Åbn hovedmenuen

Preben Major Sørensen

dansk forfatter
Broom icon.svgDenne side virker ikke som en encyklopædisk artikel
Du kan se hvad Wikipedia er og ikke er og hjælpe ved at omskrive den til en konkret og dokumenteret beskrivelse af fakta.
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Preben Major Sørensen (født 14. april 1937 i København) er en dansk forfatter.[1][2]

Preben Major Sørensen
Født 14. april 1937 (82 år)
Nationalitet Danmark Dansk
Uddannelse og virke
Beskæftigelse DigterRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Beatrice-Prisen (1988)Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Allerede i en forholdsvis ung alder blev han klar over, at han ville gå kunstens veje:

"Jeg begyndte at digte, da jeg var 15 år og var meget optaget af grænsetilstande. Jeg læste næsten ikke andet end psykiatribøger, for jeg ville vide, hvad de store, nedbrydende psykoser var for noget. Jeg måtte simpelthen ind og se de sindssyge. Jeg overvejede også på et tidspunkt, om jeg skulle begå en kriminel handling for at komme i fængsel". (Weekendavisen, 14.06.02).

Interessen for det fabulerende og den digteriske skabelse var altså, ifølge forfatteren selv, tilstede i en tidlig alder, men det egentlig bemærkelsesværdige er, at den allerede her går hånd i hånd med fascinationen for det anormale og de psykiske grænsetilstande; temaer som forfatterskabet om noget kommer til at kredse om.

Preben Major Sørensen fik sin studentereksamen i 1957, hvorefter han begyndte at studere først Germanistik og siden Psykologi og Kristendomskundskab ved Københavns Universitet.[3] Det stod dog klart, at han prioriterede forfattergerningen højere end noget andet, og den unge forfatter in spe fuldførte således ikke universitetsstudierne. Den psykologiske og religiøse viden (navnlig Kierkegaard og indisk/hinduistisk filosofi og mystik), samt den store belæsthed i tysk litteratur og filosofi kom imidlertid til at trække dybe spor i forfatterskabet.

Parallelt med studierne, i 1964, fik Preben Major Sørensen udgivet den fantastiske fortælling ”Janus’ død” i antologien 11+11 Prosa og Grafik (Arena). Teksten var forfatterens første væsentlige publikation , og i antologien optræder han side om side med navne som Svend Åge Madsen, Inger Christensen, Knud Holst og Svend Holm . Alle bidragyderne kredsede om det fantastiske og mærkværdige, og alle betrådte de den vej, som Villy Sørensen med sine to skelsættende prosasamlinger Sære historier (1953) og Ufarlige historier (1955) havde banet; en vej som snart skulle føre Major Sørensen til hans helt egen litterære niche.

Modsat sin gode ven Sven Holm, der allerede som 21-årig havde debuteret med novellesamlingen Den store fjende (1961), havde Major Sørensen altså stadig sin egentlige debut til gode, da 11+11 Prosa og Grafik udkom. Der skulle dog ikke gå lang tid, før Borgens Forlag henvendte sig med et tilbud om at debutere manden bag ”Janus’ død”, og i 1965 udkom så hans første bog, novellesamlingen Ildmesteren. Med denne udgivelse fik Major Sørensen i høj grad gjort opmærksom på sig selv. Stilen er en særegen blanding af eventyrpastiche, rendyrket fantastik og absurd teater, og af mindeværdige indslag må ud over den allerede nævnte tekst fremhæves den groteske ”Ligskænderen”, hvor fortællerjeget fantaserer om at grave sin afdøde mor op af graven og dernæst fortære hendes legeme. Politikens anmelder Thomas Bredsdorff kaldte bogen ”en imponerende debut”, der afgiver løfter for fremtiden (Politiken, 30.10.65), og Bredsdorffs anmeldelse er betegnende for den generelle holdning blandt landets dagbladsanmeldere: Her var en debutant ud over det sædvanlige. Der var dog også enkelte negative reaktioner såsom Hans Henning Harmer, der i det toneangivende litteraturtidsskrift Vindrosen lovligt nedladende slog fast, at novellesamlingen ikke syntes at have været i forbindelse med ”en Bygmesters håndelag” (Vindrosen nr. 4. 1966).

