Borgerkrigen i Libyen

(Omdirigeret fra Oprøret i Libyen 2011)

Borgerkrigen i Libyen er en borgerkrig, der startede i 2011 med fremkomsten af en NATO-støttet fraktion i landet.[1][2]

I februar 2011 blev der meldt om sammenstød under demonstrationer i Libyen, hvilket i FN regi bl.a. førte til en beslutning om at udsende en undersøgelseskommission til undersøgelse af påståede brud på menneskerettighedslovgivning i den forbindelse.[3] Den 1. marts 2011 vedtog det amerikanske Senat resolution S.Res.85 hvori FN's sikkerhedsråd opfordres "to take such further action as may be necessary to protect civilians in Libya from attack, including the possible imposition of a no-fly zone over Libyan territory."[4] Den 17. marts 2011 vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1973 (2011) hvori sikkerhedsrådet "Authorizes Member States that have notified the Secretary-General, (...), to take all necessary measures, notwithstanding paragraph 9 of resolution 1970 (2011), to protect civilians and civilian populated areas under threat of attack in the Libyan Arab Jamahiriya, including Benghazi, while excluding a foreign occupation force of any form on any part of Libyan territory,"[5]

Den 19. marts 2011 påbegyndte en koalition bestående af bl.a. USA, Storbritannien, Frankrig og Danmark[6] en militæroperation i Libyen.[7] Koalitionens medlemmer tilkendegav, af flere omgange, at støtte den i Benghazi den 5. marts 2011 formelt stiftede forsamling.[8][9][10][11] Militæroperationen kom i perioden fra den 31. marts til den 31. oktober 2011 formelt under NATO's kommando.[12] I denne periode, hvor koalitionen, ifølge NATO, fløj over 26.000 togter,[13] blev Libyens regering drevet ud af Tripoli og dennes leder Muammar Gaddafi dræbt.[1]

I 2014 mislykkedes et forsøg, på at danne et af alle parter anerkendt parlament.[1] Fortsatte kampe mellem rivaliserende grupperinger har forårsaget et betydeligt sammenbrud i landets sikkerhedssituation,[1] økonomi[1] og evne til at håndtere migration[14] og modvirke fremkomsten af militante ekstremistiske grupper.[15]

BaggrundRediger

I 1969 ledte Muammar Gaddafi et statskup mod kong Idris I og kom herved til magten i Libyen. Muammar Gaddafis The Green Book beskriver dennes politiske filosofi i forhold til bl.a. styreform, økonomi og uddannelse.[16]

Libyen havde i 2010 en med flere europæiske lande sammenlignelig bruttonationalindkomst per indbygger[17] samt den højeste middellevealder og det højeste Human Development Index i Afrika.[17]

I starten af 2011 fandt regeringskritiske protester sted i en række arabiske lande heriblandt Tunesien,[18] Egypten,[19] Yemen,[20] Bahrain[21] og Libyen.[22] Baggrunden for at der i Libyens tilfælde, blev vedtaget en FN kapitel VII resolution og iværksat en NATO militæroperation, er blevet undersøgt af det britiske parlament i regi af the House of Commons Foreign Affairs Committee.[1] I rapporten om undersøgelsen, som komiteen offentliggjorde den 14. september 2016, finder komiten at andre motiver udover civilist beskyttelse ser ud til at have gjort sig gældende. Komiteen peger bl.a. på en aktindsigt i en e-mail sendt til den amerikanske statssekretær Hillary Clinton den 2. april 2011, hvori en af dennes rådgivere bl.a. rapporterer følgende:

"On April 2, 2011 sources with access to advisors to Salt al-Islam Qaddafi stated in strictest confidence that while the freezing of Libya's foreign bank accounts presents Muammar Qaddafi with serious challenges, his ability to equip and maintain his armed forces and intelligence services remains intact. According to sensitive information available to this these individuals, Qaddafi's government holds 143 tons of gold, and a similar amount in silver. During late March, 2011 these stocks were moved to SABHA (south west in the direction of the Libyan border with Niger and Chad); taken from the vaults of the Libyan Central Bank in Tripoli. This gold was accumulated prior to the current rebellion and was intended to be used to establish a pan-African currency based on the Libyan golden Dinar. This plan was designed to provide the Francophone African Countries with an alternative to the French franc (CFA).
(Source Comment: According to knowledgeable individuals this quantity of gold and silver is valued at more than $ 7 billion. French intelligence officers discovered this plan shortly after the current rebellion began, and this was one of the factors that influenced President Nicolas Sarkozy's decision to commit France to the attack on Libya. According to these individuals Sarkozy's plans are driven by the following issues: a. A desire to gain a greater share of Libya oil production, b. Increase French influence in North Africa, c. Improve his internal political situation in France, d. Provide the French military with an opportunity to reassert its position in the world, e. Address the concern of his advisors over Qaddafi's long term plans to supplant France as the dominant power in Francophone Africa)"[23][24]

ForløbRediger

 Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
 

15. februar samlede der sig mellem 500 og 600 demonstranter i Benghazi; demonstrationen endte med sammenstød med politiet med 14 sårede, herunder 10 politifolk.

