Wikipedia

Bruger:Ibn Juferi/Ismail al-Faruqi

< Bruger:Ibn Juferi

Ismaʻīl Rājī al-Fārūqī (arabisk: إسماعيل راجي الفاروقي); (1 januar 1921 – 27. maj 1986), var en fremtrædende palæstinensisk-amerikansk filosof, anerkendt for sine omfattende bidrag til islamiske studier og interreligiøs dialog. Han tilbragte adskillige år på Al-Azhar Universitet i Kairo og underviste på forskellige universiteter i Nordamerika, herunder McGill Universitet i Montreal, Canada. Al-Fārūqī var professor i religion ved Temple University, hvor han grundlagde og ledede programmet for islamiske studier. Derudover etablerede han International Institute of Islamic Thought (IIIT). Al-Fārūqī har forfattet over 100 artikler og 25 bøger, herunder værkerne Christian Ethics: A Historical and Systematic Analysis of Its Dominant Ideas og Al-Tawhid: Its Implications For Thought And Life.

Tidligt liv og uddannelse

redigér

Al-Faruqi blev født i Jaffa, i det britisk-administrerede Palæstina.[1] Hans far, 'Abd al-Huda al-Faruqi, fungerede som islamisk dommer (qadi). Al-Faruqi modtog sin tidlige religiøse uddannelse både hjemme og i den lokale moské. I 1936 begyndte han på det franske dominikanske Collège des Frères de Jaffa.

I 1942 blev han udnævnt til registrator for kooperative samfund under den britiske mandatregering i Jerusalem, og i 1945 blev han distriktsguvernør i Galilæa. Efter den arabisk-israelske krig i 1948 emigrerede al-Faruqi til Beirut, Libanon, hvor han studerede på det amerikanske universitet i Beirut. Han fortsatte sine studier på Indiana University, hvor han i 1949 opnåede en M.A. i filosofi med en afhandling om The Ethics of Reason and the Ethics of Life (Kantian and Nietzschean Ethics).[2]

Al-Faruqi's kandidatafhandling undersøgte etik hos Immanuel Kant og Friedrich Nietzsche. Han fortsatte med at opnå endnu en M.A. i filosofi fra Harvard University i 1951 og afsluttede sin Ph.D. ved Indiana University i 1952 med afhandlingen On Justifying the Good.[3] I denne argumenterede al-Faruqi for, at værdier er absolutte, selv-eksisterende essenser, kendt a priori gennem følelsesmæssig intuition. Han baserede sine teorier på Max Schelers fænomenologi og Nicolai Hartmanns studier i etik.[4][5]

Gennem sine studier konkluderede al-Faruqi, at fraværet af et transcendent fundament fører til moralsk relativisme. Dette fik ham til at genoverveje sin islamiske arv. Inden for seks år efter sin ankomst til USA erkendte han behovet for en dybere undersøgelse af islam, hvilket førte ham til studier ved Al-Azhar Universitet i Egypten. Da han forlod USA, havde han udviklet nye spørgsmål om moralske forpligtelser og søgte at integrere sine intellektuelle bestræbelser med sin islamiske identitet.[6]

Akademisk karriere

redigér

I 1958 blev al-Faruqi tilbudt et gæsteforskningsstipendium ved McGill University's Faculty of Divinity. Han bosatte sig i Ville St. Laurent og tilsluttede sig McGill University's Institute of Islamic Studies på invitation af instituttets grundlægger, Wilfred Cantwell Smith. Fra 1958 til 1961 underviste han sammen med Smith og blev anerkendt for sin dynamiske og originale tilgang til islamisk tænkning.[7] Under sin tid der studerede han kristen teologi og jødedom og blev bekendt med den pakistanske filosof Fazlur Rahman. I 1961 arrangerede Rahman en to-årig ansættelse for al-Faruqi ved Central Institute of Islamic Research i Karachi, Pakistan, for at udsætte ham for forskellige muslimske kulturer. Al-Faruqi arbejdede som gæsteprofessor der fra 1961 til 1963.[8]

