Wikipedia

Bronzenatten

Bronzenatten (estisk: pronksiöö) eller April-urolighederne (estisk: aprillirahutused) henviser til de bølleoptøjer, der fandt sted i Estlands hovedstad Tallinn natten mellem den 26. april og 27. april 2007 og de følgende dage og nætter i forbindelse med omflytningen af et krigsmonument, Bronzesoldaten, fra sit hidtidige opstillingssted på Tõnismägi til en nærliggende soldaterkirkegård.[1]

Protesterende i Tallinn bymidte efter at politiet havde afspærret gaderne omkring monumentet, hvorfor de "protesterende" gav afløb for deres vrede langs gaden ind mod bymidten. Herefter udviklede protesten sig hurtigt til meningsløst hærværk og åbenlyse tyverier - ikke mindst af slik og alkohol

Et flertal af den estiske befolkning anså Bronzesoldaten for at være et besættelsessymbol for den sovjetiske besættelse fra 1944 til 1991 og dertil knyttet undertrykkelse af den estiske befolkning og som sådant upassende i gadebilledet.[2] Samtidig har monumentet en betydelig symbolsk værdi for den herboende russisksprogede befolkning som monument over kampen imod Nazityskland under 2. verdenskrig – til trods for, at der påviseligt ikke var en eneste tysk soldat tilbage i Estland på det tidspunkt, hvor de sovjetiske soldater besatte Estland og "befriede" Tallinn! Men tillige var monumentet samlingssted for russiske provokatører i deres krav på særlige rettigheder i Estland og som sådant tillige et virkemiddel i Ruslands gentagne afpresningsforsøg vendt mod den tidligere ufrivillige sovjetrepublik.[3]

Under hensyn til de gentagne sammenstød, der var forekommet mellem sovjet-russofile provokatører og esto-nationalistisk sindede besluttede den estiske regering i april 2007 at lade foretage en arkæologisk udgravning for at finde resterne af de angiveligt begravede og lade disse ligge og monumentet flytte til en soldaterkirkegård, hvor genbegravelse og genopsættelse af monumentet kunne ske uden at forstyrre gadebilledet.[4] Angiveligt i protest herimod påbegyndtes massedemonstrationer af russisksprogede, der imidlertid hurtigt udviklede sig til druk, vold, hærværk, overfald og tyverier, som varede i 2 nætter og hører til de værste, Estland har oplevet.[5][6] Under episoderne døde en ung russer, der havde deltaget i indbruddene og tyverierne – formentlig takket være knivstik fra andre medvirkende. I de tidlige morgentimer den 27. april 2007, efter den første nats optøjer, besluttede den estiske regering uden yderligere udsættelse at fuldføre flytningen af monumentet, og nedtagelsen fulgte lige efter. Om eftermiddagen den 30. april blev statuen uden tilhørende stenmur opsat på forsvarets soldaterkirkegård i Tallinn (der ellers har været forbeholdt estiske soldater).[7][8] En åbningsceremoni for den flyttede statue skete den 8. maj, årsdagen for sejren over Nazityskland.[9][10] (Sovjetiske krigsveteraner fejrer "sejrsdagen" en dag senere, den 9. maj). I løbet af juni 2007 blev stenmuren genopbygget på monumentets nye sted. Fire af de døde blev efter anmodning overdraget slægtninge til genbegravelse, resten begravet ved det flyttede monument, den 3. juli 2007.[11][12][13][14]

Baggrund redigér

Historisk baggrund redigér

  Uddybende artikel: Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande

I 1939 havde Sovjetunionen indgået en aftale med Estland om oprettelse af fremskudte militærbaser på estisk område – den såkaldte baseaftale. Aftalen var udtrykkeligt indgået under forudsætning af, at Sovjetunionen ikke ville blande sig i indre estiske anliggender, ligesom der var fastsat rammer for størrelsen af det militære kontingent, der måtte virke på baserne.

Det viste sig hurtigt, at Sovjetunionen ikke havde til sinds at overholde baseaftalen. Her, som i Letland og Litauen, blev der indført langt større militære kontingenter end aftalt, og Sovjetunionen stillede krav om tilladelse til yderligere at forøge disse. Til trods for Estlands imødekommenhed med hensyn til at forhandle spørgsmålet afventede Sovjetunionen end ikke den estiske regerings svar, men lod egenhændigt og i strid med aftalen sovjetiske tropper overskride den estiske grænse og fortsætte mod Tallinn. Den 17. juni 1940 havde de sovjetiske tiltag fået karakter af en regulær besættelse af Estland. Nu fulgte en række diktater fra Sovjetunionens side, hvor man stillede krav om ændringer i regeringen. Den sovjetiske særlige udsending Andrei Ždanov forlangte af den estiske præsident Konstantin Päts, at regeringen skulle afsættes, og at der i stedet skulle oprettes en regering under ledelse af den af den sovjetiske efterretningstjeneste lejede spion og forfatter Johannes Vares-Barbarus. Den nye regerings sammensætning blev dikteret af Ždanov og alle ændringsforslag fra præsidentens side blev kategorisk afvist[15]. Den 21. juni 1940 meddelte Johannes Vares-Barbarus i en radiotale, at han havde dannet en ny regering. Samme dag arrangerede den sovjetiske lakaj Maksim Unt en arbejderdemonstration under Ždanovs direktiver, der fik karakter af et statskup. Sovjetunionens kampvogne og bevæbnede enheder fra Den røde Hær deltog i demonstrationerne ved det estiske parlament (Toompea) hvorefter man gik i demonstration til præsidentens residens i Tallinns østlige udkant (Kadriorg) ligesom man frigav politiske fanger i det estiske statsfængsel (Patarei vangla), der var dømt for landsforræderi, herunder Nikolai Trakman, der havde solgt planer over estiske forsvarsanlæg til Sovjetunionen[16].