21. februar samlede der sig i Tripoli om natten store menneskemængder, som kastede sten på billeder af Gaddafi og råbte slagord mod regimet. Gaddafis søn Saif al-Islam Gaddafi advarede mod, at situationen kunne udvikle sig til en borgerkrig. Om morgenen kom det til nye sammenstød, da tusinder af demonstranter samlede sig på Den Grønne Plads i Tripoli. Der meldtes om 61 dræbte, da politiet spredte demonstranterne. Der blev endvidere meldt, at hundrede af soldater var deserteret fra hæren. To libyske kampfly af typen Mirage F1 landede i en lufthavn på Malta, hvor piloterne bad om politisk asyl. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP skulle de to kampfly indsættes mod demonstranterne.

22. februar fortsatte de voldelige angreb på demonstranterne om natten. Libyens ambassadør i Indien Ali al-Essawi, der i protest mod volden trådte tilbage, talte om en massakre. Ifølge oppositionens angivelser var antallet af dræbte, siden urolighederne begyndte, oppe på 560, og omkring 1.400 mennesker var savnet. Der var beretninger om, at regimet havde mistet kontrollen med den østlige del af landet. Grænsen til Egypten blev kontrolleret af oprørerne og byen Tobruk af åbenbart deserterede soldater. De libyske ambassadører i Berlin, London og Washington tog afstand fra regimet. Den Arabiske Liga besluttede at foreløbig udelukke Libyen fra sine møder. Det meddelte organisationen efter et hastemøde i Kairo. I en tale, der varede 74 minutter i det libyske statsfjernsyn, præsenterede Muammar al-Gaddafi sig som en frihedskæmper, der kæmpede mod USA-imperialismen og sine modstandere i regionen. Han ville fortsat bekæmpe protestbevægelserne. Oprørerne var „forrædere“, „rotter“, „kakerlakker“ og „bander“ af narkomaner. Han var beredt til at dø som en martyr og sagde: „vi vil kæmpe til den sidste blodsdråbe “. Han advarede også om, at et ustabilt Libyen kunne blive en base for al-Qaeda. Den britiske avis The Times oplyste, at den havde billeder af alvorligt sårede og døde demonstranter fra et hospital i Benghazi. Billederne beviste ifølge The Times, at myndighederne har brugt tunge våben mod demonstranterne.

23. februar offentliggjorde de libyske myndigheder de første officielle tal for ofrene for urolighederne. Ifølge disse havde urolighederne kostet 300 mennesker livet, 189 demonstranter og 111 soldater. Den libyske indenrigsminister Abdul-Fatah Younis, der først var blevet erklæret død, sluttede sig til protestbevægelsen. I et interview med den svenske avis Expressen hævdede den afhoppede libyske justitsminister Mustafa Mohamed Abud Al Jeleil, at han havde beviser for, at Muammar Gaddafi gav ordre til terrorangrebet på Pan Am-flyet over Lockerbie den 21. december 1988, et angreb, der krævede 270 menneskeliv.

27. februar beslutter FN's sikkerhedsråd på et ekstraordinært møde at indføre sanktioner mod det libyske regime. Der var enstemmighed om indførelse af våbenembargo, rejserestriktioner for førende medlemmer af den libyske regering og indfrysning af Gaddafi-klanens formue i udlandet. Samtidig ville det blive undersøgt, om der i forbindelse med volden mod demonstranterne var begået en forbrydelse mod menneskeheden. Resolutionen åbnede dermed vejen til en senere eventuel retssag ved den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag. I Benghazi bekendtgjorde den tidligere justitsminister Mohammed Abd al-Jalil dannelsen af en overgangsregering, som skulle forberede frie valg til afholdelse senest tre måneder frem. Andre oppositionsgrupper betvivlede legaliteten af en sådan overgangsregering. Civilister i Benghazi oprettede et selvstyre med demokratiske forvaltningsstrukturer.

28. februar vedtog EU's medlemsstater på et ministermøde i Bruxelles enstemmigt sanktioner mod Muammar al-Gaddafi og 25 af hans nærmeste støtter i form af indførelse af et EU-våbeneksportforbud, indrejseforbud i EU og indefrysning af formuer. Et importforbud af olie og gas fra Libyen blev EU endnu ikke besluttet, da dette ville ramme befolkningerne, erklærede EU-energikommissær Günther Oettinger. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP blev der under kampene i Misratah nedskudt en helikopter af oprørerne, der med tre raketter beskød Radio Misratahs sendemaster.

2. marts blev der i Tripoli meldt om fem eksplosioner med ti sekunders mellemrum. Regeringsstyrker har forsøgt at generobre en af de østlige oprørsbyer og angrebet andre i et større koordineret militærangreb. Et luftangreb blev samme tid rettet mod Ajdabiya, som ligger ca. 50 kilometer nordøst for Marsa al-Burayqah. Ajdabiya huser et af oprørenes store våbenlagre. Gaddafis styrker kontrollerer formodentlig tre byer på midten af den libyske kyststrækning mod Middelhavet. De fleste byer på den strækning har tidligere været kontrolleret af oprørerne, men har været under daglige bombeangreb. Muammar Gaddafis forsøg på at erobre den vigtige olieby Marsa al-Burayqah blev ifølge et vidne afværget. Frontlinien mellem oprørene i øst og regimet er formodentlig vest for Marsa al-Burayqah.

