Nikita Sergejevitj Mikhalkov (russisk: Никита Сергеевич Михалков, født 21. oktober 1945 i Moskva, Sovjetunionen) er en sovjetisk og russisk skuespiller, filminstruktør og formand for den russiske filmfolksforening.[3]

Nikita Mikhalkov
Nikita Mikhalkov i 2018
Personlig information
Fulde navnНикита Сергеевич Михалков
Nikita Sergejevitj Mikhalkov
FødtНикита Сергеевич Михалков Rediger på Wikidata
21. oktober 1945 (78 år) Rediger på Wikidata
Moskva, Rusland Rediger på Wikidata
NationalitetSovjetunionen
Rusland Rediger på Wikidata
ReligionDen ortodokse kirke Rediger på Wikidata
FarSergej Mikhalkov Rediger på Wikidata
SøskendeAndrej Mihalkov-Koncalovskij Rediger på Wikidata
ÆgtefælleAnastasija Vertinskaja (1966-1969) Rediger på Wikidata
Uddannelses­stedGerasimov-instituttet for kinematografi, GOU CO Nr. 1239, Boris Sjtjukin Teaterinstitut, Den centrale musikskole Rediger på Wikidata
BeskæftigelseFilmskuespiller, iværksætter, konferencier, forelæser, sanger, filminstruktør, manuskriptforfatter, filmproducent, skuespiller, instruktør, forfatter, filmmanuskriptforfatter, blogger, tv-vært Rediger på Wikidata
Aktive år1959 - i dag
Nomineringer og priser
NomineringerEuropæiske Filmpris for bedste film (1993) Rediger på Wikidata
UdmærkelserOfficer af Æreslegionen (1992)
Kommandør af Æreslegionen (1994)
Russian Award “The best books, publishing houses, projects”[1]
«Феникс» (премия)[2] (2024)
Storkorset af Den Italienske Republiks Fortjenesteorden (2004) med flere Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Nikita Mikhalkovs hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Mikhalkovs film har modtaget flere internationale priser. Urga - kærlighedens tegn fra 1991 vandt Guldløven ved filmfestivalen i Venedig og blev nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film, Brændt af solen (1994) modtog en Grand Prix ved Filmfestivalen i Cannes og en Oscar, og 12 (2007) blev nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film. Han modtog i 2007 ved Filmfestivalen en Specialpris for sit bidrag til film og filmindustrien.

Opvækst

redigér

Mikhalkov blev født i Moskva i en adelig familie. Oldefaren var den kejserlig guvernør i Jaroslavl, og faren, Sergej Mikhalkov, var kendt forfatter af børnelitteratur og forfatter af Sovjetunionens statshymne. Mikhalkovs mor, digteren Natalja Kontjalovskaja, var datter af avantgarde-kunstneren Pjotr Kontjalovskij og barnebarn af en anden maler, Vasilij Surikov. Nikitas ældre bror er filmskaberen Andrej Kontjalovskij, primært kendt for sit samarbejde med Andrej Tarkovskij og hans egne Hollywood actionfilm, såsom Runaway Train og Tango & Cash.

Filmkarriere

redigér

Mikhalkov Gik på børneskuespilerskolen under Moskva kunstnerteater og senere på Sjtjukin-skolen under Vakhtangovteatret. Mens han gik på skolen medvirkede han i Georgij Danelijas film Romance i Moskva (1964) og i en række andre skuespillerroller.

Samtidig med med skuespillet begyndte Mikhalkov at studere på filmskolen VGIK i Moskva under instruktøren Mikhail Romm, der tillige havde undervist Mikhalkovs bror og Andrej Tarkovskij. Han var instruktør på en række kortfilm, inden han i 1974 som 28-årig fik udgivet sin første spillefilm som instruktør, den "røde western" Ven blandt fjender. Han fik international anerkendelse for sin anden film Kærlighedens slaver (1976), der handlede om et filmhold, der i 1917 forsøger at indspille en stumfilm på et feriested, mens Oktoberrevolutionen udspiller sig. Filmen blev i 1977 fulgt op af Ufuldendt stykke for mekanisk klaver, en filmatisering af Anton Tjekhovs skuespil Platonov. Filmen vandt førsteprisen ved filmfestivalen i San Sebastian.