Den 14. og 15. juli 1940 gennemførtes såkaldte "nyvalg", hvorunder kun kommunistpartiets kandidater var tilladt, og hvor alle modstandere af sovjetbesættelsen blev arresteret eller forhindret i at deltage. Det lykkedes esterne i overensstemmelse med de forfalskede valgregler at opstille 78 modkandidater med i alt 6000 støtter, men disse blev nægtet retten til at stille op! Kun en enkelt kandidat, Jüri-Rajur Liivak, undgik at blive arresteret. Valget gennemførtes ved forfalskede valgregler og i strid med den estiske grundlov af 1937, og det anses for givet, at valgresultatet ligeledes var helt igennem forfalsket, idet disse først offentliggjordes den 17. juli.[17]

Den 22. juli 1940 "anmodede" det nyvalgte parlament om at blive optaget i Sovjetunionen; beslutningen blev dikteret under trusler og kom uventet for medlemmerne af det nye parlament. Den 6. august 1940 formaliseredes Sovjetunionens annektering af Estland. Den nye marionetregering fik intet at skulle have sagt. Johannes Vares-Barbarus var reelt gidsel for den datidige sovjetiske besættelsesmagt. Under denne første sovjetiske besættelse blev 9.267 estere tvangsdeporteret til Gulag, mange blev myrdet (for 1941 registreredes 1622 og for 1942 787 dødsdomme). Blandt de myrdede var adskillige forhenværende parlamentsmedlemmer, højere officerer og kvinder i forsvarstjeneste.[18]

I 1941 blev de sovjetiske besættelsestropper tvunget til at forlade Estland, der i stedet blev besat af tyske. Den tyske besættelse varede til 1944. Da Tyskland blev trængt tilbage overalt på østfronten i 1944, valgte mange estere at træde til på østfronten for at forhindre en ny sovjetisk besættelse (mens tyskerne flygtede fra landet). Således gik det, til, at der ikke var tyskere ved den estiske front, da sovjetiske tropper for anden gang overskred grænsen og på ny besatte landet.

Tolkningen af den sovjetiske besættelse redigér

Under perestroika skete en revurdering af SSSRs historie, og i 1989 fordømte SSSR Molotov-Ribbentrop-pagten fra 1939 med Nazityskland og den efterfølgende invasion og besættelse af de tre baltiske lande.[19] Sovjetunionens sammenbrud ledte til genskabelsen af Republikken Estland. Massedeportationer af etniske estere og immigration af ikke-estere fra andre dele af "Folkenes Fængsel"[20] ledte til en nedgang i andelen af etniske estere under sovjettiden fra 88 % i 1934 til 62% i 1989.[21]

 
Mindeplader på parlamentsbygningen i Tallinn (Toompea), sat til minde over de medlemmer af estiske regeringer, der døde som følge af kommunistisk terror. Blandt disse ses daværende præsident Konstantin Päts som nr. 7 blandt regeringsledere. Den lange liste, der fortsætter på tavle 2, er ulige "menige" ministre

Ifølge den estiske regering[22] Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,[23] EU,[24] og USA,[25] var Estland besat af Sovjetunionen indtil landet genvandt sin selvstændighed i 1991 og de 48 år af sovjetisk besættelse og indlemmelse i SSSR er aldrig anerkendt som lovlig af de vestlige lande.

I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blev den lovlige estiske regering i 1940 fjernet og et sovjetisk styre indført ved en voldelig virksomhed fra sovjetisk side. Det totalitære, kommunistiske regime i SSSR gjorde omfattende og systematiske overgreb imod den estiske befolkning.[26] Valg blev gennemført alene med mulighed for deltagelse af Sovjet-støttende kandidater.[27] Time Magazine rapporterede i 1940: "De, som ikke i deres pas fik indstemplet, at de havde støttet Estlands indlemmelse i SSSR, kunne skydes ved sovjetiske krigstribunaler" [28]

Samtidig har nogle kommentatorer givet udtryk for frygt for, at Ruslands insisteren på en pro-sovjetisk historisk tolkning afspejler et ønske om at genskabe sin indflydelsessfære i "nærområder".[29]

Opfattelsen, at Estlands anneksion i SSSR var lovlig, finder underbygning i officielle udtalelser fra russisk side,[30] herunder at tilstedeværelsen af SSSR i de baltiske lande var lovlig i henhold til international lov, og at de baltiske lande ikke kunne okkuperes, da der ikke var erklæret krig mellem landene.