3. marts begynder Den Internationale Straffedomstol i Haag indledende undersøgelse om Gaddafi og hans sønner har begået forbrydelser mod menneskeheden. De hårde kampe mellem oprørere og regeringsstyrkerne fortsætter. Den venezuelanske præsident Hugo Chavez fremsatte et fredsforslag på vegne af det latinamerikanske ALBA samarbejde. Forslaget blev accepteret af den Arabiske Liga, den Afrikanske Union og Gaddafi regimet, men blev modarbejdet af USA og EU – og af de libyske oprørere.

4. marts fortsatte kampene om Marsa al-Burayqah som spredte sig til nabobyen og kommunecenteret Ajdabiya. Om morgenen 4. marts forstærkede oprørerne deres forsvarslinjer i al-Burayqah og etablerede en forsvarslinie 50 km vest for byen for at kunne møde et nyt angreb fra de Gaddafi-loyale styrker. – Efter Fredagsbønnen var der demonstrationer i byen Tajoura ca. 14 km fra Tripoli. Folk råbte slagord som: »Gaddafi er Guds fjende« og »Folket vil af med regimet«. Regimets styrker svarede igen med et tåregasangreb.

5. marts melder oprørene ifølge BBC, at de har generobret byen az-Zawiyya og oliehavnen Ras Lanuf, og at 30 er dræbt og 150 såret under kampene. – Ifølge den britiske erhvervsavis Financial Times råder Gaddafi stadig over olieindtægter. Produktionen er nedsat, men ikke indstillet. Indiske og kinesiske firmaer køber stadig olie af regimet. – I Justitspaladset i Benghazi samledes overgangsregeringens nationalråd, og danner dermed oppositionens første forsamling mod den nuværende regering. Nationalrådet ser sig selv som en legitim forsamling baseret på byrådene i de kontrollerede byer.

6. marts Kampene fortsætter. Regimet angriber oprørerne med luftangreb og svære våben. Fra Tripoli meldes der at der affyres mange skud, men der er uklarhed, hvem der skød og hvorfor. – Et bombefly af typen Su-24MK fra det libyske luftvåben blev skudt ned ved Ras Lanuf. Begge besætningsmedlemmer omkom.

 
Libyske flygtninge den 7. marts ved den tunesiske grænse

7. marts blev der meldt om nye modoffensiver fra Gaddafi-regimet, særlig rettet mod Ra' Lanuf. Oprørerne appellerede om udenlandsk hjælp. I det internationale samfund blev det derfor diskuteret om at indføre et internationalt håndhævet flyveforbudszone over Libyen i regi af FN's sikkerhedsråd, som ville stoppe Gaddafi-regimets bombeangreb. – NATO bekendtgjorde at de har indledt en 24-timers overvågning af det libyske luftrum.

8. marts har der været vedvarende hårde kampe ved byerne az-Zawiyya, Ras Lanuf og Ben Dschawad. I Ras Lanuf var der mange sårede med alvorlige kvæstelser.

10. marts meldes der, at az-Zawiyya blev tilbageerobret af regimets soldater, men der blev stadig meldt om kampe i byen. – I Ras Lanuf fortsætter regimets luftangreb og der meldinger om at at regimets panserkøretøjer nærmede sig byen. I løbet af dagen trak oprørerne sig delvis ud af byen. – Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy anerkender officielt overgangsregeringen i Benghazi.

11. marts meddelte FN's generalsekretær Ban Ki-moon, at FN nu har møder med overgangsregeringen.

12. marts bad »Den Arabiske Liga officielt FN's Sikkerhedsråd om at indføre flyveforbudszone for at forhindre militære angreb mod det libyske folk«. Det meddelte generalsekretær Amr Moussa på en pressekonference i Kairo, hvor repræsentanter for de arabiske lande har været samlet til et hasteindkaldt møde. Ud af ligaens 22 lande var det dog kun 11 der deltog i afstemningen i Kairo. Libyen selv blev hindret i at deltage. 8 af de 11 lande -overvejende de vestligere allierede, diktaturerne omkring Golfen – stemte for, mens 3 stemte imod. Til gengæld afviste den Afrikanske Union blankt at støtte Vestens krigsplaner og opfordrede i stedet til fredsforhandlinger mellem borgerkrigens parter. Den danske udenrigsminister Lene Espersen udtalte sig nu også klart til støtte for oprørerne.

14. marts USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har i Paris holdt møde med Mahmoud Jibril, en af overgangsregeringens ledere.

