Wikipedia:Wikipediajournalen/Arkiv/juli 2018/Værktøjer til forbedring af portaler

Wikipediajournalen

Værktøjer til forbedring af portaler

Af InsaneHacker, 01-07-2018

Kender du Wikipedias portaler? De har en prominent plads på navigationsmenuen og er ment som en måde at give læseren et overblik over Wikipedias artikler om et bestemt område, f.eks. film eller cykling. Imidlertid har portaler været plaget af nogen af de samme problemer som eks. WikiProjekter kan rende ind i: hvis de drives af en eller to brugere bliver de inaktive lige så snart disse brugere stopper med at bidrage til eller holder pause fra Wikipedia.

Dette problem eksisterer også på andre sprogversioner, blandt andet den engelske Wikipedia. Her har de imidlertid fundet en løsning, automatisering: gør så mange af portalens funktioner som muligt automatiske, så portalen ikke længere behøver konstant pleje for at den ikke skal blive forældet. Mange af de features der kendetegner portaler er sårbare over for at blive forældede:

  • Portalintroduktionen er ofte en copy-paste af indledningen fra hovedemnets artikel, f.eks. bruger Portal:Kristendom indledningen fra Kristendom.
  • Mange portaler har en månedens eller ugens artikel, ofte med en bagvedliggende bureaukratisk proces a la ugens artikel, noget der nok er overkill for små sider der ofte drives af enkeltpersoner. Citater fra disse artikler er ligeledes copypastet ind i portalen.
  • Nogle portaler varetager også en oversigt over WP:Fremhævet indhold inden for deres emneområde, hvilket kræver at man holder øje med WP:Gode artikler, WP:Fremragende artikler osv.

Disse problemer kan i stor udstrækning løses med automatisering. Jeg har, med stor hjælp fra Weblars, importeret et LUA-modul der understøtter skabelonerne {{Uddrag indledning}}, {{Uddrag valgt}} m.fl. som kan assistere med automatisering af portaler. Alle skabelonerne laver en real time-gengivelse af indledningen (minus fodnoter, infobokse etc.) til en artikel med mulighed for at til- og fravælge visse elementer.

Skabelonen {{Uddrag indledning}} er selv sagt nyttig ved portalintroduktionen idet man altid er sikret at den gengiver hovedartiklen nøjagtigt. Med få undtagelser vil den nyeste version af artiklen også være den mest fyldestgørende, og derved er portalen sikret fra forældelse ved at ny information eller en forbedret formulering af indledningen ikke bliver kopieret over.

Skabelonerne {{Uddrag valgt}}, {{Uddrag tilfældig}}, {{Uddrag listet}} og {{Uddrag linket}} kan være behjælpelige med fremvisningen af udvalgte artikler. Såfremt man ønsker at portalen i stor udstrækning kan "passe sig selv" kan man give dem en liste over artikler og fremvise dem på flere forskellige måder.

  • Man kan indsætte specifikke artikler der skal fremvises i bestemte tidsrum. F.eks. er Portal:Bagom Kunst og Design - metoder og materialer konfigureret således at en ny artikel fremvises for hver måned. Man kunne også forestille sig artikler fremvist på bestemte dage osv.
  • Hvis man ikke ønsker at anvende "månedens/ugens/dagens artikel" som koncept kan man i stedet blot fremvise en tilfældig artikel under det emne portalen handler om. F.eks. har jeg opsat Portal:Film så den fremviser en tilfældig artikel fra Portal:Film/Udvalgt artikel-liste hver gang sidens mellemlager/cache opdateres.

Hvis man driver en portal der er aktiv nok til at udvælge artikler (pt. eks. Portal:Historie) kan man også nyde gavn af skabelonerne, f.eks. ved livevisning af den udvalgte artikel med {{Uddrag indledning}}, man kunne også forestille sig en konfiguration hvor man tjekker hvorvidt der er en udvalgt artikel for den pågældende måned/uge, og automatisk skifter til at vise en tilfældig artikel såfremt der ikke er nogen. Alternativt kunne man reformere processen så der ikke blev valgt en artikel for en bestemt uge, men måske blev tilføjet til listen over de artikler der bliver fremvist tilfældigt.

På længere sigt kunne jeg også tænke mig en automatisk fremvisning af fremhævet indhold inden for det specifikke emne. Dette burde ikke være svært for brede emner såsom Musik og Film idet eks. WP:Gode artikler allerede har sektioner til disse emner. Med MediaWikis parser-funktion {{#section-h}} kan man transkludere en specifik sektion og derved kun fremvise de artikler der er relevante for portalens emne. Det vil dog kræve mindre ændringer af WP:GA og WP:FA m.fl.

Betyder disse værktøjer at man så bare skal begynde at oprette portaler i massevis? Ikke nødvendigvis. Selv om portaler i vis udstrækning kan automatiseres kræver det stadigvæk arbejde at sætte dem op på en korrekt måde, og portaler er primært beregnet til brede emner eller mere snævre emner som er dækket så udførligt, at en portal giver mening.

Der er endnu ingen kommentarer, din kan være den første!