Rusland har forsøgt at påtvinge Estland en bestemt politik i henseende til statsborgerskab og sprogregler og under gentagne anklager mod Estland for brud på menneskerettigheder og beskyldninger for fascisme, dels fra religiøse ledere, dels medier, dels regeringsrepræsentanter, herunder den russiske ambassadør i Estland.[31][32][33][34][35][36]

Sammenstød og lovgrundlag for flytningen redigér

Efter Estlands genvundne selvstændighed i 1991 udviklede modsætningerne omkring monumentet sig i 2006–2007. En evig flamme ved monumentet blev slukket straks efter selvstændigheden. I 1994 blev monumentet rekonstrueret, og en beskyttende barriere omkring det blev fjernet.[37]

Monumentet var i begyndelsen fortrinsvis mødested for sovjetiske krigsveteraner fra 2. verdenskrig og elementer af den russisksprogede befolkning på dage, der anvendtes til at mindes krigsbegivenheder: 9. maj (sejrsdag i Sovjetunionens historieopfattelse) og 22. september ("befrielsen af Tallinn" i 1944). Anvendelsen af sovjetiske og russiske flag ved disse lejligheder var en bevidst provokation vendt imod den estiske befolkning og medvirkede til ønsket om at blive af med mindesmærket.[38]

I 2006 udviklede demonstrationer og moddemonstrationer sig til fysiske sammenstød. Den 10. januar 2007 vedtog det estiske parlament med 66 stemmer for og 6 imod loven om gravbeskyttelse, der muliggjorde en flytning af gravmonumenter under særlige hensyn. I fortalen til loven hedder det:

"Under iagttagelse og erkendelse af Republikken Estlands forpligtelse til at sikre og beskytte, respektere og skabe anstændig behandling af rester efter døde i krig på Estlands område, under opfattelsen af at begravelse af personer på dertil uegnede steder som værende i strid med europæisk kultur og traditionerne for at hædre resterne af de døde og under iagttagelse af artikel 34 i tillægsprotokollen til Geneva-konventionen af 12. august 1949, samt relaterende til protokol 1 om Beskyttelse af ofre for Internationale Væbnede Konflikter (the Protection of Victims of International Armed Conflicts, Protocol 1), adapteret den 8. juni 1977, ifølge hvilken Den estiske Stat er forpligtet til at sikre respekten for rester og begravelsessteder for personer døde i krig på Estlands territorium og markeringen heraf samt under hensyn til Den estiske Stats ret til genbegravelse af ligrester under hensyn til den offentlige interesse, har Riigikogu vedtaget denne lov." [39]

Loven trådte i kraft den 20. januar 2007.[40]

Estland har gensidige aftaler om beskyttelse af krigsgrave med Finland og Tyskland men ikke med Rusland, der giver særlig status til mange krigsgrave i Estland, men ikke den på Tõnismägi. Loven om beskyttelse af krigsgrave havde som et af sine formål at kodificere internationale fremgangsmåder og praktikker vedrørende krigsgrave og sikre ensidig beskyttelse af krigsgrave, der ikke var omfattet af internationale beskyttelsesaftaler. De fleste krige i det 20. århundrede i Estland er sket med sovjetiske (fortrinsvis russiske), tyske og estiske soldater med deltagelse af frivillige finske soldater under en estisk ledelse, og næsten alle krigsgrave, der ikke er omfattet af gensidige aftaler, vedrører Den røde Hær.

Loven placerer ansvaret for krigsgrave under det estiske forsvarsministerium. Tõnismägi tilhører kommunen, og alle tiltag ville have krævet en aftale med kommunen forud.[41][42] Efter som Tallinn har en stor ikke-estisk befolkningsandel, var en gensidig aftale i en nært forestående fremtid ikke at forvente, men loven fjernede behovet for at forhandle med byrådet i tilfælde af genbegravelse af eventuelle rester af de begravede.

Offentlig støtte redigér

Tanken om en omlokalisering af monumentet var kontroversielt blandt befolkningen i Estland. Ved en meningsundersøgelse lavet for avisen Eesti Päevaleht ved Turu-uuringute AS fra 5. april til 22. april 2007 var 37 % af de adspurgte tilhængere af en omflytning, 49 % imod og 14 % uden stillingtagen for eller imod. Blandt den estiske befolkning var 49% for og blandt den russisksprogede befolklning kun 9% for omflytningen.[43][44][45]

Ved en frivillig meningsmåling i avisen Postimees den 25. april, da forberedelserne til flytningen allerede var i gang, stemte 85.12 % af deltagerne online for en flytning, 12.98 % imod, mens resten hverken stemte for eller imod.[46]

Begivenheder i forbindelse med omflytningen redigér

 
Politiet har afspærret adgangen til statuen den 26. april 2007. Skiltene oplyser på engelsk: "Arkæologisk udgravning".

