Martinus Thomsen

dansk skribent
(Omdirigeret fra Martinus)
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Martinus Thomsen (født 11. august 1890 i Sindal, død 8. marts 1981Frederiksberg) var en dansk forfatter, lærer, filosof (ikke Cand. mag) og selvudnævnt "åndsforsker". Skønt døbt Martinus Thomsen, ønskede han senere hen kun at bruge sit fornavn Martinus.

Martinus Thomsen
Danmark
1900-tallet
Martinus Thomsen 1950.jpg
Martinus i 1950
Personlig information
Født 11. august 1890
Sindal, Jylland, Danmark
Død 8. marts 1981
FrederiksbergRediger på Wikidata
Nationalitet Dansk
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Skribent, filosofRediger på Wikidata
Skole/tradition Martinus kosmologi, Esoterik, Moral
Eksterne henvisninger
Martinus Thomsens hjemmesideRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Martinus Thomsen beskrev en tro på et bevidsthedsliv, der er baseret på intuitiv erkendelse, i dag kendt under Martinus bevægelsen, som er en semi-religiøs bevægelse der påberåber sig at være "Videnskabelig".[1]

Dette dog uden at være anerkendt i videnskabelige kredse, og uden at benytte sig af videnskabelige metoder, ligesom man ikke kan undervises i bevægelsens materialer på universiteter, og bevægelsen ikke offentliggøres i videnskabelige journaler.

Efter sigende havde Martinus svaret på alt.

Han kunne stille sig selv et hvilket som helst spørgsmål, og så kom svaret bare til ham. Helt intuitivt og uden videre. Sådan havde det været siden en aften i 1921, da han var 30 år gammel. Den aften sad han i en spinkel kurvestol på sit værelse på Jagtvej i København, da et gennemtrængende lys pludselig brød ud. Stolen begyndte at knitre af elektricitet, og Jesus trådte ud af lyset og ind i Martinus’ krop.

Inden sin død skrev han ’Det Tredje Testamente’ på 10.000 sider, hvor han forklarer, at samfundet vil være i perfekt harmoni om knap 2.000 år. På det tidspunkt vil alle mennesker nemlig have udviklet kosmisk bevidsthed på samme måde som Jesus og Martinus selv havde det.[2]

ForfatterskabRediger

Martinus skrev mellem 1924 og 1981 i alt 41 bøger, hvoraf Livets Bog i 7 bind af mange betragtes som vigtigst for Martinus bevægelsen.

Yderligere bøger er påstået værende skrevet af Martinus Thomsen og udgivet posthumt, der findes dog ingen dokumentation herfor.

Martinus Thomsen tegnede et stort antal symboler til at beskriv sin egen tro: Farvelagte tegninger over hans påståede "verdensaltets struktur" og over hans opfattelse af "menneskets udviklingsforløb".

Martinus kaldte selv sin tilgang for åndsvidenskab[3], og han mente, at en sådan åndsvidenskab en dag ville blive sidestillet med naturvidenskab. Skønt hans følgere i dag påstår det er tilofældet, er der dog ingen uden for hans følgeres bevægelse som anerkender dette i dag.

Martinus Thomsens værker, som blev skrevet mellem 1924 og 1981, beskriver et selvopfunden univers, der dækker emner såsom spiritualitet, livsoplevelse, moral, karma, døden, seksualitet, nationernes skæbne og fremvæksten af en ny lys verdenskultur, m.m[4].

Martinus' liv og tidlige arbejdeRediger

Bemærk: Dette er en muligt romantiseret beskrivelse forfattet af Martinus Thomsen og hans følgere, for at understøtte ham som en åndelig leder. Der er ingen dokumentation for væsentlige dele af denne tekst, herunder særligt de emotionelle beskrivelser. Den gengives her for reference alene.

Referencer til hans "åbenbaringer" og lignende er fjernet. Disse er en del af en trosretning, ikke materiale for Wikipedia som er en encyklopædi.

Opvækst (ifølge Martinus bevægelsens egne beskrivelser)Rediger

 
Martinus' barndomshjem i Sindal, nu et museum

Det beskrives, at Martinus Thomsen kom til verden under fattige kår den 11. august 1890 og havde sin opvækst på landet nær stationsbyen Sindal i Nordjylland.

Hans barndomshjem Moskilvad – som i dag er åbent for interesserede – vidner om den fattige opvækst. Moderen var ugift og arbejdede som husbestyrerinde for godsejeren på en proprietærgård ved navn Kristiansminde. En staldkarl med efternavnet Thomsen blev udlagt som hans far, og hans officielle navn blev derfor Martinus Thomsen. Men Martinus anså det for mere sandsynligt, at godsejeren var hans rigtige far.

