Hertugdømmet Oldenborg (1777-1815)

Hertugdømmet Oldenborg var stat i det nordvestlige Tyskland. Hertugdømmet blev oprettet i 1777 og nedlagt i 1829.

Oprettelsen

Ved Traktaten i Zarskoje Selo ovedrog kong Christian 7. af Danmark-Norge Grevskabet Oldenborg til den russiske kronprins (den senere kejser Paul 1. af Rusland). Den 27. august 1773 blev grevskabet overladt til kronprins Paul. Allerede fire dage senere blev fyrstbispen af Lübeck, der var kronprins Pauls fætter, udnævnt til guvernør.

I 1774 blev kejser Josef 2. af Det tysk-romerske Rige anmodet om at godkende guvernøren som hertug. Dette skete i 1777, og derved blev Oldenborg et hertugdømme.

Rusland bevarede dog sin indflydelse i Oldenborg. Hertugdømmet førte ofte en russiskvenlig politik. Frem til 1917 var den russiske kejser overhoved for (chef for) fyrstehuset i Oldenborg. Dette betød fx, at enhver ændring i huslovene (b.a. om arvefølgen) skulle godkendes i Sankt Petersborg.

Tilknytning til Tyskland og Frankrig

Hertugdømmet Oldenborg var tilknyttet:

• til 1806: Nederrhinske-vestfalske Rigskreds i Det tysk-romerske Rige
• 1806–1807: besat af Kongeriget Holland og Første franske kejserrige
• 1808–1810: Rhinforbundet
• 1811–1813: Første franske kejserrige, som departementer
• fra 1815: Det tyske forbund (først effektiv fra 1821)

Afslutning

Under Wienerkongressen i 1814–1815 fik Oldenborg tilladelse til at omdamme sig til et storhertugdømme. Det var dog frøst efter et tronskifte i 1829, at landet blev til Storhertugdømmet Oldenborg.