Estisk politi lod afspærre pladsen og omgivende gader omkring monumentet i morgentimerne den 26. april 2007 som en forberedelse for de planlagte arkæologiske undersøgelser og efterfølgende flytning af eventuelle rester efter de begravede ved monumentet.[47]

Et telt blev rejst for at afskærme udgravningerne imod vejrlig og offentlighedens indblik.[48] Tre medlemmer af provokatørorganisationen "Õine Vahtkond", som havde overvåget situationen, nægtede at forlade området og lukkede sig inde i deres bil. Politiet måtte knuse bilruden for at trække dem ud, hvorved den ene fik rifter.[49][50] Efter at være blevet fjernet udspredte Öine Vahtkond meddelelsen om, at flytningen af monumentet var igangsat.[51] Efter nogle få timer var henved 1.000 mennesker, mestendels russisk-talende, samlet og havde omringet politiafspærringen; en del forsøgte at sprænge.[52] Adskillige protestmøder mod flytningen af monumentet blev afholdt. Da mørket faldt på, blev forsamlingen stadig mere aggressiv og begyndte at kaste sten og tomme flasker mod politikæden.[53] Omkring kl. 21:15 opgav bøllerne at bryde politikæden og kastede sig i stedet ud i det almindelige hærværk, der prægede den første nat.[54]

I de tidlige morgentimer den 27. april 2007 holdt den estiske regering et hastemøde, og kl. 3.40 om morgenen besluttedes det efter råd fra det estiske sikkerhedsråd at fuldføre flytningen af monumentet hurtigst muligt ("på grund af de voldelige begivenheder"). Tre timer senere, kl. 6.40 om morgenen, var monumentet blevet flyttet til et ikke-oplyst sted for midlertidig opbevaring.[55][56][57][58]

Regeringen erklærede, at statuen ville blive genopstillet hurtigst muligt på forsvarets soldaterkirkegård.[59] Fra om eftermiddagen den 30. april var statuen uden stenmur genopstillet.[7][8] Genopbygningen af stenmuren blev forsinket på grund af æstetiske overvejelser om det hensigtsmæssige heri på det nye sted, idet stensætningen tillige krævede en ny fundering af beton. Arbejdet indledtes den 23. maj[60] og var beregnet at være fuldendt i slutningen af juni.[61] Mens konstruktionsarbejdet stod på, var statuen midlertidigt flyttet til et nærliggende sted på kirkegården.

En økumenisk, religiøs ceremoni (bøn for de døde) blev afholdt den 28. april, inden optagelsen af resterne af de begravede foretoges af to kapellaner, en lutheransk og en ortodoks. Den russiske ambassadør, der var blevet inviteret til at overvære optagelsen af levnene efter de begravede eller udpege en observatør, afstod officielt fra at modtage invitationen.[62][63]

Optøjer og vold redigér

 
Afbrænding af en R-kiosk om natten den 26. april 2007.

26 – 27. april redigér

Estiske myndigheder rapporterer, at urolighederne startede omkring kl. 21:20, da protesterende begyndte at angribe politifolk.[57][64] Uropolitiet reagerede ved at anvende brandslukkere mod bøllerne for at få dem til at sprede sig.[65] Men bølleforsamlingen spredte sig ikke, men begyndte i stedet at udøve vandalisme og tyverier[66][67] i nærtbeliggende butikker og bygninger. Ved midnatstid havde optøjerne spredt sig til centrale dele af Tallinn med omfattende udøvelse af hærværk og vandalisme – i alt opgjordes 99 tilfælde af vandalisme, herunder væltede biler, smadrede butiksvinduer og indbrud i barer og kiosker.[68][69]

Kl. 2 om natten faldt bøllerne lidt til ro; da var over 100 personer blevet arresteret for hærværk og tyverier.[70] Omkring kl. 2.30 var bølgen af masseoptøjer afsluttet, og politiet optog jagten på kriminelle, de sidste voldelige bøller blev kørt bort i en stor bybus.[71]

Ved morgentid var 300 personer arresteret. 57 personer var skadet, herunder 14 politibetjente. En af voldsmændene, Dmitry Ganin (permanent bosat i Estland men med russisk borgerskab), døde på et hospital efter et knivstik. [72] Ifølge estisk presse skyldes knivstikkene formentlig en af de aktive vandaler.[72] Pr. september 2007 var 13, overvejende estisk-talende personer arresteret af estisk politi, mistænkt for at have slået, men ikke knivstukket Dmitri Ganin[73]; alle blev siden løsladt. Ifølge politiets rapporter blev der fundet stjålne varer i Ganins besiddelse.[74]

Tallinn byråd suspenderede alle tilladelser til salg af stærk alkohol i byen i en uge på grund af urolighederne. Adskillige bøller var stærkt alkoholpåvirkede under misgerningerne.[75] Der var – mest i udenlandske medier – overvejelser om, at urolighederne ville udvikle sig til en estisk konflikt mellem estere og den russiske minoritet.[76]

27. april redigér

Natten den 27. april genoptoges voldelighederne, og en ny bølge af hærværk og tyverier udløstes. Gerningsmændene brugte molotovcocktails og politiet CS gas, gummikugler og vandkanoner.[5] Vold og hærværk forekom foruden i hovedstaden tillige i nogle få byer i det nordøstlige Estland – fortrinsvis Jõhvi – der havde en forholdsvis stor russisk-sproget befolkning.[5] Estiske kilder forbandt disse optøjer med et stort forbrug af stjålet alkohol blandt unge russisksprogede. Sammenlagt blev henved 1.000 personer pågrebet i løbet af de to nætter, hærværket fandt sted. 156 var tilskadekomne (herunder et større antal politibetjente), og utallige butikker (blandt andet med russiske ejere), kontorer og hjem blev ødelagt.[77] As there had been too many arrests for the normal pre-trial detention centers, many suspects were taken to a hastily set up holding area in the Terminal D of the Tallinn Seaport.[78][79]