Martinus’ mor havde ikke mulighed for at tage sig af drengen, så han voksede i stedet op som plejebarn hos sin morbror og tante i de spartanske omgivelser i huset Moskilvad. Plejeforældrene var oppe i årene og havde i forvejen opfostret 11 børn. Martinus omtalte dem altid som meget kærlige mennesker, der, uanset de beskedne kår, skabte en varm og tryg ramme om hans opvækst. Han havde kun en begrænset kontakt til sin rigtige mor, som døde allerede da han var 11 år.

Undervisningsmæssigt blev det aldrig til andet end den stråtækte landsbyskole med dens i alt fem klasser og såre elementære pensum.

I lighed med mange andre børn fra småkårshjem, kom Martinus ud at tjene som hyrdedreng fra han var tolv år gammel.

Tidlige arbejdeRediger

Efter sin konfirmation kom Martinus i lære som smed. Det måtte han dog opgive, fordi han var for spinkel til det hårde arbejde, og han blev i stedet landarbejder.

Martinus følte sig tiltrukket af tanken om at blive missionær, men opgav det igen, bl.a. fordi han ikke kunne forlige sig med datidens udlægning af mange af de kristne dogmer.

I 1910 blev Martinus uddannet mejerist og arbejdede på forskellige mejerier rundt omkring i Danmark, inden han flyttede til København i 1917. Her arbejdede han i perioder som vagtmand og postbud, inden han i 1920 blev ansat som kontorist på mejeriet Enigheden.

NavnRediger

Martinus havde et stort ønske om at blive fri for sit efternavn: Thomsen. Han henvendte sig først til politimesteren på Frederiksberg. Denne sagde, at det kunne han nok ikke få tilladelse til, da et enkelt navn ikke var fyldestgørende, men måske kunne han få tilladelse til at hedde: Martinus Thomsen Martinus. Han ansøgte om at få denne navneforandring godkendt. Han fik afslag på sin ansøgning, og måtte derfor leve videre med sit døbenavn. [5]

Gennem hele sit voksne liv var han kendt gennem sit fornavn Martinus. Han brugte kun sit fornavn i sin underskrift, og signerede bøger også kun med fornavnet Martinus.

Martinus' læreRediger

Martinus’ samlede værk har titlen Det Tredie Testamente. Hovedværket er Livets Bog i syv bind. Som supplement hertil er udgivet Det Evige Verdensbillede, bog 1-3, hvori han ved hjælp af farvelagte symboler med tilhørende forklaringer klarlægger hovedprincipperne i sit verdensbillede. Desuden er udgivet bøgerne Logik, Bisættelse, og mindre bøger samt et stort antal artikler. Martinus Instituttet har efter Martinus død udgivet Det Evige Verdensbillede 4-5 samt Den Intellektualiserede Kristendom.

De nærmere omstændigheder omkring tilblivelsen er ikke officielt tilgængelig, men materialet, omend påstået værende posthumt må formodes at være forfattet af mennesker der nu driver Martinus bevægelsen som en forretning der udgiver selvsamme materiale.

ÅndsvidenskabRediger

Martinus har i sine værker beskrevet et samlet verdensbillede, der rummer et forsøg på en helhedsforklaring på tilværelsen. Hans baggrund herfor var en påstået intuitionsevne, der ifølge ham selv satte ham i stand til at overskue og analysere en påstået "åndelig verden", som skulle ligge bag en vagt formuleret "kendt fysisk verden".

Målet med hans arbejde var efter sigende at "skabe en åndelig videnskab, der kan give vor tids sandhedssøgende og logisk tænkende mennesker en dybere indsigt i livets natur og udviklingen i verden."

Et kernepunkt i hans verdensbillede, var forståelsen af, at vi mennesker og alle andre levende væsener skulle indgå i et levende verdensalt. Herigennem påstås synliggørelsen af, at der eksisterer en evig, alkærlig Guddom, som til alle tider har været kilden til religioner og åndsliv.

ReinkarnationRediger

Centrale elementer i hans lære er at "alle væsner har mange liv (reinkarnation)", og at formålet via de mange liv, er at opnå stadig højere bevidsthedsformer.

Et anderledes syn på følgeskabRediger

Omkring Martinus' arbejde holdes der foredrag og kurser rundt omkring i Norden, ligesom der sælges bøger og bedes om donationer.

Der drives også et reelt center med ejendomme, som drives af en af bevægelsen nøje beskrevet økonomisk model.

