Valdemar 4. af Slesvig

Valdemar Eriksøn (født ca. 1262, død mellem den 26. marts og 7. juli 1312) var som Valdemar 4. hertug af Sønderjylland. Han var søn af Erik Abelsøn, der ligeledes var hertug af Sønderjylland.

Valdemar 4. af Slesvig
Født 1260'erne Rediger på Wikidata
Slesvig by, Slesvig-Holsten, Tyskland Rediger på Wikidata
Død 1312 Rediger på Wikidata
Slesvig by, Slesvig-Holsten, Tyskland Rediger på Wikidata
Gravsted Slesvig Domkirke Rediger på Wikidata
Far Erik 1. af Slesvig Rediger på Wikidata
Mor Margaret von Rügen Rediger på Wikidata
Søskende Erik Langben Rediger på Wikidata
Ægtefælle Elisabeth af Sachsen-Lauenburg (fra 1287) Rediger på Wikidata
Barn Erik 2. af Sønderjylland Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Aristokrat Rediger på Wikidata
Arbejdssted Danmark Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Familiens oprindelige tvist med den danske kroneRediger

Valdemars far, Erik Abelsøn, havde i 1260'erne en tvist med den danske konge Christoffer 1. om forleningen af Slesvig. Erik havde med sin svigerfar Jaromar 2. af Rügen i 1259 besejret kongens hær ved Slaget ved Næstved og havde kort efter indtaget København. Christoffer døde kort efter i 1260 og Erik Abelsøn modtog herefter forlening på Slesvig, men enkedronning Margrete Sprænghest stolede ikke på Erik Abelsøn og angreb Erik, som hun trængte ned over Dannevirke førend det kom til et slag på Lohede, hvor det lykkedes Erik at slå regeringens hær og at tage Margrete Spænghests unge søn, kong Erik Klipping, til fange. Erik holdt Erik Klipping til fange indtil 1264, da Erik modtog alt krongods i Slesvig tillige med Als i særskilt forlening, mens Eriks yngste bror Abel fik Langeland og slægtsgodset på Fyn.

Da Erik Abelsøn døde i 1272, var Valdemar kun ca. 10 år gammel. Erik Klipping ønskede imildertid ikke, at give den unge Valdemar forleningen af Slesvig, og kongen tilbageholdt derfor forleningen og tog i stedet lenet under sin forvaltning.[1][2] Erik Klipping havde ikke kun haft tvister med Valdemars far, men lå i strid med mange andre af de danske stormænd. På Danehoffet i 1283 i Vordingborg tvang stormændene kongen til en række indrømmelser, herunder at forlene Sønderjylland til Valdemar. Forleningen omfattede dog ikke Als, Langeland og de dele af Sydfyn, som havde været en del af faderens len.[3] Valdemar rejste overfor kongen krav på Als og på krongodset i hertugdømmet. Udover at gøre krav på et større len og krongodset, skrev han et brev til ærkebiskop Johannes Dros, hvor han gjorde krav på den danske kongetrone som følge af, at Abelslægten havde større ret til tronen end Christoffer 1.'s efterfølgere.[2][3] Kravet på tronen førte ikke til noget, men der blev holdt en voldgiftssag om kravene på et større len og krongodset, men Valdemar fik ikke medhold ved voldgiften, hvis afgørelse blev bekræftet ved Danehoffet i Nyborg 1285.[2][1]

Valdemar accepterede ikke Danehoffets afvisning af kravene, og Valdemar gjorde derfor oprør mod kronen og erobrede Als i 1285.[2] Oprøret mislykkedes dog, og Valdemar blev taget til fange og ført til Søborg Slot, hvor han blev indsat i borgens fængsel. Han blev løsladt fra fængslet i foråret 1286 efter han havde afgivet løfte om at frafalde sine krav, og efter at Hertugen af Sachsen og de holstenske og mecklenburgske fyrster havde garanteret for Valdemars troskab mod den danske krone og konge, Erik Klipping.[1][3] Som led i løsladelsen blev indgået et forlig, hvorefter Valdemar modtog indtægterne af mønten og ledingsafløsningen i hertugdømmet.[2]