15. marts Regeringstropperne indtog kystbyen Zuwarah den sidste by mellem Tripoli og grænsen til Tunesien. Der er beretninger om at oliebyen Brega i løbet af de sidste tre dages hårde kampe vekslende har været i oprørernes og regeringstroppernes magt og at byen nu er indtaget af regeringsstyrkerne. Regeringsstyrkerne indtog ligeledes Adschdabiya

16. marts Gaddafi melder ud at han vil knuse oprøret, og giver igen al-Qaeda skylden for oprøret[25].

Flyveforbudszone over LibyenRediger

17. marts besluttede FN's sikkerhedsråd klokken 22:30 med 10 stemmer for (Bosnien-Hercegovina, Colombia, Gabon, Libanon, Nigeria, Portugal, Sydafrika og tre af de permanente medlemmer Frankrig, Storbritannien og USA), at der skal oprettes en flyveforbudszone over Libyen. Tyskland, Brasilien, Indien og to af de permanente medlemmer Rusland og Kina undlod at stemme. Resolutionen giver mandat til at oprette et flyveforbud der indebærer at beskytte civile med »alle nødvendige tiltag«, hvilket betyder, at flyveforbuddets håndhævere har ret til at forsvare den libyske befolkning mod Gaddafis styrker. Nyheden blev i Benghazi fejret med fyrværkeri.

18. marts understreger USA's præsident i en tale fra Det Hvide Hus, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Libyens leder, Muammar Gaddafi, ikke lever op til de krav, det internationale samfund stiller til ham i den resolution, der torsdag aften blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd i New York. Obama sagde bl.a.: "Nu har Muammar Gaddafi atter et valg. Den vedtagne resolution har en række krav, der skal opfyldes, våbenhvilen skal overholdes, alle angreb på civile stoppe, og den humanitære hjælp skal frem til civilbefolkningen". Samtidig gjorde præsidenten det helt klart, at USA ikke agter at indsætte soldater på landjorden i Libyen. – Et enigt folketing godkendte en dansk militær indsats i Libyen[26].

19. marts var det 24 timer efter, at Gaddafi-regimet erklærede våbenhvile for kampene omkring Benghazi. Frygten for regimets troppers indmarch i Benghazi gjorde at mange af indbyggerne flygtede mod øst. – Klokken 6:00 fløj seks danske F-16-fly og 132 flyversoldater med kurs mod Naval Air Station SigonellaSicilien, hvorfra den internationale aktion mod Muammar Gaddafis styrker i Libyen skal koordineres. – Franske kampfly affyrede kl. 17:45 skud mod kampvogne vest for Benghazi, meddeler forsvarsministeriet i Paris. – Den militære koalition mod Libyen består af 22 lande fra EU, USA, Canada og Den Arabiske Liga. – Fra Europa deltager blandt andet Frankrig, Storbritannien, Danmark, Norge, Holland, Belgien og Italien og Grækenland, der stiller flybaser på øerne Sicilien og Kreta til rådighed for koalitionen. – Om aftenen indledte USA Operation Odyssey Dawn med et angreb med 110 Tomahawk-krydsermissiler på regimets luftværnsstillinger og brændstoflagre i alt mod 20 forskellige mål omkring Tripoli og Misratah.

20. marts angreb internationale flystyrker mange mål i Libyen og det afværgede regeringsstyrkernes angreb på Benghazi. – De fire danske F-16-kampfly var på en fem timer lang mission over Libyen.

21. marts erklærede lederen af de i Libyen indsatte amerikanske styrker general Carter Ham, at bombardementerne ikke kan fjerne Muammar al-Gaddafi, og at der vil opstå en uafgjort-situation mellem Gaddafis styrker og oprørerne.

22. marts situationen i Ajdabiya er stadig uklar. Ifølge BBC er byen uden strøm og vand, og fødevarebutikkerne er tømt for varer. Byen er stadig belejret af regeringstropperne, man håber på at der vil komme undsætning fra Benghazi.

23. marts Ifølge Al-Jazeera blev 14 mennesker dræbt i nattens kampe i Misratah. – Ifølge CNN var der om morgenen kraftige eksplosioner i Tripoli, men det er usikkert, hvem der stod bag eksplosionerne. – De britiske flystyrkers leder, Air Vice-Marshal Greg Bagwell, erklærede at det libyske luftvåben er uskadeliggjort[27]. Man vil nu koncentrere sig om mål på landjorden. Målet er at beskytte uskyldige mennesker i Libyen, og for at opnå det angribes de libyske landtropper.

24. marts meddeler de libyske oprørere i Benghazi, at de har fanget en af Gaddafis vigtigste sikkerhedsfolk, Omar Ahmed Sodani, der formentlig nedskød den britiske politikvinde Yvonne Fletcher foran ambassaden i London i 1984[28]. Selv siger han, at han blot har drevet det lokale sygehus.

25. marts blev NATO-landene enige om at overtage ansvaret for operationen mod Muammar Gaddafi. – Den internationale koalitionsstyrke meddelte at Qatar blev det første arabiske land, som sendte et fly for at håndhæve flyveforbudszonen. Qatar sendte et Mirage 2000-5 ind over Libyen. Qatar har sendt seks Mirage 2000-5-kampfly og to transportfly til Europa for at kunne deltage i aktionen.