28 – 29 april redigér

Freden vendte tilbage den 28. april, og yderligere episoder forekom ikke[80] og samtidig startede politiet en kampagne for at hverve frivillige "politimedhjælpere", der kunne være politiet til hjælp ved fornyede bølleoptøjer, og søndag aften havde mere end 700 meldt sig til optræning.[77]

Den 28. april udspredte en selverklæret Russisk Modstandshær Kolyvan en deklaration i russisksprogede Internet-fora, der opfordrede "alle russiske mænd boende i Estland" til at bevæbne sig og forlangte, at estisk borgerskab skulle tildeles alle i Estland bosatte den 3. maj under trusler om at starte en væbnet modstandskamp den 9. maj.[81] Det er ikke opklaret, hvem der stod bag opfordringen.

30. april redigér

Der var ingen voldelige episoder, men en del bilister forsøgte at genere færdslen i det centrale Tallinn ved at køre meget langsomt og uden grund bruge bilhornet.[82]

Russiske provokationer redigér

30. april og 1. maj redigér

Den 30. april og 1. maj besøgte en Statsduma-delegation Estland for at bese statuen på sit nye opstillingssted. Under en pressekonference på den russiske ambassade i Tallinn krævede den tidligere leder af den russiske sikkerhedstjeneste (FSB) Nikolai Kovaljov og dumaens udenrigskommissions viceleder Leonid Slutski, at de politifolk, der havde stoppet de unge bøllers hærværk og røverier, skulle stilles til regnskab. Slutski hævdede, at den estiske regering ved at skride ind mod marodørerne havde overtrådt menneskerettighederne, og at en sådan regering ikke har plads i den 21. århundredes Europa. Da en journalist fra avisen Postimees spurgte, hvorfor repræsentanter fra den russiske ambassade havde holdt møder med repræsentanter for "Öine vahtkond", svarede den russiske ambassadør Nikolai Uspenski, at det var et provokerende spørgsmål, som ikke hørte hjemme på pressekonferencen[83]. Delegationen nægtede at deltage i et møde i det estiske udenrigsministerium med næstformanden for Riigikogu Kristiina Ojuland og udenrigskommissionens formand Sven Mikser. Den estiske udenrigsminister Urmas Paet kommenterede: "Dumadelegationens medlemmers opførsel har været dybt utilgivelig ligesom deres udtalelser. Det er utilstedeligt at lyve om bronzesoldaten, at kræve ændringer i den estiske regering, at komme med uforskammede udtalelser og ikke deltage i et planlagt møde"[84].

Efterdønninger redigér

 
Tõnismägi, efter flytningen af monumentet, den 27. maj 2007

Efter som Tõnismägi (monumentets tidligere opstillingssted) tilhører staden Tallinn, har regeringen besluttet, at det er byrådets afgørelse, hvad der skal ske med det.[85] Den 9. maj blev det oplyst, at der efter aftale med kontoret for byparker ville blive plantet en stor blomsterhave på stedet som et led i genskabelsen af stedet efter ligopgravningerne, bekostet af forsvarsministeriet og i henhold til loven om krigsgrave.[86] On June 8, 2007, the Ministry of Defence announced a plan to replace the flowerbed with a permanent park complete with small trees.[87]

Lig overdraget til slægtninge redigér

Den 14. juni 2007, efter at man med sikkerhed havde identificeret resterne af kaptajn Bryantsev, blev disse overdraget til hans slægtninge til genbegravelse i Rostov oblast i Rusland.[88] Han var den første af de tolv, der blev udleveret til slægtninge.

Den 3. juli 2007 var resterne af tre begravede overdraget til deres slægtninge. En fjerde, oversergent Stepan Hapikalo, måtte afvente tilrejse af slægtninge nu bosatte i Ukraine, til Estland for ved en DNA-analyse at godtgøre slægtsforholdet. Otte lig, der ikke er blevet krævet udleveret af slægtninge, blev begravet ved monumentet på dettes nye sted.[11][12][13][14]

Den 4. juli 2007 blev resterne af Jelena Varshavskaja genbegravet ved Olivenbjerget i Jerusalem. Denne genbegravelse blev ledet af Ruslands overrabbi Berel Lazar.[89]

Genbegravelse af de andre begravede redigér

Otte af de fundne lig, der ikke blev krævet udleveret af slægtninge, blev genbegravet på soldaterkirkegården ved det nu flyttede monument den 3. juli 2007 i nærværelse af den estiske forsvarsminister, andre myndighedspersoner og et dusin diplomater, foruden repræsentanter for pressen.[11][12][13][14] En militærattaché fra den russiske ambassade, Aleksandr Trojan, observerede angiveligt højtideligheden som én i mængden af de fremmødte.[90] Den russiske ambassadør i Estland, Nikolai Uspenski, efterkom ikke invitationen til at deltage for derved at udvise den højest tænkelige russiske modvilje imod "demontering af monumentet, ombegravelsen og det dertil knyttede forsøg på at revidere historien af politiske grunde" [90] Han deltog dog i en religiøs ceremoni for de døde holdt af den estiske, ortodokse kirkes patriark tre timer efter genbegravelsen.[91]

