Wikipedia

Édouard Louis

fransk sociolog og forfatter

Édouard Louis (født Eddy Bellegueule;[1] 30. oktober 1992)[2] er en fransk forfatter.[3] Louis er uddannet sociolog og filosof, og med et forfatterskab, der tager udgangspunkt i sin egen opvækst præget af fattigdom, alkoholisme og homofobi, tematiserer han social og økonomisk ulighed. Édouard Louis har udgivet fem autobiografiske værker, der alle er oversat til dansk, og redigeret en faglitterær antologi om sociologen Pierre Bourdieus indflydelse. Han bliver set som en af de vigtigste stemmer i fransk litteratur.[4]

Édouard Louis
Louis in 2019
Personlig information
Født Eddy Bellegueule
30. oktober 1992 (31 år)
Hallencourt, France
Nationalitet Fransk
Sprog Fransk, engelsk
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted École des hautes études en sciences sociales (EHESS)
École Normale Supérieure (ENS)
Hovedfag Sociologi og filosofi
Akademisk grad Kandidat
Beskæftigelse Forfatter
Fagområde Kreativ og professionel skrivning Rediger på Wikidata
Genre Autobiografi; sociologisk faglitteratur; essay
Inspireret af Pierre Bourdieu, James Baldwin, William Faulkner, Simone de Beauvoir, Didier Eribon Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Pierre Guénin-prisen Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Biografi redigér

Édouard Louis, født Eddy Bellegueule,[1] er født og opvokset i byen Hallencourt i det nordlige Frankrig, der også fungerer som ramme for hans debutroman, den selvbiografiske En finir avec Eddy Bellegueule (dansk: 'Færdig med Eddy Bellegueule'), der udkom på fransk i 2014 og på dansk i 2015.[5][6][7] Louis voksede op i en fattig familie afhængig af offentlig understøttelse: Hans far var fabriksarbejder i et årti, indtil "En dag på arbejdet faldt en container ned på ham og knuste hans ryg og efterlod ham sengeliggende på morfin mod smerten"[8] og ude af stand til at arbejde. Hans mor fandt lejlighedsvis arbejde med at bade ældre mennesker.[9] Den fattigdom, racisme, alkoholisme og hans homoseksualitet, som han under sin opvækst levede med i sin familie, er genstand for hans senere litterære arbejde.[10]

Som den første i sin familie har han en uddannelse fra universitetet. I 2011 blev han optaget på to af de mest prestigefyldte institutioner for videregående uddannelse i Frankrig, École Normale Supérieure og på École des hautes études en sciences sociales i Paris.[11][12] I 2013 skiftede han officielt navn til Édouard Louis.[13]

Samme år redigerede han antologien Pierre Bourdieu: L'insoumission en héritage, som analyserer Pierre Bourdieus indflydelse på kritisk tænkning, politisk frigørelse, emancipation og kunst.[14][15]

I 2014 udgav han En finir avec Eddy Bellegueule (dansk: 'Færdig med Eddy Bellegueule'), en selvbiografisk roman. Bogen var genstand for omfattende mediebevågenhed og blev hyldet for sine litterære kvaliteter og overbevisende historie. Bogen skabte også debat om opfattelsen af arbejderklassen.[16] Den var en bestseller i Frankrig og er blevet oversat til mere end 20 sprog, herunder dansk i 2015.[17][18][7]

I september 2015 skrev Édouard Louis et åbent brev, Manifest for en intellektuel og politisk modoffensiv, sammen med filosoffen Geoffroy de Lagasnerie.[19] I brevet, som blev offentliggjort på forsiden af den franske avis Le Monde, og senere blev genoptrykt på engelsk af Los Angeles Review of Books, fordømmer Louis og Lagasnerie legitimeringen af højreorienterede dagsordener i den offentlige diskurs og fastlægger principper, hvorefter venstreorienterede intellektuelle skal genindgå i den offentlige debat.[20][21]

I 2016 udgav Louis sin anden roman, Voldens historie.[22] Ved at gengive historien om hans voldtægt og mordforsøg juleaften 2012 centrerer den selvbiografiske roman om voldens cykliske og selvforstærkende natur i samfundet.[23][24]