26. marts genindtog oprørerne oliebyerne Ajdabiya og Brega. – Ifølge Washington Post overvejer USA og en gruppe af allierede at levere våben til den libyske opposition.

27. marts genindtog oprørerne oliebyen Ras Lanuf. – De seneste to døgn har oprørerne bevæget sig længere mod vest, hvor Gaddafi hidtil har domineret.

28. marts. Ifølge nyhedsbureauet AFP er oprørsstyrkerne på vej mod Sirte, men er standset af Gaddafi-styrker 140 kilometer øst for byen.

29. marts berettede medierne, at USAs militær tvivlede på om oprørerne af egen kraft klarer at slå Gaddafi-styrkerne. – Fra Sirte berettes der, at regimets tropper har forskanset sig i byen og trænger overgangsregeringens styrker tilbage ved at bruge tunge våben.

30. marts lykkedes det regeringstropperne at stoppe oprørernes offensiv og at igen få kontrol over oliehavnen Ras Lanuf. Oprørerne samlede sig i Brega.

1. april afviser Libyens regering at trække sig ud af en række byer, sådan som oppositionen havde krævet som betingelse for en våbenhvile. – Menneskerettighedsorganisationerne oplyste at mindst 400 personer er meldt savnet i det østlige Libyen, siden opstanden mod Muammar Gaddafi.

2. april meddelte oprørerne at de i byen Misratahs bymidte havde slået tre af regeringstroppernes angreb tilbage og at de igen har magten over byen. Brega er tilsyneladende igen erobret af oprørerne. – Ifølge det tyske tidsskrift Focus, har Egypten i samarbejde med USA og uagtet den løbende diskussion for længe siden begyndt at sende våben til den libyske overgangsregerings soldater. – Ifølge Al-Jazeera har oprørerne oplyst, at amerikanske og egyptiske specialenheder træner oprørerne i det østlige Libyen. Der berettes om vedvarende kampe om Brega, efter oplysninger fra oprørerne er størstedelen af havnebyen igen under deres kontrol. Desuden beretter medier, der står oprørerne nær om fortsatte angreb fra regeringstropper på az-Zintan og Misrata, og beskydninger skal derved have ødelagt fødevarelagre og forsyningsinstallationer.

3. april mødtes Gaddafi-regeringens viceudenrigsminister Abdul Latif al-Obeidi og den græske premierminister Georgios Andrea Papandreou. Ifølge en repræsentant fra den græske regering meddelte al-Obeidi, at hans regering bestræbte sig på at afslutte kampene med oprørerne. – Der blev berettet om om vedvarende kampe om Brega, ifølge oprørerne skal havnebyen igen være under deres kontrol. De berettede også at regeringstropperne fortsat angreb az-Zintan og Misratah.

5. april var der ved Brega stadig heftige kampe, oprørerne har igen tabt byen. Regeringstropperne har åbenbart ved deres angreb indsat kampvogne og raketkastere.

6. april besluttede den danske regering at sende en særlig dansk repræsentant, ambassadør Thomas Lund-Sørensen, til den østlibyske by Benghazi for at styrke kontakten til oprørsgrupperne, der kæmper for at vælte den libyske diktator og stable en demokratisk nation på benene. Lene Espersen: "Den særlige udsending får en meget vigtig opgave med at udbygge vores kontakt og kendskab til de forskellige oprørsgrupper. Vi skal have dannet os et overblik over, hvem vi kan samarbejde med i den politiske proces, der skal til for at skabe et nyt Libyen."

8. april. Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyste en talsmand for oprørerne at regeringssoldaterne rykkede frem mod de østlige forstæder til havnebyen Misratah. Fremstødet har ført til gadekampe med oprørerne.

9. april. Ifølge udenrigsminister Lene Espersen får Danmark en delt nordisk plads i Libyen-kontaktgruppen, der bliver ny politisk spydspids for den internationale operation i Libyen. Kontaktgruppen bliver det afgørende politiske forum for tilrettelæggelsen af Libyens fremtid, og vi vil fra starten arbejde på, at der kommer fuldt tryk på den politiske proces, der har til mål at sikre en våbenhvile og et regimeskifte. Den nordiske plads roterer hver fjerde måned med Danmark som første deltager og derefter Norge og Sverige. Med i kontaktgruppen er foruden de centrale lande i aktionen også FN, Den Afrikanske Union og NATO, der fortsat varetager den daglige militære ledelse.

14. april var Misratahs havn under granatbeskydning og måtte lukkes. Forsyningssituationen har i flere uger været kritisk. – NATO bombarderede Tripoli og der var kraftige eksplosioner i nærheden af en af Gaddafis residenser.

16. april meddeler menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW), at klyngebomber anvendes mod oprørerne i Misratah, selv om disse våben er internationalt forbudte. Hjælpeorganisationer og beboere beskriver de civiles situation i Misratah som desperat. Der er var overalt, og beboerne mangler mad og medicin.

