Frederik Christian 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Arvid-S (diskussion | bidrag) Intet belæg for stavemåden "Pløn" som primær. Retter til. |
link |
||
Linje 26:
Fra [[Augustenborg Slot]] stod færdigt i [[1776]] til den tragiske [[treårskrigen|treårskrig]], var det lille [[hof]] i Augustenborg et kulturelt og politisk centrum, hvor [[nord]] og [[syd]], dansk og tysk mødtes. [[Hertug]]en var begejstret for [[oplysningstiden]]s ideer, ja, endog for frihedsrøret i [[Frankrig]], indtil det skejede ud i vold. Han korresponderede med [[Schiller]] og andre europæiske åndspersonligheder. [[Jens Baggesen]] og andre forfattere var skattede gæster. Og hertugen gik i modsætning til kong [[Frederik VI]] varmt ind for [[trykkefrihed]]en.
I regeringen ([[gehejmestatsråd]]et) var Frederik Christian den første moderne uddannelsespolitiker. Som patron for [[universitet]]et ivrede han for gennemgribende [[reform]]er, herunder oprettelse af statsvidenskabelige og forvaltningsmæssige universitetsgrader. Det var tanker, som hans biologiske svigerfader [[Struensee]] havde haft, og som først virkeliggjordes generationer senere.
Han og hustruen [[Louise Augusta]] ansås i begyndelsen af 1790'erne for at være revolutionsvenlige. Ved en offentlig tale på Universitetet tiltalte han – for første gang i Danmark – tilhørerne som "borgere", den titel som den franske revolution havde indført for frie, lige mennesker. Men efter 1793 bevægede han sig hastigt mod højre, og hans politiske holdninger medførte rivninger med hustruen, der livet igennem bevarede sine revolutionære principper.
Han var ateist
Frederik Christian var ikke specielt populær. Hans noget pedantiske form og hans klejne skikkelse gjorde ham til et oplagt offer for københavnerviddet, der døbte ham “Hans lille Højhed”
Gennem sit giftermål blev han [[svoger]] til kronprinsen, den senere Frederik VI. [[Frederik 6.|kronprinsens]] halvsøster [[Louise Augusta af Danmark|Louise Augusta]] var frugt af forholdet mellem [[Johann Friedrich Struensee]] og [[Christian 7.]]
Ganske vist stod hertugens indviklede arvekrav på [[hertugdømmerne]] [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] som en skygge mellem svogrene, men hertugens ægteskab var synligt lykkeligt: to begavede mennesker supplerede hinanden
Midt under [[Napoleonskrigene]] blev forholdet mellem Frederik VI og augustenborgerne ødelagt som følge af en konflikt
I [[1809]] var den [[Gustav 4. Adolf af Sverige|svenske konge]] død, og den [[Karl 13. af Sverige|nye konge]] var stadig barnløs i en alder af 60. Svenskerne udså sig hertugens broder
Det gav augustenborgerne mulighed for at nærme sig magtens centrum. Men Frederik 6. var også interesseret i den svenske trone for at kunne samle [[Norden]]. Han så med dyb skepsis på augustenborgernes manøvrer. Konflikten mellem hertugen og kongen brød ud i lys lue, da Christian August døde under mystiske omstændigheder, før han kom på tronen. Konflikt viste sig at være absurd, da svenskerne ikke ville have nogen af dem, men valgte den franske marskal [[Bernadotte]], senere kong [[Carl Johan]].
Frederik Christians loyalitet over for Frederik 6. fik en ende, da kongen med bl.a. en flådeblokade omkring [[Als]] søgte at forhindre ham i at få den svenske trone. Hertugen forsøgte at manøvrere i det skjulte, men kongen var hele tiden orienteret om alt, hvad hertugen foretog sig: Louise Augusta var en stærk og selvstændig kvinde og følte trods sit lykkelige ægteskab loyalitet over for sin bror, kongen. Hun gav alle fortrolige oplysninger om hertugens manøvrer videre til København.
| |||