Syssojevs døtres retssag redigér

Ezmiralda Menshikova og Svetlana Gnevasheva, døtre af Ivan Syssojev´, som var soldat i Den røde Hær og angiveligt døde i Tallinn i 1944, anlagde retssag mod regeringen og krævede Bronzesoldaten genopstillet på sin oprindelige plads som et gravmonument. Retssagen blev imidlertid afvist af retten og appeldomstolen, eftersom der intet bevis var for, at Syssojev var blevet begravet på stedet, og hans døtre havde derfor intet juridisk grundlag for deres sag og blev derfor afvist. Den 20. januar 2009 afviste højesteret en genoptagelse af sagen.[92]

Retssag mod organisatorerne redigér

Den 11. december 2008 blev der indledt en retssag mod fire mænd, der anklagedes for at stå bag optøjerne.[93] Den 5. januar 2009 afgjorde retten i Harjumaa, at de fire ikke kunne dømmes skyldige under hensyn til princippet om in dubio pro reo. [94] Anklageren har kæret dommen.[95]

Ifølge avisen Postimees har en af de anklagede, Mark Sirok, over for retten løjet om sine forbindelser til organisationen Naši.[96] Endnu i foråret 2009 var der ikke taget skridt til at arrestere ham.

Litteratur redigér

  • Eesti Ajalugu VI: Vabadussõjast taasiseseisvumiseni; Ilmamaa, Tartu 2005; ISBN 9985-77-142-7.
  • Ülo Ignats: Folkens Fängelse. Nationalitetspolitiken i Sovjetunionen; Stockholm 1982; ISBN 91-7324-177-6.
  • Tiit Madisson: Aprilli-mässu lugu. Eesti riigiks olemise kogemus rahvuslase silme läbi; Tallinn 2008; ISBN 978-9949-15-751-8.
  • Okupatsioonide Repressiivpoliitika Uurimise Riklik komisjon: Valge raamat. Eesti rahva kaotustest okupatsioonide läbi 1940-1991; Eesti Entsüklopeediakirjastus 2005; ISBN 978-9985-70-194-2.