I 1964 vendte al-Faruqi tilbage til USA og fungerede som gæsteprofessor ved University of Chicago's Divinity School og som lektor ved Syracuse University. I 1968 tilsluttede han sig Temple University som professor i religion, hvor han grundlagde Islamic Studies Program og havde denne stilling indtil sin død i 1986.[9] Under sin ansættelse ved Temple University vejledte al-Faruqi mange studerende, herunder sin første doktorand, John Esposito.[10][11]

I marts 1977 spillede al-Faruqi en væsentlig rolle i den første verdenskonference om muslimsk uddannelse i Makkah. Denne konference omfattede deltagere som Muhammad Kamal Hassan, Syed Muhammad Naquib al-Attas og Syed Ali Ashraf, blandt andre. Konferencen lagde grunden til oprettelsen af islamiske universiteter i Dhaka, Islamabad, Kuala Lumpur, Kampala og Niger. Al-Faruqi var instrumental i konferencens drøftelser og udviklingen af dens handlingsplaner.[12]

Filosofi og tankegang

redigér

Tidlig Tankegang: Arabisme

redigér

Al-Faruqis tidlige intellektuelle fokus var på urubah (arabisme). Han argumenterede for, at urubah var den kerneidentitet og det værdisæt, der forenede alle muslimer til et enkelt trossamfund (ummah). Al-Faruqi mente, at arabisk, som Qur'anens sprog, var afgørende for fuldt ud at forstå den islamiske opfattelse af verden. Han hævdede, at urubah var uadskillelig fra muslimsk identitet og omfattede både sproglige og religiøse dimensioner. Disse idéer er uddybet i hans bog, Urubah and Religion.

Al-Faruqi understregede også konceptet tawhid (monoteisme) som et centralt element i den arabiske religiøse bevidsthed, som han fandt i jødedom, kristendom og islam. Denne idé fremhævede en fælles strøm af monoteistiske trosretninger på tværs af disse religioner, rodfæstet i arabisk kultur og sprog. Han mente, at islam og monoteisme var gaver fra den arabiske bevidsthed til menneskeheden, hvilket stod i opposition til den racebaserede nationalisme i den moderne tid.

Nogle forskere kritiserede denne holdning for dens opfattede essentialistiske og arabisk-centrerede tilgang. Kritikere, herunder ikke-arabiske muslimske intellektuelle, udfordrede hans påstand om, at arabisk var den eneste sproglige struktur egnet til islamisk tanke. Al-Faruqis tid i Pakistan, hvor han blev udsat for forskellige muslimske kulturer, ændrede ikke hans arabisk-centrerede synspunkter i starten.

Skift til Islamisme

redigér

Al-Faruqis perspektiver udviklede sig betydeligt efter hans flytning til USA. Hans engagement med Muslim Students' Association (MSA) ved Temple University introducerede ham til en mangfoldig gruppe af muslimske studerende fra forskellige kulturelle baggrunde. Denne eksponering førte til, at han genovervejede sit tidligere fokus på arabisme. Han begyndte at prioritere en bredere islamisk identitet over arabisk nationalisme og sagde: "Indtil for få måneder siden var jeg en palæstinenser, en araber og en muslim. Nu er jeg en muslim, der tilfældigvis er en araber fra Palæstina." Ved yderligere refleksion over sin identitet bemærkede al-Faruqi: "Jeg spurgte mig selv: Hvem er jeg? En palæstinenser, en filosof, en liberal humanist? Mit svar var: Jeg er en muslim."

Hans engagement påvirkede også dette skift i interreligiøs dialog, hvor han begyndte at se vigtigheden af en samlet islamisk identitet for at fremme meningsfulde samtaler med ikke-muslimer. Al-Faruqis engagement i MSA og hans møder med forskellige muslimske kulturer i USA styrkede yderligere hans bredere islamiske identitet over hans tidligere arabisk-centrerede synspunkter.

