Vokativ eller tiltalefald (latin cāsus vocātīvus "kaldefald", "tiltalekasus") er den kasus, man bruger, når man afbryder og nævner en persons navn eller en betegnelse for personen for at påkalde sig hans eller hendes opmærksomhed. F.eks. "Kom her, Peter!", "Hvad siger du, min gode ven?".

På latin findes der kun en særlig vokativform af substantiver efter 2. bøjning (-us, gen. -i), fx Veni, Marce! (Kom, Marcus!)

I de fleste sprog bruger man nominativ i denne funktion, men en række indoeuropæiske sprog har en særlig bøjningsform til vokativ, f.eks. latin, rumænsk, græsk og de slaviske sprog (dog ikke på moderne russisk og slovakisk).

I nordiske sprog eksisterer specielle vokative fraser med 2. person ental ejestedord,[1] for eksempel "din store idiot".

HenvisningerRediger

  1. ^ Marit Julien (juli 2016), "Possessive predicational vocatives in Scandinavian", The Journal of Comparative Germanic Linguistics, 19 (2): 75-108, doi:10.1007/S10828-016-9081-X. Wikidata Q106419776


 Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
 
 Spire
Denne artikel om sprog eller litteratur er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.