Tsezar Kjui
Tsezar Kjui (født russisk: Цезарь Антонович Кюи, tr. Tsezar Antonovitj Kjui den 18. januar 1835 i Vilnius, død 13. marts 1918 i Sankt Petersburg) var en russisk officer, der blev kendt som komponist og musikkritiker. Han var en del af gruppen De Fem.
| Tsezar Kjui | |
|---|---|
 | |
| Information | |
| Født |
18. januar 1835, 6. januar 1835  Vilnius |
| Død |
13. marts 1918, 24. marts 1918, 26. marts 1918 Sankt Petersborg |
| Dødsårsag |
Slagtilfælde |
| Gravsted |
Tikhvinskoje kirkegård |
| Statsborger |
Det Russiske Kejserrige |
| Sprog |
Russisk |
| Genre |
Opera |
| Beskæftigelse |
Musikkritiker, militæringeniør, officer, almen ingeniør, skribent, komponist, pianist, kritiker, ingeniør |
| Medlem af |
De Fem, Beliajev-kredsen |
| Instrumenter | |
|
Klaver | |
| Kendte værker | |
|
Mandarinens søn, Mateo Falcone, Fangen i Kaukasus, Et gæstebud i pestens tid, Mademoiselle Fifi | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
Cuis fader var fransk, moderen litauisk. Da Cui tidlig viste interesse for musik, fik han musikundervisning fra tiårsalderen. En af lærerne var den polske komponist Stanisław Moniuszko.
I 1856 blev Cui kendt med Milij Balakirev, og inspireret af ham kom han med i De Fem, en gruppe komponister som arbejdede for at fremme en russisk national musikstil. Til at begynde med var Cui en heftig forsvarer af De Fems musikestetik, men distancerede sig senere fra dem, og skrev til og med enkelte nedgøringer af nogle af medlemmernes værker, eksempelvis af Modest Mussorgskijs opera Boris Godunov.
Til trods for, at Cui forsvarede den nationale musikstil, som De Fem arbejdede for, fulgte han i liden udstrækning de direktiver, han selv var en af talsmændene for, og benyttede kun sjældent karakteristiske russiske folkemusikalske træk. Hans musik klinger mere "vestlig" end Pjotr Tjajkovskijs, en komponist De Fem brugte som skrækeksempel på vestlig musik.
Cui skrev 15 operaer, men foretrak miniatureformatet, eksempelvis sange og klaverstykker. En beundring for Robert Schumann kan spores, men Cuis musik ligger ellers faretruende tæt op ad overfladisk salonmusik. Han var den langt svageste af komponisterne i De Fem og bliver sjældent spillet.
Den skriveføre Cui var langt mere betydelig som musik-kritiker, selv om eftermælet skæmmes af en aggressiv anmelderstil og en ærkekonservativ musikopfattelse. Som et eksempel på hans kritik-stil kan nævnes omtalen af den Aleksandr Glazunov-ledede uropførelse af Sergej Rachmaninovs Symfoni nr. 1 i d-moll 15. marts 1897. Cui skrev at hvis der findes en koncertsal i helvede, og en komponist fik i opdrag at skrive en symfoni med de egyptiske plager som tema, ja da ville dette værk fuldt ud opfylde opdraget.
LitteraturRediger
- Sigrid Neef: Die Russischen Fünf: Balakirew – Borodin – Cui – Mussorgski – Rimski-Korsakow. Monographien – Dokumente – Briefe – Programme - Werke. Verlag Ernst Kuhn. Berlin 1992 ISBN 9783928864046