Syn på Tawhid

redigér

Ismail Raji al-Faruqis syn på tawhid inkluderede et kritisk perspektiv på sufisme, som han mente betoner mysticisme og esoteriske praksisser. Han mente, at disse elementer kunne aflede opmærksomheden fra troens praktiske og rationelle aspekter. Al-Faruqi blev inspireret af mu'tazilī teologer som al-Naẓẓām og Al-Qadi Abd al-Jabbar, som gik ind for brugen af fornuft og logik i forståelsen af islamiske principper. Derudover fandt han værdi i værkerne fra Brethren of Purity (Ikhwān al-Ṣafāʾ), hvis skrifter kombinerede islamiske læresætninger med elementer af græsk filosofi. Al-Faruqis vægt på tawhid strakte sig ud over teologi og promoverede en integreret tilgang, der omfattede rationel tanke og etisk adfærd i forskellige aspekter af livet.

Meta-religion

redigér

Al-Faruqi søgte at etablere meta-religiøse principper baseret på fornuft til at evaluere religioner mod universelle standarder snarere end mod hinanden. Dette ambitiøse foretagende sigtede mod at finde fælles grundlag for forståelse og samarbejde mellem forskellige trosretninger. Han foreslog flere vejledende principper for dialog, herunder at al dialog er underlagt kritik, kommunikation skal adlyde love om intern og ekstern sammenhæng, dialog skal svare til virkeligheden og være fri for "kanoniske figureringer", og et fokus på etiske spørgsmål frem for teologiske tvister.

Al-Faruqi mente, at meta-religiøs dialog kunne tjene som et middel til at opnå gensidig forståelse og respekt mellem forskellige trosfællesskaber, hvilket kunne hjælpe med at bygge bro over kløften skabt af doktrinære forskelle. Hans fokus på etik frem for teologi var beregnet til at lette mere konstruktive og mindre stridbare interreligiøse engagementer.

Islamisering af viden

redigér

Al-Faruqi spillede en væsentlig rolle i udviklingen af konceptet holistisk viden og udtrykte bekymring over sekulariseringen af viden i muslimske samfund. Han beskrev "ummas sygdom" og argumenterede for, at afhængigheden af vestlige sekulære metoder og værktøjer førte til en afbrydelse af forbindelsen med de økologiske og sociale realiteter i muslimske nationer, ofte uden hensyntagen til islamisk etik. Al-Faruqi understregede vigtigheden af at integrere islamiske principper med moderne viden for at håndtere nutidens udfordringer og bevare ummas etiske integritet.

I sin senere intellektuelle indsats fokuserede al-Faruqi på islamisering af viden. Han søgte at harmonisere islamiske principper med moderne akademiske discipliner og fremmede en holistisk integration af tro og fornuft. Hans arbejde på dette område kulminerede i grundlæggelsen af International Institute of Islamic Thought (IIIT), som havde til formål at udvikle en islamisk epistemologi og metodologi for forskellige studieretninger.

Al-Faruqi understregede behovet for at integrere islamisk viden med moderne videnskaber og troede på udviklingen af en samlet islamisk læseplan, der inkorporerer moderne discipliner, mens de forankres i islamisk tankegang. Hans tilgang involverede en systematisk proces til at identificere og eliminere elementer, der var uforenelige med islamiske principper, og integrere islamiske værdier i forskellige akademiske discipliner. Målet var at uddanne forskere, der er kompetente inden for begge områder og i stand til at tackle nutidens udfordringer fra et islamisk perspektiv. Al-Faruqi betonede også vigtigheden af læseplansudvikling, praktiske implementeringsstrategier og en holistisk tilgang til reform af hele uddannelsessystemet.

Nogle forskere har kritiseret tilgangen med "islamisering af viden" for primært at målrette humaniora og udelukke moderne videnskabelig viden. Denne kritik antyder, at et sådant fokus kunne føre til en sociologisk vægt på islamisk viden og potentielt overse den sekulariserende påvirkning af moderne videnskab.

