvanlig titel, da han 1413-1414 kaldes cancellarius regni Dacie, altså "Danmarks riges kansler", men tydeligvis ikke i betydningen rigskansler.

Sandsynligvis skyldtes det – i det mindste for Peder Jensen Lodehats og Jens Andersen Lodehats vedkommende – at den øverste kansler anvendte og forvarede det danske riges segl, mens en anden var kongens kansler og tog vare på Erik af Pommerns unionssekret. Kronologisk stemmer det med, at titlen øverste kansler først kommer i brug efter Kalmarunionens oprettelse. Ifølge denne forståelse opstod rigskansleren som rettertingskansler, der anvendte og forvarede rettertingsseglet, hvilket stemmer med den almindelige opfattelse.

Kongens kansler

redigér

Kongens kansler fungerede som leder af det kongelige kancelli. Muligvis har betegnelsen cancellarius dog nogen gange i 1400-tallet også været brugt om almindelige embedsmænd i kancelliet. Embedet var gennem middelalderen normalt besat af en gejstlig, hvilket må betragtes som ganske naturligt i lyset af, at de gejstlige næsten var de eneste med den fornødne uddannelse. Ofte fik kongens kanslere høje embeder indenfor kirken efter nogen tid i embedet og blev fx biskopper, selvom de sjældent blev rekrutteret fra samfundets øverste lag. Udover arbejdet i kancelliet blev kongens kansler ofte anvendt ved udenrigspolitiske opgaver, hvor han dog nok oftest fungerede mere som en slags sekretær end egentlig forhandler.


Kongens kanslere 1375-1520
Niels Jacobsen Ulfeldt 1376
Peder Jensen Lodehat 1396-1398
Hr. Jacob 1400
Jens Andersen Lodehat 1413-1416
Jens Jacobsen 1418
Jens Pedersen 1419-1434
Laurencius Brand
(hos Erik af PommernGotland)
1435-1439
Oluf Mortensen 1440-1446
Oluf Jensen 1448-1450
Oluf Mortensen 1452
Jens Clausen 1452-1453
Oluf Mortensen 1454-1455
Tetz Tetzsen Rosengård 1455-1457
Mogens Krafse 1458
Daniel Kepken 1459-1460
Jens Brostrup 1460
Daniel Kepken 1460-1464
Johannes Theoderi (eller Tyderici) 1465
Jens Brostrup 1469-1472
Johannes "Nicholas" 1473
Jens Pedersen 1473-1480
Mester Lage Johannis 1482
Niels Skave 1483-1485
Johan Jepsen Ravensberg 1486-1493
Doktor Hans Clausen 1496
Niels Stigsen Thott 1500-1501
Hr. Hartvig ukendt tidspunkt
Ove Bille 1506-1520

Senere kongelige kanslere i Danmark

redigér

NB: Der er tale om embedsmænd med titel som Kongens Kansler.

Denne liste er ufuldstændig; hjælp gerne med at udfylde den.

Rigskansler

redigér

Betegnelsen justitiarius i betydningen rigskansler bruges første gang under Valdemar Atterdag i 1350. Før den tid kan kongen selv blive kaldt justitiarius (Erik Menveds gravskrift i Ringsted Kirke) og flertalsformen justitiarii bruges fra midten af 1200-tallet om personer med dømmende myndighed. Endnu i 1400-tallet kunne dommere ved de enkelte landsting også kaldes justitiarius med en tilføjelse om, i hvilket land deres myndighed gjaldt. I nogle tilfælde kan man også finde rigskansleren omtalt som en cancellarius, men dog for det meste med en tilføjelse om, at han er rigets kansler, så han ikke forveksles med kongens kansler.

dansk finder man i det første år en række betegnelser for embedet, hvilket må tilskrives, at det var et nyt embede, der skulle dannes et navn for. I 1407 kaldes Jens Svendsen Bryms således rettertingskansler, og under Erik af Pommern tales der om en retter i Danmark (eller på plattysk: des riikes to Denemarken zakerichter) og kansler til sager (jf. ovennævnte teori om sammenhængen mellem segl og embede). Andre gange kaldes embedsmanden blot kansler, og først på Christian 1.s tid er navnet rigens kansler dominerende. I litteraturen kan man dog også finde betegnelsen justitiar brugt.

Embedet havde i sin oprindelse tæt forbindelse med det kongelige retterting, da rigskansleren forvarede rettertingsseglet (sigillum ad causas) og stod for anvendelsen af dette på kongebreve knyttet til rettertinget. Derudover optrådte han som vidne på rettertingsvidner. Rekrutteringen til embedet skete til dels fra de gejstliges rækker, men især fra de lavere dele af adelen og særligt fra Sjælland.

Rigskanslere 1350-1523
Niels Jensen Munk 1350-1364
Esbern Nielsen Bille 1365-1367
Godshalk Hemmingsen Degn 1368/1370-1375
Niels Thygesen Drage 1376-1389
Jens Svendsen Bryms 1396-1415
Peder Falster 1418-1420
Iven Foss 1423-1439
Jens Torbensen Sparre 1443-1460
Kjeld Nielsen Algudsen 1461-1468
Jep Jensen Sparre 1468-1472
Evert Grubbe 1473-1486
Hans Kjeldsen 1486-1494
Jørgen Marsvin 1494-1523

Senere rigskanslere i Danmark

redigér

NB: Der er tale om embedsmænd med titel af Rigets Kansler, ikke Kongens Kansler.

Denne liste er ufuldstændig; hjælp gerne med at udfylde den.

Storkanslere i Danmark

redigér

Storkanslerembedet var en forløber for statsministerembedet, se også Danske statsministre

Litteratur

redigér
  • Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439, Gyldendal:København 1980 ISBN 87-00-51833-6 (særligt afsnittet om "unionelt kancellistyre", s. 193-198)
  • William Christensen: Dansk Statsforvaltning i det 15. Aarhundrede, København 1903. Optrykt 1974 af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, ISBN 87-7500-834-3
  • Henrik Lerdam: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448, Museum Tusculanums Forlag:København 2001 ISBN 87-7289-702-3

Eksterne henvisninger

redigér