I maj 2017 skrev Louis "Why My Father Votes for Le Pen", en kronik, der blev offentliggjort på forsiden af den amerikanske avis The New York Times.[25] I artiklen, der blev offentliggjort kort inden det franske præsidentvalg, argumenterede Louis for, at nationalistiske og højreorienterede politikeres stigning i popularitet blandt arbejderklassen og fattige vælgere i Frankrig var et resultat af ændrede prioriteringer på venstrefløjen.[26]

I maj 2018 udgav Louis sin tredje roman, Qui a tué mon père (dansk: 'Hvem slog min far ihjel'), hvori han uddyber dette tema.[27] Han udforsker sin fars forværrede helbred e fterarbejdsulykken, og den yderligere kropslige overlast, han udsættes for som følge af politiske beslutninger, der reducerede hans økonomiske støtte og derfor tvang ham tilbage på arbejde.[28]

Bogen En kvindes forvandling fra 2022 blev Louis' fjerde roman og omhandler hans mor. Bogen adskiller sig fra resten af Louis' forfatterskab ved ikke blot at tematisere sin lidelseshistorie, men også en kærlighedshistorie: "I min tilværelse har jeg krydset mange mennesker, hvis liv fik mig til at græde. Hvorfor skulle der ikke være plads til det i litteraturen? Det, der er rationelt, er jo lige præcis at tale om følelserne," har han sagt til Politiken.[4]

Édouard Louis' femte roman, Changer: méthode (dansk: 'Forvandlingens metode'), udkom i 2022. Bogen skildrer Louis' rejse fra arbejderopvæksten i det nordlige Frankrig til forfattertilværelsen i Paris. I bogen beskriver Édouard Louis hvordan, han som et mirakel bliver student, da han møder Elena, som kommer fra en kulturel familie; noget Louis ikke selv har stiftet bekendtskab med før. Han lærer de færdigheder, han har brug for for at kunne begå sig i Frankrigs kulturelite. Dette kommer i brug, da han senere bliver introduceret til akademia i Paris og beslutter sig for at blive forfatter.[29]

Litterær stil og indflydelse redigér

Édouard Louis' værker er tydeligt inspireret af forfatterens sociologiske baggrund: Pierre Bourdieus indflydelse gennemsyrer hans romaner, som undersøger temaerne social udstødelse, dominans og fattigdom.[30] William Faulkners indflydelse kommer også til udtryk gennem Louis' brug af forskellige sprogniveauer i samme sætning; han sætter således slang og talesprog i hjertet af hans forfatterskab.[31] Louis' roman Voldens historie indeholder desuden et essay om Faulkners roman Sanctuary.

Forfatteren har forklaret, at han ved at arbejde med forskellige sprogniveauer ønsker at bruge vold som et litterært subjekt: "Jeg vil gøre vold til et litterært rum, ligesom Marguerite Duras lavede et litterært rum af galskab, eller som Claude Simon gjorde krig til et litterære rum, eller som Hervé Guibert gjorde med sygdom."[32]

Louis har sagt, at hans primære moderne indflydelse var den franske sociolog Didier Eribon, hvis bog Retour à Reims, ifølge Louis, "markerede et vendepunkt for hans fremtid som forfatter."[33] Han har også inkluderet James Baldwin og Simone de Beauvoir blandt "de forfattere, der har betydet mest for mig".[34]

Bibliografi redigér

Romaner redigér

  • En finir avec Eddy Bellegueule. Le Seuil. 2014. ISBN 9782021117707.
    • Louis, Édouard (2015). Færdig med Eddy Bellegueule. Oversat af Stjernfelt, Agnete Dorph. København: Rosinante. ISBN 9788763836746.
  • Histoire de la violence : roman. Éditions du Seuil. 2016. ISBN 9782021177787.
    • Louis, Édouard (2017). Voldens historie : roman. Oversat af Grodin, François-Eric. Etcetera. ISBN 9788793316126.
  • Qui a tué mon père. Seuil. 2018. ISBN 9782021399431.
  • Combats et métamorphoses d'une femme. Seuil. 2021. ISBN 9782021312546.
  • Changer: méthode. Seuil. 2022. ISBN 9782757896549.