Syn på zionisme

redigér

Al-Faruqi var en markant kritiker af zionismen, som han betragtede som uforenelig med jødedommen på grund af dens nationalistiske ideologi.[13] Han argumenterede for, at de uretfærdigheder, zionismen forårsagede, nødvendiggør dens afvikling.[14] Al-Faruqi foreslog, at tidligere israelske jøder, der tog afstand fra zionismen, kunne leve som et "ummatisk samfund" inden for den muslimske verden og overholde jødisk lov som fortolket af rabbinske domstole inden for en islamisk ramme.[15] Denne holdning understregede hans engagement i en vision om retfærdighed baseret på islamiske principper.[16][17]

Videnskabelige præstationer

redigér

I 1980 var Ismail al-Faruqi med til at grundlægge International Institute of Islamic Thought (IIIT) sammen med Taha Jabir Alalwani, Abdul Hamid AbuSulayman og Anwar Ibrahim.

Al-Faruqi ydede væsentlige bidrag til islamiske studier gennem sine omfattende skrifter og engagement i akademiske og interreligiøse organisationer. Han forfattede over 100 artikler i videnskabelige tidsskrifter og magasiner og udgav 25 bøger, herunder Christian Ethics: A Historical and Systematic Analysis of Its Dominant Ideas (1968), Islam and the Problem of Israel (1980) og Al-Tawhid: Its Implications For Thought And Life (1982). Han var med til at etablere Islamic Studies Group of the American Academy of Religion og fungerede som dens formand i ti år. Derudover havde han stillinger som næstformand for Inter-Religious Peace Colloquium og præsident for American Islamic College i Chicago.[18]

Han fungerede også som rådgiver for politiske ledere i den muslimske verden, herunder Muhammad Zia-ul-Haq i Pakistan og Mahathir Mohamad i Malaysia.[19] Under Zia-ul-Haqs administration bidrog al-Faruqi til oprettelsen af International Islamic University i Islamabad i 1980, som havde til formål at integrere islamiske værdier med moderne akademiske discipliner. I Malaysia rådgav al-Faruqi premierminister Mahathir Mohamad og hjalp med grundlæggelsen af International Islamic University Malaysia (IIUM) i 1983. Disse institutioner var en del af bredere bestræbelser på at udvikle uddannelsessystemer, der kombinerede religiøs og sekulær viden og fremmede intellektuel og kulturel udvikling i den muslimske verden.[20]

Derudover var al-Faruqi dybt involveret i interreligiøs dialog og arbejdede for at fremme gensidig forståelse og samarbejde mellem forskellige trossamfund. Hans indsats sigtede mod at skabe et globalt miljø af fred og respekt, samtidig med at han fremhævede lighederne mellem islam, kristendom og jødedom.[21]

Samtidens relevans

redigér

Al-Faruqis idéer om islamisering af viden fortsætter med at forme moderne islamisk tanke. Hans betoning af integrationen af islamiske principper med moderne akademiske discipliner er fortsat relevant for forskere og undervisere, der stræber efter at forene tro og fornuft. Hans arbejde bliver ofte refereret til på akademiske konferencer og i publikationer om islamisk tanke og uddannelse.[22][23][24]

Al-Faruqis bidrag til interreligiøs dialog er også bredt anerkendt. Hans indsats for at fremme gensidig forståelse og samarbejde mellem forskellige trossamfund er blevet fremhævet i adskillige videnskabelige værker. Hans tilgang til interreligiøs dialog, som understregede lighederne mellem islam, kristendom og jødedom, anses for at være et betydningsfuldt bidrag til at skabe et globalt miljø af fred og respekt.[25][26]

Posthumt er hans bidrag til det muslimske samfund i Montreal og hans indflydelse på islamisk videnskab blevet anerkendt og værdsat.[27]