Samtidig med at Mikhalkov spillede hovedrollen i brorens episke film Sangen om Sibirien (1979), instruerede han Pjat vetjerov (da.: Fem nætter), en kærlighedshistorie om et par, der adskilles af anden verdenskrig og som genforenes efter 18 år. Mikhalkov instruerede i denne periode en række film, herunder den prisvindende Bez svidetelej[4] (da.: Uden vidner) (1983) og medvirkede tillige som skuespiller i flere sovjetiske produktioner, herunder i in Eldar Rjazanovs populære romantiske komedie- og melodramer Vokzal dlja dvoikh (da.: Station for to) (1982) og Zjestokij romans (En grusom romance) (1984).

Han fik gennembrud i vesten med den russisk-italienske Sorte øjne (1987), også bygget på Tjekhov og med Marcello Mastroianni i hovedrollen. Mastroianni fik for sin præstation i filmen prisen for bedste mandlige skuespiller ved Filmfestivalen i Cannes i 1987[5] og blev ligeledes nomineret til en Oscar for præstationen. Mikhalkovs næste film, Urga - kærlighedens tegn, fra 1991 modtog Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig og blev nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film. Med eksperimentalfilmen Anna: ot 6 do 18 fra 1993 beskrev han gennem optagelser af sin datter Anna Sovjetunionens udvikling fra 1980 til kollapset i 1991 og de første turbulente år i det nye Rusland.

Mikhalkovs mest kendte produktion er Brændt af solen (1993), der beskriver den paranoide atmosfære i Sovjetunionen under Stalins udrensninger i 1930'erne. Filmen vandt Grand Prix ved Filmfestivalen i Cannes i 1994[6] og en Oscar for bedste fremmedsprogede film[7] og flere andre priser.

Han var i 1996 formand for juryen ved Filmfestivalen i Berlin.[8]

 
Mikhalkov og datteren Nadesjda ved Cannes Film Festival i 2010

Efter successen med Brændt af Solen skrev og instruerede Mikhalkov den stort anlagte Sibirskij tsirjulnik (da.: Barberen fra Sibirien (1998). Filmen blev vist uden for konkurrence ved Cannes Film Festival i 1999[9] og havde Julia Ormond og Oleg Mensjikov i hovedrollerne, ligesom Mikhalkov selv spillede filmens rolle som zar Aleksandr 3. af Rusland. Filmen modtog Den Russiske Føderations Statspris. Mikhalkov blev kort efter valgt som formand for Den russiske filmfolksforening og har siden 2000 været leder af Filmfestivalen i Moskva.

Mikhalkovs genindspilning af Sidney Lumets retsdrama 12 Angry Men, udgivet som 12 vandt Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig i 2007 og blev nomineret til en Oscar.[10] Filmen Exodus - Brændt af Solen 2 blev præsenteret på Filmfestivalen i Cannes i 2010 og deltog ved Oscaruddelingen året efter, men vandt ingen priser.[11][12]

Privatliv

redigér

Mikhalkovs blev gift første gang i 1967 med skuespilleren Anastasija Vertinskaja, som han fik sønnem Stepan med. Han blev gift anden gang med Tatjana; parret har fået børnene Anna (1974), Artyom (1975) og Nadja (1986).

Politisk aktivitet

redigér
 
Mikhalkov med den russiske premierminister Vladimir Putin på settet til filmen Exodus - Brændt af Solen 2 i 2008

Mikhalkov er aktivt involveret i russisk politik og er kendt for sine nationalistiske og pro-slaviske synspunkter. Han har været fortaler for Ivan Iljins ideer om et post-Sovjetisk Rusland og har skrevet flere artikler om Iljin og vr blandt initiativtagerne til at flytte Iljins rester fra begravelsesstedet i Schweiz til Donskojklosteret i Moskva.

