Johannes Jørgensen
 | Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. |
Jens Johannes Jørgensen (født 6. november 1866 i Svendborg, død 29. maj 1956 sammesteds) var en dansk forfatter.
| Johannes Jørgensen | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
6. november 1866  Svendborg, Danmark |
| Død |
29. maj 1956 (89 år) Svendborg, Danmark |
| Gravsted |
Assistens Kirkegård |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af |
Koninklijke Academie voor Nederlandse Taal- en Letterkunde |
| Beskæftigelse |
Skribent, digter, biografiforfatter |
| Arbejdssted |
København |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
For bokseren Johannes Jørgensen (1867-1913), se Jim Smith
LivRediger
Som knap 16-årig rejste han til København for at blive student, hvilket han blev i 1884 fra Nørrebros Latin- og Realskole. Et medfødt melankolsk gemyt og en tidlig sans for naturens mangfoldighed og skønhed kom til at præge ham livet igennem. Han kom i København til at udvikle radikale socialpolitiske synspunkter, der snart førte ham ind i kredsen af kulturradikale kunstnere, hvor han kom til at markere sig.
Den unge digterRediger
.jpg)
Fra sine tidligste år viste han en stærk og følsom forkærlighed for poesien, hvorigennem han kunne udtrykke sine drømme og følsomme iagttagelser, og resten af livet forblev det en fremtrædende udtryksmåde for ham.
Men med hans medfødte melankolske gemyt fandt han ikke blivende sted i kulturradikalismens materialisme, hvor Eros og livsnydelsen, sammenfattet i panteismens naturdyrkelse, blev fremherskende retningsgivere. Derfor indledte han sammen med ligesindede en søgen efter mere åndeligt motiverede inspirationskilder. Det blev indledningen til symbolismen, hvor man med tidsskriftet Taarnet som talerør søgte nye og uprøvede veje og ytrede sig i et metaforisk formsprog, som i højere grad svarede til Johannes Jørgensens følsomhed og gemyt. Som redaktør af Taarnet udviklede han en polemisk retorik, som ikke gjorde tonen lettere for ham i hans kamp for sine ideer.
Symbolisterne kom hurtigt på tværs af de herskende litterære kredse, der især havde grupperet sig omkring brødrene Georg og Edvard Brandes, og som ikke skånede de unge oprørere.
Omvendelse til den katolske kirkeRediger
For Johannes Jørgensen kom mødet med den unge jøde, sølvsmeden Mogens Ballin, der var konverteret til katolicismen, til at betyde et vendepunkt. Han fandt ikke i symbolismen den åndelige dybde, som hans sind higede efter. Fra sit barndomshjem havde han arvet en grundfæstet basis i kristendommen, som selv i hans mest radikale periode aldrig helt havde sluppet ham. Den vendte nu tilbage med krav om fordybelse i kristen mystik – men det blev ikke nogen let vej. Der skulle gå lang tid med mange indre kampe, inden han syntes at have fundet den havn, hvor han fandt åndelig tryghed, selvom mange både indre og ydre faktorer ustandselig sled i ham.
I 1894 besøgte han første gang Assisi sammen med Mogens Ballin. Det blev begyndelsen til det, som skulle komme til at fylde mest i hans fremtidige liv både som menneske og forfatter – nemlig kærligheden til den hellige Frans, Assisis berømte søn, som var født her, og som havde sit virke herfra, indtil han døde her i 1226. Det nære venskab til Mogens Ballin og mødet med den hellige Frans udløste da endelig det skifte i hans sind, som i 1896 førte til hans overgang til katolicismen og et afgørende vendepunkt i hans forfatterskab.
HelgenbiografierRediger
I 1907 udkom Johannes Jørgensens store biografi over den hellige Frans, bogen som skulle gøre ham verdensberømt og som skulle gøre ham til æresborger både i Assisi og siden også i fødebyen Svendborg. Han havde allerede tidligere beskæftiget sig med helgenen fra Assisi. I 1902 oversatte han Fioretti til dansk, og året efter udkom Pilgrimsbogen med skildring af de franciskanske steder og forfatterens besøg der.
Han syntes nu endelig at have fundet den vej som forfatter, som hans sind inderst inde havde søgt efter. Den franciskanske spiritualitet kom til at fylde meget i hans bevidsthed, så meget, at han i 1915 bosatte sig i Assisi, kun afbrudt af krigsårene 1943-45, da han rejste til Vadstena i Sverige og bosatte sig, og hvor han påbegyndte sit store værk om den hellige Birgitta. Det var hans tredje store helgenbiografi, der fulgte efter bogen om den hellige Katarina af Siena (1915). Hans hu til den franciskanske ånd førte til en række bøger med udgangspunkt i den umbriske verden, hvor ånd og natur karakteristisk for ham altid gik op i en højere enhed.
Det næsten sværmeriske forhold, som Johannes Jørgensen livet igennem havde til naturen, årstiderne, blomsterne og livets bekræftende mangfoldighed, havde, som nævnt, i hans ungdom udviklet sig til en panteistisk naturtilbedelse. Aldrig slap denne naturbundethed ham, og overalt kunne han falde hen i malende naturbetragtninger. Men i skildringen af den hellige Frans' forhold til naturen som Guds sande billede sammensmelter disse to lidenskaber hos ham – naturen og Gud. Den guddom, som i hans ungdom bestod i menneskets forhold til naturen, vendte sig nu som et udtryk for Guds sandhed.
Hjem til DanmarkRediger
Efter krigens slutning rejste han tilbage til Assisi, men alderen var begyndt at tynge ham. I 1952 flyttede han tilbage til Svendborg, hvor byen havde tilbudt ham fri æresbolig i hans barndomshjem i Fruestræde.
I 1913 havde han forladt sin kone, Amalie f. Ewald og deres 7 børn efter et stedse mere problematisk ægteskab. Som katolik kunne han ikke indgå nyt ægteskab, men da Amalie døde i 1935 indgik han (i 1937) ægteskab med den østrigskfødte Helena Klein.
Han blev æresborger i Assisi 1922 og i Svendborg 1936 samt dr.phil. h.c. ved Universitetet i Louvain 1927. Desuden Ridder af Dannebrog 1920 og Kommandør af 2. grad 1926.
Johannes Jørgensen døde den 29. maj 1956 næsten 90 år gammel og blev begravet på byens kirkegård.
Der findes portrætmalerier af Johan Rohde 1922 (Frederiksborgmuseet) og Johannes Nielsen 1937. Buste af Chresten Skikkild 1926 i Amtsbiblioteket i Svendborg. Tegninger af Ragnvald Blix 1904, Andrée Carof 1915, Paolo Ghiglia 1924 og Gerda Ploug Sarp 1926. Træsnit af H.C. Olsen 1897.
Kaj MunkRediger
Efter mordet den 4. januar 1944 på Kaj Munk bragte De frie Danske udtalelser fra flere indflydelsesrige skandinaver, herunder fra Jørgensen.[1]
Forfatterskabets betydningRediger
Johannes Jørgensens forfatterskab er vanskeligt at rubricere. Hans livslange søgen førte ham gennem mange og lange kampe, for selvom han blev overbevist katolik og her havde et fast åndeligt ståsted, så førte han mange kampe med sig selv – med sin urolige og tungsindige natur, som han havde ført med sig fra sin barndom.
Hans katolicisme til trods har hans åbne iagttagelsesevne gjort ham interessant langt uden for Den Katolske Kirke. I sine rejseskildringer tåler han sammenligning med sin fynske åndsbeslægtede H.C. Andersen, og ikke mindst hans sublime sprogsans har gjort ham elsket af mange. Er han dog i Danmark lidt af en fremmed, så nyder hans forfatterskab så meget større opmærksomhed i det store udland, hvor kun (igen) H.C. Andersen er oftere oversat fra dansk.
Johannes Jørgensens lyrik er måske den del af hans forfatterskab, som har bragt ham flest yndere i hans hjemland, hvor mange endnu i dag søger hans lyrik.[kilde mangler]
VærkerRediger
Blandt hans værker er:
- En Fremmed – roman, 1890
- Stemninger – digte, 1892
- Sommer – roman, 1892
- Bekendelse – digte, 1894
- Hjemve – roman, 1894
- Pilgrimsbogen – rejseskildring, 1903
- Den hellige Frans af Assisi – biografi, 1907
I 18. udgave af Højskolesangbogen er der tre digte af Johannes Jørgensen: Frans af Assisis Solsang "Almægtige og kære Gud", "Nu lyser løv i lunde" og "Sænk kun dit hoved, du blomst".
I Den Danske Salmebog fra 2003 er "Almægtige og kære Gud" ligeledes blevet optaget.[2]
Se ogsåRediger
NoterRediger
- ^ "KAJ MUNK IN MEMORIAM". De frie Danske. januar 1944. s. 6. Hentet 18. november 2014.
En stor Skjald, en Kristen, en stor Dramatiker er faldet for Morderhaand. Hans Minde vil leve paa Nordens Himmel som en blodig Bethlehemsstjerne
- ^ Den Danske Salmebog, nr. 17.
LitteraturRediger
- Bo Nielsen "Johannes Jørgensen og symbolismen". Akademisk Forlag, København 1975.
- Ove Klausen: Introduktion til Johannes Jørgensens forfatterskab. Efterskrift i Johannes Jørgensen: Tråden ovenfra. 1999.
- Stig Holsting og Oluf Schönbeck (red.): Fagerø. En antologi om Johannes Jørgensen og hans forfatterskab. 2006.
- Teddy Petersen: Et menneske kommer derhen, hvor det vil. Biografi. 2006. ISBN 87-7887-391-6
- Henrik Denman: Johannes Jørgensen litteraturen. Bøger og artikler på dansk 1893-2007. 2008.
- W. Glyn Jones: Han blev aldrig italiener. Johannes Jørgensens forfatterskab. 2008.
- W. Glyn Jones: Omkring digteren Johannes Jørgensen. Artikler og essays 1959-2009. 2009.
- Nanna Drejer: Et menneskes sjæl er hans skæbne. 2010 (2. udgave)
- Stig Holsting og Oluf Schönbeck (red.): Via Ricordi. En antologi om Johannes Jørgensen. 2012.
- Stig Holsting og Oluf Schönbeck (red.): Novembersjæl. En antologi om den unge Johannes Jørgensen. 2016
- Martin Bergsøe: En røst i ørkenen. Ånd og liv i Johannes Jørgensens forfatterskab. 2019
Eksterne henvisningerRediger
Wikisource har kildemateriale til denne artikel
- Johannes Jørgensen Selskabet
- Johannes Jørgensens Hus
- Tårnspringeren. Johannes Jørgensen på Epoke – danske romaner før 1900 Arkiveret 26. august 2013 hos Wayback Machine
- Johannes Jørgensen på Dansk Forfatterleksikon
- Johannes Jørgensen på gravsted.dk
- Mange af Johannes Jørgensens skrifter, inklusive månedsskriftet Taarnet, findes digitalt tilgængelige på Internet Archive