Poul G. Mortensen

dansk folketingsmedlem (1922-1980)

Poul G. Mortensen (født 9. maj 1922 i Visborg, død 5. juli 1980 i Hadsund) var en dansk murer og politiker. Han var medlem af Folketinget valgt for Socialdemokratiet fra 1973 til 1977 og igen fra 1978 til sin død i 1980.[1]

Poul G. Mortensen
Medlem af Folketinget
Embedsperiode
1. februar 1978 – 5. juli 1980
ForegåendeOrla Møller
Efterfulgt afOle Stavad
ValgkredsNordjyllands Amtskreds
Embedsperiode
4. december 1973 – 15. februar 1977
ValgkredsNordjyllands Amtskreds
Sognerådsformand i Hadsund Kommune
Embedsperiode
1. april 1966 – 31. marts 1970
Personlige detaljer
Født9. maj 1922
Død5. juli 1980 (58 år)
Politisk partiSocialdemokratiet
Links
Biografi på folketinget.dk
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Mortensen var søn af arbejdsmand Anton Mortensen og Nielsine Dorthea Mortensen og voksede op i små kår i en søskendeflok på 11. Han blev tjenestedreng på landet som 11-årig og var allerede politisk aktiv som 13-årig ved folketingsvalget 1935. Mortensen gik på Håndværkerhøjskolen 1941-1942 og var udlært murer.[2][1]

Han blev valgt til Hadsund Sogneråd som 36-årig og var sognerådsformand 1965-1970. Han fortsatte i kommunalbestyrelsen i Hadsund Kommune efter kommunalreformen i 1970 og var viceborgmester i kommunen ved sin død.[2]

Mortensen havde også række tillidserhverv i Hadsund og omegn:[1]

  • Formand for Hadsund Boldklub 1953-68
  • Formand for boligselskabet Lejerbos Hadsund afdeling fra 1962
  • Formand for Børneværnet i Hadsund fra 1965
  • Medlem af bestyrelsen og næstformand i Murernes Fagforening Hadsund afdeling fra 1958
  • Medlem af bestyrelsen for Hadsunds Erhvervsråd fra 1960
  • Medlem af bestyrelser for Hadsund Erhvervsbygninger fra 1960
  • Medlem af repræsentantskabet for Nordjyllands Erhvervsråd fra 1965
  • Vurderingsformand i Hadsund Kommune fra 1958
  • Medlem af skyldrådet for Nordjyllands Amts Søndre Skyldkreds fra 1960
  • Næstformand i Hadsund Elværk fra 1971

Han blev folketingskandidat for Socialdemokratiet i Hobrokredsen i 1972 og valgt til Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 og genvalgt i valget i 1975. Han opnåede ikke genvalg ved folketingsvalget i 1977, men indtrådte alligevel i Folketinget i valgperioden den 1. februar 1978 som afløser for Orla Møller som havde nedlagt sit nedlagt. Ved det næste valg i 1979 blev han igen valgt direkte til Folketinget. I 1977 var Mortensen ved tre lejligheder midlertidigt folketingsmedlem: to gange som stedfortræder for Orla Møller og en gang som stedfortræder for Poul Dalsager.[1]

Mortensen døde 5. juli 1980 som 58-årig af strubekræft efter et langt sygeforløb.[2] Ole Stavad overtog pladsen i Folketinget efter hans død.[3] Mortensen ligger begravet på Hadsund Kirkegård.[4]

Referencer

redigér
  1. ^ a b c d Poul Mortensen (S), Folketinget, 1. juni 2022, hentet 23. januar 2023
  2. ^ a b c K.B. Andersen (7. oktober 1980), "Mindetale i Folketinget", Folketingstidende 1980-81, spalte 55-56
  3. ^ "Folketingsvalget den 8. december 1981", Statiske meddelelser, Danmarks Statistik, no. 7, s. 256, 1982
  4. ^ findgravsted.brandsoft.dk - Hadsund Kirkegård