Død

redigér

I maj 1986 blev al-Faruqi og hans kone tragisk myrdet i deres hjem i Wyncote, Pennsylvania, af Joseph Louis Young, også kendt som Yusuf Ali.[28] Young tilstod forbrydelsen, blev dømt til døden og døde af naturlige årsager i fængslet i 1996.[29][30][31] Deres datter, Anmar al-Zein, blev også alvorligt såret under angrebet, men overlevede efter omfattende medicinsk behandling. Der er blevet fremsat forskellige teorier om motiverne bag mordene, herunder et mislykket indbrud og en politisk motiveret likvidering.[32][33][34][35]

Refærencer

redigér
  1. ^ Imtiyaz Yusuf, red. (2021). Essential Writings: Ismail Al Faruqi. Kuala Lumpur: IBT Books. s. 3.
  2. ^ Al-Faruqi, Isma'il Raji (1949). The Ethics of Reason and the Ethics of Life (Kantian and Nietzschean Ethics) (Master's thesis). Bloomington: Indiana University.
  3. ^ Al-Faruqi, Isma'il (1952). On Justifying the Good (PhD thesis). Bloomington: Indiana University.
  4. ^ Scheler, Max (1960). On the Eternal Man. Oversat af Bernard Noble. London: SCM Press.
  5. ^ Scheler, Max (1961). Man's Place in Nature. Boston: Beacon Press.
  6. ^ Fletcher, Charles (2014). Muslim-Christian Engagement in the Twentieth Century: The Principles of Inter-faith Dialogue and the Work of Ismail Al-Faruqi. United Kingdom: I.B.Tauris. s. 34.
  7. ^ Balfour, Clair (juli 31, 1986). "Islamic scholar slain in U.S. was figure in Montreal". The Gazette. Montreal.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  8. ^ Imtiyaz Yusuf, red. (2021). Essential Writings: Ismail Al Faruqi. Kuala Lumpur: IBT Books. s. 4.
  9. ^ Fletcher, Charles (2014). Muslim-Christian Engagement in the Twentieth Century: The Principles of Inter-faith Dialogue and the Work of Ismail Al-Faruqi. United Kingdom: I.B.Tauris.
  10. ^ Quraishi, M. Tariq (1986). Ismail al-Faruqi: An Enduring Legacy. MSA Publications. s. 9.
  11. ^ "Editorial". The American Journal of Islamic Social Sciences. 28 (3): ii-xii. 2011.
  12. ^ "Editorial". The American Journal of Islamic Social Sciences. 28 (3): ii-xii. 2011.
  13. ^ Al-Faruqi, Isma'il R. (2003). Islam and the Problem of Israel. Kuala Lumpur: The Other Press. s. 103-104.
  14. ^ Al-Faruqi, Isma'il R. (2003). Islam and the Problem of Israel. Kuala Lumpur: The Other Press. s. 112.
  15. ^ Al-Faruqi, Isma'il R. (2003). Islam and the Problem of Israel. Kuala Lumpur: The Other Press. s. 113.
  16. ^ Fletcher, Charles D. (2015). Muslim-Christian Engagement in the Twentieth Century: The Principles of Interfaith Dialogue and the Work of Isma'il al-Faruqi. London: I.B. Tauris. s. 152.
  17. ^ Ismail R. al-Faruqi, "Islam and Zionism," in John L. Esposito, ed., Voices of Resurgent Islam (New York: Oxford University Press, 1983), 265.
  18. ^ Fletcher, Charles (2014). Muslim-Christian Engagement in the Twentieth Century: The Principles of Inter-faith Dialogue and the Work of Ismail Al-Faruqi. United Kingdom: I.B.Tauris.
  19. ^ Yusuf, Imtiyaz (2022). "Ismail Al Faruqi". I Fleet, Kate; Krämer, Gudrun; Matringe, Denis; Nawas, John; Rowson, Everett (red.). Encyclopaedia of Islam. Vol. 3. Koninklijke Brill NV.
  20. ^ Yusuf, Imtiyaz (2022). "Ismail Al Faruqi". I Fleet, Kate; Krämer, Gudrun; Matringe, Denis; Nawas, John; Rowson, Everett (red.). Encyclopaedia of Islam. Vol. 3. Koninklijke Brill NV.
  21. ^ Yusuf, Imtiyaz (2012). Islam and Knowledge: Al Faruqi's Concept of Religion in Islamic Thought. London: I. B. Tauris.
