Dualisme betyder egentlig "tohed" (af latin "duo" (to)), men bruges i betydningen "tohedslære". Dualisme er den opfattelse, at der findes to grundlæggende, klart adskilte modsætninger. Det kan være modsætningerne godt-ondt, Gud-Djævel, evigt-timeligt, ånd-materie, sjæl-legeme, fornuft-følelse, o.a. Udtrykket dualisme bruges inden for filosofi og religion.

Dualisme inden for filosofiRediger

Inden for filosofi betegner dualisme den opfattelse, at verden er inddelt i to bestemte væsensforskellige dele - to substanser,[1] nemlig ånd og materie. Dualismen mellem ånd og materie optræder især i forbindelse med sjæl-legeme problemet, idet sjælen bliver opfattet som tilhørende den åndelige substans, mens legemet bliver opfattet som tilhørende den materielle substans.[2]

Ud fra dette filosofiske perspektiv, forstår man mennesket som bestående af to dele. Kroppen (fysisk) og sjælen (metafysisk). Verden og vores eksistens er også to-delt. Tænk f.eks. på Platon, som argumenterede for fænomenernes verden (den fysiske verden) og idéernes verden (den metafysiske verden). Det dualistiske menneskesyn går igen i verdens mest udbredte religioner. Se bare på Islam og kristendommen som også ser mennesket som både fysisk og åndelig.

Senere bliver dualismen delt op i henholdsvis en naturalistisk gren og en eksistentialistisk gren. Hvor legeme-siden (den fysiske del) af dualismen er det, der fortsætter i naturalismens monistiske (dvs. der eksisterer kun én verden ikke to) verdens- og menneskesyn. Det er undertiden blevet kaldt ”reduktionistisk”, hvilket betyder, at det reducerer mennesket til en enkelt grundsubstans – her legemet. Den anden side af dualismen, nemlig sjæls/bevidstheds-siden, fortsætter i det eksistentialistiske menneskesyn, hvor det igen er menneskets bevidsthed, der opprioriteres og fokuseres på. Kronologisk kan man forstå naturalismen som en reaktion på kristendommens/dualismens opprioritering af bevidstheden på kroppens bekostning, mens man kan tolke eksistentialismen som en reaktion på naturalismens bestræbelse på at reducere mennesket til en enkelt fysisk substans, der kan måles, vejes og først og fremmest forklares.

Den franske filosof René Descartes (1596-1650) er en klassisk og indflydelsesrig fortaler for dualismen mellem sjælen og legemet.[3]

En anden filosofisk dualisme er modsætningen mellem almenbegrebet og fænomenet (i forbindelse med universaliestriden (se desuden Platon)).

Dualisme inden for religionRediger

Inden for religion er den hyppigste dualisme den opfattelse, at der findes to modstridende grundkræfter i tilværelsen: Gud, som er kilden til det gode, og Djævelen, som er kilden til det onde. Tilværelsen opfattes på den baggrund som en kamp mellem godt og ondt, mellem de livsopbyggende og de livsnedbrydende kræfter. Det er menneskets opgave at kæmpe på det godes side, indtil det gode sejrer ved tidernes ende. Denne dualisme findes blandt andet i den traditionelle kristendom og i manikæismen.[4]

I buddhismen vedrører dualisme modsætningen mellem perception og objekt. Det uoplyste sind opretholder en skelnen mellem sindet, der sanser, og genstanden, der sanses. Denne skelnen konstituerer den såkaldte samsariske perception.[5] I buddha-tilstanden udviskes den skelnen.

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ Politikens filosofileksikon, s.150
  2. ^ Politikens filosofihåndbog, Politikens forlag 2001, s. 146-47
  3. ^ Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, Gyldendal 2000, s. 60-64
  4. ^ Gyldendals religionsleksikon, s.111
  5. ^ C. Nyima og D.R. Shlim: Medicine and compassion, s. 39 ff.

LitteraturRediger


 Spire
Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.