Allerede med debuten gjorde Major Sørensen meget ud af at understrege, at den sorte humor spiller en afgørende rolle for ham: ”Fantasien må også omfatte det tragiske og være tragikomisk… humor og alvor hænger sammen”, sagde en ung Preben Major Sørensen i et interview med Berlingske Tidende i 1965 (Berlingske Tidende, 31.10.65). Desuden fornemmer man tydeligt det litterære slægtskab med den tidlige danske fantastik ved Villy Sørensen, men også den tyske ”sorte romantik” ligger og lurer under overfladen som en kim til fascinationen for det groteske og fantastiske .

To år efter den løfterige debut fulgte den næste prosasamling Vandmandens gilde. Samlingen er tematisk beslægtet med Ildmesteren – den består ligeledes af en række groteske og eventyrlige noveller – men formmæssigt er den knap så stringent som sin forgænger. Dette fik enkelte anmeldere til at betragte den som en mindre helstøbt udgivelse end Ildmesteren; eksempelvis advarede Thomas Bredsdorff om, at forfatteren kunne være på vej ind i en litterær blindgyde (Politiken, 20.05.67). Statens Kunstfond havde imidlertid fået øjnene op for Major Sørensens talent: Kort før udgivelsen af Vandmandens gilde tildeltes han sit første større legat, nemlig Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendium. Dette arbejdslegat gav forfatteren lejlighed til at fordybe sig i sit litterære stof uden hensyntagen til pekuniære spørgsmål, og det resulterede i prosasamlingen Alfabetets Herre fra 1970. Her gøres en større sproglig bevidsthed gældende end i de to første samlinger, eksempelvis i teksten ”Radering”, mens ”Dødsrummet” med sin kafkaske hverdagsgroteske kan betragtes som en forløber for de mere realistisk forankrede tekster fra den senere del af forfatterskabet. Det er med Alfabetets herre, at Major Sørensen for alvor skiller sig ud som en mere fabulerende og sprogbevidst forfatter end hovedparten af de øvrige neoabsurdister fra kredsen omkring 11+11 Prosa og Grafik. Torben Brostrøm anmeldte samlingen for Information, og han pegede på et centralt aspekt ved Major Sørensens litterære stil, da han om Alfabetets Herre skrev, at ”Sørensen prøver med sine ikke altid let tilgængelige prosastykker at nærme sig gåderne og gør undervejs ganske uhyggelige opdagelser.” (Information, 28.05.70); det er med andre ord eksistensens dunklere afkroge, som forfatteren afsøger.

I 1973 udkom så I vinden begynder samtalerne på Gyldendal; en samling fraktale og fabulerende tekststykker eller prosadigte, der indvarslede et næsten 10-årigt eksil fra den episke kortprosa. Bogen bygger videre på den sproglige bevidsthed, som karakteriserer Alfabetets herre, men er støvsuget for både traditionel tegnsætning og episke forløb. Til gengæld er den rig på eksistensfilosofisk tankegods og orientalsk mystik samt en billedmættet sanselighed i de korte lyriske fragmenter. Samlingen blev megen opmærksomhed til del, og anmelderne var overvejende positivt stemte . Dog med undtagelse af den marxistisk orienterede del af anmelderkorpset, i hvilken der herskede en udpræget modvilje mod forfattere, der som Major Sørensen interesserede sig mere for fantasi og sproglige og sjælelige afkroge end for politisk realia. Ikke overraskende affærdigede Aktuelts litteraturanmelder Claus Rude således I vinden begynder samtalerne som ”kulturelt ordgøgleri”, og typisk for den marxistiske litteraturkritik anklagede han Major Sørensen for at savne ”en klar hensigt” [sic!]. (Aktuelt, 04.10.73).