Faglitteratur redigér

  • Louis, Édouard, red. (2013). Pierre Bourdieu. L'insoumission en héritage. PUF. ISBN 978-2-13-061935-2.

Referencer redigér

  1. ^ a b Curtet-Poulner, Isabelle (15. februar 2014). "En finir avec Eddy Bellegueule: chronique de la haine populaire" [En finir avec Eddy Bellegueule: chronicle of the popular hate] (Review) (fransk). Marianne. Hentet 13. juli 2014. Louis signe un premier roman époustouflant, En finir avec Eddy Bellegueule, son patronyme originel.
  2. ^ Notice autorité BnF
  3. ^ Juhl, Christine Fangel; Vindum, Anne (februar 2022). "Édouard Louis". Forfatterweb. Hentet 6. januar 2023.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  4. ^ a b Dressler-Bredsdorff, Matthias (16. januar 2022). "Da den unge stjerneforfatter så sin mor danse, blev han fyldt af had". Politiken. Hentet 6. januar 2023.
  5. ^ Tobias Grey (19. juni 2018). "For the French Author Édouard Louis, His Books Are His Weapon". The New York Times (engelsk). Hentet 2018-07-16.
  6. ^ "'The End Of Eddy' Tells Of Growing Up Poor And Gay In Working-Class France". NPR.org (engelsk). Hentet 2018-07-16.
  7. ^ a b Byrckel, Tine (13. februar 2015). "En glemt klasses daglige ydmygelser". Dagbladet Information. Hentet 6. januar 2023.
  8. ^ Louis, Édouard (4. maj 2017). "Why My Father Votes for Le Pen". The New York Times. Hentet 8. juni 2019.
  9. ^ Pascaud, Fabienne (25. januar 2014). "En finir avec Eddy Bellegueule" (Review) (fransk). Telerama. Hentet 13. juli 2014. le père est depuis longtemps au chômage après s'être bousillé le dos à l'usine, et où la mère nettoie les vieillards du village.
  10. ^ Fruchon-Toussaint, Catherine (13. marts 2014). "Edouard Louis, phénomène littéraire à 21 ans" [Édouard Louis, Literary Phenomenon at 21] (Radio Transcript) (fransk). Radio France Internationale. Hentet 13. juli 2014. Vous y racontez vos jeunes années, de 9 à 13 ans essentiellement, dans le nord de la France, où vous êtes né et vous avez été élevé dans une famille souffrant d’une grande misère, avec au quotidien l’alcoolisme, la pauvreté, le chômage, le désert culturel.
  11. ^ "Procès verbal des résultats d'admission" (PDF).
  12. ^ "Savoir/agir en homophobe. A propos d'un sinistre canular qui n'a pas été perçu comme tel et d'un problème plus général". 9. marts 2015.
  13. ^ Biography in "Eddy se fait la belle", Le Monde des Livres, 16 January 2016
  14. ^ Présentation de l'ouvrage sur le Site de l'éditeur Arkiveret 12. marts 2014 hos Wayback Machine.
  15. ^ Boccara, Guillaume (2013). "Pierre Bourdieu. L'insoumission en héritage, Edouard Louis (sous la direction de), Paris, PUF, 2013, 185 p.". Nuevo Mundo Mundos Nuevos. doi:10.4000/nuevomundo.65537. ISSN 1626-0252.
  16. ^ Philippe, Elizabeth (15. marts 2014). "Edouard Louis: "Ce que j'écris dans 'Eddy Bellegueule' a été vécu"" [Edouard Louis: "What I wrote in 'Eddy Bellegueule' has been lived"] (Interview) (fransk). Les Inrocks. Hentet 13. juli 2014. lLe journaliste se permet des choses à l’égard des classes populaires qu’il ne se serait pas permis à l’égard des dominants. C’est l’expression d’un racisme de classe insupportable.
  17. ^ Abescat, Michel (15. juli 2014). "Edouard Louis : "J'ai pris de plein fouet la haine du transfuge de classe"" [Edouard Louis:"I've been slammed by the hatred of those who change social classes] (Interview) (fransk). Telerama. Hentet 15. juli 2014. Héritier du sociologue Pierre Bourdieu, sur l'oeuvre duquel il a dirigé un ouvrage collectif, infiniment sensible, et sincère, il porte un regard aigu sur la réception de son livre.
