Troels Rasmussen

dansk fodboldspiller (1961-)

Troels Rasmussen (født 7. april 1961) er en dansk tidligere fodboldmålmand, der i perioden 1982-1991 spillede 35 landskampe. På klubplan var han knyttet til klubberne Vejle Boldklub og AGF.

Troels Rasmussen
Personlig information
Fulde navn Troels Rasmussen
Født 7. april 1961 (63 år)
Æbeltoft, Danmark
Højde 193 cm
Position Målmand
Seniorkarriere*
År Hold Kampe (Mål)
1980–1981 Vejle Boldklub 13 (0)
1982–1994 AGF 333 (3)
Landshold
1982–1991 Danmark 35 (0)
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga.

† Kampe (mål).

Karriere redigér

Troels Rasmussen er landsholdsmålmanden med det bedste snit af DBU's målmænd gennem tiderne; bl.a. bedre end Peter Schmeichels snit for scorede mål imod. Han blev i Ekstra Bladet kaldt for "Utrolski" efter sin fantomkamp mod Sovjetunionen i Moskva i 1985.[1] Danmark tabte dog 0-1. Han deltog ved EM i 1984 (uden at komme i kamp), VM 1986 (2 kampe) og EM 1988 (1 kamp).

Under VM i 1986 var Troels Rasmussen som udgangspunkt førstemålmand, men et par ikke helt fejlfrie præstationer i de to første kampe sendte ham på udskiftningsbænken, selvom han sådan set kun slap ét mål ind i de to kampe og det endda på straffespark (mod Uruguay). Men han fik en del kritik i pressen, især for sin flagrende og nervøse indsats mod Skotland i åbningskampen. I næste kamp mod Uruguay gik det noget bedre, men i den sidste puljekamp mod Vesttyskland, blev han erstattet af OB'eren Lars Høgh, der spillede en fantastisk kamp mod tyskerne.[2] I den næste kamp kom Lars Høgh og hele landsholdet dog ned på jorden igen, da Danmark blev sendt ud af turneringen af Spanien med 1-5. Efter at Lars Høgh blev skadet efter VM, generobrede Troels Rasmussen pladsen som 1. målmand på landsholdet og stod glimrende i kvalifikationsturneringen til EM i Vesttyskland i 1988. Men i den første kamp ved EM i 1988 mod Spanien, som Danmark tabte med 2-3 i Hannover, lavede han en fejl på ét af de spanske mål. Og selvom han også reddede et straffespark i samme kamp, valgte Sepp Piontek at satse på Peter Schmeichel i de to sidste puljekampe. Efter det fik Troels Rasmussen aldrig sin plads tilbage som førstekeeper på landsholdet, men nåede dog endnu en håndfuld landskampe, inden han stoppede. Bl.a. stod han i begge kampene mod hhv. Sverige og Brasilien i DBU´s 100 års-jubilæumsturnering i København i juni 1989. En turnering, som Danmark vandt uden at slippe mål ind.

Troels Rasmussen var en målmand med en stor rækkevidde, som fyldte godt i målet og han havde også glimrende reflekser. Trods sin store højde var han dog undertiden ikke helt så dominerende i feltet, som man kunne forvente af en mand af den højde og drøjde. Og han havde også en tendens til at være præget af nerver i de allerstørste kampe, hvilket to gange kostede ham pladsen på landsholdet (i 1984 op til EM i Frankrig, hvor han med en usikker præstation mod Sverige i den sidste testkamp mistede pladsen til Ole Qvist og i 1986 ved VM i Mexico, som nævnt ovenover). Men trods dette var han en rigtigt habil målmand, som spillede mange gode kampe for både landsholdet og AGF.

Troels Rasmussen indledte karrieren i Vejle Boldklub, men er bedst kendt for sin tid i AGF fra 1. januar 1982 til 31. december 1993. Han spillede 391 kampe og scorede fem mål (på straffespark) for AGF. I en kamp mod Næstved i 1. division i 1990 scorede Troels Rasmussen først på straffe, hvorefter han senere i kampen blev udvist. Han er den AGF'er som har spillet flest ligakampe i en ubrudt serie. Han spillede 237 kampe (28. marts 1982 til 12. august 1990) uden afbrydelser. Men efter en kamp mod Næstved (jf. ovenstående) kom han i karantæne og var ikke med mod OBOdense Stadion. I hans sted stod den senere førstemålmand for AGF Lars Windfeld. Kampen sluttede 0-0. Han vandt det danske mesterskab med AGF i 1986 og var pokalvinder tre gange med AGF (1987, 1988 og 1992). I 1988 blev han tilmed kåret som "Årets pokalfighter".

Referencer redigér

  1. ^ 5 af de største AGF-målmænd, stiften.dk, 27. november 2008, hentet 9. april 2019
  2. ^ Held i puljen, weekendavisen.dk, 13. juli 2018, hentet 9. april 2019

Eksterne henvisninger redigér