Samtidigt er det et kerneforsvar af bevægelsens følgere og de deltagende mennesker, at "Martinus Bevægelsen" ikke er en sekt, tro, eller en forening. At der ikke er tale om en tro, er dog ikke bevist.

I nyere tid er der opstået en del strid i Martinus-miljøet, der er meget klassisk for religiøse eller åndelige fællesskaber.

Efter Martinus Thomsens eget ønske, er det Rådet, som er Sagens øverste ledelse. Det består af fem medlemmer, som er valgt fem år ad gangen. De har ansvaret for at udgive Martinus’ bøger, drive undervisningscentret og forvalte Martinus’ Instituts formue på 40 millioner kroner.

Personer, der har brudt med Martinus Instituttet, men stadig betegner sig som »sagens venner,« lagt hele Martinus’ Det Tredje Testamente frit tilgængeligt til download på internettet i utilfredshed med, at Instituttet har udgivet en ny udgave af værket, hvor det originale layout er ændret, og retskrivningen i teksten er opdateret.[2]

Død, og arvRediger

Da Martinus døde i en alder af 90 år den 8. marts 1981 efterlod han sig et forfatterskab som hen mod slutningen af hans liv havde fået navnet Det Tredie Testamente. Dette består af et antal bøger, inklusive hovedværket Livets Bog i syv bind med cirka 3000 sider. Dele af Martinus forfatterskab er oversat til en række sprog, men kun på originalsproget – dansk – foreligger dette i sin helhed.

Martinus' bisættelse var i Tivolis Koncertsal den 29. marts 1981.

Efter eget ønske blev Martinus’ krop balsameret. Han er gravlagt på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Martinus åbnede i 1932 et lille kontor, der fik navnet ”Livets Bogs Bureau”. I 1943 overtog Martinus ejendommen Mariendalsvej 94-96 på Frederiksberg. Ejendommen var i næsten 40 år Martinus’ faste bolig og arbejdssted, og den dannede samtidig – ligesom i dag – rammen om de praktiske opgaver med bogudgivelser, tidsskriftredaktion, foredrag og studiekredse mv.

I 1945 fik Instituttet det navn, som stadig bruges i dag, nemlig ”Martinus Åndsvidenskabelige Institut” eller, den kortere form, ”Martinus Institut”. I 1956 blev Instituttet organiseret som en almennyttig selvejende institution.

Frem til Martinus’ bortgang blev principperne for Instituttets fremtidige virke indskrevet i det, der benævnes som ”Love for Martinus Åndsvidenskabelige Institut”. [6]

I sit testamente gav Martinus sin formelle godkendelse af overdragelsen af alle rettigheder til Instituttet. [7]

Lovene er senere videreført i fundatserne for Instituttets nuværende to fonde, Martinus Idealfond og Martinus Aktivitetsfond. Martinus Institut har udgivet bogen Samarbejdsstrukturen, der indeholder en samlet beskrivelse af principperne for samarbejde og organisering inden for Instituttets rammer.

BibliografiRediger

HovedværkerRediger

SmåbøgerRediger

  • Menneskehedens skæbne – 1933
  • Påske – 1934
  • Hvad er sandhed? – 1944
  • Omkring min missions fødsel – 1936
  • Den ideelle føde – 1933
  • Blade af Guds billedbog – 1943
  • Den længst levende afgud – 1938
  • Menneskeheden og verdensbilledet – 1948
  • Mellem to verdensepoker – 1947
  • Kosmisk bevidsthed – 1943
  • Bønnens mysterium – 1943
  • Vejen til indvielse – 1953
  • Juleevangeliet – 1945
  • Bevidsthedens skabelse – 1952
  • Ud af mørket – 1951
  • Reinkarnationsprincippet – 1958
  • Verdensreligion og verdenspolitik – 1961
  • Livets skæbnespil – 1943 + 1961
  • Kosmiske glimt – 1958
  • Meditation – 1963
  • Hinsides dødsfrygten – 1950
  • Livets vej – 1948
  • De levende væseners udødelighed – 1957
  • Kulturens skabelse
  • Vejen til paradis – 1958
  • Djævlebevidsthed og kristusbevidsthed
  • Verdensfredens skabelse
  • To slags kærlighed – 1967

Martinus InstitutRediger

Martinus Institut er en erhvervsdrivende fond, der har til formål formål at formidle hans forfatterskab til omverdenen. Han har overdraget Instituttet ansvaret og rettighederne til sit samlede værk Det Tredie Testamente, og har fastlagt de opgaver, Instituttet skal varetage. Dette indebærer som nævnt i fundatsen at værkerne skal bevares uændret som de foreligger fra hans side. Tillige hører publicering og oversættelse af Martinus’ værk, samt at oplyse om og undervise ud fra dette værk.

