Nordiske sprog

gruppe af germanske sprog der primært tales i de nordiske lande

Nordiske sprog omfatter dansk, svensk, norsk, færøsk og islandsk. Nordiske sprog tilhører den germanske sprogfamilie, der igen tilhører den indoeuropæiske sprogæt.

Udbredelsen af de nordiske sprog.

Lingvistiske betegnelserRediger

Nutidens sprogformer skyldes sproghistoriske forhold, eksempelvis som de urnordiske diftonger der blev trukket sammen på dansk og svensk. Det sees i 'ø' - "et land i havet" - svensk: ö, hvorimod diftongen er bevaret i norsk: øy og islandsk: eyja - i øvrigt også den nu med et engelsk tilhørsforhold -ey endelse, såsom i stednavnet Surtsey.

Sproghistoriske betegnelserRediger

De første enkeltsprog (de) er gammeldansk og gammelsvensk, bestemt ca. 1100-1550. Før det arbejdes med delvist konstruerede sprogformer i den historiske lingvistik: ca. 800-1100, runedansk, eller olddansk, runesvensk (sv) samt norrønt (Norge, Island og Færøerne for perioden 800-1300); ca. 200-700 urnordisk; ca. 2000 f.Kr. - 200 e.Kr. urgermansk og ca. år. 4000?-2000 f.Kr. indoeuropæisk.

Som sprogbetegnelse forekommer også 'oldnordisk' der i dag må siges at være forældet. Dels anvendtes ordet som synonym til 'norrøn', dels med den betoning at være det fællesnordiske sprog.[1]

Nutidige betegnelserRediger

Nordiske sprog grupperes i vestnordisk og østnordisk, hvor vestnordisk er norsk, færøsk og islandsk, mens østnordisk er dansk og svensk.

Alligevel vil de fleste dansk- og svensksprogede have lettere ved at forstå norsk end færøsk og islandsk, så man derfor kan tale om ønordisk - færøsk og islandsk - og fastlandsnordisk - østnordiske sprog og norsk - der så også afspejler den sproglige virkelighed som nordisktalende selv oplever.

Oversigt over vigtige dialekterRediger

Eksterne henvisningerRediger

NoterRediger


 Spire
Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.