Noter redigér

  1. ^ "The "Bronze Night" cost Estonia over 4mn euro". Regnum news agency. 2007-07-27. Arkiveret fra originalen 29. august 2008. Hentet 2007-10-09.
  2. ^ Johnston, Anthony. "The Memory Remains". russiaprofile.org. Arkiveret fra originalen 12. august 2010. Hentet 24. januar 2009.
  3. ^ Russian Historian: The problem is how to live together if the two peoples have such a different memory Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine, Alexander Daniel, REGNUM News Agency May 4, 2007 (russisk)
  4. ^ "The parliamentary elections in Estonia, March 2007". Electoral Studies Volume 27, Issue 3. ScienceDirect. september 2008. Hentet 2009-03-10. The new government faced its first test a month after the elections when, on 26, April, Ansip carried out his promise to have the Bronze Soldier removed
  5. ^ a b c "Tallinn tense after deadly riots". BBC News. 2007-04-28. Hentet 2007-07-24.
  6. ^ Tuuli Aug; Kadri Masing; Aivar Pau (2007-04-27). "Olukord tänavatel on rahulik". Eesti Päevaleht. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  7. ^ a b Picture of statue in new place
  8. ^ a b "Pronkssõdur avati taas rahvale vaatamiseks". Postimees. 2007-04-30. Arkiveret fra originalen 2. maj 2007. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  9. ^ Björklund, Marianne (2007-05-08). "Oron lurar bakom lugn statyinvigning". Dagens Nyheter. Arkiveret fra originalen 19. maj 2007. Hentet 2007-07-24. (svensk)
  10. ^ Masing, Kadri (2007-05-08). "Valitsus asetas vaikuses pronksõdurile pärja". Eesti Päevaleht. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  11. ^ a b c "Reburial service set for 3rd July". Estonian Ministry of Defence. 2007-06-29. Arkiveret fra originalen 16. august 2007. Hentet 2007-07-24.
  12. ^ a b c "Tõnismäelt välja kaevatud punaväelased maeti kaitseväe kalmistule". Postimees. 2007-07-03. Arkiveret fra originalen 5. juli 2007. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  13. ^ a b c TT-AFP (2007-07-03). "Estland begravde sovjetsoldater på nytt". Dagens Nyheter. Arkiveret fra originalen 12. juli 2007. Hentet 2007-07-21. (svensk)
  14. ^ a b c Koppel, Nataly (2007-07-03). "Sõjamehed maeti kaitseväe kalmistule". SL Õhtuleht. Arkiveret fra originalen 13. juli 2007. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  15. ^ Valge Raamat, s. 11
  16. ^ Valge Raamat, s. 12
  17. ^ Valge Raamat, s. 13
  18. ^ Valge Raamat, s. 14
  19. ^ The Forty-Third Session of the UN Sub-Commission at Google Scholar
  20. ^ udtrykket skyldes Vladimir Iljitj Lenin, jvf. Ülo Ignats s. 17
  21. ^ Background Note: Estonia AT U.S Department of State
  22. ^ "Estonia says Soviet occupation justifies it staying away from Moscow celebrations – Pravda.Ru". Arkiveret fra originalen 28. juli 2005. Hentet 19. april 2009.
  23. ^ European Court of Human Rights cases on Occupation of Baltic States
  24. ^ Motion for a resolution on the Situation in Estonia by EU
  25. ^ U.S.-Baltic Relations: Celebrating 85 Years of Friendship at state.gov
  26. ^ Text of Penart ruling on the site of the ECHR
  27. ^ A Historical Dictionary of European National Groups; p238; ISBN 0-313-30984-1
  28. ^ "Those who had failed to have their passports stamped for voting Estonia into the USSR were allowed to be shot in the back of the head by Soviet tribunals." Justice in The Baltic Arkiveret 22. august 2013 hos Wayback Machine at Time magazine on Monday, Aug. 19, 1940
  29. ^ A Do-Over for Russian History? at wsj
  30. ^ Комментарий Департамента информации и печати МИД России в связи с высказываниями ряда европейских политиков относительно "оккупации" стран Балтии Советским Союзом и необходимости осуждения этого со стороны России Arkiveret 13. december 2007 hos Wayback Machine (russisk)
  31. ^ Interfax-Religion
  32. ^ Interfax-Religion
  33. ^ "Estonia is Encouraging a Resurgence of Nazism in Europe". Voice of Russia. 2006-11-10. Arkiveret fra originalen 27. september 2007. Hentet 2007-07-25.
  34. ^ "Europe must assess neo-Nazism in Estonia - Kokoshin". Interfax. 2006-11-13. Arkiveret fra originalen 30. september 2007. Hentet 2007-07-25.
  35. ^ "State Duma condemns Estonia's 'glorification' of fascism, wants world to 'adequately' assess it". Interfax. 2006-11-15. Arkiveret fra originalen 30. september 2007. Hentet 2007-07-25.
  36. ^ Adrian Blomfield; Bruce Jones (2007-05-01). "Estonia blames memorial violence on Russia". The Daily Telegraph. Hentet 2007-07-25.
  37. ^ Екатерина Зорина, "Свечи совести" для эстонских властей, Vesti, December 20, 2006. (russisk)
  38. ^ "Estonia split over WWII memorial". BBC News. 2007-02-15. Hentet 2007-07-24.
  39. ^ "Protection of War Graves Act". Estonian Ministry of Justice. januar 2007. Arkiveret fra originalen 16. marts 2021. Hentet 2007-07-24. (Official translation of the legal text)
  40. ^ "Sõjahaudade kaitse seadus". Elektrooniline Riigi Teataja. 2007-01-20. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  41. ^ Kommersant: Estonia Govt Fighting Bronze Soldier Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine
  42. ^ Postimees: Ansip ei välista pronkssõduri saatuse otsustamist riigikogus Arkiveret 19. september 2007 hos Wayback Machine
  43. ^ Kook, Urmet (2007-04-25). "Eestlased teisaldaks pronkssõduri, venelased mitte". Eesti Päevaleht. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  44. ^ Ravil Khair Al-Din (2007-04-25). "Эстонцы перенесли бы памятник, а русские нет". Eesti Päevaleht. Hentet 2007-07-24. (russisk)
  45. ^ Mõttus, Kristiina (2007-04-25). "Eestlased teisaldaks pronkssõduri, venelased mitte". Postimees. Arkiveret fra originalen 19. august 2007. Hentet 2007-07-24. (estisk)
  46. ^ Link til daglige meningsundersøgelser i Postimees Arkiveret 15. juni 2006 hos Wayback Machine; den konkrete rundspørge ("Kas pronkssõdur tuleks Tõnismäelt ära viia?") findes under 25.04.2007 (estisk)
