Foulum datacenter

Apple datacenter i Viborg Kommune, Danmark

Foulum datacenter (navn ikke kendt eller officielt. Udenrigsministeriets kodenavn er Projekt Orkan, i projektets tidsplan kaldes[1] projektet Wildcat og Apples repræsentant i Irland kalder projektet Antioch 2) er et Apple datacenter ved landsbyen Foulum og Jævnstrømsstation Tjele i Viborg Kommune.

Jordarbejde til datacentret ved Foulum 2016.

Organisation og ejerskabRediger

Området med datacentret er i følge Tinglysningen ejet af den københavnske virksomhed Apple ApS. Det selskab er ejet af den irske virksomhed Apple Operations Europe Limited. Direktører i Apple ApS er Jamie Wong og Peter Denwood som er bosiddende i Californien. Virksomheden havde i 2021 seks ansatte.[2]

HistorieRediger

Datacentret blev annonceret den 23. februar 2015 sammen med et tilsvarende datacenter i Irland. Hver især får de en størrelse på 166.000 og Apples samlede investering for de to datacentret blev opgivet til at beløbe sig til 1,7 mia. EUR.[3] Apple meddelte at deres datacenter skulle servicere firmaets europæiske kunder i forbindelse med online services så som iTunes Store, App Store, iMessage, Maps og Siri.[3]

Datacentret blev planlagt til at ligge tæt på Jævnstrømsstation Tjele. Centret designes til at sende overskudsvarmen til det lokale fjernvarmenet. Det planlægges også at centret udelukkende skal benytte vedvarende energi[3] og vil kunne benytte vandkraft fra Norge. Apples behov var i 2017 planlagt til at blive 7 megawatt for starten i 2019. Med et tilsvarende datacenter i Aabenraa regnede Apple med en omsætning på 30 megawatt i 2024.[4]

Valget af Danmark i stedet for Norge blev vurderet til at skyldes en lav dansk energiafgift på bare 0,5 øre per kWh i forhold til 12,39 øre per kWh i Norge.[5] Det vurderes at datacenteret årligt forbruger 700 GWh.[6] Som led i projektet opføres et nødstrømsanlæg, til brug for backup ved eventuelle strømudfald. Nødstrømsanlægget vil består af 14 enheder, som hver har en ca. 7 meter høj dieselgenerator, en overjordisk tankenhed med plads til ca. 25.000 liter dieselolie og en ca. 16 meter høj skorsten.[7]

Da datacentret blev annonceret den 23. februar 2015, var det med stor optimisme fra Viborg Kommunes side, og det blev hævdet at der var tale om den største udenlandske anlægsinvestering i Danmark nogensinde. Kommunen forventede at anlægsfasen ville "skabe mange hundrede arbejdspladser", og at driftsfasen også ville skabe en del jobs — direkte såvel som afledte. Byggeriet af de første håndværkerhuse var i gang i november 2015.[8]

Fra dansk side var der over tre år forhandlet hemmeligt med Apple. I forhandlingerne var foruden kommunen også inddraget Aarhus Universitet, Energi Viborg og Udenrigsministeriets afdeling ”Invest in Denmark”. Daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen fandt at annoncering måtte "være årets bedste erhvervsnyhed for Danmark".[9] Et tilsvarende Apple datacenter i Maiden i North Carolina havde skabt 50 fuldtidsjob.[10]

Gennem aktindsigt fandt Dagbladet Børsen at også SKAT var inddraget i forhandlingerne, hvor der blev konstrueret en skatteteknisk model, så kølingen i Apples datacenter blev anset som varmeproducerende enhed.[11] Den usædvanlige konstruktion medførte flere spørgsmål i Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget i Folketinget.[12]

I 2016 blev miljørapporten for datacentret og en ny højspændingsstation udgivet.[13]

I juli 2017 blev endnu et dansk Apple-datacenter annonceret. Det er planlagt til at ligge ved transformatorstationen Kassø i Aabenraa Kommune.[14]

HenvisningerRediger

  1. ^ Aktindsigt i Udenrigsministeriet og Viborg Kommune
  2. ^ "Apple ApS".
  3. ^ a b c "Apple to Invest €1.7 Billion in New European Data Centres". Apple. Arkiveret fra originalen 25. februar 2015. Hentet 23. februar 2015.
  4. ^ Liv Bjerg Lillevang og Magnus Bredsdorff (18. juli 2017). "Et Apple-opvarmet Viborg har lange udsigter". Ingeniøren. Arkiveret fra originalen 18. juli 2017. Hentet 20. juli 2017.
  5. ^ Espen Zachariassen (23. februar 2015). "Danmark vant Apple med norsk vannkraft". digi.no. Arkiveret fra originalen 23. februar 2015. Hentet 23. februar 2015.
  6. ^ "Apples datacenter sluger strøm som mindst 175.000 familier | ing.dk". Arkiveret fra originalen 5. februar 2016. Hentet 1. juni 2016.
  7. ^ "Datacenter og ny højspændingsstation ved foulum | Viborg kommune" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 19. april 2019. Hentet 2. juni 2016.
  8. ^ "Erhvervsmand bygger til Apple - Viborg | viborg-folkeblad.dk". Arkiveret fra originalen 17. november 2015. Hentet 13. november 2015.
  9. ^ "Apple investerer milliarder i mega-datacenter ved Viborg". Viborg Kommune. Arkiveret fra originalen 25. februar 2015. Hentet 28. februar 2015.
  10. ^ Michael S. Rosenwald (24. november 2011). "Cloud centers bring high-tech flash but not many jobs to beaten-down towns". The Washington Post. Arkiveret fra originalen 23. juni 2015. Hentet 1. august 2015.
  11. ^ Daniel McClane (30. juli 2015). "Apple fik rådgivning af den danske stat til at betale mindre skat". Version2. Arkiveret fra originalen 1. august 2015. Hentet 1. august 2015.
  12. ^ Susanne Junker (1. august 2015). "EL vil undersøge Apples danske skattefinte". DR. Arkiveret fra originalen 3. august 2015. Hentet 1. august 2015.
  13. ^ COWI (2016), Datacenter og ny højspændingsstation ved Foulum - VVM og miljøvurdering (miljørapport)Wikidata Q115143516
  14. ^ Jesper Stein Dandal (10. juli 2017). "Apple bygger datacenter nummer to i Danmark ved Aabenraa". Version2. Arkiveret fra originalen 10. juli 2017. Hentet 10. juli 2017.

Koordinater: 56°29′05″N 9°34′04″Ø / 56.48462°N 9.56781°Ø / 56.48462; 9.56781