  22. ^ Bakar, Osman (2005). Strum, Philippa (red.). "The Intellectual Impact of American Muslim Scholars on the Muslim World, with Special Reference to Southeast Asia". Muslims in the United States: Identity, Influence, Innovation. Woodrow Wilson International Center for Scholars: 96-97. ISBN 1-933549-98-X.
  23. ^ Yusof, Norazmi (2015). "Revisiting al-Faruqi's Islamization of Knowledge in the Context of Modern Islamic Thought". International Journal of Islamic Thought. 7 (1): 49-57. doi:10.24035/ijit.07.2015.005.
  24. ^ Shaikh, Saulat (2015). "Ismail al-Faruqi's Concept of the Islamization of Knowledge". Journal of Islamic Studies. 15 (3): 49-57.
  25. ^ Khan, Rahim (2018). "Al-Faruqi's Interfaith Dialogue and Its Contemporary Significance". Journal of Islamic Studies. 15 (3): 209-223.
  26. ^ Zain, Nurul (2013). "The Role of Ismail al-Faruqi in Interfaith Dialogue". Global Journal of Management and Business Research Administration and Management. 13 (10): 10-18.
  27. ^ Balfour, Clair (juli 31, 1986). "Islamic scholar slain in U.S. was figure in Montreal". The Gazette. Montreal.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  28. ^ Yusuf, Imtiyaz (2022). "Ismail Al Faruqi". I Fleet, Kate; Krämer, Gudrun; Matringe, Denis; Nawas, John; Rowson, Everett (red.). Encyclopaedia of Islam. Vol. 3. Koninklijke Brill NV.
  29. ^ "Black Muslim Charged in Slaying of Islamic Scholar and His Wife". The New York Times. januar 18, 1987.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  30. ^ O'Bryan, Ruth (juli 8, 1987). "Confession Details Stalking, Slaying Of Islamic Scholars". The Morning Call. Arkiveret fra originalen juli 2, 2018. Hentet maj 13, 2018.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  31. ^ Bell, Adam (marts 11, 1996). "Inside the Capitol (Joseph Louis Young dies of natural causes on death row)". The Patriot News.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  32. ^ Toth, Anthony B. (november 1986). "Focus on Arabs and Islam". Washington Report on Middle East Affairs.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  33. ^ Fletcher, Charles (2014). Muslim-Christian Engagement in the Twentieth Century: The Principles of Inter-faith Dialogue and the Work of Ismail Al-Faruqi. United Kingdom: I.B.Tauris.
  34. ^ "Assassination motive behind al-Faruqi killings". New Straits Times. Kuala Lumpur, Malaysia. august 20, 1986. Hentet juni 22, 2024.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  35. ^ "Zionist backlash against Arab intellectuals". New Straits Times. Kuala Lumpur, Malaysia. august 21, 1986. Hentet juni 22, 2024.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)

Esktra læsning

redigér
  • Quraishi, M. Tariq (1986). Ismail al-Faruqi: An Enduring Legacy. MSA Publications.
  • Shafiq, Muhammad (1994). Growth of Islamic Thought in North America: Focus on Isma'il Raji al Faruqi. Amana Publications. ISBN 0-915957-16-7.
  • Yusuf, Imtiyaz (2012). Islam and Knowledge: Al Faruqi's Concept of Religion in Islamic Thought. London: I. B. Tauris.
  • Fletcher, Charles (2014). Muslim-Christian Engagement in the Twentieth Century: The Principles of Inter-faith Dialogue and the Work of Ismail Al-Faruqi. United Kingdom: I.B. Tauris.
redigér

Ismail Faruqi Online Website on the life and works of Dr. Isma'il al Faruqi


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Ibn_Juferi/Ismail_al-Faruqi&oldid=11806711"