Thomas Linnemann

dansk gårdejer, kammerråd og politiker (1797-1868)

Thomas Linnemann (født 14. november 1797 i Vejle, død 14. februar 1868 på Hopballegård) var en dansk gårdejer, kammerråd og politiker.[1]

Thomas Linnemann

Linnemann var søn af købmand Henrik Linnemann. Folketings- og landstingsmand I.H. Linnemann var hans brorsøn. Han tog exam.jur. i 1817. Linnemann købte gården Haughus i Jelling Sogn nord for Vejle i 1822. Han solgte Haughus i 1854 og købte i stedet Hopballegård – også i Jelling Sogn – i 1855.[1]

Linnemann var tiendekommissær i Vejle Amt 1837-1855. Han var også forligskommissær og fra 1845 landvæsenskommissær. Han var medlem af sogneforstanderskabet 1842-1861 og skolepatron i en årrække. Han var desuden medlem af amtsrådet i Vejle Amt 1842-1848.[1]

Han var medstifter af Vejle Amts yngre Brandforsikring i 1841 og dens kasserer og leder til sin død i 1868.[1]

Linnemann blev valgt til Folketinget i Vejle Amts 3. valgkreds (Vejlekredsen) ved folketingsvalget 26. februar 1853, men genopstillede ikke ved næste valg kun 3 måneder senere.[1]

Han blev udnævnt til kammerråd i 1845.[1]

Referencer

redigér
  1. ^ a b c d e f Emil Elberling; Victor Elberling (1950), Rigsdagens medlemmer gennem hundrede aar 1848-1948, vol. II, København, s. 23