Straffeproces

Straffeproces er den måde, som offentlige straffesager gennemføres på. Måden er fastlagt i et regelsæt, som samlet kan kaldes de straffeprocesuelle regler. I dansk ret står hovedparten af disse regler i retsplejelovens fjerde bog.

I en straffesag er der to parter. Anklagemyndigheden og den tiltalte. Sidstnævnte betegnes forskelligt, alt efter tidspunktet for en eventuel straffesag. Betegnelsen "gerningsperson" kan dog altid benyttes. Såfremt politiet har eftersøgt gerningspersonen, kan man betegne vedkommende "eftersøgte". Er gerningspersonen sigtet for en lovovertrædelse, benævnes vedkommende "sigtede". Er der rejst tiltale, benævnes vedkommende "tiltalte". Er der kun mistanke, men hverken sigtelse eller tiltale, kan vedkommende benævnes "mistænkte". Når straffesagen er slut, benævnes personen som "dømt" eller "frifundnet" alt efter sagen udfald.

Under en straffesag kan retten tage stilling til, om gerningspersonen skal betale erstatning til den person, som har været udsat for gerningspersonens kriminelle handling. Den person (offeret) benævnes forurettede. Gerningspersonen kan pålægges at betale forurettede en erstatning. Det kan fx være erstatning for forurettedes udgifter til psykologbehandling, tabt arbejdsfortjeneste eller lignende. Er der tale om en seksualforbrydelse, en meget grov voldsforbrydelse eller en krænkelse af forurettedes fred eller ære, kan gerningspersonen også dømmes til at betale godtgørelse for den lidte tort til forurettede. Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26. I alle disse tilfælde er der tale om, at forurettede beder retten tage stilling til et civilretligt krav under straffesagen. Et sådan krav kalder man derfor et adhæsionskrav.

Referencer

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.