Til ansvaret hører beskyttelsen af indholdet i Det Tredie Testamente. Martinus Institut har ophavsretten til publicering af værket på alle sprog, hvad enten det sker i bogform, på internettet eller på anden måde.


I 1980 overdrog Martinus ophavsretten til sine værker til Martinus Institut. [8] Martinus ønskede efter sigende på den måde at sikre sig, at der findes ét institut i verden, som kan være garant for publicering af hans værk i autoriseret form, og som tilbyder information og undervisning, der bygger direkte på dette værk.

  Målet med verdensgenløsningen er, at menneskene skal komme til at forstå denne tilværelse og tage imod den undervisning i livslovene, de kan få her. Tænk, hvad det vil betyde, hvis man i stedet for at irriteres over det, der sker, bruger sin energi til at prøve på at forstå, hvorfor det, der sker, er det rigtige netop i den nuværende situation baseret på fortiden, og med henblik på den gavn vi erfaringsmæssigt kan have deraf i fremtiden. [9]  

Martinus åbnede i 1932 et lille kontor, der fik navnet Livets Bogs Bureau. I 1945 fik Instituttet det officielle navn, som stadig bruges i dag, nemlig Martinus Åndsvidenskabelige Institut eller, den kortere form, Martinus Institut. I 1956 blev Instituttet organiseret som en almennyttig selvejende institution. Siden 1943 har Instituttet haft til huse på adressen Mariendalsvej 94-96, 2000 Frederiksberg. Martinus boede og arbejdede her i næsten 40 år frem til sin bortgang i 1981.

I dag rummer huset Instituttets administration, bogsalg og forlag, som udover Martinus-litteraturen også udgiver tidsskriftet Kosmos på flere sprog. Huset er tillige et kursuscenter, hvor der afholdes foredrag, seminarer og studiekredse ud fra det verdensbillede, som Martinus har beskrevet. Størstedelen af Instituttets undervisning foregår i øvrigt på Martinus Center i Klint.

Martinus Institut er en idealistisk arbejdsplads, der udover nogle få fastansatte samler en række frivillige ulønnede medarbejdere, som udfører store dele af Instituttets mange opgaver. En stor del af Instituttets økonomi er baseret på gaver og arv.

Martinus Institut ledes af en bestyrelse, som efter Martinus’ ønske benævnes ”rådet”. Det er rådet, der har det overordnede ansvar for alle Instituttets opgaver. Rådet består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. Ved fratræden supplerer rådet sig selv. Ingen, bortset fra de rådsmedlemmer Martinus før sin bortgang selv udpegede, kan være suppleant og rådsmedlem i mere end sammenlagt 7 år. Efter at man er udtrådt, kan genindtræden ikke finde sted.

Betydning og indflydelse

Dele af Martinus’ værk er foreløbigt oversat til 20 andre sprog end dansk. Værket foreligger dog endun kun i sin helhed på dansk.

ReferencerRediger

LitteraturRediger

Om Martinus’ verdensbildeRediger

  • Byskov, Else: Death Is An Illusion. A logical explanation based on Martinus’ worldview. 2002, Paragon House. ISBN 1-55778-813-8
  • Lorentsen, Asger: Det Levende Verdensbillede. Levendegørelse mellem Martinus og esoterisk filosofi. 2006, Den Gyldne Cirkels Forlag. ISBN 87-990058-1-6
  • Martinus Institut: Samarbejdsstrukturen. 1992, Borgen Forlag. ISBN 87-21-02060-4
  • Per Bruus-Jensen: X. En komplett indføring i Martinus’ kosmologi. (4 bind). 1987, Nordisk Impuls. ISBN 87-88652-26-2

BiografiskRediger

  • Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, Zinglersen’ Forlag. ISBN 87-8511-8575
  • Sam Zinglersen: Martinus – som vi husker ham. 1988, Zinglersen’ Forlag. ISBN 87-8511-8583
  • Per Bruus-Jensen: Sol & Måne. Glimt fra 10 år I lære hos en stor, moderne mystiker og intuitionsbegavelse. 2001, Nordisk Impuls. ISBN 87-88652-29-7
  • Kurt Christiansen: ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente. En biografi.” 2005, Kosmologisk Information’s Forlag. ISBN 87-985474-9-6

Eksterne henvisningerRediger