I vinden begynder samtalerne må betragtes som et hovedværk i forfatterskabet, og den markerede et markant stilskifte fra den vante novelleform. Efterfølgeren viste imidlertid, at forfatteren langt fra var færdig med at afsøge nye litterære udtryksformer. Af en engels erindringer fra 1976 er Major Sørensens romandebut. Vagn Steen kaldte den i sin anmeldelse i Politiken ”en overmåde smuk bog” (Politiken, 07.05.76), og bogen fik i det hele taget en overvejende fin modtagelse i dagspressen. Romanen er en metafysisk, kalejdoskopisk tour de force, en non-lineær fortælling, hvor tid og rum bryder sammen i Apokalypsen, mens Lucifer gør oprør mod Gud og jager jorden rundt efter sin elskede, skøgen Jesabel . Læserne svigtede dog romanen, ifølge forfatteren selv enten fordi den var for ’svær’ og metafysisk for den almindeligt dannede læser, eller fordi skildringen af forholdet mellem Lucifer og Jesabel faldt nogle af datidens toneangivende feminister for brystet .

I årene mellem de lyrisk funderede samlinger I vinden begynder samtalerne og Salvatore L’Enigmatico – sidstnævnte udkom i 1976 og består primært af fabulerende prosadigte i forlængelse af I vinden begynder samtalerne – tog Major Sørensen et langt tilløb til sin egentlige debut som lyriker i form af en række digtudgivelser blandt andet i tidsskrifterne Lyrik og Gyldendals Magasin. Og fra 1978 og frem til 1980 udgav han så hele tre velanskrevne digtsamlinger: Drømmefængsler (1978), Genkaldelser og Nenia (begge 1980). Digtene afsøger i et kompromisløst og til tider suggestivt billedsprog grænselandet mellem vågen og søvn og liv og død, og lyrikdebuten fra 1978 opnåede det for Major Sørensen helt enestående at blive genudgivet i bogklubformat. En ære der hverken før eller siden er overgået forfatteren.

Uagtet de tre digtsamlingers åbenlyse litterære kvaliteter, er Preben Major Sørensen i dag mindre begejstret for dem, og trods en enkelt lyrisk afstikker i 1987, bekender han sig som prosaist (og understøtter dermed nærværende bogs fokus på prosaen som hans foretrukne form): ”lyrikken er ikke mit element. Jeg er for udisciplineret og mangler nok den livsalvor der skal til for at skrive digte af høj kvalitet.” (I: Graf nr. 2, 1999). Parallelt med den høje udgivelsesfrekvens markerede Major Sørensen sig for alvor i de skrevne medier som Danmarks litterære koldkriger nr. 1, og her fremgik det tydeligt, at den intellektuelle venstrefløjs ringeagt for forfatteren var gengældt. Tag blot følgende kommentar fra et interview i Jyllandsposten i 1982:

"Spørger De mig, hvorfor så mange kunstnere og intellektuelle i dag har forbundet sig med den yderste venstrefløj, tror jeg svaret er det simple: Det er et modefænomen. Desuden har socialismen efterhånden konsolideret sig så meget inden for det beståendes rammer, at den er blevet en magt, som det betaler sig at have et ordentligt forhold til." (Jyllandsposten, 10.01.82)

Major Sørensen havde givetvis ret i denne antagelse, men hans positionering afstedkom en uværdig og helt unødvendig stempling af ham som reaktionær kryptofascist og gav ham dermed et omdømme, som næppe var med til at gavne hans status i dansk litteraturs kanon. I fembindsværket Danske digtere i det 20. århundrede fra 1982 havde man således med møje og besvær fundet plads til Major Sørensen, og efter en sober værkgennemgang konkluderes det, at Preben Major Sørensen parrer sin ”idealistiske kulturkritik” med ”en koldkrigerisk konservatisme.”(Østergaard: 201).

1983 blev et produktivt år for Major Sørensen. Foruden en rejsebog fra Israel (Riget uden grænser) udkom kortprosasamlingen Rappaccinis have, hvor konturerne til den major sørensenske prosastil tegner sig. I både de mere lyriske, nærmest prosadigtlignende tekststykker, der dominerer bogen, og i de enkelte episk funderede tekster, gør blandingen af kølig misantropi, kafkask paranoia og groteske scenarier sig gældende. Mange af teksterne kredser om døden – menneskets absurde grundvilkår -, og på trods af Major Sørensens koldkrigerstatus var flere anmeldere begejstrede. Thomas Bredsdorff kaldte Major Sørensen for en ”højt bevidst bruger af det danske sprog” (Politiken, 10.09.83), og Torben Brostrøm karakteriserede forfatterens sprogbrug som ”et drømmedansk af lucifersk karakter.” (Information, 10.09.83).

