Åbn hovedmenuen
En tegning af en plov.
Pløjning med en ard.

Arden var den ældste form for plov, som blev benyttet til at pløje jorden med, før hjulploven blev opfundet. Den kan ses som en videreføring af gravestokken. Arden kunne ikke vende jorden. Den blev holdt skråt, hvorved det pileformede hovedskær kastede det meste af jorden til den ene side.

Arden var af træ, og havde i starten kun én "tand", som "løsnede" jorden.

Arden kendes helt tilbage fra landbrugets indtog i Danmark i starten af bondestenalderen i midten af det 4. årtusinde f.Kr., men findes først afbildet blandt helleristninger fra bronzealderen, blandt andet i Valla og i Finntorp i Båhuslen. I middelalderen kom hjulploven, som sparede en masse tid, kræfter og ressourcer.

Arden kunne laves uden hjælp af andet end økse og kniv. Den vejede kun 10-15 kilo, men var alligevel robust, og kunne trækkes af en hest eller et par okser. Det vigtigste var dog, at en enkelt mand ved hjælp af en ard og trækdyr i løbet af et par dage kunne bearbejde og tilså nok land til at ernære sig selv og sin familie. [1] Et stykke ind i yngre stenalder begyndte man at pløje både på langs og tværs af jordstykket, såkaldt krydspløjning, for at få jorden løs, let og fri for ukrudt. De første eksempler på krydspløjning fra oldtiden blev fundet på Hunnfelterne [2] i Østfold i 1950. Oldtidens agre fremstår med mørke, krydsende striber; for hver gang ardskæret stak dybt, trak det mørk jord ned i den lyse, sterile moræne nedenunder. Tilsvarende fund er gjort på den forblæste lille ø Fjørtoft [3] nordvest for Ålesund.[4]

Den simpleste form for ard er krogarden, der i princippet kun består af en kløftet gren med en tværpind til at styre med. En sammensat type er derimod buearden, der består af tre forskellige dele: en buet trækstang, en buet styrestang, samt et pileformet skær med forskær. Arden foretrækkes stadig mange steder i verdens tørre klimazoner, hvor jorden kun behøver at smuldres. Den kendes fra fund og afbildninger tilbage fra bronzealderen i Mellem- og Fjernøsten, Europa og Indien. Europæerne indførte den i Mellem- og Sydamerika. [5]

En næsten komplet, men udateret eksemplar af en bueard er fundet i en mose ved Donneruplund ved Vejle. Andre fund er gjort i Døstrup i Himmerland og i Hendriksmose i daværende Viborg Amt, henholdsvis daterede til yngre bronzealder og ældre jernalder. Forskæret kunne laves af særligt hårde træsorter, men fra 400-500-tallet kendes et forskær af jern fra Gotland, mens det ældste fra Danmark stammer fra 900-tallet. Et plovskær af egetræ fra Hviding syd for Ribe, fundet i en brønd, er dateret til 825-850.

Den svenske runesten Sö 65 med omtale af ard.

En indskrift i Djulefors i Södermanland, kaldt Sö 65 og dateret til vikingetiden, lyder:

[inka : raisti : stain : þansi : at : ulai](f) : sin : [a...k] : han : austarla : arþi : barþi : auk : o : lakbarþilanti : [anlaþis +

Inga ræisti stæin þannsi at Olæif sinn ... Hann austarla arði barði ok a Langbarðalandi andaðis.

Tolket til moderne dansk: "Inga rejste denne sten for Óleifr, sin .... . Han pløjede sin ard i østerled og udåndede i langobardernes land." [6]

NoterRediger

  1. ^ Anders Hagen: Norges oldtid (s. 232-3), forlaget Cappelen, Oslo 1983, ISBN 82-02-09067-9
  2. ^ https://reiseplanlegger.naf.no/sted/hunnfeltet--ZXBpc2VydmVyL3BvaS8zMTgwOQ==
  3. ^ http://kulturvernmoro.blogspot.com/2012/08/fjrtofta-arkeologiske-underskelser-i.html
  4. ^ Anders Hagen: Norges oldtid (s. 233-6)
  5. ^ Grith Lerche, Viggo Nielsen: ard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39835
  6. ^ http://www.arild-hauge.com/se-runeinnskrifter-soedermanland.htm

LitteraturRediger

  • Kristian Kristiansen: "De ældste bygder" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 46f)
  • Lotte Hedeager: "Jernalderens landbrug" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 147)