Rigsforstander og kongens formynderRediger

Den 22. november 1286 blev Erik Klipping myrdet i Finderup lade. Mange anså Valdemar for at være medskyldig i mordet, men Valdemar var ikke blandt de stormænd, der blev tiltalt og senere dømt for mordet. Valdemar udnyttede den vanskelige situation som den danske regering stod i efter mordet på Erik Klipping. Han lovede at støtte formynderregeringen, der administrerede kongemagten på vegne den umyndige efterfølger Erik Menved, mod til gengæld at få alle de territorier, som var omfattet af faderens len (Als, Langeland og dele af Sydfyn).[2]

Valdemars position blev yderligere styrket, da han efter Erik Klippings død af enkedronning Agnes i 1287 blev gjort til formynder for den umyndige konge Erik Menved, og Valdemar fik titel af rigsforstander.[2][1] Han var dog kun i dette embede i få måneder og blev samme år frataget formynderskabet, og modsætningsforholdene mellem Valdemar og kronen kom atter op til overfladen.[3]

Ny tvist med kronen og forligRediger

Da Valdemar fik frataget sit formynderskab til kongen, lå den danske krone lå i strid med den norske konge Erik 2., i Danmark kaldet Erik Præstehader, og de dømte for drabet på Erik Klipping, der havde opnået den norske konges beskyttelse. I 1289 begyndte Erik 2. og de danske fredløse en række plyndringstogter i Danmark under De fredløses krig, der væsentligt svækkede den danske konges magt i den østlige del af riget. Valdemar sluttede sig åbenlyst sammen med den norske konge og de danske fredløse.[2][1]

I 1295 blev indgået forlig mellem den danske og den norske konge og de fredløse stormænd og konflikten blev nedtrappet. Valdemar forsøgte dog en militær konfrontation ved Grønsund i 1297, men led nederlag, og indgik herefter i 1297 forlig med den danske konge i Vordingborg, hvor Valdemars rettigheder blev fastlagt som i 1285-86, hvilket betød en opgivelse af bl.a. Als, Ærø og Langeland, ligesom Valdemar opgav sin modstand mod Christoffer-linjens ret til den danske trone.[2][3] Valdemars forhold til kongen blev herefter forbedret. Valdemar deltog som dansk lensmand ved Erik Menveds hoffer, og støttede Eriks udenrigspolitik, men koncentrerede sig mest om sit eget hertugdømme i Slesvig.[1] Han havde støtte fra Holstens hertuger og under Valdemar blev båndene mellem de to hertugdømmer tættere.[2]

Valdemar døde i 1312. Han er begravet i Slesvig Domkirke.[2]

FamilieRediger

 
Interiør i Slesvig Domkirke, hvor Valdemar 4. af Slesvig ligger begravet

Valdemar var søn af Erik Abelsøn (død 1272) og Margrete af Rügen (datter af Fyrst Jaromar 2, død 1272).[3]

Han blev i 1287 gift med Elisabeth af Sachsen-Lauenburg i Mölln. Elisabeth var datter af hertug Johan 1. af Sachsen-Lauenburg. Elisabeth døde i 1295, hvorefter Valdemar i 1306 giftede sig med Anastasia af Schwerin, datter af grev Nicolaus af Schwerin-Wittenburg. Anastasia blev efter Valdemars død i 1312 gift med Grev Gerhard 4. af Holsten.[3]

Valdemar efterlod sig kun en legitim søn, Erik (1290- 12. marts 1325), der blev hertug af Sønderjylland efter ham. Erik blev far til Valdemar 3. Ud over Erik efterlod Valdemar sig den illegitime Abel.[3]



ReferencerRediger

  1. ^ a b c d e f Opslag "Valdemar Eriksøn", Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave
  2. ^ a b c d e f g h i j k Opslag "Valdemar (IV) Eriksen" Dansk Biografisk Leksikon
  3. ^ a b c d e f g h Opslag "Waldemar 4. Herzog von Schleswig" i Lexikon des Mittelalters: Band VIII Spalte 1951, gengivet i Genealogie Mittelalter (tysk)

BibliografiRediger

  • Horst Windmann: Schlesw. als Territorium, Neumünster 1954 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s XXX. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977. Erich Hoffmann: Spätmittelalter und Reformationszeit, Neumünster 1981 = Gesch. Schlesw.-Holst.s IV,2.
  • J. Olrik i Sønderjyllands Historie, II, 1937—39, S. 18—24. Adam Afzelius.

Se ogsåRediger