To år senere udgav Preben Major Sørensen prosasamlingen Vildfarelsen, der stadig står som en milepæl i forfatterskabet. Bogen byder på en række samfundssatiriske tekster, der angriber det venstreintellektuelle parnas (eksempelvis ”Besøg i Byen N”), samt adskillige fortællinger , der cirkler omkring episoder, hvor hverdagens banaliteter styrter i grus for at blive afløst af en afgrund af ondskabsfulde og grotesk-absurde scenarier. Vildfarelsen er den første bog, hvor de hverdagsindrammede grotesker og den sorte, absurde humor udgør selve den røde tråd, og flere af teksterne peger frem mod senere storværker som Faldgruber og Øksens tid.

I samme periode blev Preben Major Sørensen medredaktør af kulturtidsskriftet Epoke, af hvilket han redigerede et par numre sammen med blandt andre David Gress. Tidsskriftets redaktionelle udgangspunkt kan i mangel af bedre betegnes som højreintellektuelt, og man kunne altså konstatere, at Major Sørensen ufortrødent fortsatte med at gå sine egne veje på tværs af det venstreorienterede hegemoni i dansk kulturliv. På det litterære plan bidrog han til tidsskriftet med en håndfuld oversættelser af blandt andre amerikaneren Joseph Brodsky.

At Major Sørensen var og er en meget reflekterende og belæst forfatter skinner igennem i alle hans bøger, og i 1980’erne fik den filosofiske fordybelse følgeskab af et stigende engagement i den kulturpolitiske debat. Det forekom derfor logisk, at han i 1986 udgav bogen Skræmmebilleder, som er en original blanding af filosofiske, politiske og poetologiske essays, aforismer og ultrakorte prosafabuleringer. Foruden Friedrich Nietzsche trækker bogen store veksler på navnlig Arthur Schopenhauer, Søren Kierkegaard og indisk filosofi og mystik, og den er i al væsentlighed at betragte som Preben Major Sørensens poetik; en nøgle til forfatterskabet, ganske simpelt. Dette forfatterskab fik året efter – i 1987 – føjet to udgivelser til: Den første var Ansigter og masker, Major Sørensens foreløbigt sidste digtsamling, som kredser om temaer som afsked, adskillelse og ikke-tilstedeværelse. Den anden udgivelse var den eksperimentelle og stort anlagte erindringsroman Søvnen og Skyggerne, som tematiserer selve tilværelsens uudgrundelighed – herunder tiden som begreb – og forholdet mellem fantasi og virkelighed. Bogen er en blanding af den traditionelle erindringsroman og den franske ”Nouveau Roman” , og der er således langt fra tale om en roman i gængs (episk) forstand. Søvnen og Skyggerne former sig som en mere end 300 sider lang rejse gennem skiftende udsigelsespositioner og kronologier, hvor romanens hovedperson – hvis man kan tale om en sådan – digter sig længere og længere ind i den verden, hvor fantasi og virkelighed er umulige at holde adskilte. For Søvnen og Skyggerne modtog Preben Major Sørensen den prestigefyldte ”lille akademipris”, Beatriceprisen. Formanden for akademiet, professor og anmelder Torben Brostrøm gav forfatteren følgende flotte skudsmål ved prisoverrækkelsen:

[Akademiet tildeler Preben Major Sørensen prisen] ”for netop hans digtnings indædthed, dens sproglige kadencer af tør humor, diskret ironi og den spekulative lidenskab, der driver en detaljeret syntaks gennem musikalsk forførende systemer.” (Brostrøm 1988 [1995]).

Selvom der vanen tro var kritiske ryster – anmelder Bo Hakon Jørgensen kaldte noget uforståeligt bogen for ”uden perspektiv”(Fyens Stiftstidende, 13.11.87) – kunne Brostrøms overstrømmende tale tyde på, at Major Sørensen med denne roman stod foran det brede gennembrud. Men ikke overraskende udeblev den helt store succes imidlertid (igen) – romanen viste sig slet og ret for udfordrende og krævende for gennemsnitslæseren – og Søvnen og Skyggerne blev Major Sørensens foreløbigt sidste forsøg udi romangenren. Mishandlinger fra 1988 betød en tilbagevenden kortprosaen. Denne fine men korte bog (62 sider) har mareridtet som sin fællesnævner og udmærker sig desuden ved Bertha Moltkes grafik, der ledsager teksterne.

