Ludvig Feilberg

Ludvig Feilberg, 1849-1912, dansk ingeniør, psykolog og filosof. Feilberg var docent i tegning og jord- og vandbygningslære ved Landbohøjskolen i København, og var derudover kulturministeriets tilsynshavende ved folkehøjskoler og landbrugshøjskoler. Men hans forfatterskab er især af filosofisk-psykologisk art. Ud fra en monistisk opfattelse betragtede han den menneskelige organisme som en arbejdsmaskine, der modtager energi fra omverdenen, fortætter den og afgiver noget af den igen. Den værdifuldeste del af den optagne energi får afløb i sjælelige tilstande, der uden videre forklaring antages at svare til fysiske.

Karakteristiske titler på nogle af hans værker er Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet (1896), Om sjælelig Ringhed (1899-1902) og Om størst Udbytte af Sjælsevner (1881). Feilberg beskrev stemninger og følelser på indtrængende måde i en fortrolig og smidig stil, der viser hans evner både som iagttager af det menneskelige sjæleliv og som sprogskabende skribent.

Feilberg tilhører en særegen dansk tradition for livsfilosofisk overvejelse, som - før ham - omfatter navne som Poul Martin Møller, F.C.Sibbern og Søren Kierkegaard, og som - efter ham - tæller folk som Jakob Knudsen, Vilhelm Grønbech og K.E.Løgstrup. Derudover Af har især forfatterer som Jacob Paludan og Johannes Smith været inspireret af hans skildringer af sjælelig åbenhed, og i nyere tid Pia Tafdrup, der fx har brugt en af Feilbergs neologismer, intetfang, dvs. uselviskhed ledsaget af en uendelighedsfølelse, som titel på en digtsamling fra 1982.

Bibliografi

• Feilberg, L.: Samlede skrifter, I-II, København 1949.