Ole Flygaard

dansk folketingsmedlem (1929-2002)

Ole Flygaard (født 25. april 1929 i Ringkøbing, død 25. november 2002[1]) var en dansk økonom og politiker. Han var medlem af Folketinget for Danmarks Retsforbund 1973-1975 og 1979-1981.

Ole Flygaard
Medlem af Folketinget
valgt i Nordjyllands Amtskreds
Embedsperiode
15. marts 1979 – 8. december 1981
ForegåendeSvend Hjortlund Christensen
Embedsperiode
4. december 1973 – 8. januar 1975
Personlige detaljer
Født25. april 1929
Død25. november 2002 (73 år)
Politisk partiDanmarks Retsforbund
Links
Biografi på folketinget.dk
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Flygaard var søn af stationsforstander Marius Thøger Pedersen Flygaard og Anna Elisabeth Flygaard og blev født 25. april 1929 i Ringkøbing. Han tog realeksamen fra Ringkøbing Kommunale Skole i 1945 og blev matematisk student fra Vestjysk Gymnasium i 1948. Herefter studerede han økonomi ved Københavns Universitet 1948-1955 og blev cand.polit. i 1955.[1]

Flygaard var overassistent i A/S Nordisk Brandforsikring 1956-57 og sekretær i Statens Ligningsdirektorat i 1957 og sekretær ved Amtsligningsinspektoratet for Frederiksborg Amt i Hillerød i 1959. Han var timelærer ved Hillerød Handelsskole og Handelsgymnasium 1962-63 og blev i 1963 adjunkt, inspektør og studieleder på skolen. Han var direktør for Nakskov Handelsskole og Handelsgymnasium 1965-69 og blev i 1969 lektor ved Ålborg Handelsgymnasium. Han underviste på flere bankskoler fra 1963 og underviste i nationaløkonomi samt erhvervs- og samfundsbeskrivelse på Handelshøjskolens Ålborg-afdeling fra 1969. Flygaard var endvidere tilknyttet Forvaltningshøjskolens afdeling i Ålborg fra 1970 samt Den Sociale Højskole i Ålborg 1971-73.[1]

Flygaard var landsformand for Handelsskolernes Lærerforening 1977-79. Han skrev mange artikler og anmeldelser af økonomisk litteratur. Han var redaktør af Retsforbundets blad "Vejen Frem" 1960-65 og medlem af partiets forbundsråd 1967-78 med afbrydelser.[1]

Ved jordskredsvalget 4. december 1973 blev Flygaard valgt til Folketinget for Danmarks Retsforbund i Nordjyllands Amtskreds og var medlem til valget 8. januar 1975 hvor Retsforbundet ikke kom over Folketingets spærregrænse. Han blev ikke valgt ved folketingsvalget i 1977, men blev stedfortræder og indtrådte i Tinget 15. marts 1979 da Svend Hjortlund Christensen nedlagde sit mandat. Han havde forinden i 1978 og 1979 ved to lejligheder været midlertidigt folketingsmedlem som stedfortræder for Hjortlund Christensen. Flygaard blev genvalgt ved valget i 1979.[1]

Referencer

redigér
  1. ^ a b c d e Ole Flygaard (DR), Folketinget, 1. februar 2022, hentet 31. december 2022

Eksterne henvisninger

redigér