Han har offentligt støttet ultranationalistiske politikere i Serbien.[13][14]

Mikhalkov har beskrevet sig som en monarkist[15][16] og er en fast støtte for den russiske præsident Vladimir Putin.[17]

Mikhalkovs enerådige ledelse af den russiske filmfolkforening er blevet kritiseret af en række fremtrædende russiske filmfolk, der i 2010 opfordrede til, at der blev dannet en ny konkurrerende forening.[18][19]

Mikhalkov blev i 2015 udelukket fra indrejse i Ukraine som følge af hans støtte til Ruslands annektering af Krim.[20][21] I februar 2022 støttede han offentligt Ruslands invasion af Ukraine[22] og blev i december 2022 under givet sanktioner fra EU.[23]

Filmografi i udvalg

redigér

Som instruktør

redigér

Som skuespiller – (med instruktør)

redigér

Som manuskriptforfatter og/eller producent

redigér

Referencer

redigér
  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på russisk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ Peter Rollberg (2016). Historical Dictionary of Russian and Soviet Cinema. US: Rowman & Littlefield. s. 489-491. ISBN 978-1442268425.
  4. ^ "13th Moscow International Film Festival (1983)". MIFF. Arkiveret fra originalen 7. november 2013. Hentet 8. februar 2013.
  5. ^ "Festival de Cannes: Dark Eyes". festival-cannes.com. Hentet 19. juli 2009.
  6. ^ "Festival de Cannes: Burnt by the Sun". festival-cannes.com. Hentet 30. august 2009.
  7. ^ "'Burnt By the Sun' Wins Foreign Film Oscar". AP NEWS (engelsk). 27. marts 1995. Hentet 2022-05-31.
  8. ^ "Berlinale: 1996 Juries". berlinale.de. Hentet 1. januar 2012.
  9. ^ "Festival de Cannes: The Barber of Siberia". festival-cannes.com. Hentet 11. oktober 2009.
  10. ^ Russian director Mikhalkov's "12" movie nominated for Oscar, ria.ru
  11. ^ "Hollywood Reporter: Cannes Lineup". hollywoodreporter. Arkiveret fra originalen 22. april 2010. Hentet 16. april 2010.
  12. ^ ""Цитадель" Михалкова выдвинута на "Оскар"". Penza. 19. september 2011. Hentet 19. september 2011.
  13. ^ Михалков: "Я приехал, чтобы поддержать сохранение Косова в составе Сербии" (Webside ikke længere tilgængelig)
  14. ^ Ragozin, Leonid (21.-27. januar 2008). "Точка невозврата". Russian Newsweek. 4 (178). Arkiveret fra originalen 11. februar 2009. Hentet 14. maj 2009. Михалков прищурился еще хитрее и нанес главный риторический удар: «Потому что православие – это основная сила, противостоящая культурному и интеллектуальному макдоналдсу»...Вдруг из зала раздался провокационный вопрос: «А что лучше – макдоналдс или сталинизм?» – «Ну это кому как», – ответил сын лауреата Сталинской премии.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
  15. ^ Великое интервью о великом кино Arkiveret 26. november 2010 hos Wayback Machine. Kommersant.ru. 11. maj 2010.
  16. ^ "Никита Михалков сдал мигалку". Arkiveret fra originalen 6. august 2012. Hentet 4. februar 2016.
  17. ^ Bayer, Alexei (24. marts 2008). "Sympathy for the devil". The Moscow Times. Arkiveret fra originalen 30. marts 2008. Hentet 24. marts 2008.
  18. ^ НАМ НЕ НРАВИТСЯ Arkiveret 12. april 2010 hos Wayback Machine – manifesto of those starting new union
  19. ^ "Opponents of Nikita Mikhalkov to Found Alternative Union of Cinematographers". Russia-ic.com. 19. april 2010. Hentet 13. oktober 2013.
  20. ^ "Director Nikita Mikhalkov Speaks Out After Ukraine Ban". The Hollywood Reporter. 31. august 2015.
  21. ^ "Кінорежисер Михалков створює загрозу нацбезпеці України – СБУ".
  22. ^ "Михалков: признание РФ Луганской и Донецкой народных республик было единственным выходом" [Mikhalkov: Ruslands anerkendelse af Luhansk og Donetsk Folkerepublikker var den eneste udvej] (russisk). TASS. 2022-02-25. Hentet 2022-08-20.
  23. ^ "COUNCIL DECISION (CFSP) 2022/2477 of 16 December 2022". Hentet 8. februar 2023.
  24. ^ Solnechnyy udar (Sunstroke) at IMDb.com

Litteratur

redigér

Eksterne henvisninger

redigér