23. april meddelte viceudenrigsminister Khaled Kaim, at regeringsstyrkerne forlader Misratah og i stedet overlade oprørerne til de lokale stammer, der er loyale overfor Muammar Gaddafi. – Ifølge Reuters bekræftede oprørerne at regeringstropperne har trukket sig ud af byen. – I de sidste dage, hvor Misratah var belejret, evakuerede internationale skibe flere tusinder af sårede og civile.

1. maj meddelte regimet i Tripoli at Muammar al-Gaddafi yngste søn og tre af hans børnebørn blev dræbt ved et NATO bombeangreb. Gaddafi der selv befandt sig i det ramte hus, overlevede uden at blive kvæstet.[29].

12. maj lederne af det libyske oprør, Libyens Nationale Overgangsråd, udråber sig selv til ministre[30].

16. maj meddeler den internationale domstol i Haag at den vil retsforfølge Muammar al-Gaddafi for forbrydelser mod menneskeheden[31].

1. juni meddelte Libyens olieminister Schukri Ghanim på en pressekonference i den libyske ambassade i Rom, at han har opgivet sin post som olieminister og overvejer at slutte sig til oppositionen.

11. august besætter libyere den libyske ambassade i Stockholm, og hænger oprørendes frihedsflag ud af vinduet, ambassaden er stadigt på Gaddafis side[32].

13. august meddeler AP at oprørerne kontrollerer Az Zawiyah centrum. Byen ligger kun ca. 40 km vest for Tripoli.

20. august efter en lang række af eksplorationer i hovedstaden Tripoli melder oprørsleder Mustafa Abdel Jalil "enden er nær" for Gaddafi[33]. Gaddafis talsmand Moussa Ibrahim benægtede senere på tv at der har været en opstand[34].

21. august Omkring 22:30 meddeler den britiske tv-kanal Sky News at oprørssoldaterne nu står kun otte kilometer fra Tripolis centrum. Sky News' reporter i Tripoli fortæller over telefon, at indbyggerne i hovedstaden strømmer ud i gaderne for at byde oprørshæren velkommen. Ifølge reporteren har oprørerne ikke mødt modstand på deres vej ind mod byens centrum. 22:58 rapporterer Tv-stationen Al-Jazeera, at de styrker, der har ansvaret for den libyske leders sikkerhed, har nedlagt våbnene.

22. august 7.30 rapporterer nyhedsbureauet AFP, at der er kampe nær Muammar Gaddafis private bolig i den libyske hovedstad, Tripoli. Ifølge flere nyhedsmedier skulle flere af Gaddafis sønner være blevet taget tilfange, og en Khamis Gaddafi muligvis dræbt[35].

23. august lykkedes det midt på dagen for oprørerne at erobre Gaddafis hovedkvarter, Bab al-Azizya-kasernen midt i Tripoli.

5. september erklærede NATO gennem generalsekretær Rasmussen, at indsatsen først vil slutte når de sidste af Gaddafis soldater har overgivet sig.

5 oktober er der hårde kampe i Sirte. Mange af beboerne flygter.

17. oktober bliver Gaddafi-troppernes næstsidste bastion Bani Walid indtaget af oprørerne.

19. oktober Under oprøret i Libyen i 2011 var Sirte en højborg for tilhængerne af Gaddafis regime. Efter flere ugers kampe indtog oprørerne de sidste dele af byen den 19-20 Oktober 2011 med støtte fra NATO's fly. Nato meddeler, at alliancen siden 31. marts har gennemført 9602 angreb med fly mod mål, der truer sikkerheden for civile.

20. oktober meddeler overgangsregeringen, at deres styrker har nedkæmper den sidste modstand i Muammar al-Gaddafis fødeby Sirte – den sidste by, som er under det tidligere regimes kontrol. Kort tid efter meddeler overgangsrådet, at Gaddafi er død som følge af skudsår. Også Muammar al-Gaddafis søn Hannibal Gaddafi meldes dræbt.

21. oktober besluttede Nato's øverste politiske organ, Det Nordatlantiske Råd at sætte en tidsfrist på operationen i Libyen. Der er truffet en foreløbig afgørelse om at trække sig ud af Libyen den 31. oktober. Nato overtog ledelsen af koalitionen af Nato-lande og en række arabiske lande den 31. marts, efter at USA i ca. to uger havde stået i spidset for operationen.

22. oktober proklamerer lederen af Libyens oprørsråd Mustafa Abdel Jalil ved en ceremoni i Benghazi, at landet og folket atter er frit og at landet efter 42 år under Gaddafis diktatur og otte måneders blodigt oprør mod styret skal det libyske folk nu finde sammen igen. »Jeg opfordrer alle til at demonstrere tilgivelse, tolerance og forsoning. Vi må fjerne had og misundelse fra vore sind. Det er nødvendigt for revolutionens succes og for fremtidens Libyen«, mener han. »Jeg opfordrer alle libyere til at efterleve loven, intet andet end loven og til ikke at tilrane sig ret med magt«, fortsætter oprørslederen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

07. marts 2016 angreb islamistiske terrorister en kaserne lige vest for grænsen til Tunesien, hvorved 50 personer omkom.[36] Ifølge Tunesiens premierminister deltog omkring 50 ekstremister i angrebet i byen Ben Guerdane og 17 blev pågrebet; 36 ekstremister blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne efter angrebet.[37]

Internationale reaktionerRediger

Den libyske opposition i udlandet er splittet i flere fraktioner, og selvom den indre opposition siden begyndelsen af 1990'erne flere gange har slået til, har regimet aldrig før været truet så alvorligt som i februar 2011.

