Louisenlund (skole)

stiftelse og privat kostskole med hjemsted på Louisenlund gods i Sydslesvig

Louisenlund er navnet på en fond og en privat kostskole med hjemsted på Louisenlund gods beliggende ved Sliens sydlige bred i et skovrigt område mellem Slesvig og Egernfjord i Sydslesvig. I administrativ henseende hører godset og skolen under Gyby kommune i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten.

Louisenlunds hovedbygning (slot)

Skolen blev oprettet i 1949. Initiativet til at oprette kostskolen kom fra Frederik 2. af Slesvig-Holsten. Op til i dag er skolen knyttet til den slesvig-holstenske adel. Skolens areal består primært af to komplekser (gård- og slotsområde), omtrent 800 meter fra hinanden. De yngre elever fra 5. til 9. klasse bor på gården, mens de ældre har deres værelser på slotsområdet. Drenge og piger bor adskilt i separate områder. Bo- og arbejdsområderne på gården omfatter den gamle mejeribygning, allé- og pilhuset, kohuset og stalden. I årene før 1988 boede de yngre elever endnu på det nærliggende Gereby gods (Carlsburg). Slotsområdet består af selve slottet, kavaleriet, skovridergården, gartneri, ahorn-, birk-, gilde- og askehus. Hele skolen har plads til omtrent 380 elever (70 på gården og 310 på slotsområdet). Der undervises i klasser med maksimalt 18 børn. I 2006 blev skolens første idrætssal fra 1966 udvidet til et sports- og kulturcenter. Derudover er der tennisbaner, en golfbane, en brandstation samt en lystbådehavn ved Sliens Store Bredning. I de kommende år skal privatskolen udvides med et nyt lærings- og forskningscenter samt flere nye boværelser. I alt skal der derefter være plads til mere end 600 studerende. Udvidelsen kommer til at koste op mod 28 mio. euro[1]. Skolen er (sammen med f.eks. Herlufsholm Skole) medlem af Round Square, en international sammenslutning af eliteskoler. Skolerne i netværket foretager fælles projekter og international studenterudveksling.

Kostskolen er nævnt i Anne Sofie Kraghs biografi om Prinsesse Benedikte og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburgs og Vivi Sjøners bog Mit liv med heste fra 2006.

Kendte dimittender redigér

Eksterne henvisninger redigér

Noter redigér

  1. ^ Flensborg Avis fra den 28. oktober 2020, s. 6

Koordinater: 54°29′34.8″N 9°41′6.04″Ø / 54.493000°N 9.6850111°Ø / 54.493000; 9.6850111