Tre år senere udkom kortprosasamlingen Personlige grunde og afgrunde (1991), som peger tydeligt frem mod det kommende tiårs tre centrale prosasamlinger. Den er fyldt med korte tekster, der er centreret om især dødsangst, og som behændigt beretter fra positionen mellem fantasi og realitet. Et godt eksempel er teksten ”Ovnene”, hvor en gammel eneboer udkæmper en blodig strid med en bande unge ballademagere – eller er det (hans egne indre) dæmoner? I Personlige grunde og afgrunde sløres grænserne konstant, og læseren kan aldrig vide sig sikker. Berlingske Tidendes anmelder Henrik Wivel betegnede kortprosateksterne som intet mindre end ”mesterstykker” (Berlingske Tidende, 01.11.91). To år efter udgivelsen af Personlige grunde og afgrunde flyttede Major Sørensen fra København for at bosætte sig permanent på Nordlangeland. Han var blevet træt af det litterære miljø i hovedstaden, hvor han alligevel aldrig havde følt sig hjemme, og han kunne nu se frem til fred og ro på behørig afstand af det københavnske ”parnas” .

Om det var det selvvalgte eksil i det sydfynske øhav, der gjorde udslaget skal her være usagt, men faktum er, at den efterfølgende periode 1994-2002 har vist sig som Preben Major Sørensens kvalitativt hidtil mest konstante. Med kortprosasamlingen Bevægelser i mørket (1994) kan man således tale om begyndelsen på en egentlig guldalder i Preben Major Sørensens forfatterskab. I samlingen præsenteres det sært fordrejede og mærkværdige i alliance med en eksistentiel grundangst og en sorthumoristisk absurdisme både i mere metafysisk anlagte tekster som ”Ved det yderste hav på den yderste dag” og i de rendyrkede mareridtsfortællinger ”Sygetransporten” og ”Forrådnelsens hemmeligheder”.

Som kontrast til Personlige grunde og afgrundes direkte uæstetiske layout, var omslaget til Bevægelser i mørket kreeret af den unge maler og grafiker Peter Martensen. Hans billeder fremmaner på fornemste vis den angstfulde stemning af grænsesituation mellem drøm og virkelighed, som Major Sørensens tekster kredser om. De to kunstnere klædte hinanden så godt, at samarbejdet fortsatte i de to efterfølgende værker, og det nåede en egentlig kulmination i 2002 med Martensens 38 illustrationer i Øksens tid.

Pausen fra Bevægelser i mørket til Faldgruber blev den foreløbigt længste i Major Sørensens forfatterskab. Hele fem år gik der, inden hans nye samling af groteske prosatekster og fabuleringer fandt vej i 1999. Året forinden havde han modtaget den endegyldige anerkendelse af det litterære Danmark i form af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Koldkrigeren var endelig blevet officielt accepteret. Faldgruber ligger såvel tematisk som formmæssigt i direkte forlængelse af Bevægelser i mørket. Også her præsenteres læseren for en række fantastiskgroteske tekster, rangerende fra Borges-inspirerede labyrintfortællinger som ”Det uendelige palæs kosmologiske betydning” til enkelte hverdagsgrotesker som ”Stigen” og ”Lampe eller fristedet” . Volden og den menneskelige ondskab spiller generelt en tiltagende rolle i værkerne fra denne periode, og flere anmeldere anskuede da også Faldgruber som netop en kærkommen brutal særegenhed i et ellers noget anæmisk litterært miljø. Blandt andre Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl erklærede sig som fan: ”Med Preben Major Sørensens fremragende, overgivent sorte og forskruede nye tekstsamling Faldgruber, foran mig, er det svært at kalde Gyldendal en tøsedreng, hvad angår avantgarde […]” (Weekendavisen, 17.12.99). Den 62-årige Major Sørensen som repræsentant for en litterær avantgarde? Jo, hvorfor ikke. Noget kunne i al fald tyde på, at denne tid tilhørte ”Majoren”, som Bukdahl så kækt titulerede ham.