Den selvudnævnte tronprætendent til den libyske trone prins Idris al-Senussi udtalte i et interview med det italienske nyhedsbureau Adnkronos at han var klar til at rejse tilbage til Libyen fra sit politiske eksil i Italien så snart der var en politisk ændring i landet.[38]

  Ifølge Al Jazeera er Libyen blevet suspenderet af Den Arabiske Liga[39][40]

  FN 18. februar fordømte Sekretariatet for FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, den vold som sikkerhedsstyrkerne i Libyen udviste mod demonstranterne og påpegede særligt det faktum at de libyske styrker brugte skarp ammunition mod demonstranter.[41] 22. februar indkaldte FN's generalsekretær Ban Ki-moon FN's sikkerhedsråd til møde om situationen i Libyen efter selv at have snakket med Gaddafi. – Den 17. marts vedtog FN's Sikkerhedsråd at der oprettes en flyveforbudszone over Libyen

  Tyskland Den tyske forbundskansler Angela Merkel udtalte efter Gaddafis tale den 22. februar, at han har erklæret krig mod sit eget folk.[42]

  EU EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton fordømte måden oprøret bliver slået ned på af det libanesiske myndigheder og afviste de trusler som myndighederne har kommet med mod EU.[43]

  Frankrig Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy kræver, ifølge avisen Le Monde, i en erklæring, at EU »hurtigt vedtager konkrete sanktioner« mod Gaddafi og hans nærmeste kreds. »Det internationale samfund kan ikke blive ved med at være tilskuer til disse massive krænkelser af menneskerettighederne. Alle, der er involveret i volden mod demonstranter, skal vide at deres handlinger vil få konsekvens for dem«, skriver Sarkozy i erklæringen.

  Danmark Den danske udenrigsminister Lene Espersen tager ifølge udenrigsministeriets hjemmeside skarpt afstand fra den vold og knægtelse af menneskerettigheder og ytringsfrihed, som i flere lande i Mellemøsten har været myndighedernes svar på fredelige demonstrationer. – 18. marts godkendte et enigt Folketing en dansk militær indsats i Libyen. Vedtagelsen lyder: "Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed for en international militær indsats i Libyen med henblik på at beskytte civilbefolkningen i landet, jf. FN-sikkerhedsrådsresolution 1973 (2011) og 1970 (2011)."[44] – 19. marts fløj seks danske F-16-fly med kurs mod en base på Sicilien, hvorfra den internationale aktion mod Muammar Gaddafis styrker i Libyen skal koordineres.

  Norge Den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre tog en tilsvarende udtalelse fra FN og EU.[45] Statoil lukkede sit kontor i Tripoli og hentede 21. februar 30 udenlandske ansatte i Libyen.[46]

  Italien Den italienske udenrigsminister Franco Frattini erklærede 27. februar at Gaddafis tid uundgåeligt var ovre[47].Italien som har været Libyen nærmeste europæiske støtter, konstaterede at venskabs- og samarbejdsaftalen mellem det to lande var de facto suspenderet.

  NATO Den 27. marts 2011 erklærede NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, at "NATO Allies have decided to take on the whole military operation in Libya under the United Nations Security Council Resolution. Our goal is to protect civilians and civilian-populated areas under threat of attack from the Gaddafi regime."[48]

  USA Drabet på Libyens regeringsleder Muammar Gaddafi, blev kommenteret med grin og en parodi på et Julius Cæsar citat, af den amerikanske statssekretær Hillary Clinton.[49]

Se ogsåRediger

NoterRediger

  1. ^ a b c d e f "Libya: Examination of intervention and collapse and the UK's future policy options" (PDF). House of Commons Foreign Affairs Committee. sep. 2016.
  2. ^ Christopher M. Davidson (6. dec. 2017). "Why Was Muammar Qadhafi Really Removed?". Middle East Policy. 24: 91-116.
  3. ^ "Resolution 1970 (2011)". FN's sikkerhedsråd. 26. feb. 2011.
  4. ^ "S.Res.85 - A resolution strongly condemning the gross and systematic violations of human rights in Libya, including violent attacks on protesters demanding democratic reforms, and for other purposes". United States Senate. 1. mar. 2011.
  5. ^ "Resolution 1973 (2011)". FN's sikkerhedsråd. 17. mar. 2011.
  6. ^ "B 89 Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen". Folketinget. 18. mar. 2011.
  7. ^ "Overview of 1st Day of U.S. Operations to Enforce UN Resolution 1973 Over Libya". United States Africa Command. 20. mar. 2011. Arkiveret fra originalen 20. jul. 2011.
  8. ^ "Founding statement of the Interim Transitional National Council". 5. mar. 2011. Arkiveret fra originalen 10. mar. 2011.
  9. ^ "Meeting Outcomes of the Interim National Council held on 19 March 2011". 19. mar. 2011. Arkiveret fra originalen 26. mar. 2011.
  10. ^ "Chair's statement - London Conference on Libya" (PDF). Libya Contact Group. 29. mar. 2011.
  11. ^ "Chair's statement - Fourth meeting of the Libya Contact Group" (PDF). Libya Contact Group. 15. jul. 2011.
  12. ^ "NATO Assumes Command of Libya Operations". United States Department of Defense. 31. mar. 2011. Arkiveret fra originalen 6. apr. 2011.
  13. ^ "NATO Encyclopedia 2015" (PDF). NATO. 2015. s. 371. Arkiveret fra originalen (PDF) 4. aug. 2016.
  14. ^ "IOM Learns of 'Slave Market' Conditions Endangering Migrants in North Africa". International Organization for Migration. 11. apr. 2017.
  15. ^ ""We Feel We Are Cursed" Life under ISIS in Sirte, Libya". Human Rights Watch. 18. maj 2016.
  16. ^ Muammar Gaddafi (1976). The Green Book. People's Committee, Libya.
  17. ^ a b "Human Development Report 2010 - 20th Anniversary Edition". United Nations Development Programme. nov. 2010. Tabel 1. ISBN 9780230284456.
  18. ^ "Timeline:New Tunisian government in trouble after Ben Ali ouster". Reuters. 19. jan. 2011.
  19. ^ "Timeline - Egypt since January protests". Reuters. 22. nov. 2011.
  20. ^ "Timeline: Protests against Saleh rule in Yemen". Reuters. 8. okt. 2011.
  21. ^ "Timeline: Anti-government protests in Bahrain". Reuters. 16. mar. 2011.
  22. ^ "Timeline: Libya's uprising against Muammar Gaddafi". Reuters. 4. maj 2011.
  23. ^ "H: France's client & Q's gold. Sid" (PDF). United States Department of State. 2. apr. 2011. C05779612. Arkiveret fra originalen (PDF) 8. jan. 2016.
  24. ^ Ellen Brown (14. mar. 2016). "Why Qaddafi had to go: African gold, oil and the challenge to monetary imperialism". The Ecologist.
  25. ^ Gaddafi til oprørshær: Jeg knuser jer nu – Politiken.dk
  26. ^ Enigt folketing sender kampfly til Libyen
  27. ^ Libya air force 'unable to fight' (engelsk) hentet d. 25. marts 2011
  28. ^ Libya rebels arrest man suspected of Yvonne Fletcher murder 27 years ago (engelsk) hentet d. 25. marts 2011
  29. ^ http://www.spiegel.de/thema/libyen_unruhen_2011/] Spiegel 1. maj 2011
  30. ^ Libyske rebeller udpeger ministre, Ekstra Bladet, 12. maj
  31. ^ International domstol vil anholde Gaddafi, Ekstra Bladet, 16. maj 2011
  32. ^ politiken.dk, Libyere besætter ambassaden i Stockholm, 11. august 2011
  33. ^ Eksplosioner og skyderier ryster Libyens hovedstad, politiken.dk, 20. august 2011
  34. ^ Gaddafi-styret: Opstand? Hvilken opstand?, politiken.dk, 21. august 2011
  35. ^ En af Gaddafis sønner kan være fundet død, politiken.dk, 22. august 2011
  36. ^ "Angreb på kaserne i Tunesien kostede 50 mennesker livet" (Jyllandsposten, 07.03.2016)
  37. ^ "Tunesien pågreb 17 efter blodigt angreb nær Libyen" (Jyllandsposten, 08.03.2016)
  38. ^ "Libia, principe Idris: Gheddafi assecondi popolo o il Paese finirà in fiamme – Adnkronos Esteri". Arkiveret fra originalen 27. februar 2011. Hentet 22. februar 2011.
  39. ^ Gaddafi defiant as state teeters – Africa – Al Jazeera English
  40. ^ Merkel: – Veldig, veldig skremmende – nyheter – Dagbladet.no
  41. ^ UN rights chief condemns Libya, Bahrain crackdowns (Webside ikke længere tilgængelig)
  42. ^ Merkel: – Veldig, veldig skremmende – nyheter – Dagbladet.no
  43. ^ EU Observer
  44. ^ Folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen, B 89, Folketinget, 19. marts 2011
  45. ^ Norge fordømmer voldsbruken i Libya, Bahrain og Jemen – regjeringen.no
  46. ^ «Statoil henter hjem Libya-ansatte
  47. ^ Defiant Gaddafi confined to Tripoli – Africa – Al Jazeera English
  48. ^ "Statement by NATO Secretary General Anders Fogh Rasmussen on Libya". NATO. 27. mar. 2011.
  49. ^ Corbett Daly (20. okt. 2011). "Clinton on Qaddafi: "We Came, We Saw, He Died"". CBS News.

Eksterne henvisningerRediger

Koordinater: 31°11′44″N 16°31′17″Ø / 31.19562°N 16.52141°Ø / 31.19562; 16.52141