Wikipedia:Landsbybrønden/Stop fodnote-politikken!

Stop fodnote-politikken! redigér

Hvad er dansk Wikipedia? Det kan være stedet hvor engagerede frivillige udbreder nyttig information om stort og småt til alle dansk-sprogede brugere af internettet.

Men mange skribenter mener, at det er stedet at lufte sine sprogkundskaber og kritikløst oversætte artikler fra engelsk Wikipedia til dansk for at få den mest fyldige artikel der beskriver emnet. Eksempelvis en aktuel begivenhed, der er sket udenfor Danmark, som er omtalt af mange net-aviser.

Der er åbenbart gået sport i at få listen af fodnote-referencer til at fylde mest muligt med alskens unyttig viden, som enhver selv kan se ved at trykke på linket. Visse skribenter betragter åbenbart læserne/brugerne af dansk Wikipedia som monotyper, uden nogen som helst forståelse af de mest almindelige fremmedsprog, som tales i vore nabolande (norsk, svensk, engelsk og tysk) og uden fornemmelse for Google Translate, hvis der skulle være tvivl om forståelsen af et eksternt link.

En artikel i Wikipedia, skal ligesom i en rigtig encyklopædi og al anden skreven tekst, skrives med høj informationsværdi, letlæselighed og kvalitet for øje. Netaviser og nyhedsmedier er ikke nødvendigvis korrekte og gode sandhedsvidner og der kan være mange, som med forskellige ord beskriver præcis den samme begivenhed.

Derfor væk med overflødige fodnoter, som ikke højner artiklens kvalitet og letlæselighed.

--Ribe (diskussion) 15. jul 2012, 16:28 (CEST)

Æh, ikke for at være uhøflig, men har du overhoved forstået, hvad ideen med noter egentlig er? De bruges normalt til to ganske saglige formål: 1) som kildeangivelser, f.eks. med navn på artikel, mediet den er fra og hvornår den er fra, samt evt. angivelse af sprog hvis andet end dansk. 2) uddybende kommentarer og forklaringer der ville være forstyrende eller for omfattende i den løbende tekst.
Kildeangivelser skal i princippet bruges til alt, hvad der kan handle tvivl om, til citater samt som almindelig angivelser af hvor man har sine oplysninger fra. Dette som en sikkerhed for, at folk ikke sidder og digter om tingene, videregiver rygter eller skriver om ting, de ikke har reel viden om. I anden række giver det så også læseren mulighed for selv at søge yderligere oplysninger. Ganske saglige formål der da også som regel bliver opfyldt med angivelser, man i almindelighed vil forvente ved kildeangivelser.
Dansk Wikipedia har imidlertid traditionelt et mere afslappet forhold til kildeangivelser end f.eks. engelsk. De bør selvfølgelig være der, men vi behøver ikke nødvendigvis noter for hver anden linie. De fleste artikler skrives alligevel af en begrænset kreds af brugere, hvor det er forholdsvis nemt at bedømme, hvem der normalt er troværdige. Engelsk Wikipedia har derimod alt for mange brugere til, at man kan huske dem alle, og risikoen for at fejlagtige oplysninger drukner i mængden er derfor også betydeligt større. Det gør så også, at der kræves flere kildeangivelser der, som et minimum af sikkerhed. Og når de engelske artikler oversættes til dansk følger kildeangivelser naturligt med. For vi vil nemlig også gerne have dem men har bare ikke altid ressourcerne til også at finde dem.
Til gengæld har du ret i, at man skal være skeptisk overfor nyhedsmedier, det være sig på nettet, tryk, tv eller radio. Mange journalister skriver om mange ting, de ikke har nogen faglig viden om, hvorfor man skal være påpasselig med hvem, man bruger som kilde. Men bruger man en given artikel som kilde, så skal man også angive den som sådan i en note. Derimod behøver man selvfølgelig ikke fire kilder, der reelt fortæller det samme. --Dannebrog Spy (diskussion) 15. jul 2012, 17:31 (CEST)
Vil blot lige pointere, at kan der forefindes to eller flere uafhængige kilder på siger det samme, højnes troværdigheden af påstanden gevaldigt. mvh Tøndemageren 16. jul 2012, 17:18 (CEST)
Jeg er enig med de andre, og jeg kan da også lige komme med et eksempel, Ribe selv har været involveret i - ikke for at gå efter personer, men for at have et fælles udgangspunkt. I artiklen Taxaquizzen, startet af Ribe, var der i første version en del subjektivt indhold og ingen kilder eller fodnoter. Dette førte til, at artiklen virkede agiterende snarere end oplysende, og da den manglede kilder, var den ikke velegnet til videre informationssøgning. Den nuværende version er omskrevet, så den kun indeholder neutrale formuleringer - skønt den stadig handler om kritik af quizzen - og den har fået en kilde i en fodnote. Artiklen er altså blevet mere troværdig og den kan bruges til informationssøgning. Som nævnt før i denne diskussion er det dog ikke verdens bedste kilde, idet det bare er TV2, men indtil der kommer en bedre kilde, er det altså bedre end ingenting. Nu har tre svaret på din oplæg, så du må meget gerne tage til genmæle. I hvert fald håber jeg, du har fået noget ud af sammenligningen. --Inc (diskussion) 17. jul 2012, 10:42 (CEST)
Jeg har oversat en artikel om emnet triangulation, den beskriver hvorfor fodnoterne er så væsentlige. --Patchfinder (diskussion) 21. jul 2012, 11:32 (CEST)