Adolph Philipsen

Adolph Philipsen (født 1855), senere navneforandring Hauff, var en københavnsk farmaceut og rovmorder, som var medejer af 'Dr. E. Pontoppidans Normalsæbe' i baggården til Store Kongensgade 75 (ved Marmorkirken), hvor han den 7. januar 1890 kvalte den 63-årige inkassator Johan F. Meyer fra Carl Lunds Fabrikker (emaljevarer). Liget lagde han i en tønde med læsket kalk, som den 13. januar sendtes med S/S Thingvalla fra Dampskibsselskabet Thingvalla til en fiktiv adresse i USA. Efter at have fået udleveret en assurancesum på 600 kr for en formodet påsat brand den 31. januar i de lejede lokaler stak sæbefabrikanten af til Hamborg, hvor han steg på damperen Germania med kurs mod Kapstaden i Sydafrika.

Philipsens kone modtog et brev fra sin mand, der var mistænkt i mordsagen og vredt oplyste, at han nu var i Hamborg og ville tage på en længere sørejse. Overbetjent Klein sendtes straks afsted til Hamborg og fandt sammen med en tysk opdager ud af, at en mand, der havde kaldt sig Albert Philip og opgivet at være apoteker fra Helsingør, 2 dage inden var afsejlet fra byen, men at skibet var gået på grund i Elben ved Blankenese og var der endnu. Overbetjent Klein sejlede i en lille dampbåd ud til skibet og genkendte straks Philipsen, der havde ladet sit fuldskæg tage af, og anholdt ham.

Den forsvundne inkassator Meyer var sidst set 7. januar 1890 på sin gåtur fra sin arbejdsplads til kunder rundt i København, og nogle børn fandt hans sorte mappe i Sortedamssøen. Et pengebeløb og nogle kvitteringer på fordringer, som burde have været i mappen, var væk. Af de beløb, man mente var skyldige, nægtede kun Philipsen at skylde det fulde beløb, som forklarede, det kun var en mindre del. I slutningen af marts blev Philipsen udleveret fra Hamborg og erkendte da, at han havde udnyttet Meyers forsvinden til at se sig fri for nogle ubetalte regninger.

Først et par uger senere, i april 1890, indrømmede Philipsens tjenestekarl, efter han havde set i avisen, at hans tidligere chef var sigtet for mord, at han i starten af januar havde hentet 4 skæpper læsket kalk og nogle dage senere sammen med Philipsen havde været med til at slæbe en foustage ned til Thingvalla-linjens pakhusLarsens Plads, og han havde fået oplyst, den indeholdt hjemmelavet vognsmørelse. Desuden havde han fået foræret en overfrakke og en jakke, der havde ligget omme bag nogle kasser på lageret. Tøjet blev med allerstørste bestemthed genkendt som havende tilhørt den forsvundne Meyer.

Samme dag kom Philipsen i forhør og indrømmede da mordet, som han forklarede som en pludselig indskydelse for at skaffe penge og at tønden med liget formentlig stadig stod til afhentning på havnen i New York. Han havde stjålet 114 kr og et guldur fra offeret og fjernet de skyldige fordringer fra mappen og smidt den ud. Gulduret påstod han at have skilt sig af med under et toiletbesøg i forbindelse med anholdelsen på skibet. Desuden indrømmede han ildspåsættelsen i sæbefabrikken, der var sket med et nedbrændt stearinlys.

Gennem generalkonsulatet i New York blev tønden fundet og sendt tilbage med Thingvalla-damperen S/S Norge til Tuborg Havn, hvor den ankom i maj 1890 og blev bragt til retsmedicinsk undersøgelse. Indeni lå Meyers lig med et stramt reb om halsen. Liget blev vist frem for Philipsen, som var ved at besvime.

Overlæge Pontop­pidan erklærede Philipsen fuldt ud tilregnelig. Kriminalretten dømte Philipsen skyldig i drab begået med over­læg og livsstraf. I Højesteret stadfæstedes dommen. Af de 11 voterende stemte 7 for dødsstraf, af disse igen 2 for benådning, mens 4 stemte for idømmelse af tugthusarbejde på livstid. Ved kongelig resolution forandredes straffen til livsvarigt tugthus­arbejde.

Efter at Adolph Philipsen havde afsonet i 14½ år i Horsens Tugthus, blev resten af straffetiden ham eftergivet, mod at han forlod landet for stedse. Han udvandrede til USA, hvor han skabte sig en respektabel tilværelse under navnet Hauff.

Tønden, som var tur-retur med Meyers lig i New York, kan i dag ses på museet i det nedlagte Horsens Statsfængsel.

Kompagnonen Madsen flyttede sæbefabrikken til Rødovre.

Eksterne linksRediger

LitteraturRediger