Vladimir Arnold
russisk matematiker
Vladimir Igorevitj Arnold (På russisk: Влади́мир И́горевич Арно́льд) (født 12. juni 1937 i Odessa i USSR, død 3. juni 2010) var en af de mest produktive matematikere nogensinde.
| Vladimir Arnold | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
12. juni 1937  Odessa, Ukraine |
| Død |
3. juni 2010 (72 år) 12. arrondissement i Paris, Frankrig |
| Dødsårsag |
Bughindebetændelse |
| Gravsted |
Novodevitjekirkegården |
| Nationalitet |
 Russisk |
| Bopæl |
Odessa |
| Far |
Igor Wolodimirowitj Arnold |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Moskvas statsuniversitet, Fakultet for mekanik og matematik ved Statsuniversitetet i Moskva |
| Elev af |
Andrej Kolmogorov |
| Professorater |
medlemmer af RAS |
| Medlem af |
Royal Society (fra 1988), Institut universitaire de France, Académie des sciences, Sovjetunionens videnskabsakademi, National Academy of Sciences (fra 1983) med flere |
| Beskæftigelse |
Universitetsunderviser, fysiker, matematiker, topolog |
| Fagområde |
Differentialregning, kaosteori, algebraisk geometri, dynamiske systemer, matematik med flere |
| Faglig interesse |
Matematik |
| Arbejdsgiver |
Moskvas statsuniversitet (1963-1987), Université Paris-Dauphine, Utrecht Universitet (1990-1990), Steklov Institut for Matematik |
| Arbejdssted |
Sovjetunionen |
| Kendte værker |
faselåsning, Arnold diffusion, Arnold–Givental formodning, Kolmogorov–Arnold–Moser theorem, Hilberts trettende problem |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Æresdoktor (1994), Dannie Heineman-prisen for matematisk fysik (2001), Foreign Member of the Royal Society (1988), Harvey-prisen (1994), Fædrelandets fortjenstordens fjerde grad med flere |
| Eksterne henvisninger | |
|
Vladimir Arnolds hjemmeside | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Han er bedst kendt for Kolmogorov-Arnold-Moser læresætningen om stabiliteten af integrable Hamiltoninian systemer, han har gjort masser af fund i forskellige områder af matematikken: “Dynamiske Systemer teorien”, “Katastrofe teorien”, “Topologi” og “Algebraisk Geometri” i en karriere der har varet i over 45 år siden hans første resultat – løsningen af " Hilbert’s 13 problem " i 1957.
Eksterne links redigér
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |