Rød-Grøn Ungdom
Rød-Grøn Ungdom (RGU) er en dansk politisk ungdomsorganisation, der blev stiftet i marts 2020.[1]
Rød-Grøn Ungdom RGU | |
---|---|
![]() | |
Formand | Kollektiv ledelse |
Grundlagt | 2020 |
Hovedkontor | Wesselsgade, København |
Antal medlemmer | 750 (pr. 2022, ifølge egen hjemmeside) |
Moderparti | Samarbejder med Enhedslisten |
Politisk ideologi | Socialisme, Antikapitalisme, Grøn ideologi |
Politisk placering | Venstre |
Website | rgungdom.dk |
RGU havde fra starten det erklærede mål at indgå et samarbejde med Enhedslisten, der siden 2001 har samarbejdet med Socialistisk Ungdomsfront (SUF) i stedet for at have sit eget ungdomsparti. Efter noget intern strid om spørgsmålet valgte Enhedslisten i december 2020 at indgå en samarbejdsaftale med RGU ligesom den, de i øvrigt har med SUF, hvorefter Enhedslisten altså samarbejder med begge ungdomsorganisationer[2].
RGU har ikke nogen forperson, men ledes til daglig af forretningsudvalget, som består af otte medlemmer valgt på landsmødet. Forretningsudvalget er underlagt hovedbestyrelsen, som er organisationens øverste myndighed mellem landsmøderne. Hovedbestyrelsen består foruden medlemmer af forretningsudvalget af repræsentanter fra RGU's lokalafdelinger[3].
RGU havde i januar 2022 ifølge egne oplysninger godt 750 medlemmer og i alt 20 lokalafdelinger fordelt på alle fem regioner.[4]
Organisationens stiftelseRediger
I marts 2020 blev Rød-Grøn Ungdom stiftet i København af 125 unge socialister. Inspirationen kom fra bevægelser som kampagnen om Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez på den amerikanske venstrefløj og Venstrepartiet i Sverige.[5]. Formålet med Rød-Grøn Ungdom var at efterligne disse bevægelsers strategier og metoder for at organisere den danske unge venstrefløj i en bevægelse, der bakker op om Enhedslistens parlamentariske arbejde og samtidig arbejder for radikale løsninger på den stigende ulighed og klimaforandringer.[6]
Ved organisationens stiftelse blev der i visse dele af Enhedslisten, særligt fraktionen kendt som Socialistisk Arbejderparti, rettet skarp kritik mod RGU, fordi man mente, at projektet var et forsøg på at splitte med SUF, og fordi forberedelserne af RGU's stiftelse var sket i hemmelighed. Kritikken blev dog afvist med, at RGU både blev stiftet af tidligere SUF'ere, unge Enhedslisten-medlemmer uden tidligere tilhørsforhold til ungdomsorganisationer og unge helt uden tilhørsforhold til partier eller organisationer på venstrefløjen. Desuden blev hemmeligholdelsen af RGU's stiftelse forklaret med, at man ville forhindre sabotage fra modstandere på venstrefløjen, ligesom det var sket, da en gruppe unge Enhedslisten-medlemmer stiftede Enhedslistens Ungdomsnetværk efter folketingsvalget i 2011.[kilde mangler]
Organisationens første tidRediger
Den første tid i Rød-Grøn Ungdom var stærkt præget af, at Danmark kort efter stiftelsen blev lukket ned på grund af corona-situationen. Det betød, at flere lokalafdelinger blev stiftet ved digitale generalforsamlinger, og at størstedelen af aktiviteten det første år fandt sted digitalt.
I oktober 2020 besluttede Enhedslistens årsmøde, at man ville påbegynde forhandlinger med RGU om at indgå en samarbejdsaftale lig den, Enhedslisten havde med SUF. I december 2020 kom organisationerne til enighed, hvormed RGU sidenhen har samarbejdet officielt med Enhedslisten på lige fod med SUF. Omkring samme tidspunkt blev RGU optaget som medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd.
I løbet af organisationens første leveår har flere medlemmer af Rød-Grøn Ungdom optrådt på den offentlige scene. I begyndelsen af 2021 blev Rasmus Vestergaard det første RGU-medlem i Folketinget som stedfortræder for Enhedslistens Henning Hyllested. I 2021-udgaven af DM i debat debuterede Emil Samaras Eriksen på vegne af RGU ved at nå til finalen. Desuden opstillede 40 medlemmer af RGU som kandidater til kommunal- og regionsvalget i 2021 på Enhedslistens lister fordelt over hele landet, hvoraf 8 opnåede valg.[7]
Medlemmer af forretningsudvalgetRediger
Rød-Grøn Ungdom ledes til daglig af forretningsudvalget, der vælges på landsmødet. Forretningsudvalget består af otte medlemmer, hvoraf en vælges særskilt til at være økonomiansvarlig. Medlemmer af forretningsudvalget vælges for et år ad gangen.
År | Økonomiansvarlig | Øvrige medlemmer af forretningsudvalget |
---|---|---|
2022/2023 | Boel Tanzer | Frederik Julius Dahler |
Lasse Andersen | ||
Marie Kjær Madsen | ||
Markus Bech Hansen | ||
Natasja Liv | ||
Olivia Koefoed Olesen | ||
Sarah Abildskov |
Folkevalgte RGU'ereRediger
FolketingetRediger
I begyndelsen af 2021 vikarierede Rasmus Vestergaard Madsen for Enhedslistens Henning Hyllested i Folketinget, hvilket gjorde Rasmus Vestergaard til det første RGU-medlem i Folketinget. Rasmus var i sin tid i Folketinget landdistriktordfører, miljøordfører, naturordfører, transportordfører og turismeordfører.
Kommunal- og regionsrådsvalget 2021Rediger
Kommunal- og Regionsrådvalget d. 16. november 2021 var det første kommunal- og regionsrådsvalg i RGUs levetid, og flere medlemmer af RGU blev valgt til kommunalbestyrelser og regionsråd, således Emilie Haug Rasch og Grethe Olivia Nielsson til Regionsrådet i Region Hovedstaden.
LokalafdelingerRediger
RGU har 20 lokalafdelinger fordelt i hele landet.[8]
KilderRediger
- ^ Ny rød-grøn ungdomsorganisation vil puste nyt liv i venstrefløjen (altinget.dk, 2020-03-02)
- ^ Ung i Enhedslisten (vores.enhedslisten.dk, 02-10-2021)
- ^ Rød-Grøn Ungdoms vedtægter (rgungdom.dk/vedtaegter, 02-10-2021)
- ^ Rød-Grøn Ungdoms hjemmeside (rgungdom.dk, 28-01-2022)
- ^ Nyt socialistisk ungdomsparti vil sætte den grønne omstilling i centrum (information.dk, 02-10-2021)
- ^ Vi vil forandre Danmark ved at samle unge i et handlende politisk fællesskab (information.dk, 02-10-2021)
- ^ Rød-Grøn Ungdoms Facebook-side, Vores otte første folkevalgte (facebook.com/rodgronungdom, 28-01-2022)
- ^ Rød-Grøn Ungdoms lokalafdelinger
Eksterne henvisningerRediger
Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata. |