VM i ishockey 2001
- Denne artikel omhandler VM for herrer. Opslagsordet har også en anden betydning, se VM i ishockey 2001 (kvinder).
Verdensmesterskabet i ishockey 2001 var det 65. VM i ishockey, arrangeret af IIHF. Mesterskabet satte ny deltagerrekord. De 40 deltagende hold var to hold færre end den hidtidige rekord fra 2000.
I forhold til året før var B- og C-grupperne blev udvidet fra otte til tolv hold, og mesterskaberne i de to grupper blev afviklet som to grupper med seks hold i hver, hvor der i hver gruppe blev spillet om én op- og én nedrykningsplads. Samtidig blev antallet af nedrykkere fra A-VM udvidet fra ét til to hold. Endvidere havde IIHF ændret navnene på de respektive niveauer. Navnet for A-VM var nu blot "Verdensmesterskabet", mens B-VM blev omdøbt til "1. division", og C-VM skulle fremover gå under betegnelsen "2. division". Der var ingen "3. division" på grund af for få tilmeldte hold.
Mesterskabet blev altså afviklet i tre niveauer som VM, 1. division og 2. division. De seksten bedste hold spillede om A-VM, mens 1. og 2. division som nævnt havde deltagelse af tolv hold.
- VM i Köln, Hannover og Nürnberg, Tyskland i perioden 28. april – 13. maj 2001.
- 1. division, gruppe A i Grenoble, Frankrig i perioden 16. – 22. april 2001.
- 1. division, gruppe B i Beijing, Kina i perioden 20. – 26. marts 2001.
- 2. division, gruppe A i Majadahonda, Spanien i perioden 1. – 7. april 2001.
- 2. division, gruppe B i Bukarest, Rumænien i perioden 26. marts – 1. april 2001.
Tjekkiet forsvarede med succes sin VM-titel fra året før og blev dermed verdensmester for tredje gang i træk og fjerde gang i alt som selvstændig nation (og tiende gang, hvis man også medregner Tjekkoslovakiets VM-titler). I finalen vandt tjekkerne 3-2 over Finland efter forlænget spilletid, og finnernes sølvmedaljer betød at holdet dermed havde vundet VM-medaljer for fjerde år i træk (sølv i 1998, 1999 og 2001; bronze i 2000). Bronzemedaljerne gik til Sverige, som i bronzekampen vandt 3-2 over USA.
Weblinks
redigérSpire Denne artikel om sport er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |