Drachmannlegatet
Danmarks ældste litteraturpris
Drachmannlegatet er et dansk legat som uddeler midler på Holger Drachmanns (1846-1908) fødselsdag, 9. oktober. Legatet har eksisteret siden 1917, og stammer fra driften af museet i Drachmanns Hus, det tidligere Pax, i Skagen. Den første legatkomite bestod af Peter Nansen (formand), Otto Borchsenius, Viggo Lachmann, Johan Brodersen samt en repræsentant for undervisningsministeriet.[1] Legatet, der uddeles uden ansøgning, gives til skønlitterær forfattere, uden krav til denne med hensyn til legatets anvendelse.[1] Det administreres i dag af forfatteren Hanne Marie Svendsen, forfatteren Jens Christian Grøndahl samt repræsentanter fra Skagens Kunstmuseer.