Kilder til dansk middelalder

Kilderne til dansk middelalderhistorie er det grundlag, som al historieskrivning om dansk middelalder må bygge på[1]. Materialet består af et begrænset antal skriftlige kilder og et stort antal arkæologiske, arkitektoniske og kunstneriske efterladenskaber samt af genstande og beretninger fra befolkningens hverdagsliv. Dertil kommer litterære kilder som sagaer, folkeviser og samtidige, historiske beretninger. Endelig har middelalderens dyrkningsmetoder sat sig spor i landskabet i form af bl.a. højryggede agre, bevarede landsbyer og krogede vejsystemer.

Kilder til dansk middelalder
Borgen Spøttrup, set fra volden omkring den. Borgen er en håndgribelig, konkret rest fra middelalderen. Her har arkæologer og arkitekter kunnet aflæse middelalderens håndværk, byggeskik og rumindretning.
Angersfragmentet, en håndskreven del af Gesta danorum, - sandsynligvis skrevet af Saxo selv. Det er et levn fra middelalderen, som samtidig er en beretning om en ældre fortid. På baggrund af håndskriftet har man kunnet kontrollere korrektheden i den trykte udgave.
Den centrale rotunde i Østerlars Kirke. Rotunden forener det konkrete: håndværket, valget af byggestil, proportioner og materialer, med det beskrivende: Her viser kalkmalerierne samtidige billeder af klædedragter, skikke og levemåder fra middelalderen.

Kronologi for dansk middelalderRediger

Relativ kronologiRediger

Absolut kronologiRediger

Skriftlige kilderRediger

Officielle dokumenterRediger

Breve og dokumenterRediger

Samtidige beretningerRediger

Kildesamlinger
  • Petrus Olai: Collectanea ad historiam Danicam pertinentia (ca. 1570)
Kongelegender
  • Ælnoth: Historia ortus, vitæ et passionis Scti. Canuti regis Daniæ (1120'erne); jf. Erling Albrechtsen. Ælnoths Krønike, Viborg 1984.
  • Genealogia regum Daniæ et Norvegiæ, ducumque Oldenburgensium corum, qui post sinceram religionem floruerunt (efter 1250)
  • Gesta Cnutonis Regis
  • Knud Lavards legende


Årbøger (annaler)

Senere beretningerRediger

Krøniker
  Uddybende artikel: Danske krøniker

EfterladenskaberRediger

BygningerRediger

KunstværkerRediger

FundRediger

StednavneRediger

  Uddybende artikel: Stednavne
  • Landsbynavne
  • Navne i landskabet

Minder om hverdagslivetRediger

GravfundRediger

PragtgenstandeRediger

  • Guld- og sølvting
  • Smykker

BrugsgenstandeRediger

Landskabelige minderRediger

InddelingRediger

DyrkningsmetoderRediger

BebyggelsesforholdRediger

  • Landsbyer
  • Købstæder
  • Havne

VejeRediger

Se ogsåRediger

Samlet vurdering af kildegrundlagetRediger

Når man skal berette om dansk middelalderhistorie, er det største problem, at der er så få skriftlige kilder. Dertil kommer så, at meget af af det skrevne kildemateriale er beretninger om begivenheder, der skete længe før nedskrivningen fandt sted. Selv når kilderne er samtidige eller kan forventes at gengive samtidige vidners minder, selv da kan man ikke stole på dem uden videre. Næsten alle de skrivekyndige var kirkefolk: præster, munke, skrivere osv., og de har med den største selvfølge udeladt hvad de fandt uvigtigt, og fremhævet eller skønmalet det, som stemte overens med kirkens indstilling til forholdene. De religiøse og politiske forhold omkring krønikeskriverne har haft afgørende betydning for deres beretninger.