Der gik mindre end tre år, inden Preben Major Sørensen i 2002 var klar med sin foreløbigt sidste udgivelse. Ligesom sin forgænger indeholder Øksens tid en række kortprosatekster, der alle beskæftiger sig med det infame, konventionsnedbrydende eller fortrængte. Og den litterære kulisse spænder endnu engang vidt: lige fra sært fordrejede, men dog genkendelige, hverdagsmiljøer (”Lützow”) til rene metalitterære eller mareridtsagtige tekster som ”Jamen forstår De det ikke". Desuden præsenterer forfatteren en del pseudobiografiske indslag, hvor han spiller på læserens ofte instinktive samlæsning af fortæller og forfatter , og endelig indeholder Øksens tid en samling af de prosadigtlignende fragmenter, som man blandt andet så i I vinden begynder samtalerne. Den sene Major Sørensen kan altså karakteriseres ved en vis genrepluralisme, dog med hovedvægt på kortprosaen. Samlingen blev mødt med flere positive anmeldelser: Politikens Susanne Bjertrup fandt sig selv fascineret af forfatterens ”suveræne sprogbeherskelse” men var samtidig noget ilde til mode ved teksternes genstandsfelt, som hun betegnede som ”ualmindeligt modbydelig”. (Politiken, 13.06.02). Bjertrup følte sig altså moralsk anfægtet af sin begejstring for Major Sørensens grotesker, og hun pegede dermed indirekte på forfatterens udtalte evne til at italesætte og problematisere hykleri og moralsk ambivalens. Den mangeårige kender af forfatterskabet, Torben Brostrøm, var ikke uden forbehold i sin ellers positive anmeldelse: Han mente (noget uforståeligt i øvrigt), at der i Major Sørensens beskæftigelse med hverdagsgroteskerne truede en vis banalitet, og konkluderede: ”Øksens tid er således en broget maskerade, en lidt slingrende omnibus på en rute over bevidsthedens faldlemme” (Information, 13.06.02). Brostrøms kollega, Lars Bukdahl, var til gengæld fuld af superlativer, og han beskrev Major Sørensens tekstunivers således: ”Det er bare så suverænt, på samme tid køligt og furiøst udført, at det i overvældende grad virker som mareridt med åbne øjne.” (Weekendavisen, 14.06.02).

I forbindelse med udgivelsen af Øksens tid (og til dels Faldgruber) blev Major Sørensen genstand for en medieopmærksomhed, han ikke havde oplevet siden 1960’erne. Adskillige dagblades litteraturanmeldere ønskede at vide, hvad denne dansk litteraturs mørkemand, der boede isoleret på Nordlangeland, og som uomtvisteligt havde inspireret en hel generation af yngre kortprosaister , var for en størrelse. Preben Major Sørensen benyttede lejligheden til i vanlig stil at komme med udfald til højre og (især) venstre, og blandt andet udtrykte han ved flere lejligheder sin skepsis over for demokratiet (eg.: Weekendavisen, 14.06.02). Udtalelser som disse demonstrerede Major Sørensens usvækkede talent for provokation, men de skabte dog ikke længere den store furore; Danmark i det ny årtusinde var åbenbart ikke sådan at forarge. Til gengæld synes det litterære miljø at have fået øjnene op for Major Sørensens bidrag til nyere dansk litteraturhistorie og for hans kunstneriske kvaliteter: Kvaliteter der udspringer af en beskæftigelse med begreber som det absurde, det onde og det groteske.

Han har modtaget Herman Bangs Mindelegat.[4]

ReferencerRediger

  1. ^ Preben Major Sørensen (3. januar 2002), Preben Major Sørensen, Litteratursiden.dk, hentet 16. oktober 2019. 
  2. ^ Michael Jannerup (13. april 2012), Litteraturhistorisk retfærdighed, Berlingske, hentet 16. oktober 2019. 
  3. ^ Andreas Eckhardt-Læssøe (2016), Preben Major Sørensen, forfatterweb.dk, hentet 16. oktober 2019. 
  4. ^ Preben Major Sørensen, litteraturpriser.dk, hentet 16. oktober 2019. 

Eksterne henvisningerRediger