Pjotr Wrangel
Pjotr Nikolajevitj Wrangel (russisk: Пётр Николаевич Врангель, tr. Pjotr Nikolajevitj Vrangel; også kendt som Den sorte baron; født 15. august 1878 i Zarasai, Kovno guvernement, Det russiske kejserrige (nu Litauen), død 25. april 1928 i Bruxelles, Belgien) var en tyskbaltisk baron, kavalerigeneral og russisk kontrarevolutionær i den hvide garde i den russiske borgerkrig.
| Pjotr Wrangel | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
15. august 1878  Zarasai, Litauen |
| Død |
25. april 1928 (49 år) Bruxelles, Belgien |
| Dødsårsag |
Forgiftning |
| Gravsted |
Kongeriget Jugoslavien, Den Hellige Treenighedskirke, Beograd, Bruxelles, Novo groblje |
| Statsborger i | Det Russiske Kejserrige |
| Politisk parti |
Den Hvide Hær |
| Far |
Nikolaj Wrangel |
| Mor |
Mariâ Dmitrievna Vrangelʹ[1] |
| Ægtefælle |
Olga Wrangel |
| Barn |
Baron Alexis Wrangel |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Generalskabens akademi, Nikolajevskoje kavaleriskole, Gornyj institut (til 1901) |
| Beskæftigelse | Officer |
| Fagområde |
Den Hvide Hær, feltherre |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Sankt Stanislaus-ordenen, Medalje "Til minde om 300-årsdagen for Romanov-dynastiet" (1913), Sankt Georgsordenen, 4. klasse (1914), Sankt Annas Orden, 3. klasse (1906), Sankt Annas Orden, 4. klasse (1904) med flere |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Liv redigér
Som mineingeniør og forretningsmand i sibirisk minedrift deltog Wrangel i den russisk-japanske krig i 1904-1905. Så blev han officerer. Wrangel udmærkede sig under Første Verdenskrig og steg til divisiongeneral for kosaktropperne. Efter oktoberrevolutionen deltog Wrangel i Kornilovs og Denikins kontrarevolutionære kampagne i det sydlige Rusland. Denikin udnævnte ham til underkommandør. Efter Denikin retræte i slutningen af 1919 overtog Wrangel 4. april 1920 kommandoen over den sydlige del af den hvide hær og kaldte sig øverstkommanderende. I løbet af foråret og sommeren 1920 under den polsk-sovjetiske krig vandt Wrangel succeser og viste utvivlsomt lederskab. Efter våbenhvileaftalen mellem Sovjetunionen og Polen i oktober 1920 kunne bolsjevikkerne indsætte overlegne styrker mod Wrangels front.
Efter et nederlag på Krim, hvor han mistede halvdelen af sin stående hær, organiserede Wrangel en masseevakuering over Sortehavet.[2] Wrangel gav hver officer, soldat, og civil frit valg: enten at blive evakueret med ham til ukendt sted, eller blive i Rusland og møde den røde hærs dom. Wrangel evakuerede de hvide styrker i resten af den russiske kejserlige flåde, der blev kendt som Wrangel flåde. De sidste militære og civile forlod Rusland med Wrangel om bord på General Kornilov den 14. november 1920. I første omgang levede Wrangel på sin yacht Lucullus i Konstantinopel, som blev vædret og sænket af den italienske damper Adria, som var sejlet fra det sovjetiske Batumi. Wrangel, der var i land, slap med livet i behold fra attentatforsøget.
Wrangel rejste derefter med sin stab via Tyrkiet og Tunesien til Kongeriget Jugoslavien som leder af alle russiske flygtninge, og den mest fremtrædende Hvide emigrant. I 1924 etablerede han den russiske Almilitære Union, en organisation oprettet for at kæmpe for at bevare enheden af alle Hvide kræfter uden for Sovjetunionen. Han bosatte sig i Bruxelles i Belgien i september 1927, hvor han arbejdede som mineingeniør.
Død redigér
Wrangel døde pludseligt i 1928, og Wrangels familie mente, at han var blevet forgiftet af sin bror, som kortvarigt boede i hos ham i Bruxelles og angiveligt var sovjetisk agent.[3]
Referencer redigér
Litteratur redigér
- Luckett, Richard. The White Generals: An Account of the White Movement and the Russian Civil War. New York, Viking, 1971. ISBN 0-670-76265-2
- Svensk uppslagsbok, 29 (1936)