BeretningerRediger

En del af kildematerialet består af middelalderlige, historiske beretninger, dvs. middelalderhistorikernes bud på en beskrivelse, der forklarede baggrunden for de forhold, der herskede på deres tid. Saxo er velkendt, men der var andre historieskrivere: Adam af Bremen, Ælnoth, Sven Aggesen, Poul Helgesen og Peder Olsen (Petrus Olai) f.eks. I nogle tilfælde oplyser de selv, hvad de har haft at arbejde ud fra, og i andre tilfælde kan man se ved sammenligning, hvilke skrifter, de har brugt som forlæg, men ofte er det uigennemskueligt, hvad kunne underbygge deres beretninger. Under alle omstændigheder har de haft andre motiver for at skrive end bare den rene kærlighed til sandheden. Det kan være, at de gerne vil støtte kirkens sag over for en stadigt stærkere kongemagt, det kan være, at de vil give et bidrag til at retfærdiggøre den ene kongesøns krav på tronen over for den andens, eller det kan være, at de har et horn i siden på rigets fjender: venderne, holstenerne, svenskerne eller tyskerne f.eks. Derfor må de "færdige" middelalderhistorier tages med de største forbehold.

ÅrbøgerRediger

Så er der de såkaldte årbøger ("annaler"), som ved første øjekast ser ud til at være opstået ved, at man har indført de vigtigste begivenheder, efterhånden som de skete, altså år for år. Men for det første er det ikke givet, at årbøgerne er nedskrevet senest året efter begivenhederne. De kan ofte være opstået ved, at en skriver har fået fingre i en ældre årbog, har skrevet dens indhold af, og til sidst har kompletteret det med oplysninger, der førte årsangivelserne frem til hans samtid. For det andet er det ikke givet, at skriveren har haft adgang til pålidelige oplysninger om årets begivenheder: noget har han slet ikke hørt om, andet har han hørt fra nogen, som var part i begivenhederne, og noget tredje er nået ham i rygtets form. For det tredje har enhver skriver et liv uden for skrivestuen, og det liv kan ikke undgå at trimme hans forhold til sandt og usandt, vigtigt og uvigtigt. Derfor er skriverens tilsyneladende tørre, nøgterne nedskrivning af årets begivenheder resultatet af en række fravælgelser, af en række satsninger på, hvad der er ufarligt, og af en række ordvalg, som beskytter skriveren mod senere forfølgelser, samt af nogle personlige, faglige og politiske præferancer.

Levn: skriftlige og håndgribeligeRediger

De mest pålidelige kilder er det, man kalder levn: breve, retsdokumenter, testamenter osv., som blot har været "spin-off" fra samtidens praktiske hverdagsliv. Her er der ikke tale om hverken bevidste fordrejninger, simple misforståelser eller opfindsom ønsketænkning. Det er kilder, der er opstået uden tanke for eftertiden. Til denne gruppe knytter sig de større, officielle dokumenter som landslovene og jordebogen. Også de er skabt med henblik på reelle behov og ikke for at dupere hverken samtiden eller eftertiden. Denne gruppe af kilder kan kompletteres med arkæologiske fund: både dem, der er skaffet ved videnskabelige udgravninger, og dem, der er gjort som løsfund. Læg dertil de bevarede, middelalderlieg bygningsværker, kunstgenstande, brugsting, redskaber og inventar m.m., som alle har hørt hjemme i den tid, hvor de blev lavet. Disse kilder er troværdige, men ofte siger de ikke så meget om deres tid. Der skal skabes sammenhænge, og der må bygges på fortolkninger, når dette materiale skal presses for sit vidnesbyrd om dansk middelalder.

Dette er det grundlag, danske historikere har og har haft, når de skulle skrive Danmarks middelalderhistorie. Det er også – i sidste ende – det grundlag, Danmarks middelalder bygger på.


Noter
  1. ^ ”Fælles for historieskrivningen i middelalderen er dens bevidste oparbejdelse og opbygning af en fortid, skabt med udgangspunkt i de tilgængelige skriftlige vidnesbyrd, danske eller udenlandske, og mundtlig overlevering.” Side 33 i Søren Mørch (red.): ”Danmarks historie”, bd. 10, 1992, ISBN 87-00-44413-8

Litteratur om kildematerialetRediger

Værket Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 1 (Konger og Krige 700-1648), 2002, ISBN 87-7789-087-6, bringer en meget udførlig kildeoversigt på side 498 ff. Der henvises til denne.


Eksterne linksRediger