Åbn hovedmenuen

Nimandsudvalget, formelt Rigsdagens Samarbejdsudvalg, var et dansk parlamentarisk stående udvalg, der blev nedsat 2. juli 1940 af de partier, der indgik i Samlingsregeringen efter Tysklands besættelse af Danmark (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre), og desuden var Retsforbundet repræsenteret i Nimandsudvalget. Udvalget bestod af to medlemmer fra hvert parti, dog havde Retsforbundet kun et enkelt.

De fem partier udtalte i forbindelse med udvalgets oprettelse, at det bestod af de partier, der ønskede "den bestående forfatning bevaret som grundlag for det politiske liv",[1] dvs. den eksisterende parlamentariske styreform videreført. Følgelig afviste de 5 gamle partier at give Nazistpartiet, Danmarks Kommunistiske Parti og Bondepartiet repræsentation i udvalget.

BetydningRediger

Udvalget kom til at spille en hovedrolle i dansk politik i krigsårene, idet den muliggjorde forhandlinger for lukkede døre, uden medvirken af hverken de ikke-demokratiske partier eller besættelsesmagten. Begge dele var umuligt at gennemføre i Rigsdagen, da møderne i Folketinget og Landstinget var åbne for offentligheden.

Udvalget fungerede som koordinationsudvalg mellem de fem deltagende partier, og samtidigt som et kontroludvalg overfor regeringen. Da de fem partier samlet havde et stort flertal i både Folketinget og Landstinget, var det forventeligt, at en afgørelse i udvalget automatisk ville opnå flertal i begge Rigsdagens kamre.

Under besættelsen var samarbejdspolitikken betegnelsen for det nationale sammenhold mellem de fem partier i samarbejdsregeringen. I 1920'erne og 1930'erne havde disse partier stået skarpt overfor hinanden, og samarbejdspolitikken var altså et brud med de foregående 20 års politiske praksis.[kilde mangler]

I nutiden bruges samarbejdspolitikken undertiden som en betegelse for forholdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt fra april 1940 til august 1943. I samtiden blev forholdet mellem de danske og tyske myndigheder kaldt for den henholdende forhandlingspolitik eller bare forhandlingspolitikken. Denne betegnelse angav, at der ikke var tale om et frit samarbejde mellem ligeværdige parter.[kilde mangler]

Efter at regeringen var trådt tilbage i august 1943 blev udvalget udvidet med én (tilbagetrådt) minister fra hvert af de fire store partier og var dermed blevet til et trettenmandsudvalg.[1]

KilderRediger


 Stub
Denne artikel om Danmarks historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.