  47. ^ Tear Gas Scatters Protesters in Estonia — Associated Press
  48. ^ Kommersant: Estonia Buries Relations with Russia Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine
  49. ^ Eesti Päevaleht: Politsei pidi Tõnismäel jõudu kasutama
  50. ^ Estonian Authorities Start Removal of Major Soviet Monument
  51. ^ HULIQ.com 2007-04-26: Estonian Authorities Start Removal of Major Soviet Monument
  52. ^ Photos of protests Arkiveret 14. februar 2012 hos Wayback Machine (estisk)
  53. ^ Video of the protests and unrest (estisk)
  54. ^ Postimees: Märuli käigus sai üks inimene surma Arkiveret 29. april 2007 hos Wayback Machine
  55. ^ Pronkssõdur on Tallinna kesklinnast ära viidud
  56. ^ Estonia removes Soviet memorial, BBC, Friday, 27 April 2007, 06:31 GMT 07:31 UK
  57. ^ a b Pronkssõdur viidi minema (estisk)
  58. ^ Delfi: märatsemine mõnitab sõdurivaprust
  59. ^ "Government Communication Office Briefing Room – The war grave in central Tallinn". Arkiveret fra originalen 9. maj 2009. Hentet 19. april 2009.
  60. ^ Pronkssõduri juures algas müüriehitus Arkiveret 25. maj 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  61. ^ "Pronkssõdur on uues kohas!". Postimees. 2007-04-30. Hentet 2007-07-26. (estisk)
  62. ^ "AFP: Estonia to re-house Soviet war statue by May 8th". Arkiveret fra originalen 27. september 2007. Hentet 19. april 2009.
  63. ^ Ireland.com: Estonia to relocate Red Army statue
  64. ^ — photos of protests and riots. The site asks people to identify any participants in riots and the looting that ensued. (Webside ikke længere tilgængelig)
  65. ^ Estonia seals off Soviet memorial — BBC
  66. ^ Photos of vandalised Pärnu road Arkiveret 14. juli 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  67. ^ Photos of looting of a kiosk Arkiveret 21. oktober 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  68. ^ Video from the site (estisk)
  69. ^ another video (mpg) from the site (Webside ikke længere tilgængelig) (estisk)
  70. ^ Pihl: arreteeritud on üle 100 inimese Arkiveret 21. oktober 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  71. ^ Politsei viib meeleavaldajaid bussidega minema (estisk)
  72. ^ a b Öine märul: üks surnu, 44 vigastatut, 99 lõhkumisjuhtu ja 300 kinnipeetut Arkiveret 5. september 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  73. ^ "Kõik Ganini peksmises kahtlustatavad vabanesid". Arkiveret fra originalen 26. august 2007. Hentet 19. april 2009.
  74. ^ Rahutustes pussitatud Dmitri rüüstas poode
  75. ^ Tallinna linnavalitsus keelas rahutuste tõttu alkoholi müügi Arkiveret 15. oktober 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  76. ^ Tallinnan kiistelty patsas siirretty — mellakoissa yksi kuolonuhri ja kymmeniä loukkaantuneita — YLE (finsk)
  77. ^ a b More than 200 detained in Estonia Itar TASS, April 29, 2007. Retrieved: 2007-04-29
  78. ^ Maxim Kiselev Excesses of Estonian Special Police Vesti 28 April 2007 (russisk)
  79. ^ Aktuaalne kaamera (vene keeles) ETV24 28 April 2007 (russisk)
  80. ^ Reuters: Estonia calm after Red Army site riots
  81. ^ Заявление отряда Армии Русского Сопротивления "Колывань" (Эстония) (russisk)
  82. ^ "Meeleavaldajad takistasid Tallinna kesklinnas liiklust" (estisk). Arkiveret fra originalen 2. maj 2007. Hentet 19. april 2009.
  83. ^ Madisson, s. 128
  84. ^ Postimees, 2. maj 2007. Den oprindelige formulering lyder "Duuma delegatsiooni liikmete käitumine on olnud sügavalt vastuvõetamatu, nagu ka nende väljaüttlemised. Pean täiesti kohatuks valesid pronkssõduri osas, üleskutsed Eesti valitsust muuta ja teisi jõhkraid avaldusi ning mitteosalemist kavandatud kohtumisel"
  85. ^ Government Briefing Room – April 26 Press Meeting Transcript Arkiveret 27. september 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  86. ^ Postimees: Esinduspeenar neelab miljoni Arkiveret 18. september 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  87. ^ Postimees: Äsjasele pronkssõduri platsile tuleb lilleväljaku asemel püsiv haljasala Arkiveret 27. maj 2012 hos hos Archive.is (estisk)
  88. ^ Postimees June 14, 2007: Esimene Tõnismäelt leitud põrm anti omastele Arkiveret 16. september 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  89. ^ RIA Novosti July 4, 2007: Russia's chief rabbi defends Soviets killed in WWII in Estonia - Sputnik International
  90. ^ a b Postimees July 3, 2007: Ümbermatmisel osales Vene sõjaväeatašee Arkiveret 19. august 2007 hos Wayback Machine (estisk)
  91. ^ Video: Vene saadik kalmistul pärga asetamas Arkiveret 11. september 2007 hos Wayback Machine Postimees 3 July 2007 (estisk)
  92. ^ Tallinna Postimees/BNS 20 January 2009: Pronkssõduri tagasitoomise taotlus jäi lõplikult rahuldamata
  93. ^ Postimees 12 December 2008: Pronksöö ninamehed lasid Harju maakohtus auru välja by Tiiu Põld
  94. ^ Postimees 5 January 2009: Pronksöö korraldamises süüdistatavad mõisteti õigeks by Tiiu Põld and Martin Kass
  95. ^ Postimees 5 January 2009 14:51: Riigiprokuratuur: aprillirahutuste süüasja uurimine oli kvaliteetne
  96. ^ Sirõk valetas kohtus Naši liikmesuse kohta – Eesti uudised – Postimees.ee

Eksterne links redigér

  Wikinews: One killed in clashes over World War monument in Estonia – relateret nyhedssag på engelsk
 
 Wikiquote har citater relateret til:
 
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Fotos og videoer redigér

Modstandere af omflytningen redigér

Tilhængere af omflytningen redigér

Neutrale opfattelser redigér

Diplomatiske udtalelser redigér

Se også redigér

Koordinater: 59°25′17.99″N 24°45′55.67″Ø / 59.4216639°N 24.7654639°Ø / 59.4216639; 24.7654639

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bronzenatten&oldid=11641041"