  18. ^ Swanson, Claire (21. februar 2014). "New Releases on Top in January" (News). Publishers Weekly. Hentet 13. juli 2014. lA handful of new titles topped the bestseller lists in the international markets at the start of 2014. In France, 21-year-old Edouard Louis’s debut novel, Finishing Off Eddy Bellegueule, came in at #1.
  19. ^ "Manifeste pour une contre-offensive intellectuelle et politique | Blog | Le Club de Mediapart". Club de Mediapart (fransk). Hentet 2016-01-07.
  20. ^ "Intellectuels de gauche, réengagez-vous!". Le Monde.fr (fransk). ISSN 1950-6244. Hentet 2016-01-07.
  21. ^ "Manifesto for an Intellectual and Political Counteroffensive". The Los Angeles Review of Books (amerikansk engelsk). 25. oktober 2015. Hentet 2021-08-31.
  22. ^ Leyris, Raphaëlle. "Roman autobiographique : Edouard Louis et le mauvais garçon". Le Monde.fr (fransk). ISSN 1950-6244. Hentet 2016-01-07.
  23. ^ "Les illusions éperdues d'Edouard Louis". Bibliobs (fransk). 7. januar 2016. Hentet 2016-01-07.
  24. ^ "Transfuge - Le Grand Entretien : Edouard Louis "écrire, c'est lutter contre les racismes"". www.transfuge.fr. Arkiveret fra originalen 28. august 2016. Hentet 2016-01-07.
  25. ^ Louis, Edouard (4. maj 2017). "Why My Father Votes for Le Pen". The New York Times. New York Times. Hentet 12. maj 2018.
  26. ^ Broder, David (8. maj 2018). "Macron's Anniversary". Jacobin.
  27. ^ Vego, Kristin (24. maj 2019). "Édouard Louis' anklageskrift mod de politikere, som har nedbrudt hans far". Dagbladet Information. Hentet 6. januar 2023.
  28. ^ Leyris, Raphaëlle (10. maj 2017). "Edouard Louis : " Empêcher le lecteur de détourner le regard "". Le Monde. Hentet 12. maj 2018.
  29. ^ Rösing, Lilian Munk (5. januar 2023). "Fransk stjerneforfatter leverer et intenst og interessant studie i forvandlingstrangen som et principielt umætteligt begær". Politiken. Hentet 6. januar 2023.
  30. ^ "Nos choix pour la rentrée littéraire d'hiver". Le Monde.fr (fransk). ISSN 1950-6244. Hentet 2016-01-07.
  31. ^ "Édouard Louis : " Mon livre a été écrit pour rendre justice aux dominés "". Salut. 22. januar 2015. Hentet 2016-01-07.
  32. ^ Des Lys, Richard (29. april 2014). "Édouard Louis : le choc littéraire" [Édouard Louis: The Literary Shock] (fransk). Etre. Arkiveret fra originalen (Interview) 15. juli 2014. Hentet 13. juli 2014. "La violence a été le projet fondateur de mon livre. Je voulais faire de la violence un espace littéraire, comme Duras a fait avec la passion, la folie. Ou comme Claude Simon a fait pour la guerre. Ou Hervé Guibert, pour la maladie. C’est une violence qui la plupart du temps ne se voit pas. Justement, la puissance de la littérature pour moi, c’est montrer avec les mots l’invisible. ".
  33. ^ Petrowski, Nathalie (28. maj 2014). "Édouard Louis: famille, je vous hais" [Family: I hate you] (Interview) (fransk). La Presse. Hentet 14. juli 2014. Le premier livre qui marquera un tournant pour le futur écrivain paraît en 2009. C'est Retour de Reims de Didier Eribon.
  34. ^ Louis, Édouard (11. februar 2017). "Édouard Louis: 'For my family, a book was a kind of assault'". The Guardian Review section. London. s. 12. Hentet 13. februar 2017.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Édouard_Louis&oldid=11671228"